Om sødmælk og dataroaming.

Nu nærmer tiden sig, hvor den årlige storhurdle med at finde dataroaming uden at blive godt og inderligt snydt skal overstås. Jeg frygter den allerede. Omvendt er muligheden for nårsomhelst og hvorsomhelst at kunne komme på nettet en absolut nødvendighed i mit job. Man kan vel nærmest sige, at hele min troværdighed afhænger af det. Så jeg må ned og shoppe tilbud.

Jeg køber intet hos telefonsælgere (se indlæg om sådanne!), og jeg har også for nylig fundet metoDEN til at få de frembusende robotmennesker til at holde kæft. Når de ringer, siger jeg med jubelråb i stemmen, at det da er vildt fantastisk, at de lige har ringet til netop mig, for jeg stod i den grad lige og ville ringe til dem. For at høre, hvilket mejeriselskab de anvender, når de køber sødmælk. Fordi nede i min Netto er der altså tilbud på sødmælk. Man skal bare lige binde sig til 5 liter om dagen fra Arla i en måned, hvis man vil udnytte dette fantastiske giveaway… Det kan jeg snakke så længe om, at jeg for første gang nogensinde IKKE er den, der smækker røret på. (Her må gerne stjæles–det virker sgu`.)

Så jeg må fysisk ned i de der butikker, hvor jeg (lad os nu være lidt diplomatiske) måske ikke altid er så velkommen, og hvor jeg har noteret mig, at de altid tjekker, at døren er forsvarligt lukket ud til gågaden, før de (efter lidt indbyrdes parlamentering) som regel lader enten yngstemand eller størstemand ekspedere dette forfærdeligt farlige kvindemenneske på 52 kilo krop og 15 tons mund. Jeg hader skam også den slags handler, hvor man sådan nærmest er armeret til fingerspidserne med gode argumenter, sylespidse bemærkninger og hele forbrugerrådets lovsamling under armen, allerede inden man overhovedet er fysisk inde i butikken.

Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde sætte mine ben i sådan en butik, hvis det ikke var fordi, de har noget, jeg ikke kan undvære. Jeg kan scanne tøjbutikker i timevis uden at købe noget (nå ja, uden at købe så meget!), men ligefrem frivilligt at gå ind i en telefonbutik. NEEEJ! Det ved de også godt, teleselskaberne. Altså at vi ikke kan undvære dem. Det er den eneste troværdige årsag til deres ubehøvlethed.

Som nu sidste år, hvor Hr. Flødebolle Karl Smart prakkede mig et europæisk abonnement på til nærmest ingen kroner. Det var efter, at jeg ikke blot havde sagt, men i den grad prædiket og højlydt agiteret mine krav til et sådant. Især til at det skulle kunne dække Israel (“Ja”, sagde han. “Det er jo Europa” “Nå”, sagde jeg. “Siden hvornår?”) samt at det skulle kunne vare året ud. Vi opnåede så en form for våbenhvile omkring det sidste, hvorefter jeg 3 uger senere fik en opsigelse, fordi netop det tilbud ophørte på en bestemt dato. Selve de informationer stod IKKE i min kontrakt, og Flødebollesmarten må da have været enten tunghør eller imbecil, når han solgte mig et abonnement, der løb 3 uger, når jeg nu 27 gange (+ det løse) havde forklaret ham anderswo. Eller også var han–tro det eller ej–bedøvende ligeglad!

Det blev så et mindeværdigt efterår i netop den telebutik. Jeg er sikker på, de med bævende ben husker det endnu. Jeg er absolut ikke fysisk voldelig (jeg kender mine begrænsninger samt ved, hvornår jeg er den lille), men jeg kan lukke så meget mundlort ud i spandevis, så man skulle tro, jeg var opvokset på et offentligt toilet. Herretoilet. Og jeg har en vedholdenhed, der i al sin essens går ud på at stå, og blive stående, indtil jeg får ret. Samt selvfølgelig samtidig at informere alle andre tilstedeværende og dem på gågaden (jeg lukker altid døren op!) indenfor en radius af ½ kilometer om, hvilket lorte-snyde-imbecil-møg-skide- og pisseselskab, det her er. Så får jeg som regel ret, og de får fred. Tror de. For som en ekstra sikkerhedsforanstaltning indsender jeg altid en skriftlig klage, som i stærkt ironiske vendinger informerer dem om deres egen lortestatus.

Det betyder selvfølgelig, at jeg får mine små, korte abonnementer gratis. Hver gang. De tør–eller gider–ikke andet.

Men det er jo slet ikke det, jeg i bund og grund vil. Jeg vil bare så utroligt gerne have et spiseligt, pålideligt abonnement, som hele perioden fra nu til slut oktober kan give mig fri og ubesværet dataroaming hvorsomhelst og nårsomhelst til en rimelig pris. Både i Europa og i Israel, og det sidste fuldstændigt uafhængigt af, hvor flødebollekarl nu ellers lige mener, at det land ligger.

 

 

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar