Vejen Kunstmuseum.

Da jeg var lille, boede mit ene hold bedsteforældre i umiddelbar nærhed af kunstmuseet i Vejen. Det var et problem. For udenfor museet stod trolden, som jeg var panisk angst for. Jeg nægtede simpelthen enhver form såvel visuel som anden mulig kontakt med det fæle udyr, så at tage mig med ned i byen må have krævet en god portion logistik af min farmor. Det siges, jeg vrælede meget højt og meget inderligt, og at de stadig taler om det forfærdelige barn i Vejen.

Anyway, i dag var jeg tilbage for sådan lige at tjekke, om den grimme trold nu stadig kunne skræmme mig til vanvid. Det kunne den ikke. Et eller andet må der være sket med min kunstforståelse undervejs, for den trold er da virkelig, virkelig flot. Hold da helt op et mesterværk, de har stående der midt på pladsen i den lille provinsby. Kors, hvor er jeg pludselig flov over alt det fordums vræleri. Det var godt, jeg overvandt min troldeskræk og kom tilbage!

Vejen kunstmuseum er sådan en lille perle, man skal tage sig tid til at køre omkring, når man er på de kanter. Især pga. billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, som var fra Vejen, og hvis værker museet har en stor, permanent udstilling af. Jeg er overhovedet slet ikke til billedhugning, ialt fald ikke sådan “large scale”, som man vel nok må sige, at Jacobsen praktiserede. Jeg hører til dem, der kan gabe mig hele vejen gennem Glyptoteket og bagefter være fuldstændigt mættet og ødelagt af bare røve. ( Og hvis en bestemt, gammel veninde læser dette, husker hun nok også dengang, vi 2 sad samfulde 2 timer i træk og frøs på samme samlings iskolde trappe og voldlæste “Danmark Rundt”, fordi vi 1) ikke gad/orkede gå ind og 2) skulle skrive en stil om det.) Men her skete der noget, som jeg bare måtte overgive mig fuldstændigt til.

Disse skulpturer emmer af liv, af farligt, opslidende, levet liv. Det er som at se Munchs “Skriget” udført som skulpturer. Jacobsen lavede sine skulpturer mellem ca. 1890 og helt op til nær sin død i 1941. Derfor er han selvfølgelig influeret af de mange kunsthistoriske perioder, han levede under. Hans første og ret naturalistiske skulpturer er, efter min mening, jævnt kedelige og mainstream, men lige så snart symbolismen og Skønvirke/Art Nouveau kommer ind i billedet, sker der noget. Allerbedst–og her menes faktisk fænomenal–er han som symbolist. Wauw! Skulpturerne “Trold, der vejrer kristenblod” og “Skyggen” går lige ind i hjertekulen–i alt fald på mig. Det er kunst, der vil noget–vil noget for mig! Så bliver jeg sådan helt paralyseret.

Udover denne fremragende samling har museet faktisk også en anselig keramiksamling med alle de kendte danske keramikere/fabrikker. Den er bestemt også værd at bruge tid på.

Skægt nok var særudstillingen Ingrid Vang Nyman, og hvis nogen (som mig!) er i tvivl om, hvem den dame lige er, så er det altså Pippis reservemor. Altså hende der tegnede Pippi. Hun var en sprudlende, finurlig tegner, som kunne meget andet end tegne alternativt artige, svenske børn. Oprindeligt var hun fra Vejen, ud af Alfa-dynastiet, hvis nogen ellers er stive i deres barndoms margarinemærker.

Så hvis vejen går omkring eller i nærheden af Vejen, så afsæt tid til denne perle. Bagefter kan man som belønning, hvis det nu kræves, spise på den rimeligt nærliggende og vildt hyggelige Hovborg kro. Jeg siger bare “Fiskefilet. Smørstegt. Hjemmebagt rugbrød. Hjemmelavet remoulade.” Get the picture?

Continue Reading

Budding og alle de andre.

I forbindelse med lovsangen om landevejskroerne slog det mig, hvor mange af min barndoms retter, der lige så stille er afgået ved døden ( i alt fald i mit hjem) over årene. Mange af dem har jeg selv slået ihjel, for her i huset er det primært mig, der laver mad. Det kan man så mene om, hvad man vil, men jeg har altid hævdet, at en af de soleklare fordele ved at være madlaveren er, at man aldrig nogensinde laver noget, man ikke selv kan lide. Det er det faktum, der har aflivet stegt lever indenfor mine døre.

Da jeg var barn, fik vi som regel 2 retter til dagens varme måltid. Som vi i øvrigt tit spiste midt på dagen, da både min udearbejdende far og vi skolebørn cyklede hjem og spiste i middagspausen, eller “det lange frikvarter”, som det hed på skolesprog. Udover en varm kødret, fik vi “efterret”, som gerne var årstidens grød. Et levn fra det gamle bondesamfund, hvor fysisk arbejde krævede sin madmæssige benzin. Det var altid en frugtgrød, gryngrød var til morgenmad. Jeg tror aldrig, jeg selvstændigt har fabrikeret en frugtgrød i mit voksenliv. For det første kunne, og kan jeg stadig ikke lide det (der er et eller andet ved alt det blævr, der taler mig imod), og for det andet skal bølgerne virkelig gå højt eller helligdagene være meget hellige, for at vi spiser 2 retter. Så begrebet “efterret” er relativt dødt i det senmoderne samfund. Og får vi det, hedder det dessert.  Men jeg er da sikker på, at hvis jeg kommer i akut grødmangel, så er der mange steder på Nørrebro, der til enhver tid vil hævde, at de selvstændigt og for nyligt har opfundet begrebet “grød”.

Udover det er det vel tid, velstand og globalisering, der har slået mange af de gamle retter mere eller mindre permanent ihjel. Især de to første begreber hænger nøje sammen. I takt med 60-ernes velstandsøgning og kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet, blev der simpelthen råd til at spise bedre. Sagosuppen, vandgrøden, kærnemælkssuppen og alle de andre spareretter, som før havde været en simpel nødvendighed, gik til de evige grød- og suppemarker, og–helt ærligt!–er der nogen af jer, der mindes dem med GLÆDE? Eller ligefrem savner dem? Jeg lever udmærket med at have dem i mørkelagt glemsel. Og når kvinderne nu både skulle stå for madlavningen og arbejde ude, så forsvandt meget vel også på den tidskonto. Jeg kender f.eks ikke mange, der laver deres egen suppe, for skal jeg spise suppe, så hedder min lille køkkenhjælper altid Mou. Det indebar nok også en stærkt formindsket brug af husblas (yngre læsere, der heller ikke ser Bagedysten, kan google fænomenet), dette hjælpemiddel, som får tingene, om man så kan sige, op at stå. Og bruger en fandens masse tid på det. Det tog nok livet af et utal af “rande”, så som f.eks. karamelrand. Som sådan havde jeg intet imod denne type blævr, men jeg foretrak da klart sovsen, hvis jeg kunne snige mig til at spise den randløs. Og budding! Som man dengang kunne få i op til flere  farver, men jeg kan hilse og sige, at farverne var totalt betydningsløse for omfanget af blævr. Det der blævr var farveresistent–og dybt seriøst.

Globaliseringen har selvfølgelig også haft en enorm indflydelse på vores madvaner. Da jeg var barn, var det samtaleemne i hele byen, hvis nogen virkelig havde været på ferie helt til Harzen. I øvrigt tvivler jeg også på, at tysk madkultur var noget, folk ligefrem tog med hjem. Det har så ændret sig, faktisk så meget, at mange af vores retter nu er en lidt sjov blanding af udenlandske ingredienser tilsat god, gammeldags dansk madkultur. Jeg kender f.eks. flere, der laver chili con carne som millionbøf med hestebønner. Det lyder selvfølgelig lidt finere. Det slår mig også nogle gange, at hvor nærmest ingen gider tage sig tid til at koge suppe, så er der en vis stolthed at spore hos alle dem, der laver simremad. Altså koger en ko ½ dag på italiensk. Og vi langtidssteger som aldrig før. Men måske er det bare selve konceptet dansk suppe, vi er vokset, eller rejst, fra. Mine børn synes faktisk, at melboller er ulækre….

Hvilket så kan lede mig frem til den konklusion, at rigtigt mange unge ikke kunne drømme om at spise blævret mad. Det har vi skånet dem for i deres barndom, så hvorfor skulle de så genoptage blævret som voksne? Personligt kan jeg klart sige, at mine børn ikke har været udsat for blævret mad, fordi jeg simpelthen ikke selv kan lide den slags.

Så budding, fløderand, sagosuppe, vandgrød, kærnemælkssuppe og mange andre–kan I have det så godt. Dette er min lille nekrolog til jer, og der kommer ikke flere. Men måske–og kun måske–er der et par hipsters ude på Nørrebro, der genopfinder jer om nogle år. Så bliver I trendy. Promise!

Continue Reading

Lastmoveren.

Når der findes firstmovers, må der nødvendigvis også findes lastmovers. Ellers giver ordet i sig selv ingen mening. Jeg spekulerer somme tider på, om der er andre end mig? Men i det mindste er der da mig.

