Må jeg lige minde om?

For tiden er der nærmest amerikansk undtagelsestilstand blandt befolkningen herhjemme. Med det mener jeg, at den tiltro og tillid, vi gennem de seneste år har opbygget til den beskyttende storebror derovre på den anden side Atlanten, er blevet til hovedrystende undren og klar afstandtagen. Det er en etableret magt- og kulturfaktor samt en mangeårig samarbejdspartner, der er ved at miste sit domæne. Såvel politisk som rent følelsesmæssigt.

Et super eksempel på netop dette var billedet af den nydelige, afgående amerikanske ambassadør, hans charmerende mand og deres nuttede fælles retriever, der forlod Danmark. Det billede gik helt i like-selvsving, fordi det i al sin enkelthed symboliserede alt det, vi følte, vi sagde farvel til. Frisindet, åbenheden, det liberale Amerika ( i Amerika betyder “liberal” venstreorienteret)–eller med andre ord lige præcis ALT det, vi umuligt kan forbinde med (T)rumpen.

Men må jeg lige minde om, at Amerika for sådan nogle tvekvartgamlere som mig BESTEMT ikke altid har været attråværdigt og forbundet med noget positivt. I 60-erne lagde talstærke Vietnamdemonstrationer i det indre København såvel Amerika som politistyrken, der skulle afværge de allerstørste skader, for et had så stort, at det var samtaleemne i flere år. Der var gadekampe, hvor folk blev alvorligt såret, og der var et indre nagende had mod den store stat derovre fra en meget stor del af befolkningen. Præsident Reagan gjorde bestemt ikke sagen bedre. Han var mildest talt uspiselig for rigtigt mange danskere, og dengang var vi en særdeles stor gruppe, der helt bevidst gik udenom enhver form for amerikanske varer. Amerika var et skræmmebillede, kapitalismens højborg og et land, vi ideologisk tog dyb og dybfølt afstand fra.

Jeg læste engelsk fra 78-83, og på selve engelskfagets højborg var mistilliden til Amerika utroligt udbredt. Vi var ekstremt omhyggelige med at tale britisk engelsk, og de, der af den ene eller anden grund talte amerikansk, gjorde alt for at skjule eller dæmpe accenten. Så sent som for 3 år siden i New York blev vi–altså en gruppe af engelsklærere i alderen 50-60–spurgt af en foredragsholdende amerikaner, hvorfor vi alle talte britisk engelsk. Med slet skjult løgn i stemmen forklarede vi, at det jo var, fordi Storbritannien sådan rent geografisk var tættere på os.  Men det var det jo ikke. Det var udelukkende fordi, at da vi i sin tid læste engelsk, slog vi knuder på stemmebåndene for at få den politisk korrekte accent. (Og her udelader vi så lige Mrs. Thatcher. Eller også siger vi, i bagklogskabens hellige navn, at hun da i det mindste ikke var i stand til at destruere verden 27 gange. På en gang.)

Jeg var i USA for første gang i 96. Altså næsten 20 år efter at min livslange kærlighed til det sprogområde og dets litteratur blev grundlagt. Det kom simpelthen ikke på tale før, for det der grimme land derovre rejste “man” bare ikke til. Det var “the devil incarnated” og ikke et sted for bevidste mennesker. Jeg erindrer også tydeligt, at jeg overfor visse veninder havde forberedt et helt arsenal af undskyldninger for overhovedet at begive mig ind i fjendens lejr. At jeg så på den tur måde æde mine egne, forstokkede fordomme og gradvist give mig selv lov til at blive noget så inderligt forelsket i landet på godt og ondt, er en helt anden sag.

Men der skete jo en mentalitetsændring med Clinton og senere Obama. We learned to love. Vi var mange, der lidt snuptagsagtigt fik fortrængt vores gamle fordomme, og i den slags processer sker der så også altid det, at man med tiden glemmer sin modstand. Tidsånden var selvfølgelig også med på sidelinjen. For fra 60-ernes kapitalistsvin, der på må og få og for egen stolthed og vinding invaderede uskyldige små lande, blev nationen derovre jo vores allierede i kampen mod andre stater, som nu blev den nye tidsånds fælles fjende. Det var svinsk, det der med Vietnam, oversvinsk. Men nede i Mellemøsten har vi faktisk nogle fælles interesser, og de har mere militær end os. Endelig scorede de vildt på følelsesskalaen dengang i 2001. Så stod vi da lige sammen.

Jeg elsker stadig Amerika og, især, det amerikanske folk. Det kan han ikke tage fra mig. Og jeg skal også nok troppe op for at gense mine yndlingssteder. F.eks. på næste mandag. Men jeg synes bare, vi LIIIGE skal huske på, at den amerikanske forherligelsesperiode, som nu er i sin absolut afsluttende fase herhjemme, kun har varet få årtier. Det er ikke en gammel, trofast ven, vi er ved at miste tilliden til. Det er en, set i et historisk perspektiv, relativt ny ven, som vi i 60-erne ABSOLUT ikke så ret meget positivt ved. Prøv lige at husk det–dem, der kan!

Så den nuværende tabte tillid kan vel også–som historien så flot viser–generhverves. Det tager vel bare omkring 4 år, inden den proces kan begynde.

Continue Reading

Fake på fake. Men maden er real.

Det gamle rådhus, Gråsten.

Det er Sønderjysk Gourmetuge. Andre landsdele har vist allerede afholdt lignende arrangementer, men hernede sætter vi en ære i at være lidt langsomme og give os god tid. Anyway, det er en super ide at promovere de lokale råvarer til en absolut spiselig pris–220 for 3 retter mad.

Så Det gamle rådhus i Gråsten skulle prøves. Udefra ligner det noget, der er designet af en eller anden, der engang har besøgt Århus Rådhus og fundet det ret smart. Så udenpå er vi i fake 40-erne, men indeni er samme bygmester (kan simpelthen ikke få mig selv til at skrive arkitekt!) gået i Matador-mode med malede vægpaneler og ren 30-er nostalgi. Samtidig bærer de kolossalt store vinduer absolut ikke præg af denne periode. Så noget må altså være god, gedigen fake, og tilsammen opnås en besynderlig stilforvirring. Det gør da en en smule betænkelig overfor, hvordan det så vil påvirke maden. Stilforvirringen, altså.

Men tonen anslås klart ved, at alle servitricer render rundt i Agnes-kostumer, og det var garanteret ikke bare fordi, det var Fastelavn i går. Det ser lidt spøjst ud, men de passer faktisk strålende til maden. Den er solid, hjemmelavet på mormormåde–og så alligevel med et moderne tvist. Selve byen er jo berømt for både fjerkræ og æbler (Ikke et ord om industrisalater!), så det er det, man får. Og den kylling smagte virkelig som min barndom. Det var sgu` lige før, jeg kunne lugte de afbrændte fjer fra de kyllinger, vi fik ude fra landet, og som min mor selv plukkede. Det er forfærdeligt at sige, men faktisk havde jeg lige glemt, hvordan en kylling kan og skal smage. Meget kan man sige om Netto, men kyllinger med kyllingesmag har de nu aldrig sådan rigtigt dyrket, og jeg har vist over årene fuldstændigt fortrængt, hvordan sådan et stykke fjerkræ i grunden smager. Det var ualmindeligt behageligt at få det genopfrisket. Sammen med de syltede rabarber og den lidt tvistede agurkesalat.

Og desserten med Gråsten æbler. Sådan på gammeldags maner med godt med sukker og kanel og hjemmelavet is. Den vil gå ind i min samling af mindeværdige desserter, og samme samling er desværre ikke ret omfangsrig, for købeprodukter tæller ikke.

Så selv om man udefra forventer en modernistisk middag (hvad det så end er?), og indefra overfaldes af lidt for meget Postgård og en sværm af fake Agnesser, så kan maden klart anbefales.

Læg mærke til, hvornår de enkelte landsdele har gourmetuger. Det kan virkelig betale sig at afprøve god mad til spiselige priser. Næste år vil jeg prøve noget marsklam. Forhåbentlig uden alt for meget havtorn og med en klar neddrosling af Agnes-effekten.

Continue Reading

Kjolen.

Mange af de ting, jeg skriver, er direkte foranlediget af associationer. Jeg kommer til at tænke på noget, som fører mig direkte ind i noget andet. Eller ad omveje. Det kan være lyde, lugte, stemninger, men det kan også være andre indlæg. Som nu det om Edinburgh i går.

I 1979, i august måned, købte jeg denne kjole i en sidegade til The Royal Mile i Edinburgh. Jeg har købt masser af kjoler i Edinburgh siden, men dette er den eneste, der har fået permanent opholdstilladelse i mit skab. Så der har den hængt i næsten 40 år, og jeg skal nok udelade platte bemærkninger, der indeholder ordet “velhængt”.

Denne kjole er indbegrebet af min ungdom. I alt fald en god del af den. For det første er den hamrende tidstypisk med sit lidt bohemeagtige hippielook og det håndbroderede mønster på bryst og ærmer. Den er også vildt behagelig og flagrende og vakte da også en smule opsigt, for der var altså ikke ret mange i Århus dengang, der havde en, der bare tilnærmelsesvis lignede den.

Den kjole har flere tusinde fester på sit CV, og sikkert også et skønsomt udvalg af diverse alkoholiske drikke på sit stof. Den har danset i månedsvis og måneskin, og den har sikkert også vågnet op med resterne af mig inden i sig. Jeg er helt sikker på, at der er andre end mig, der har fået lov til at tage den af mig. Og da den blev nedfremmet til skolekjole, har der sikkert også siddet mange 17-årige der i begyndelsen af firserne, der gerne ville have kunnet stoppe sig selv i den. I 90-erne manglede den jo tydeligvis skulderpuder for at være vildt meget in. Så det har nok været omkring det tidpunkt, den flyttede mere permanent ind i skabet.

Hvor den jo så altså stadig hænger. Det er så også det eneste, den gør. Altså hænger. Hvis jeg skulle i den igen, ville det kræve en selektiv slankekur, som kun virkede på udsatte steder, så som brysterne samt et beundringsværdigt arbejde fra en særdeles habil skrædder. Den ville nok også se en smule malplaceret ud. Sådan lidt altmodisch og helt uden for den bærende tidsånd.

Måske vil den stadig hænge der i al sin blomstrede magt og vælde, når nogen engang skal gøre alt det, jeg ikke længere kan? Det bliver i alt fald ikke mig, der sender den til de evige kjolemarker. Det vil gøre alt, alt for ondt. Som kynisk af verfe sin ungdom, som man nu i næsten 40 år har klamret sig til, ud i glemslens intethed.

Continue Reading

Britiske byer. IX.

Edinburgh.

Edinburgh er min ungdoms by. Fra sidst i 70-erne til et godt stykke ind i 80-erne kom jeg som en lille yoyo hver eneste sommer tilbage til denne gamle, majestætiske dame. Gerne på vej op i det skotske højland for at tilbringe en lang sommer som barmaid, servitrice eller stuepige på hoteller mellem alle fårene, bjergene og søerne. Vi boede altid hos moster Birthe (som altså ikke var MIN moster) ude i Morningside, denne edinburgske pendant til Højbjerg eller de knapt så dyre ender af Hellerup og Hasseris.

Der er sket meget i Edinburgh siden da. Og så alligevel ikke. For alle de gamle, pragtfulde bygninger, mindesmærkerne og besynderligheder på Calton Hill er der jo endnu. I bedste velgående. De har i mellemtiden fået deres eget, velfortjente parlament og tonsvis af nye shops, men selve sjælen i Edinburgh er akkurat den samme som dengang. Den fine, gamle dame, som tager tingene med ro, og som ingen kan slå ud af kurs. Til gengæld kunne en gennemgang af alt det, byen har at byde på, sagtens slå mig ud af kurs, så derfor er dette et meget subjektivt, nok ret ekskluderende indlæg.

Edinburgh er delt i 2 hovedbydele, og her er det altså meget nemt: Old Town og New Town. Elementært! Old Town består primært af flere gader, der tilsammen danner “The Royal Mile”–den mil, der er mellem Edinburgh Castle og dronningens residens i byen, Holyrood Castle. Hele vejen går dette ældgamle system af gader nedad fra den store, bombastiske borg i den ene ende. Edinburgh Castle huser mange seværdigheder, lige fra de gemakker, hvor Mary Queen of Scots (Mary Stuart) tilbragte sin barndom, over The Stone of Scone, denne rimeligt banale, flade sten, hvor skotske konger førhen blev kronet (altså før englænderne stjal den, og den tilbragte mange århundreder i glemsel dernede) til kanonen, der hver dag går af klokken??? Selvfølgelig klokken 1–vi er vel i Skotland!

Udenfor på den store plads–det er den, man altid ser i det berømte tattoo–står adskillige mindesmærker, og blandt dem den kuriøse statue, skænket af inderen, der takker det britiske imperium for at have taget hans land. Uhyre spøjst, men måske fik han armene vredet om på ryggen? Herfra er udsigten ud over Pentland Hills mod syd også uovertruffen.

På vejen ned til Holyrood passeres adskillige seværdigheder–mange i whiskyklassen–så her skal kun nævnes St. Giles Cathedral, som er et pragtstykke af ældre, skotsk, presbyteriansk arkitektur. Især The Thistle Chapel, hvor våbenskjold fra alle tidligere og nuværende medlemmer præger væggene. Nogle af dem er, om man så må sige, en smule alternative. Katedralen huser også et billede af ET (find det selv!) og de smukkeste mosaikker. Om aftenen kan man ved Lothian Cross udenfor katedralen deltage i spøgelsesture rundt i den gamle bydel, og det er ikke for sarte sjæle. Turene går på kryds og tværs gennem de mange labyrinter af gyder og små passager, og det, der om dagen er tillokkende og spændende, får ligesom en anden karakter om aftenen.

Gå endelig også omvejen omkring Grassmarket. Her holdt byens sprittere til i 80-erne, og pubberne havde go go dansere til frokost. De tider er ovre. Nu er her rimeligt mondænt, men også usædvanligt hyggeligt. Det samme gælder Cockburn Street på den anden side af The Royal Mile. Her holdt de lokale Goths til i 90-erne. Det gør de så heller ikke mere. Alting er blevet lidt pænere, lidt mere spiseligt og måske lidt mindre atmosfærefyldt. Dog synes jeg, det er et fremskridt, at den pub i netop dette område, som langt op i 80-erne indirekte protesterede mod kvindelige gæster, nu er forsvundet. Protesten var uhyre simpel: Ejeren nægtede at bygge et dametoilet!

Holyrood Castle og ruinerne af den gamle abbey er bestemt også et besøg værd, men allermest glimrer denne sydlige ende ved den fantastiske udsigt op mod bjerget Arthur`s Seat og de flotte, lodrete klippeformationer Salisbury Crags. Det er også her, det nye, skotske parlament kan findes.

Hullet mellem de to bydele, som i gamle dage var byens losseplads, er nu park, jernbanestation og hjemsted både for adskillige mindesmærker (Sir Walther Scott, f.eks.) og det skotske nationalgalleri. Sidstnævnte er virkelig et besøg værd–de har endda en Eckersberg. (Men når man ser den, kan man godt forstå, at den skal hænge sådan lidt afsides heroppe!) For mig er et besøg i Edinburgh ikke komplet uden lige at hilse på The Skating Minister af Raeburn. Han skøjter som regel meget selvtilfreds og dybt seriøst rundt nede i den fremragende skotske samling i kælderen.

New Town er bare pral, sådan navnemæssigt. Den er i virkeligheden bygget i 1700-tallet og består af de smukkeste, gamle patricierhuse, gerne bygget omkring små, bevoksede haver/pladser. Her er især Charlotte Square en arkitektonisk perle. Ideen var, at man i modsætning til det bygningsmæssige rod i Old Town, skulle skabe lys og luft for beboerne (oplysningstidens ideer som arkitektur), og det er i allerhøjeste grad lykkedes. George Street er hovedgaden i denne del af byen, og den glimrer både med sin byggestil, men også i et kvindeunivers med sine ret smagfulde forretninger.

Ellers er forretningsgaden over alle forretningsgader Princess Street, som ligger netop der, hvor byen deles. Denne lokkende indkøbsfælde er megalang og løber langs med parken, så når kreditkortet er gået i rødglødethed, kan man jo bare gå over på den anden side af gaden! Det er der, alle mændene går! Princess Street er en åbenbaring for enhver seriøs shopper, og man skal endelig huske, at sidegaderne også lige skal scannes, for de er bestemt også værd lige at bevæge sig ned ad.

Edinburgh vrimler med spændende bydele omkring det livlige centrum. Der er mange af dem, og den mest besøgte sådan rent turistmæssigt er nok Leith nede ved vandet, hvor også den kongelige yacht Britannia har fundet sit blivende opbevaringssted. Personligt er jeg fuldstændig skudt i Stockbridge, som i 80-erne var fuld af små pionerrestauranter og rodede genbrugsforretninger. Sådan et sted forbliver selvfølgelig ikke uopdaget af masserne, men her er stadig charmerende på den der lidt alternative måde, selv om huspriserne er vokset til millionærlønningsbaserede.

