Britiske byer. III.

Til dem, der kender mig: HER KOMMER DEN!

Bath.

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterhånden har haft et næsten 45 år langt kærlighedsforhold til denne vidunderlige by. I mine øjne kan Bath nærmest ikke gøre noget forkert (undtaget det forfærdelige bygningsværk, de har opført foran stationen). Jeg elsker den by–ubetinget! Jeg elsker at være i den by–altid. Og jeg kommer tilbage, igen og igen. Nogle gange påstår jeg overfor mig selv, at jeg skal til nærliggende Bristol, men jeg ender på mystisk vis alligevel i Bath. Jeg kan simpelthen ikke holde mig væk.

Bath er nok den mest majestætiske by i England. Hvis Skotland tæller med, er den i meget skarp konkurrence med Edinburgh (som jeg også elsker lidenskabeligt). Bath er et sammensurium af byens 2 store opgangsperioder. Den første helt tilbage til Romerriget, hvor romerne fandt varme kilder netop her i byen. Det resulterede i storslåede badeanlæg med fantastiske udsmykninger og store, beundringsværdige pumpeanlæg. Bath var trendy i romertiden, og folk flokkedes hertil. Her har sikkert vrimlet med romerhipsters og legionærer i badehåndklæder. Da romerne opgav videre imperialisme, fik badene lov at forfalde og sande til, og først i den periode, som nu kender som Regency, blev de genopdaget og endnu engang udsat for masseturisme–denne gang primært den britiske overklasse.

Regency er perioden 1811-1820, hvor den kommende George IV formelt regerede for sin sindssyge far George III. Da han jo kun var formel regent, var han, mildest talt, lidt rundhåndet med ødsle bygninger og gode baller. Folk begyndte at strømme til Bath for at “take the waters”, altså drikke det helende kurvand, som, efter min mening, smager som en lunken fis med olieessens. Sidegevinsten var at få afsat afkommet til passende bejlere, der sjovt nok også var i Bath af samme årsag. Så de dansede–og dansede–og blev gift. Der var “sæson” i Bath. Resten af året boede man selvfølgelig i Mayfair eller på familiegodset i Yorkshire.

Ind imellem byggede de storslåede huse, og især Baths “crescents” er umådeligt smukke. En crescent er et halvmåneformet bygningsværk, sammensat af mange mindre enheder. Royal Crescent er den smukkeste, og her kan man også komme ind i et af husene og se “how the other half lived”. Samme crescent har også en “Ha-ha”, som er et abrupt stop for enden af haven. Det er så tilsyneladende meningen, man skal grine, når folk,helt uventet for dem selv, falder 3 meter ned!

Hele denne regencyperiode er nøje, morsomt og fornøjeligt beskrevet i Jane Austens romaner. Hun skrev faktisk flere af dem netop i Bath, hvor den fattige præstedatter indlogerede sig i perioder hos barmhjertige slægtninge eller selv med familien, når de havde råd til en lille lejlighed. Det lykkedes dem dog ikke at få hende gift, og det skal vi vel som eftertid være taknemmelige for. Byen har bygget et museum for hende, og det er bestemt værd at besøge.

Men det, man allermest skal i Bath, er på byvandring med en af deres fabelagtige guider, som tager en med til alle de arkitektoniske regencyvidundere og romertidens Bath. Undervejs besøges gamle, overdrevent dekorerede balsale, som i al deres glans giver et fortrinligt billede af, hvordan det var, dengang en kvindes primære mission var at hapse en velhavende ægtemand. Ikke noget let job for alle! Eller bare selv slentre rundt. Bath er den ultimative slentreby med alle sine gamle gader og finurlige butikker. Og husk at slentre forbi Sally Lunn, som har overmumsede sandwiches, samt katedralen, som har et vidunderligt kor til Evensong.

I nærheden af Bath ligger Stonehenge. Hvis man er New Age freak, amatørarkæolog eller besat af gamle mysterier, skal det da i den grad besøges. Jeg hører til dem, der HAR været der. Det var i 75.

Så, det var den. MIN by!

 

You may also like

Skriv et svar