En god film.

This is England.

Her har vi så filmhistoriens nok mest perlende latter. Og vel også mest ucharmerende, charmerende barn, Thomas Turgoose som hovedpersonen, Shaun.

Ikke at der er noget som helst at grine af. Vi er i det dybt nedslidte og deprimerende Nordengland i 1982, umiddelbart efter Falklandskrigen, som også lige tog Shauns far med sig blandt de, der kæmpede den ærefulde kamp og døde for en lille gruppe stormomsuste øer langt fra England. Men Thatcher fik da lige en smule tiltrængt popularitet på den front.

Shaun og hans mor har det hårdt, og Shaun har meget svært ved både at vokse op, finde sig selv og finde ud af, at hans elskede far ikke kommer tilbage. Så det er også en “coming of age”-film. Men allermest er det en historie om en flok varmhjertede, desillusionerede skinheads i Doc Martens, der adopterer lille Shaun og gengiver ham troen på livet. Altså indtil over-skinheaden Combo returnerer fra fængslet og laver en helt ny dagsorden, der består af stærkt højredrejet populisme, fremmedhad og fysisk vold. Så fanges Shaun i et net, han ikke helt selv forstår, og som både leder til bristede illusioner og–heldigvis–nye, vigtige erkendelser.

Det er en barsk, men også sød film, som selvfølgelig kan tolkes på mange måder, og som vel næppe udelukkende handler om England i 1982. Den er hylende morsom ind imellem, men den er også skræmmende voldelig til andre tider. Hele tiden bæres den af dette vidunderlige barn, som i den grad kan grine. Resten af skuespillerne, mange amatører, er også fantastiske. Især Combo, som har den helt rette udstråling af at være muntert vennesæl, men også bærer rundt på ustyrlige mængder af smerte og had, som han hele tiden må lade gå ud over verden.

Og når man så har været gennem den forfærdelige historie og til sidst ser det forhadte flag forsvinde i Nordsøens bølger, så er det faktisk også en feelgood film. Ham Shaun skal sgu` nok klare sig.

You may also like

Skriv et svar