Britiske byer. IX.

Edinburgh.

Edinburgh er min ungdoms by. Fra sidst i 70-erne til et godt stykke ind i 80-erne kom jeg som en lille yoyo hver eneste sommer tilbage til denne gamle, majestætiske dame. Gerne på vej op i det skotske højland for at tilbringe en lang sommer som barmaid, servitrice eller stuepige på hoteller mellem alle fårene, bjergene og søerne. Vi boede altid hos moster Birthe (som altså ikke var MIN moster) ude i Morningside, denne edinburgske pendant til Højbjerg eller de knapt så dyre ender af Hellerup og Hasseris.

Der er sket meget i Edinburgh siden da. Og så alligevel ikke. For alle de gamle, pragtfulde bygninger, mindesmærkerne og besynderligheder på Calton Hill er der jo endnu. I bedste velgående. De har i mellemtiden fået deres eget, velfortjente parlament og tonsvis af nye shops, men selve sjælen i Edinburgh er akkurat den samme som dengang. Den fine, gamle dame, som tager tingene med ro, og som ingen kan slå ud af kurs. Til gengæld kunne en gennemgang af alt det, byen har at byde på, sagtens slå mig ud af kurs, så derfor er dette et meget subjektivt, nok ret ekskluderende indlæg.

Edinburgh er delt i 2 hovedbydele, og her er det altså meget nemt: Old Town og New Town. Elementært! Old Town består primært af flere gader, der tilsammen danner “The Royal Mile”–den mil, der er mellem Edinburgh Castle og dronningens residens i byen, Holyrood Castle. Hele vejen går dette ældgamle system af gader nedad fra den store, bombastiske borg i den ene ende. Edinburgh Castle huser mange seværdigheder, lige fra de gemakker, hvor Mary Queen of Scots (Mary Stuart) tilbragte sin barndom, over The Stone of Scone, denne rimeligt banale, flade sten, hvor skotske konger førhen blev kronet (altså før englænderne stjal den, og den tilbragte mange århundreder i glemsel dernede) til kanonen, der hver dag går af klokken??? Selvfølgelig klokken 1–vi er vel i Skotland!

Udenfor på den store plads–det er den, man altid ser i det berømte tattoo–står adskillige mindesmærker, og blandt dem den kuriøse statue, skænket af inderen, der takker det britiske imperium for at have taget hans land. Uhyre spøjst, men måske fik han armene vredet om på ryggen? Herfra er udsigten ud over Pentland Hills mod syd også uovertruffen.

På vejen ned til Holyrood passeres adskillige seværdigheder–mange i whiskyklassen–så her skal kun nævnes St. Giles Cathedral, som er et pragtstykke af ældre, skotsk, presbyteriansk arkitektur. Især The Thistle Chapel, hvor våbenskjold fra alle tidligere og nuværende medlemmer præger væggene. Nogle af dem er, om man så må sige, en smule alternative. Katedralen huser også et billede af ET (find det selv!) og de smukkeste mosaikker. Om aftenen kan man ved Lothian Cross udenfor katedralen deltage i spøgelsesture rundt i den gamle bydel, og det er ikke for sarte sjæle. Turene går på kryds og tværs gennem de mange labyrinter af gyder og små passager, og det, der om dagen er tillokkende og spændende, får ligesom en anden karakter om aftenen.

Gå endelig også omvejen omkring Grassmarket. Her holdt byens sprittere til i 80-erne, og pubberne havde go go dansere til frokost. De tider er ovre. Nu er her rimeligt mondænt, men også usædvanligt hyggeligt. Det samme gælder Cockburn Street på den anden side af The Royal Mile. Her holdt de lokale Goths til i 90-erne. Det gør de så heller ikke mere. Alting er blevet lidt pænere, lidt mere spiseligt og måske lidt mindre atmosfærefyldt. Dog synes jeg, det er et fremskridt, at den pub i netop dette område, som langt op i 80-erne indirekte protesterede mod kvindelige gæster, nu er forsvundet. Protesten var uhyre simpel: Ejeren nægtede at bygge et dametoilet!

Holyrood Castle og ruinerne af den gamle abbey er bestemt også et besøg værd, men allermest glimrer denne sydlige ende ved den fantastiske udsigt op mod bjerget Arthur`s Seat og de flotte, lodrete klippeformationer Salisbury Crags. Det er også her, det nye, skotske parlament kan findes.

Hullet mellem de to bydele, som i gamle dage var byens losseplads, er nu park, jernbanestation og hjemsted både for adskillige mindesmærker (Sir Walther Scott, f.eks.) og det skotske nationalgalleri. Sidstnævnte er virkelig et besøg værd–de har endda en Eckersberg. (Men når man ser den, kan man godt forstå, at den skal hænge sådan lidt afsides heroppe!) For mig er et besøg i Edinburgh ikke komplet uden lige at hilse på The Skating Minister af Raeburn. Han skøjter som regel meget selvtilfreds og dybt seriøst rundt nede i den fremragende skotske samling i kælderen.

New Town er bare pral, sådan navnemæssigt. Den er i virkeligheden bygget i 1700-tallet og består af de smukkeste, gamle patricierhuse, gerne bygget omkring små, bevoksede haver/pladser. Her er især Charlotte Square en arkitektonisk perle. Ideen var, at man i modsætning til det bygningsmæssige rod i Old Town, skulle skabe lys og luft for beboerne (oplysningstidens ideer som arkitektur), og det er i allerhøjeste grad lykkedes. George Street er hovedgaden i denne del af byen, og den glimrer både med sin byggestil, men også i et kvindeunivers med sine ret smagfulde forretninger.

Ellers er forretningsgaden over alle forretningsgader Princess Street, som ligger netop der, hvor byen deles. Denne lokkende indkøbsfælde er megalang og løber langs med parken, så når kreditkortet er gået i rødglødethed, kan man jo bare gå over på den anden side af gaden! Det er der, alle mændene går! Princess Street er en åbenbaring for enhver seriøs shopper, og man skal endelig huske, at sidegaderne også lige skal scannes, for de er bestemt også værd lige at bevæge sig ned ad.

Edinburgh vrimler med spændende bydele omkring det livlige centrum. Der er mange af dem, og den mest besøgte sådan rent turistmæssigt er nok Leith nede ved vandet, hvor også den kongelige yacht Britannia har fundet sit blivende opbevaringssted. Personligt er jeg fuldstændig skudt i Stockbridge, som i 80-erne var fuld af små pionerrestauranter og rodede genbrugsforretninger. Sådan et sted forbliver selvfølgelig ikke uopdaget af masserne, men her er stadig charmerende på den der lidt alternative måde, selv om huspriserne er vokset til millionærlønningsbaserede.

Og så kan Edinburgh noget, som ikke ret mange andre storbyer kan. Ligegyldigt hvor man er, er der ikke langt ud i den vilde, skotske natur. Arthur`s Seat er bare et eksempel på et bjerg lige midt i byen. Et andet er Calton Hill, hvor man har anstillet den mest besynderlige samling af mindesmærker, halvfærdige græske templer og andre absurditeter. Tilsyneladende udfra devisen at “so ein Ding……”

Synes man nu efter nogle dage, at Edinburgh er alt for pæn, poleret, hvilende i sig selv og måske en kende snobbet, ja, så skal man da bare tage til Glasgow. Der ser livet en smule anderledes ud!

 

You may also like

Skriv et svar