Jeg er absolut lastmover på ud-at- spise-området. Jeg har ikke rokket mig en flad tallerken siden min barndom. Jeg spiser nemlig helst, glad, tilfreds og gerne præcis de samme steder. Nemlig på landevejskroerne. Det var der, vi i min barndom, når noget skulle fejres, drog ud til 2 retter mad (med gemyse og brun sovs) klokken 12 om middagen-om søndagen. Min hukommelse siger også noget om fløderand og citronfromage…..

Jeg elsker disse gamle, atmosfærefyldte steder, hvor man stadig kan stege en snitzel på størrelse med ½ kalv, diske op med det der lidt sjove konglomerat, der hedder Stjerneskud og lave en æggekage (NEJ, ikke quiche eller tærte!), der både indvendigt og i munden løfter sig til skyerne. Hvor tilhørende bacon har en skivestørrelse, der er til at forholde sig til, og hvor der meget nemt kan være gammeldags æblekage, altså den med udkogte æbler, makroner og bjerge af flødeskum, til dessert.  Og jeg nyder skam ikke bare maden, jeg nyder hele det vidunderligt autentiske miljø og atmosfæren.

Indrømmet, mange af kroerne er lidt smagsmæssigt udfordrede på interiøret, men jeg er utroligt tilgivende overfor udstoppede dyr, gammelt kobber og blomstrede tapeter. Bare det ikke kommer for tæt på min mad. For det er jo netop det, der er hele den sjæl, jeg savner så usigeligt i de der moderne glasaffodringssteder.

Jeg samler på landevejskroer, og jeg kører gerne langt for at besøge endnu en. Eller gense og genspise på en af mine favoritter. Besynderligt nok er det faktisk også for det meste søndag middag, jeg/vi foretager den slags ekspeditioner ud i det danske land. Gerne kombineret med en eller anden anden spændende attraktion.

Ikke at jeg har noget imod moderne restauranter. Jeg spiser da også gerne på dem, men det bliver aldrig helt det samme. Hver ting til sin tid, selvfølgelig, men er det mig, der bestemmer, så står der landevejskro på frokostmenuen. Jeg gør mit yderste for, at så mange som muligt af dem får en chance for at overleve, og at jeg kan falde i madsvime over en velgennemført æggekage.

Så i denne henseende har jeg absolut ingen mindreværdskomplekser over at være lastmover. Tværtimod, jeg er stolt og taknemmelig. Især fordi de første nok slet ikke ved, hvad de går glip af.

Billedet viser en af mine absolutte favoritter, hvor wienerschnitzlen fylder et mindre fad, og ophobningen af sjælfuldt skrammel er uovertruffen. Og hvis nogen læser dette og har rigtigt gode lastmovertip til gode, gamle kroer, så vil jeg MEGET gerne vide det!

Continue Reading

Britiske byer. I.

Manchester.

Dette er en by, der fortjener en langt bedre turistskæbne. Folk burde flokkes hertil, for udover London er det uden sammenligning Englands mest spændende by. Det er en by, der i den grad har formået at genopfinde sig selv, så fortidens aura af beskidte fabrikker, usle leveforhold og tyk, sort røg er helt forsvundet. Samtidig med at man bestemt ikke har glemt det kapitel i byens historie. Man er både stolte, taknemmelige og bevarende. Samt i den grad fornyende.

Ja, det var her, selve industrialismen havde sin vugge. Marx og Engels huserede i byens gader, når de da ikke lige nørklede med diverse manifester, og Engels far ejede endda en af byens mest berygtede fabrikker. Den fortid kan man kigge nærmere på i det fremragende frilandsmuseum Quarry Bank Mill lige ved lufthavnen, hvor en hel by med spinderier, arbejderhuse, lærlingehuse og direktørboliger hver dag går i arbejde og bemandes med mennesker. Det er de bedste historietimer, jeg har deltaget i, der foregår her. Men afsæt en hel dag.

Manchester selv er en statelig by med masser af museums- og kulturtilbud, seriøse shoppingmuligheder (Arndale Center er Englands største) samt en byfornyelse, der vil noget. I midtbyen ligger det ret imposante rådhus, som enhver kan besøge og se de flotte sale, der alle bærer præg af byens fortid som industriby. Selvfølgelig set fra de, der har financieret salenes, side! Manchesters byvåben inkluderer da også “the busy bee”. Her findes også adskillige, gode teatre, og især skal nævnes Stock Exchange Theatre i den gamle børsbygning. Fantastisk bygning, fantastisk ide. Katedralen gør ikke det store ud af sig selv, men er smuk på sin egen lille måde, og koret til Evensong er decideret en oplevelse–især fordi det her ofte er et børnekor, hvor de allermindste må klodses op på forhåndenværende Bibler for at kunne nå op. Her er en del levn fra romertiden, et helt fantastisk teknisk museum (afsæt mindst ½ dag!) og et forunderligt, mindre kunstmuseum med en del Prærafaelitter, flotte Lowrybilleder og gode Jack Yeats.