Og så kan Edinburgh noget, som ikke ret mange andre storbyer kan. Ligegyldigt hvor man er, er der ikke langt ud i den vilde, skotske natur. Arthur`s Seat er bare et eksempel på et bjerg lige midt i byen. Et andet er Calton Hill, hvor man har anstillet den mest besynderlige samling af mindesmærker, halvfærdige græske templer og andre absurditeter. Tilsyneladende udfra devisen at “so ein Ding……”

Synes man nu efter nogle dage, at Edinburgh er alt for pæn, poleret, hvilende i sig selv og måske en kende snobbet, ja, så skal man da bare tage til Glasgow. Der ser livet en smule anderledes ud!

 

Continue Reading

Britisk byer. VIII.

York.

For nogle år siden var jeg i York med nogle veninder. Vi havde fundet en billig og, på billederne, utroligt hyggelig, meget gammel lejlighed med den mest strålende udsigt over til York Minster, den fantastiske katedral i byen. Der var bare lige det, at der angiveligt var spøgelser i lejligheden. Samt selvfølgelig også det, at det hele var så pivende skævt, at vi altid kunne finde samtlige vores løsgående ting i det samme hjørne.

Omkring spøgelser er jeg nok verdens mest pragmatiske menneske. De skal sgu` materialisere sig i al deres magt og vælde, før jeg sådan kan tage dem bare en lille smule alvorligt. Det havde de tilsyneladende ikke lige tid til, men det kan da ellers nok være, at døre åbnede og lukkede sig af sig selv, og underlige vindpust ramte en fra alle sider, og mest om natten. I lejligheden var også et såkaldt spøg-o-meter, som påstod at måle den lokale åndelige aktivitet, og det røg konstant op i “High risk”-området. På et tidspunkt tog jeg samme snedige aggregat med ind på den nærmeste MacDonald`s. Det viste det samme, og det kan man jo så tolke, som man vil.

Men udover det er York en fantastisk smuk, gammel by, som man sagtens kan bruge en del dage i. Her er vikingecentret Jorvik, som vel er byens nyere hovedattraktion, og som har flotte, veldesignede udstillinger om dengang, vores vilde forfædre vandaliserede og voldtog sig gennem tilstødende landområder. Det center er sådan et “must-see”, som man altså ikke bør gå udenom, hvis man er i det nordlige England. Ydermere er det særdeles børnevenlig–her er vikinge-gynge-ture i bedste ET-stil.

Jeg synes dog, bymuseet er nærmest lige så interessant. Det rummer en komplet gade fra Victoriatiden med fyldte forretninger og en fuldstændig troværdig atmosfære. Her kan man godt bruge virkelig lang tid på at studere selve livet i det forrige århundrede. Byen har også et forrygende togmuseum lige ved den smukke, gamle banegård. Det har et utal af spændende, gamle togvogne, så man både kan se, hvorledes de kongelige lod sig transportere, samt hvordan den mere jævne del af befolkningen rejste på særdeles ubekvem vis. Hvis transportmæssige standsforskelle er noget, man har glemt i vores senmoderne samfund, så er her lige en genopfrisker.

Og over det hele troner så The Minster, denne altovervældende domkirke, som nok er en af Englands mest storslåede, højtravende og dominerende. Den er så stor, at man bliver meget lille–og stille. Som i alle andre britiske katedraler har de et velsyngende kor, og netop her får akustikken lov til at blomstre i de enorme højder. Som bonusinfo skal lige siges, at hvis de er ved at bygge om eller restaurere, har man ikke været planlægningsmæssigt uheldig. Det gør de nemlig altid.

York har selvfølgelig den obligatoriske bymur, hvorpå en tur rundt om byen er nærmest selvskreven. Men byen har også et utal af små, charmerende, ældgamle og meget smalle gader. Især den gamle slagtergade The Shambles er et besøg værd. Desværre er det tydeligt, at slagterforretninger i dag ikke er helt så lukrative som turistvenlige, nipsede intetheder, men her er da heldigvis undvigelsesmåder i form af små, hyggelige cafeer. Da York jo er en gammel markedsby samt har langt over 100.000 indbyggere, er her også masser af andre shoppingmuligheder, og de fleste af gaderne er virkelig velbevarede i al deres middelalderlige charme.

