På krymp.

Nu har jeg gjort det igen! Sendt en af mine elskede, uldne sweatre på krymp. Lige nu ville den passe bedst til et horisontalt udfordret menneske med ualmindeligt lange arme og en 7-8 cm. i diameter omkring halsen. Jeg vil straks indlede en længere sørgeperiode og finde et upåagtet sted, hvor jeg kan begrave den i fred. Den skal ikke i skraldespanden–i alt fald ikke lige nu–for der ER dog trods alt klasseforskel mellem den eks fine sweater og gårsdagens kartoffelskræl.

Nu er jeg jo nok den eneste, der krymper uldsweatre og farver hvidt tøj ubestemmeligt lortebrunt eller, hvis bølgerne går højt, stribet pink. Det er derfor, jeg skriver dette. Så I andre ved, hvor traumatisk det er. Min mor lavede da aldrig den slags vaskemæssige fiaskoer, men hun smed selvfølgelig heller ikke ukritisk alting i vaskemaskinen. Jeg er nemlig så naiv, at jeg ubetinget stoler på, at når der står “uldvask” på maskinen, så er det fordi, den kan vaske uld. Tilsyneladende ikke den slags uld, jeg har. Og lige så tilsyneladende bliver jeg heller ikke klogere. Jeg har en indgroet tillid til, at selv om det gik galt sidste gang, så skal jeg sgu` nok få den sweater helskindet og heluldet igennem denne gang. Det skal dog siges, at det ER lykkedes mig. Et par gange, tror jeg.

Det var lettere at sluge fåret, da børnene var små. Før de kom i brokalderen eller kendte betydningen af et spejl blev de, helt forsvarsløst, stoppet i mine vaskefiaskoer. Så kunne jeg ligesom forsvare overfor mig selv, at jeg udelukkende havde krympet en megadyr Benettonsweater for at hælde en baby i den. Da de blev større og mere bevidste om egne propoptioner–her især armlængde–var det bal ligesom ovre. Så kunne alle disse overmisfostrede uldmonstre bare ligge og glo bebrejdende på mig. Man smider jo ikke lige en vildt dyr sweater (JEG gør i alt fald ikke) ud, bare fordi vaskemaskinen egenhændigt har forårsaget, at man er vokset ud af den. I alt fald venter jeg gerne lidt tid. Psykologisk har det nok noget at gøre med, at jeg skal føle skylden. Sådan rigtigt traumatiseres over, at den bunke stampet uld kostede en bondegård og derfor nu i det mindste fortjener en vis portion bondeanger.

Heldigvis når jeg sikkert ikke at få posttraumatisk stress. Post betyder jo “efter”. Så langt når jeg aldrig, for om ikke længe får jeg sikkert et andet uldent liv eller et par pink trusser på samvittigheden. Og sådan kan jeg jo holde den gående, uden nogensinde at komme ud af sørgetilstanden. Med mindre jeg bliver mere vaskeprofessionel.

Jeg er helt åben overfor kondolencer. Og der var et eller andet inde i mig, der bare ville ud med dette. Sådan at verden derude får en fornemmelse for, hvordan det her er–og føles. Når jeg nu er den eneste i hele verden, der gør den slags.

 

You may also like

Skriv et svar