Allermest spændende er dog North Side, Latinerkvarteret, hvor alt nyt og spændende foregår. Her vrimler med gode restauranter, små cafeer og skønne designerbutikker. Og midt i det hele ligger den gamle pub The Millstone, hvor man både kan bo og møde den mere underholdende del af lokalbefolkningen. Især om lørdagen. Det er sådan et rigtigt slentrekvarter, fuld af finurlige overraskelser.

Den indre by har også sin egen Chinatown med restauranter mm. Den er ikke så stor, men bestemt værd at besøge. Lidt eksotisk på en meget britisk måde. Ligeledes støder man også konstant på de gamle kanaler, der blev brugt til transport af alskens varer samt de utallige jernbanelinjer, hvis formål var det samme. Et bestemt sted kan man faktisk stå under fem jernbanelinjer/broer, der krydser hinanden. Spooky.

Manchester har en gratis bus, der nærmest i døgndrift kører i en cirkel rundt om den indre by. Men her er også en letbane, som hurtigt fører ud til Salford Quays, hvor det nye Manchester skyder op med raketfart. Her er bl.a. bygningen The Lowry, som er opkaldt efter den fantastiske Manchesterkunstner Lowry, særlingen, der bare malede de mest underfulde billeder–og som selvfølgelig først blev anerkendt efter sin død. Bygningen huser hans museum, gode udstillinger og et flot teater. Lige ved siden af ligger BBC`s hovedkvarter, som også kan beses indefra på guidede ture, og er man ikke tilmeldt, kan enhver da gå ind og se Dr. Who`s rumskib/tidsmaskine Tardis, som står i forhallen.

Lidt længere ude af kajerne findes en seværdighed i verdensklasse (Nej, ikke Old Trafford. Denne blog er for KVINDER. Men OK, det ligger her jo også, og der ER guidede ture. Nok om det.) Daniel Libeskinds fantastiske bygning, der huser Imperial War Museum North. Før jeg besøgte det museum, forbød alle mine fordomme mig at gå ind på et museum dedikeret til krig. Godt, jeg fik dem modbevist. Altså fordommene! Det er et museum dedikeret til, hvad krig gør ved os, hvordan mennesker påvirkes af krig, lider under krig og genopbygger efter krig. Og er det uinteressant, må bygningen og den måde, den anvendes på, vist være øjenåbnende og interessant for enhver. Her kan man bruge det meste af en dag.

I det hele taget burde byplanlæggere fra mange danske byer lige slå et slag omkring Manchester for at tjekke, hvordan man på fornemste vis kan forandre gamle, nedslidte havneområder til åbne, venlige byer, der er skabt til rigtige mennesker. For tiden er det jo danske provinsbyers hovedsport at forvandle de afdankede, afskibede havneområder til beboelse, og jeg underdriver vist ikke ved at sige, at man ikke alle steder er kommet lige godt fra det.

Det er også muligt at tage bybussen ud til det enorme universitetet, nærmest en hel by, hvor der også er adskillige små specialistmuseer, men fortsætter man med bussen, kommer man til bydelen Rusholme–også kendt som “The Curry Mile”. Altså 2 km. med Indien og Pakistan midt i Manchester. Det er som pludseligt at stå i et andet land, både beklædnings- duft- og smagsmæssigt. Her er vel flere hundrede etniske restauranter, et stort antal butikker med meget gult guld og søde kager en masse. Spis her–det gør alle de andre i Manchester også!

Der er ikke langt fra Manchester til Yorkshire Dales, hvor søstrene Bronte i sin tid skrev deres romantiske drømme ind i fabelagtige bøger, så deres landsby Haworth er bestemt også et turistmål. Der er heller ikke langt TIL Manchester som sådan. Flyveturen er omkring 1½ time, og der flyves fra de fleste større lufthavne i såvel Danmark som Nordtyskland.

Men pas på–Manchester er yderst vanedannende!

Continue Reading

En god film.

East is East.

Jeg ved godt, at denne film er ca. 15 år gammel og en klassiker indenfor genren “dysfunktionel indvandrerfamilie”, og at mange sikkert allerede har set den og grinet deres bagdel i laser over den, men hvis nu ikke? Så er det ikke for sent at nyde denne lille perle, som i øvrigt sagtens kan ses igen–og igen–og igen.

Vi er i Manchester i 70-erne, kvarter med en del udfordringer og familie med ditto. Engelsk mega-arbejderklassemor, pakistansk muslim-i-munden far og et hav af afkom. Dog kun 1 pige, rapkæftede, fodboldspillede Meena. Drengene fordeler sig over bøssestorebror, kunststuderende, der bilder far ind, at han læser til ingeniør, den relativt rettroende muslim, happy-go-lucky-bror og lillebror i evig parkacoat, som desværre i skyndingen har misset sin omskæring. Det er noget af et menageri, der både forsøger at efterleve kravene i det britiske samfund, men samtidigt hele tiden må forsøge at tilfredsstille ( og narre) überpakistanske far.