Ikke langt fra York ligger det majestætiske Castle Howard, som folk i min alder nok stadig husker for den mindeværdige TV-serie Brideshead Revisited. Det er så absolut et besøg værd, men desværre er der ikke indbygget Jeremy Ironsgaranti. Men de har nogle flotte haver!

Så York har det hele. Måske har de endda også spøgelser?

Continue Reading

Britiske byer. VII.

St. Helier.

Det ER en britisk by, selv om indbyggerne taler en underlig dialekt, der lyder som fransk tilsat lidt snøvlet, engelsk intonation. Mobiltelefonerne har da også svært ved at bestemme sig for, hvilket land de befinder sig i og hopper mellem England og Frankrig nærmest mellem hvert skridt, man tager. Man overfaldes af en evig strøm af små duttende velkomster konstant her, hvor den franske kyst kan skimtes 15 kilometer borte. England, derimod, ligger et godt stykke længere nordpå.

Og man skal ikke blive for længe. Turister er hjerteligt velkomne og modtages med åbne arme, men skal man bo permanent her på Jersey, skal man enten være ualmindeligt velbeslået eller indehaver af et fag eller en profession, de lige står og mangler. Ellers er det ud.

Det gør lidt ondt, at man sådan økonomisk er afskåret fra at bosætte sig i dette lille paradis. For det er det. Uden sammenligning det smukkeste sted, jeg nogensinde har holdt forår. Kameliaer og gardeniaer på størrelse med mindre fodbolde vokser nærmest vildt og overgår hinanden i farveskønhed, påskeliljer skyder helt ubegrundet ud fra enhver klippespalte og alt det, vi herhjemme regner for buske, er herovre blevet til noget, der ligner velvoksne træer. Den kan noget, den golfstrøm.

Ellers er det somme tider lidt sparsomt med vandet herovre. Tidevandsforskellen kan være op til 6-10 meter, og ved lavvande må man tænke sig til bølger ud over de uendelige strande. Samme strande bliver til gengæld meget indskrænkede ved højvande. Den lokale borg, Elizabeth Castle, kan nås til fods ad ebbevejen ved lavvande, mens den under højvandet kræver et amfibie”køretøj”, der er passende selvironisk til at afspille temaet fra James Bond under den 5 minutter lange tur derud.

Som det eneste sted i Storbritannien var Jersey faktisk besat af tyskerne under 2. verdenskrig. Det var også her, de allersidste krampetrækninger af krigen foregik. Hele den historie kan man se på det interessante museum i de gamle krigstunneler, som er gravet ind i bakkerne og førhen fungerede som hospital. Især den gode historie om, hvorledes de lokale pressefolk sikrede sig, at alle på Jersey vidste, hvornår det var tyskerne, der stod bag en historie i avisen. De lod simpelthen være med at rette sproglige og grammatiske fejl.

St. Helier har også et virkelig fint søfartmuseum og et fint lille byhistorisk museum. Men det er for naturens skyld, man skal herover. Den er uovertruffent vidunderlig–især om foråret. Øen er bakket med flotte og vilde klippekyster, og den frodige natur har helt sit eget liv de fleste steder. Besynderligt nok er der faktisk ikke så mange af den kotype, som de fleste forventer at finde, men til gengæld er der gang i fødevareproduktionen på øen. Og det smager godt. Det hele. Det er ikke udelukkende millionærerne, der spiser godt herovre. Det kan pøbelen også for rimelige penge.

Byen og øen har et utal af hoteller i alle prisklasser. Men lige her har jeg min ubetingede favorit. Hotel de Normandie lige udenfor St. Helier. Hotellet har sit eget indlæg her på bloggen, men den yder det desværre ikke tilstrækkelig retfærdighed. Man er næsten nødt til at tage derover og opleve det!

Continue Reading

Britiske byer. VI.

Chester.

Mange vil sikkert spørge: Hvad er Chester, og hvor ligger det? Det er lidt synd, at Chester ikke er mere velkendt og velbesøgt blandt og af danske turister. Det fortjener den.

Chester ligger på grænsen til det nordlige Wales, omkring en times kørsel med tog fra Manchester. Byen har omkring 80.000 indbyggere og en meget lang og spændende historie. Som navnet Chester antyder, (Chester–også som endelse på bynavn–betyder romersk markedsby) var der godt gang i romerne i byen, som stadig har en del minder fra den tid og især et flot amfiteater.

Det er dog især middelalderen, der har sat sine blivende spor i Chester. Her ser stadig ud præcis som i en film, der foregår i samme periode, og ingen ville studse over at se Robin Hood reinkarneret spadsere gennem gaderne. De største gader i byen har forretninger i to etager i de bindingsværksbyggede huse, og anden etage er som regel så decideret turist- og engelsk klimavenlig, at den er overdækket. Det er lidt spøjst og skal nærmest opleves for at forstå konceptet. Selvfølgelig vrimler det også med små, skæve cafeer og den slags forretninger, der sælger finurlige ting, man absolut ikke har akut brug for.

Chester har også en af Englands mest intakte bymure, og man kan faktisk spadsere hele vejen rundt om byen og få gode kig ned over de ældgamle, charmerende huse. Allermest fremtrædende er dog den ualmindeligt store og smukke katedral. Den er dunkel og lidt skræmmende, men også storslået på en meget majestætisk måde. Koret er selvfølgelig virkelig en oplevelse, men man skal (siger hun, belært af erfaring) nok overveje, om det er fornuftigt at sidde på pub umiddelbart før en evensong. Selv om det er svært at modstå, for Chester vrimler med ældgamle, skæve, hyggelige pubber og andre mad- og vandingssteder.

Englænderne ved godt selv, at dette sted er en lille perle. De kommer hyppigt hertil, og det burde danskerne også. Man kan sagtens få en rigtig hyggelig dag til at gå i Chester. Prøv det!

Continue Reading

Om forstokkethed.

Min mor bor i samme by som en relativt profileret, rimeligt markant, rødhåret minister. Engang, da vi besøgte hende (altså min mor!), skulle vi ud at spise, og da vi var temmelig mange, måtte vi køre i to biler. Den ene bil kørte direkte til restauranten, mens den anden lige måtte et ærinde omkring Brugsen.

Da alle var ankommet til spisestedet, fortalte bil to, at de på vejen havde været tæt på, helt uforvarende, at nedlægge omtalte minister foran den lokale brugs. Hvilket foranledigede visse passagerer fra den første bil til–halvt i en spøgende tone–at indvende, at det simpelthen var for slattent at misse et så oplagt mål.

Det var folk under 30. Og jeg forstår det godt, for jeg har været præcis ligesom dem på alle ledder og, især, kanter. Min uendelige naivitet foranledigede mig i mange år til at tro, at de, der ikke politisk mente som mig, var:

  1. Onde og egoistiske. At de udelukkende tænkte på at mele deres egen kage og score, hvad scores kunne. Hermed også at have et standpunkt, indtil de fik en dyt. At deres, i mine øjne, forkvaklede syn på samfundet mestendels skyldtes, at enhver form for lovgivning var baseret på, hvad der tjente dem selv personligt mest optimalt.
  2. Uvidende og ubegavede. At de ikke havde fattet en lyd af, hvad det hele egentlig gik ud på. At de egentlig burde sendes på bevidsthedsudvidende kursus i, hvordan alting hang sammen, og så med tiden kunne komme tilbage og grådkvalt erkende overfor hele verden, at nu var de blevet tilstrækkeligt oplyste til at mene noget andet.                                                                                                                                                                                                                                 Underligt nok er det nok ikke lige sådan, klaveret spiller. Akkurat som med forældrerollen gør vi nok allesammen det, som vi i den givne situation tror, er det allerbedste. At det så ikke altid er det, er en anden sag.                                                                                                                               Gudskelov er jeg blevet noget mere tolerant med årene. Jeg er holdt op med at filosofere omkring at omvende eller nedkøre ministre. Jeg synes stadig, at mange mennesker tager fejl, men jeg ved, de gør det, fordi det for dem er indlysende rigtigt, hvad de gør. De synes utvivlsomt også, jeg er helt forkert på den. Men jeg er sikker på, at de er fuldtud lige så gode, uselviske, vidende og begavede mennesker, som jeg anser mig selv for at være.
Continue Reading

En god film.

