Om karnevalisme. Eller: At være alene hjemme.

Begrebet karnevalisme bruges en del indenfor litteraturen. Det betyder et frirum, hvor det er tilladt at gøre oprør mod normer og autoriteter, gerne på en karikeret eller grotesk måde. I gamle dage–og for den sags skyld stadig mange ANDRE steder i verden i dag–var/er karnevallet en ventil, hvor man ved at klæde sig ud skaber netop dette frirum til at udfordre og udforske det samfund, man lever i. Det er, på sin vis, omkostningsfrit, men samtidig en god måde at komme af med opsparet utilfredshed eller aggressioner. Faktisk er karneval en stor fordel for diverse myndigheder–det skaber ro. Altså bagefter. Shakespeare brugte det (undskyld nørderiet!) i både Macbeth og Hamlet, og Jeppe i baronens seng er et godt eksempel på fin, dansk karnevalisme.

Så vi har alle brug for lidt karnevalisme. Også mig. Og i morgen er et af de lokale sportshold så venlige at medbringe min mand på den årlige træningslejr, der varer en uge. Det er altså ikke fordi, jeg har noget imod hans tilstedeværelse som sådan (så havde jeg jo nok gjort noget drastisk ved netop det!), men jeg elsker altså at være alene hjemme. Med måde, forstås. Og helst ikke for længe ad gangen. Gerne præcis så længe, at jeg har fået afreageret og savner, at han er her igen.

Når jeg er alene hjemme, går jeg i karnevalisme. Jeg ophæver glad og gerne normer og udnævner mig selv til den eneste autoritet i huset. Jeg foretager mig udelukkende ting, der er gode for mig, og tidspunkter bliver noget absolut vejledende.

Da jeg var barn, spiste vi alle de ting, min far ikke kunne lide, når han ikke var hjemme. Det var et sandt orgie af boller i karry (som han påstod, han ikke kunne tåle!), pandekager og pariserbøffer. Det var festdage, især fordi vi alle sammen følte, at vi ligesom snød ham lidt. Pissede på hans overordnede madautoritet. Det var sgu` lige før, vi klædte os ud, mens vi gjorde det.

Så jeg tager lige en uge uden afbrydelser og hensyn. Hvor jeg ikke på noget tidspunkt skal gøre rede for min færden eller på nogen mulig måde forsvare den. Jeg kan danse på bordene, iklædt fjerboa og leve af Yankeebarer, hvis det er det, jeg vil. Men det er jo slet ikke det, jeg vil. Det er vel nærmest det modsatte. Nemlig fred, ro og absolut ingen forstyrrelser. At tingene tager den tid, de tager, og at tiden i sig selv bliver uvæsentlig, fordi  min tid ikke skal samstemmes med andres tid.

Ydermere er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. En hel uge med lutter mig-tid er ønskescenariet for rigtigt mange kvinder i parforhold, tror jeg. Til gengæld sker der så også det, når ugen er ved at lakke mod enden, at al den mig-tid eller personlig karnevalisme i den grad står og råber højt og gjaldende efter en modspiller. De fleste karnevaller varer en uges tid. Det er fuldt forståeligt: Det er ca. det tidsrum, det tager at rase ud, så man med fornyet kraft kan vende tilbage til dagligdagen. Og nyde den.

You may also like

Skriv et svar