For at få alle de britiserede knægte (altså dem, der stadig er tilbage, for bøssestorebror er for længst afskrevet) ind i folden igen, arrangerer far lige et par tvangsægteskaber med, vel nok, Storbritanniens grimmeste brude. Nej, grim er ligesom for svagt her. Se selv! Og se også hvordan det går.

Filmen er fuld af ustyrligt morsomme scener. Som da far uventet kommer hjem, mens børnene forlyster sig med det store bacongilde. Eller da bøssebror hentes ind som assistance til udkommanderede brudgomme, da lillebror omsider skal omskæres og det helt store afslutningscrescendo, da de mildest talt uskønne brude på forbilledlig måde afvises.

Der er også dybe, dyb alvor. For inde bag det hele er der jo også en dybt dysfunktionel familie med vold og andre overgreb. Og så spiller de bare røven ud af bukserne, allesammen. En stor nydelse er Mrs. Patmore fra Downtown, som her er den gode, kæderygende veninde, der fungerer som fornuftens rapkæftede talerør, vel nærmest som et stort græsk tragediekor.

NB. Kan man lide genren, er der i samme genre den superbe film Ae Fond Kiss–endnu en film af mesteren Ken Loach, som jeg vist har nævnt før.

Continue Reading

Januarkrop.

Jeg er ikke god til krop i januar. Derfor har jeg januarkrop. Januar er, helt uden sammenligning, min dårligste kropsmåned. Mit forhold til min krop belastes af januar, så det er et umådeligt lykketræf, at denne kropsspolerer af en måned nu snart er ved at være ovre.

Januar er sådan en måned, hvor jeg er meget tilbageholdende med at bruge min krop. Jeg sparer på den. Lader den gå i vinterhi. Jeg holder igen med at give den udfoldelsesmuligheder. Og der ligger ligesom ikke de store incitamenter og vifter lokkende for at få mig på andre tanker.Helt konkret har januar for mig en stor sofaeffekt. Den udløser de magneter, der tilsyneladende er usynligt indbygget i mit møblement og binder mig til det.

Lige siden det første motionscenter (ja, sådan hed det dengang) skød op her i byen, har jeg haft uforløste ( i alt fald i min mund)  planer om at besøge sådan et. Det hjalp overhovedet ikke, at sådan nogle steder kom til at hedde fitnesscentre. Mig narrer de sgu` ikke ved at kalde det noget andet. I begyndelsen gik mine planer på at lave lidt afretning hist og her og undgå udgifter til diverse fedtsugninger, men nu kan jeg da godt se, at mine behov med tiden har ændret sig til nogle lidt mere overvældende, kropsmæssige projekter. Jeg er sikker på, enhver såkaldt personlig træner ville kaste sig frådende over mig, ja, der ville vel nærmest blive slåskamp mellem fitnessguruerne om mig, fordi enhver med det blotte øje kunne se årevis af fast og særdeles udfordrende arbejde. Det er nu ikke så meget derfor, jeg holder mig væk. Selv om jeg tror på, at jeg har en middelstor, anvendelig fantasi, kan jeg simpelthen ikke se mig selv løfte underlige vægte, løbe i timevis uden at komme nogen steder eller for den sags skyld bare være den lokale aldersklump mellem alle disse smækre kroppe. Jeg ville også kede mig noget så gudjammerligt, inderligt ihjel. Virkelig, virkelig røvkede mig. Hvis jeg løber, er jeg da nødt til at løbe et sted hen for overhovedet at få gang i stængerne, og jeg kan virkelig ikke i min vildeste fantasi finde den mindste, logiske begrundelse for at forlænge mine arme med de der små gule tingester. Og i øvrigt hader jeg at svede. Jeg er selvfølgelig fuld af beundring for alle på min alder, der deltager i den slags kropsvedligeholdelse, men må nok erkende, at min egen krop har nogle indbyggede modstandsfaktorer, som jeg ikke lige kan overtale den til at droppe. Jeg har prøvet. Den vil bare ikke. Slet ikke i januar.

