Et lille minde fra tiden som lærer.

De fleste ved selvfølgelig godt, at den mest udbredte leg indenfor det danske skolesystem er den, der hedder “Gæt hvad læreren tænker”. Det er den, der ofte er medvirkende til at give de mest disciplinerede elever gode karakterer. Især hvis de også er i stand til at tænke selvstændigt. Reproduktion i sig selv er fuldstændig udueligt på længere sigt, men det er nu alligevel rart som lærer at have de der hånd-flagrende elever, der tilsyneladende er exceptionelle tankelæsere omkring de mere konkrete ting i undervisningen.

Det værste, man næsten kan komme ud for, er, når legen udmunder sig i, at ingen, absolut ingen er i stand til at gætte lige den præcise formulering, man har oppe i hovedet. Det er altså virkelig et nederlag at blive nødt til at sige det selv. Og så er det selvfølgelig en dårlig klasse.

Men de allerbedste timer er dem, hvor man giver fuldstændig slip. Scenariet er ofte, at man, i et øjebliks vanvid og fordi det står i bekendtgørelsen, er kommet til at give dem et platumuligt, modernistisk digt, skrevet på volapyksprog af Rifbjerg fra 60-erne for. Man bruger oceaner af tid på bare at finde en lille snæver indgang ind i labyrinten og konsulterer gerne større bogsamlinger, skrevet af pralrøve der påstår, at de har forstået Rifbjerg. Ikke at man bliver klogere af det. Snarere tværtimod.

Så man går altså til time fuldstændig uforberedt på dagens Gæt hvad læreren tænker. Af den simple grund at læreren ikke tænker en hujende fis. Læreren vil faktisk bare gerne forsynes med nogle tanker, og læreren bliver jublende henrykt for enhver tanke, der bare tilnærmelsesvis kan anvendes på denne gåde. Det ved eleverne selvfølgelig ikke, for i deres optik ved læreren alt. Eller næsten. I alt fald ved læreren BEDST, for det har hun i klare vendinger fortalt dem ved adskillige lejligheder. Og mest når fagligheden var truet.

Sådan en Rifbjerg-time er en oplevelse. En oplevelse af det umiddelbare og åbenheden overfor enhver form for velargumenteret tankegang. Det er også et fabelagtigt grundlag at lære sine elever meget bedre at kende på. Her er ingen  faglige vejbomme og litterære stopklodser. Og fremfor alt er her ikke noget på forhånd fastlagt facit, som eleverne via den indbyggede dagsorden bare skal komme frem til. Ved at gætte lærerens tanker.

Efter sådan en time har man det godt. Føler man har været del af et fællesskab, der sammen nåede frem til noget godt, konstruktivt og tankevækkende. Det kan godt være, vi ikke lige gik den lige vej, men vi kom frem ad den snoede, hvor alle krinkelkrogene bestemt også var værd at udforske. Og blive klogere af.

Desværre er der ikke så mange af den slags timer. Mest pga. lærerens faglige stolthed. Men bestemt også fordi, der i mange henseender ER facit, selv på litteratur. Det nytter ikke noget at fastholde, at Den grimme ælling handler om en enlig mor på Vesterbro, der ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk. Et udsagn holder jo kun, hvis det kan argumenteres hjem med seriøse argumenter fra teksten. Det er så dem, læreren har med inde i hjernen hjemmefra, og som det så er elevernes opgave at gætte.

Siden jeg holdt op med at undervise, har jeg ikke savnet den lille leg et eneste sekund. Men jeg kan godt ind imellem savne at give slip sammen med en flok fantasifulde unge mennesker, der samtidig kan give mine, måske nogle gange forstokkede, synspunkter kamp til stregen.

You may also like

Skriv et svar