Om forstokkethed.

Min mor bor i samme by som en relativt profileret, rimeligt markant, rødhåret minister. Engang, da vi besøgte hende (altså min mor!), skulle vi ud at spise, og da vi var temmelig mange, måtte vi køre i to biler. Den ene bil kørte direkte til restauranten, mens den anden lige måtte et ærinde omkring Brugsen.

Da alle var ankommet til spisestedet, fortalte bil to, at de på vejen havde været tæt på, helt uforvarende, at nedlægge omtalte minister foran den lokale brugs. Hvilket foranledigede visse passagerer fra den første bil til–halvt i en spøgende tone–at indvende, at det simpelthen var for slattent at misse et så oplagt mål.

Det var folk under 30. Og jeg forstår det godt, for jeg har været præcis ligesom dem på alle ledder og, især, kanter. Min uendelige naivitet foranledigede mig i mange år til at tro, at de, der ikke politisk mente som mig, var:

  1. Onde og egoistiske. At de udelukkende tænkte på at mele deres egen kage og score, hvad scores kunne. Hermed også at have et standpunkt, indtil de fik en dyt. At deres, i mine øjne, forkvaklede syn på samfundet mestendels skyldtes, at enhver form for lovgivning var baseret på, hvad der tjente dem selv personligt mest optimalt.
  2. Uvidende og ubegavede. At de ikke havde fattet en lyd af, hvad det hele egentlig gik ud på. At de egentlig burde sendes på bevidsthedsudvidende kursus i, hvordan alting hang sammen, og så med tiden kunne komme tilbage og grådkvalt erkende overfor hele verden, at nu var de blevet tilstrækkeligt oplyste til at mene noget andet.                                                                                                                                                                                                                                 Underligt nok er det nok ikke lige sådan, klaveret spiller. Akkurat som med forældrerollen gør vi nok allesammen det, som vi i den givne situation tror, er det allerbedste. At det så ikke altid er det, er en anden sag.                                                                                                                               Gudskelov er jeg blevet noget mere tolerant med årene. Jeg er holdt op med at filosofere omkring at omvende eller nedkøre ministre. Jeg synes stadig, at mange mennesker tager fejl, men jeg ved, de gør det, fordi det for dem er indlysende rigtigt, hvad de gør. De synes utvivlsomt også, jeg er helt forkert på den. Men jeg er sikker på, at de er fuldtud lige så gode, uselviske, vidende og begavede mennesker, som jeg anser mig selv for at være.

You may also like

Skriv et svar