Så min største kropsmodstand i januar er faktisk vejret. Jeg vil nemlig rigtig gerne ud i det der vejr, hvis det ellers opfører sig ordentligt. Jeg bliver sur og kontrær, hvis det ikke gør. Så sur, at det da bare i den grad kan undvære mig i sig, hvis det skal være på den måde. Jeg elsker at gå lange ture–især med hund–men længden af mine ture er, indrømmet, omvendt proportionel med mængden af regn og modvind. Januar indbyder ikke til gåture. Hvis den tåbelige måned bare kunne finde ud af at lave enklaver af tåleligt vejr for og over mig samt påbyde enkelte, udvalgte træer at springe ud langs min rute, så skulle jeg da nok komme afsted. Men nej, sådan leger januar ikke! Ingen snyd her. Det eneste, den kan finde ud af at snyde med, er sneen, for hvor er den lige blevet af? Ja, jeg spørger bare. Var det måske ikke meningen, at mig og hunden skulle gå lange snevejrsture, hva` januar?

Jeg er sikker på, jeg bliver meget bedre til krop i februar. Og marts. For man kan jo mærke det. Mærke inaktiviteten som bildæk omkring maven og røv til midt på skinnebenet. Det kan man altså ikke læse, strikke eller ” se filme” sig fra. Januarkrop er ikke nogen rar krop at gå rundt i. Det er en krop, der længes efter forår, formindskelse og fornyelse.

Og det er jo uendeligt smart, at det forholder sig sådan. Jeg kender nemlig mig selv godt nok til, at når januarkroppen er ved at kvæle mig i al sin ugidelige, ineffektive stilstand, så sker der noget drastisk. Måske skal det lige være februar først, men når foråret begynder at pible frem, så sker der noget med de gamle cirkusheste. De kan lugte managen, dufte savsmuldet–og så skal de nok komme ud af den sofa og få den krop forårskåd og forårsklar.

 

Continue Reading

En god film.

Sin Nombre.

Det er vel ikke en alternativ sandhed at påstå, at det ikke regner med mexikanske film her i landet. Så her er en. Og hvis man kun skal se 1 mexikansk film i sit liv, så anbefaler jeg, at det bliver denne. Den er rigtig, rigtig god. God på den måde, at man kan se den mange gange og hver gang opdage nyt.

Filmen har to hovedomdrejningspunkter. Den ene er den Sydamerikanske bande Mara Salvatrucha, som mildest talt ikke er noget romantisk bekendtskab, og den anden den lille familie, der prøver at flygte ind i det forjættede (filmen har 4-5 år på bagen!) USA. Via hovedpersonen, bandemedlemmet Willy, kombineres de to omdrejningspunkter, og filmen bliver til skildringen af den farefulde rejse mod USA samt den umulige kærlighedshistorie, der også bliver en del af/forhindring for rejsen.

Personerne i filmen spilles superbt af helt unge skuepillere, og som tilskuer lever man sig utroligt meget ind i deres håb, drømme–og mareridt. Det er samtidig en skildring af nutidens Sydamerika, og den var i alt fald for mig en rigtigt god kilde til forståelse af, hvad der egentlig foregår på et kontinent, jeg slet ikke lige har opdateret for nylig. Den er vildt spændende, den er vildt udfordrende–og den er vildt sørgelig. Det er en stor, fortællende film, og den historie, den vil fortælle, går lige ind!

Continue Reading

Nyhedsjunkien.

Der er sket noget med mit forbrug af elektroniske nyheder i løbet af den sidste uges tid. Det er, mildt sagt, eksploderet. Gang på gang i løbet af en dag går jeg nærmest helt automatisk ind på diverse danske og udenlandske (her nok primært amerikanske) aviser og tjekker deres nyheder. Så ihærdig en nyhedslæser har jeg da aldrig nogensinde før i mit liv været. Jo, måske omkring 9/11 i sin tid, men det var lidt mere utilgængeligt og besværligt, for dengang foregik det på Tekst TV.

Det er jo heller ikke, fordi jeg læser alle de nyheder som sådan. Jeg tjekker dem vel nærmest bare. Jeg bilder mig selv ind, at jeg på den måde kan have en lille, bitte usynlig snor i, hvad der sker i verden. Jeg er nemlig ikke tryg mere. Jeg er ligesom nødt til hele tiden at vide, hvad det alternativt kloge menneske derovre i USA foretager sig. Hvilke besynderligheder jeg og verden stilles overfor.

Det er nok mest, fordi jeg gang på gang ikke lige forstår, hvad der sker. Jeg er begyndt at få det lidt med USA, som jeg har det med Nordkorea. At det hele er så urealistisk, så rablende alternativt uvanvittigt, at jeg er nødt til at læse det mange gange for overhovedet at erkende, at det faktisk, virkeligt finder sted. Jeg tror nemlig også, jeg dybt naivt leder efter dementier. Altså at hvis jeg nu læser en helt anden avis, så er det vanvid, jeg lige har læst, en fejl fra den første avis` side. Det er så ikke sket endnu.

