Kjolen.

Mange af de ting, jeg skriver, er direkte foranlediget af associationer. Jeg kommer til at tænke på noget, som fører mig direkte ind i noget andet. Eller ad omveje. Det kan være lyde, lugte, stemninger, men det kan også være andre indlæg. Som nu det om Edinburgh i går.

I 1979, i august måned, købte jeg denne kjole i en sidegade til The Royal Mile i Edinburgh. Jeg har købt masser af kjoler i Edinburgh siden, men dette er den eneste, der har fået permanent opholdstilladelse i mit skab. Så der har den hængt i næsten 40 år, og jeg skal nok udelade platte bemærkninger, der indeholder ordet “velhængt”.

Denne kjole er indbegrebet af min ungdom. I alt fald en god del af den. For det første er den hamrende tidstypisk med sit lidt bohemeagtige hippielook og det håndbroderede mønster på bryst og ærmer. Den er også vildt behagelig og flagrende og vakte da også en smule opsigt, for der var altså ikke ret mange i Århus dengang, der havde en, der bare tilnærmelsesvis lignede den.

Den kjole har flere tusinde fester på sit CV, og sikkert også et skønsomt udvalg af diverse alkoholiske drikke på sit stof. Den har danset i månedsvis og måneskin, og den har sikkert også vågnet op med resterne af mig inden i sig. Jeg er helt sikker på, at der er andre end mig, der har fået lov til at tage den af mig. Og da den blev nedfremmet til skolekjole, har der sikkert også siddet mange 17-årige der i begyndelsen af firserne, der gerne ville have kunnet stoppe sig selv i den. I 90-erne manglede den jo tydeligvis skulderpuder for at være vildt meget in. Så det har nok været omkring det tidpunkt, den flyttede mere permanent ind i skabet.

Hvor den jo så altså stadig hænger. Det er så også det eneste, den gør. Altså hænger. Hvis jeg skulle i den igen, ville det kræve en selektiv slankekur, som kun virkede på udsatte steder, så som brysterne samt et beundringsværdigt arbejde fra en særdeles habil skrædder. Den ville nok også se en smule malplaceret ud. Sådan lidt altmodisch og helt uden for den bærende tidsånd.

Måske vil den stadig hænge der i al sin blomstrede magt og vælde, når nogen engang skal gøre alt det, jeg ikke længere kan? Det bliver i alt fald ikke mig, der sender den til de evige kjolemarker. Det vil gøre alt, alt for ondt. Som kynisk af verfe sin ungdom, som man nu i næsten 40 år har klamret sig til, ud i glemslens intethed.

You may also like

Skriv et svar