Om guider.

ADVARSEL! Dette indlæg kan nemt komme til at virke som en reklame. Det er fuldstændig utilsigtet, men uundgåeligt.

Når jeg mindes mig selv, siddende der på lærerværelset første dag efter sommerferien, får jeg sådan nogle grimme associationer til (T)rumpen på indsættelsesdagen. Med meget få ydre afvigelser (håret, omfanget) har vi garanteret set lige eddikesure ud. De sidste år af mit lærerliv hadede jeg disse dage–ja, jeg hadede dem så meget, at jeg begyndte nedtællingen allerede samme dag, vi fik sommerferie, og det er da ret sigende! Det var godt, jeg indså, at skolens og mit parløb skulle opløses–i tide.

I går var jeg til guidemøde med 50 mennesker, der bare ventede på sæsonens (det hedder det nu engang i guidesprog) komme. Det var som at stå og iagttage en flok cirkusheste, der nærmest ikke kunne styre sig selv af bare glæde og vinteropsamlet forventning. Hovene kradsede næsten febrilsk i sandet for at komme ind i manegens savsmuld igen. Eller ud på landevejene, ned i Europa, over til de Britiske øer, eller meget længere ud i verden–ud og vise en flok ferieglade danskere alt det, der står vores hjerter så uendeligt nær, og som vi gang på gang prøver at videregive vores begejstring over.

Det slog mig, hvor megen viden, erfaring, entusiasme og netop begejstring, der var samlet i det rum. Det slog mig også, både hvor forskellige og hvor ens, vi er. Der er f.eks ikke mange guider mellem ca, 35 og 55. Forklaringen er nok bl.a. børn, ikke særlig god løn og faste udgifter. Derimod er der et hav af pensionerede og semi-pensionerede lærere og journalister. Her ligger forklaringen selvfølgelig i kunsten/lysten til at lære fra sig, nysgerrigheden og glæden ved hele tiden at opsøge ny viden og nye steder. Tilfredsstillelsen ved at sætte ting i system, så de bliver logiske og hænger sammen. Der var også en del udlændinge, som bare brændte for at vise netop deres hjemland frem, og som havde lært sig rigtigt godt dansk for at kunne gøre det. Sådan en guide må da være et scoop for enhver tur. Endelig var der de unge, som er nyuddannede fra diverse turiststudier ved universiteterne. Lad os håbe, de bliver i faget–også når de evt. får børn og faste udgifter. Men alle var de multikunstnere med deres liv. Der var godt nok gang i meget–her var ingen stilstand.

Der var ikke en eneste guide til stede, som jeg ikke på stående fod havde lyst til at overlade min egen rejseskæbne. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: At det er flot og beundringsværdigt, at så mange mennesker sparer så mange penge på at rejse på Momondosk, men de skal samtidig huske, at al den rejsemæssige professionalisme, der var samlet i netop det rum–det går de glip af. Ikke kun på det praktiske område omkring hoteller og køreruter, men i den grad også rent vidensmæssigt. Det er–ikke for at prale–os, der kan de gode historier! Jeg spiste frokost overfor en Ukrainespecialist. Jeg ville meget nødigt til Ukraine uden sådan en som ham!

Og alle vi gamle lærere klapper i vores halvgamle hænder af begejstring over, at når først gæsterne er inde i kørende busser, så kan de simpelthen ikke komme ud. Sådan var det ligesom ikke, da vi underviste. Lad os kalde det nødvendig lydhørhed.

Jeg fik mig lige et lille ekstrajob, så nu er det mig, der tager grænsevagten ved den gamle Kongeågrænse. Jeg skal lige læres op af den eminente, pensionerede lærer, der nu overdrager vagten, og det glæder jeg mig til. Som bastardsønderjyde (jeg er 1. generation) er det en problematik, der ligger lige til højrebenet, og jeg ved da også, hvor den hvide hest er begravet. Under inskriptionen “Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen”. Beundringsværdig poetisk hest, der formår lidt lurvede versefødder selv efter døden! Så bare sig til, hvis grænsen skal udforskes.

I det hele taget er jeg nødt til (også fordi jeg allerede har udsendt en advarsel) lige at fastslå, at Guideservicedanmark altså har nogle helt fabelagtigt gode guider!

 

You may also like

Skriv et svar