Jeg ved godt, der ikke hænger en personlig atombombe til mig over mit hoved. Men jeg har det lidt som om, der hænger et eller andet modbydeligt, som jeg ikke helt kan definere. På et tidspunkt gik jeg også meget op i at følge med i alle de fejl, aviserne fandt. Som nu med antallet af alternative tilskuere til indsættelsesceremonien. Det er jeg lidt holdt op med, for jeg har forstået, at dette slet ikke handler om antallet af fejl. Eller om fejl overhovedet. Over de sidste dage ER det jo etableret, at enhver form for sandhed i bedste fald kun er vejledende, og når det forholder sig sådan, giver det absolut ingen mening at forholde sig dømmende overfor begreber som sandhed og løgn (UPS! Forkert ord, sorry! Jeg mener: alternative fakta!) Det er derfor, jeg er så forvirret. For hvad skal jeg så forholde mig til, når alle de parametre, jeg hele mit lange liv har anvendt, er sat uigenkaldeligt ud af spil?

Når jeg har svært ved at forholde mig til noget og bliver forvirret, bliver jeg utryg. Jeg lider desværre af den, tilsyneladende europæiske sygdom, at jeg vil have tjek på fakta, tjek på tingene. Det må jeg nok indstille mig på, at jeg ikke får. Så jeg er på en måde fanget i dette nyhedsspind som i en ond cirkel. Jeg leder efter sandheder og sammenhænge, som lige nu enten er sat ud af spil eller er omdannet til alternative sandheder og sammenhænge. Men jeg læser trofast og nærmest helt manisk/panisk videre med det lille, naive håb, at det hele stopper, holder op eller bare er et verdensomspændende mareridt. Altså sådan et, man har i søvne. I alt fald er jeg nødt til hele tiden at følge med…….

Continue Reading

Gode bøger.

Tvillingemotiver.

Allerførst en advarsel om, at dette bliver en smule ustruktureret. For egentlig var det min intention at anbefale den fremragende britiske forfatter Bruce Chatwin, som desværre døde af AIDS helt tilbage i 1989. Jeg ville forsøge mig med hans umiddelbart mest tilgængelige bog, On the Black Hill, som er den barske historie om et par tvillingebrødres liv, men undervejs kunne jeg ikke finde nogen dansk titel, så bogen er måske slet ikke oversat. Da jeg bestræber mig på at anbefale bøger, der er til både at læse og finde, var det så måske ikke den allerbedste ide. Det skal dog alligevel kraftigt pointeres, at Chatwin især som rejseskribent er uovertruffen (OK, Bill Bryson er også superb), og at Sanglinjerne om australske aboriginals er et lille mesterværk. Det samme gælder den lille bog Utz, som handler om stuefluens udbredelse i Prag, og hvordan man smugler ½ ton Meisnerporcelæn ud af en lejlighed, uden at nogen opdager det!

Derfra kom jeg hurtigt videre til det evige tvillingemotiv, som stadig dyrkes intensivt indenfor litteraturen. Der har vi jo været siden Romulus og Remus, over adskillige folkeeventyr til, især, moderne fantasy. (Jeg er dybt seriøs fantasyfreak, men har sådan lidt på fornemmelsen, at det ikke lige er scoopet til de fleste kvinder i min alder!) Anyway, de sidste 2 bøger, ud af utallige, der kredser om tvillinger (tvillinger er så dejligt handy i litteratur, for de kan symbolisere modsatrettede tendenser og personligheder, som ville være utroværdige i en enkelt person), og som er absolut anbefalelsesværdige, er Ben Elton: To brødre, en rigtig god og velskrevet familiesaga fra en forfatter, der ellers, efter min mening, ofte er lidt for pjattet. Samt Abraham Vergheses: Knivens æg. Begge bøger spænder over lange perioder rent historisk og bevæger sig nærmest rundt på samtlige kontinenter, men væsentligst af alt er, at de begge har en forbandet god historie at fortælle–og fortæller den godt! Det er sådan nogle sidde-foran-brændeovnen-med-lakrids-og-joggingbukser-bøger. Og som man skal have god tid til–man bliver uigenkaldeligt fanget i deres univers.

Jeg vil lige se, om jeg kan huske flere bøger med dette evige motiv–der må være tonsvis.  Bare kom med dem, hvis I lige har en på tungen…….

Continue Reading

Om nærighed.

Jeg har vist utallige gange påpeget min egen udgiftsskyhed. Jeg har bevidst brugt netop det ord, fordi jeg ikke ville bruge ordet “nærig”. Det er nemlig, i min optik, ikke det samme. At være udgiftssky betyder slet og ret, at man er påpasselig med ikke at blive til grin for sine egen penge. At være nærig er noget ganske andet. Simpelthen fordi det ikke kun inkluderer ens egne penge, men i de allerfleste tilfælde også har en overmåde stor effekt på andres.