Lige et hurtigt tip til en rigtig god film. TV2 22.15 i aften. Million Dollar Baby.

Man kan i og for sig mene om Clint Eastwood, hvad man vil, men i denne film, som han både har instrueret og spiller en bærende rolle i, er han virkelig god. No gunsmoke eller mandehørm, men en smule boksning.

Den amerikanske drøm–eller er det den amerikanske tragedie? Og selvfølgelig er Morgan Freeman også med og spiller vidunderligt.

Og så er det en af den slags film, der kan genses–og genses. Engelsklærerne elsker den, for novellen, den bygger på, er også genial!

Continue Reading

Et lille minde fra tiden som lærer.

De fleste ved selvfølgelig godt, at den mest udbredte leg indenfor det danske skolesystem er den, der hedder “Gæt hvad læreren tænker”. Det er den, der ofte er medvirkende til at give de mest disciplinerede elever gode karakterer. Især hvis de også er i stand til at tænke selvstændigt. Reproduktion i sig selv er fuldstændig udueligt på længere sigt, men det er nu alligevel rart som lærer at have de der hånd-flagrende elever, der tilsyneladende er exceptionelle tankelæsere omkring de mere konkrete ting i undervisningen.

Det værste, man næsten kan komme ud for, er, når legen udmunder sig i, at ingen, absolut ingen er i stand til at gætte lige den præcise formulering, man har oppe i hovedet. Det er altså virkelig et nederlag at blive nødt til at sige det selv. Og så er det selvfølgelig en dårlig klasse.

Men de allerbedste timer er dem, hvor man giver fuldstændig slip. Scenariet er ofte, at man, i et øjebliks vanvid og fordi det står i bekendtgørelsen, er kommet til at give dem et platumuligt, modernistisk digt, skrevet på volapyksprog af Rifbjerg fra 60-erne for. Man bruger oceaner af tid på bare at finde en lille snæver indgang ind i labyrinten og konsulterer gerne større bogsamlinger, skrevet af pralrøve der påstår, at de har forstået Rifbjerg. Ikke at man bliver klogere af det. Snarere tværtimod.

Så man går altså til time fuldstændig uforberedt på dagens Gæt hvad læreren tænker. Af den simple grund at læreren ikke tænker en hujende fis. Læreren vil faktisk bare gerne forsynes med nogle tanker, og læreren bliver jublende henrykt for enhver tanke, der bare tilnærmelsesvis kan anvendes på denne gåde. Det ved eleverne selvfølgelig ikke, for i deres optik ved læreren alt. Eller næsten. I alt fald ved læreren BEDST, for det har hun i klare vendinger fortalt dem ved adskillige lejligheder. Og mest når fagligheden var truet.

Sådan en Rifbjerg-time er en oplevelse. En oplevelse af det umiddelbare og åbenheden overfor enhver form for velargumenteret tankegang. Det er også et fabelagtigt grundlag at lære sine elever meget bedre at kende på. Her er ingen  faglige vejbomme og litterære stopklodser. Og fremfor alt er her ikke noget på forhånd fastlagt facit, som eleverne via den indbyggede dagsorden bare skal komme frem til. Ved at gætte lærerens tanker.

Efter sådan en time har man det godt. Føler man har været del af et fællesskab, der sammen nåede frem til noget godt, konstruktivt og tankevækkende. Det kan godt være, vi ikke lige gik den lige vej, men vi kom frem ad den snoede, hvor alle krinkelkrogene bestemt også var værd at udforske. Og blive klogere af.

Desværre er der ikke så mange af den slags timer. Mest pga. lærerens faglige stolthed. Men bestemt også fordi, der i mange henseender ER facit, selv på litteratur. Det nytter ikke noget at fastholde, at Den grimme ælling handler om en enlig mor på Vesterbro, der ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk. Et udsagn holder jo kun, hvis det kan argumenteres hjem med seriøse argumenter fra teksten. Det er så dem, læreren har med inde i hjernen hjemmefra, og som det så er elevernes opgave at gætte.

Siden jeg holdt op med at undervise, har jeg ikke savnet den lille leg et eneste sekund. Men jeg kan godt ind imellem savne at give slip sammen med en flok fantasifulde unge mennesker, der samtidig kan give mine, måske nogle gange forstokkede, synspunkter kamp til stregen.

Continue Reading
1 2 3 7