Det er ikke tilfældigt, at nærighed (her dog forstået som griskhed) hører til blandt de 7 dødssynder. Som jeg ser det, er netop disse 7 synder de allermest destruktive i forhold til mellemmenneskeligt samvær. Nærighed ødelægger utroligt meget.

Mon ikke de fleste kender den der med, at man er ude at spise med veninderne. På byens billigste restaurant, for ellers vil hende den nærige ikke med. Allerhelst ville hun selvfølgelig have medbragt sin egen madpakke, men det har vi heldigvis med møje og besvær fået afværget. Når regningen kommer, insisterer hun altid på, at den minutiøst opsplittes, så man kun, og her menes seriøst KUN, betaler for det, man selv har fortæret. Hvilket så altid, i hendes tilfælde, også er menukortets absolut billigste tilbud. Og passer regnestykket ikke, anvendes det meste af resten af aftenen på at gennemregne, så man har de korrekte beløb ned til ørestadiet. Drikkepenge er en by i Rusland, eller i alt fald noget, andre økonomiske ødelander må tage sig af. Hvis bølgerne går lidt højt, og der tages en taxa hjem, sørger hun for, at hun er den første, der sættes af. Gerne med ordene ” Sidste mand ordner vel betalingen.” Til gengæld skal man altid betale for at køre med i hendes bil–også hvis hun i forvejen faktisk skal samme sted hen. Helt ærligt kan hun også, for min skyld, spare enhver form for gaver væk. Hun kunne aldrig drømme om at investere i noget, jeg tilnærmelsesvis så meget som kunne overveje at indlemme i min privatsfære. Det må jo gøre usigeligt ondt at betale for noget ordentligt (læs: der ikke er secondhand, over sidste salgsdato eller på tilbud/ophørsudsalg), eller også smerter det mere at betale for en gave, end det glæder at give den.

Nærige mennesker kender heller ikke ordet “gengæld” i dets positive betydning. Når man gør noget for dem, tages det for givet, men det betales aldrig tilbage. Ikke sådan at forstå, at jeg kun gør ting på forventet efterbevilling, men jeg tager det faktisk i de fleste tilfælde for givet, at hvis jeg i nogle sammenhænge medbringer ting til fælles bedste, så er det deres tur næste gang. Denne næste gang kommer så bare aldrig. F.eks. den med, at vi alle har bil, men kun nærigpetrines bil står i en uendelighed og prinser den derhjemme. Med mindre vi andre betaler for at køre med, altså!

De fleste nærige mennesker, jeg kender, er absolut ikke økonomisk udfordrede. Tværtimod. Det er ikke manglen på økonomisk formåen, der er selve årsagen. Nærigheden er så til gengæld kilden til, at de ofte er ret velhavende. (Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis man havde passet endnu bedre på sine penge?) Så jeg håber da, de rigtigt nyder deres penge. Selv om jeg så ikke helt forstår, hvad man skal med penge, man forbyder sig selv at bruge? Altså at det da må være forfærdeligt umorsomt at passe så seriøst på sine penge. Sidde ovenpå sin pengekasse og være stolt af, at man rigtigt har forstået at snøre alle de andre.

Jeg er træt af nærige mennesker. De spolerer ofte min glæde og skaber unødvendige, tidskrævende komplikationer. Det irriterer mig, at alting skal måles i kroner og ører, når der i virkeligheden er meget mere glædesbetonede parametre.Og jeg må også indrømme, at min egen udgiftsskyhed gør, at jeg tit føler mig unødvendigt narret. Frarøvet penge, som jeg ikke burde have betalt–bare for at få ro. Når vi sidder der med en regning, der bare ikke VIL gå op, så er vi altså nogen, der i ren afmagt lægger de manglende penge for at få fred. Vi “nogle” er så altid de samme!

Jeg har tidligere skrevet, at upræcished er mangel på respekt for andre menneskers tid. Jeg vil gerne stå på mål for, at nærighed ofte er disrespekt for andre menneskers penge. Nærighed er økonomisk egoisme, selviskhed i kroner og ører. Og når man når min alder, gider man faktisk ikke rigtigt det bøvl mere. Jeg tror, resten af mit liv er ved at være for kort til nærige mennesker. Det er meget, meget sjovere og væsentligt mindre kompliceret at gå i byen og færdes generelt med andre end netop dem. Og når jeg i starter skrev, at udgiftsskyhed er påpasselighed overfor ikke at blive til grin for sine egne penge, ja, så hænger det hele jo sammen. Netop at det, nærige mennesker også (blandt meget andet) “giver” mig, er en udpræget fornemmelse af at være noget så inderligt, ubehøvlet til grin for mine egne penge!

 

Continue Reading