Min far.

I dag er det 4 år siden, min far døde. Han blev 86. Han sagde selv, at han var dybt taknemmelig overfor livet, for det havde givet ham 85 gode år. Det 86-ende, hvor kræften sled ham op, kunne han godt have undværet.

I 2013 var 31. marts Påskedag. Det er en flot dag at dø. Ikke at min far på nogen måde var religiøs, den afdeling overlod han trygt til min mor. Han var i stedet en underligt kontrær pragmatiker, der trofast stemte konservativt hele sit liv. Basalt gik han ikke ind for monarkiet, men han var dybt imponeret af dronningen, fordi hun var så intelligent, vidende og kreativ. Han skyede enhver form for nepotistiske broderskaber og undslog sig for optagelse i alt fra Rotary til Y Men. Alligevel var han pavestolt, den dag han rejste til KBH for at modtage Ridderkorset, for det syntes han faktisk, han havde fortjent. Han var det mest gennemført usnobbede menneske, jeg har kendt. Hans gunst kunne udelukkende vindes ved indsats.

Min far var på mange måder så tidstypisk, at han kunne stå model til indbegrebet af MANDEN fra 1927. I min barndom var han den fraværende fader, der levede det meste af sit liv “på kontoret”, og lod min mor stå for alt indenfor hjem- og børneopdragelsesområdet. Hvis han blev kaldt til assistance, var det gerne, når afkommets unoder oversteg hendes umiddelbare evner. Han havde hele sit arbejdsliv i statens tjeneste og var embedsmand med stort E. Om morgenen, når han cyklede til rådhuset på sin politicykel, kunne skolebørnene stille uret efter ham og afveje, om de var i god eller mindre god tid–alt efter hvor de mødte ham på ruten. Han tog sin opgave som overvåger af kommunens financer dybt seriøst og siges talrige gange at have sendt yngstemand afsted på cykel med kommunale breve til indbyggere, da det var billigere end at ofre frimærkerne. Ydermere gik han ind for at genbruge–især kuverter–så det meste af samme kommunes regnskab blev oftest nedfældet i hånden på bagsiden af brugte, opsprættede konvolutter.

Da han gik på pension, gik det meste af embedsmanden også. Eller cyklede. Han blev nærværende i vores liv og en tilstedeværende morfar. Han fik også tid til at dyrke alle sine mangeartede interesser, især (lokal)historie, danske godser og herregårde, navigation, topografi, litteratur, whisky, rødvin og alle de små opdagelsesrejser, han gerne foretog ned ad alle de små veje, som han bare måtte vide, hvor endte. Samtidig fornægtede hans kommunale baggrund sig ikke, for aktiekurser, diverse indkøb og andre små, for ham væsentlige, detaljer, blev stadig møjsommeligt noteret på bagsiden af brugte kuverter. Han havde nemlig taget en hel stak med fra rådhuset!

Da han blev syg, samlede jeg nogle feriefridage sammen, så jeg kunne køre ham til kemo en måneds tid. En tur på 45 kilometer hver vej. Troede jeg. Men sådan blev det ikke, for hvis jeg havde en ide om, at vi blot skulle fra A til B, så tog jeg fejl. Når han nu var udstyret med chauffør og givetvis selv havde en klar ide om, at livet var ved at rinde ud, så skulle vi se det hele. Alle hans små markveje, store og mellemstore godser, underlige, gemte genveje og små landsbyer, hvor vi var nødt til at vende for at kunne komme tilbage. Og hans viden om det hele var jo formidabel og betragtelig. Jeg kan vel nærmest anse mig selv som semi-ekspert i Ålborgegnen, dens historie og topografi gennem adskillige år.

Nogle gange, når vi kørte, var vi også bare helt tavse. Det var næsten de allerbedste ture. Aldrig har jeg været så tæt på min far. Og aldrig, før da, har jeg kendt ham så godt og virkelig indset, hvor meget vi to egentlig havde til fælles. For selv om jeg er et mega-rodehoved med uoverskueligt rod i mange ting, så havde vi så uendeligt mange punkter, hvor vores fælles interesser supplerede hinanden. Gik op i en højere enhed. I bagklogskabens klare skær kan jeg også se, at det var der, jeg tog afsked med min far. Men det var nok kun ham, der dengang vidste det.

Jeg savner ham ikke hver dag. Selvfølgelig ikke, for livet går videre. Men jeg savner ham akut i mange situationer. Mest, når jeg skal spørge ham om noget, som jeg ved, han ville have vidst til perfektion. Typisk når jeg er i en fremmed by, passerer en for mig ukendt herregård eller ikke lige kan huske, hvordan lokalhistorien for et bestemt sted har formet sig.  Eller når jeg skal fortælle ham om en lille markvej, som jeg har været nede af og høre, om han kender den. For det ved jeg jo godt, at han gør. Han kørte og travede jo verden igennem på præcis samme måde, som jeg gør.

Og i dag er det så fire år siden, han kørte sin sidste tur. Hvor den så end gik hen, for han var da blevet slemt forbavset, hvis den var gået derhen, hvor min mor mener, den gik. Men hvis der er en himmel, så er jeg sikker på, han har fået den kortlagt. Bag på en gammel kuvert.

 

Continue Reading

Om lærere.

En gang imellem, på denne tid af året, tjekker jeg lige indstillinger til Politikens Undervisningspris for at se, om nogen, jeg kender, er indstillede. Jeg kender nemlig rigtigt mange, der fortjener prisen. Denne, den nok eneste pris, der overhovedet er til belønning indenfor lærergerningen. I betragtning af, hvor mange lærere der findes, burde der nok være adskillige flere. Især når man f.eks. sammenligner med skuespilleres hyppige og højlydte fejringer af sig selv. Hvis lærere skulle belønnes i samme udprægede grad, ville mindst en lærer skulle fejres om dagen……

Som sagt, jeg kender uendeligt mange eksempler på den gode lærer. Jeg har jo personligt arbejdet sammen med og ved siden af dem i 32 år. Og selv om dørene til klasseværelserne i alt fald på min skole generelt var lukkede, så vidste vi jo godt, hvor det hele fungerede og gik op i en højere enhed–og hvor det ikke gjorde.

Forleden læste jeg også en artikel om, at vi skal blive bedre til at sige fra overfor de dårlige lærere. For de findes. Tro mig, det gør de. Men ligesom i alle andre brancher er vi alt for dårlige til at erkende det højlydt. Vi snakker bedrevidende og lidt lavmælt om det i egne kredse, men så kommer Sorteper så heller ikke længere. Man er vel ikke usolidarisk! At der så sidder flere generationer af unge mennesker derude, som får et håbløst forhold–eller i værste fald intet forhold–til et absolut nødvendigt fag, det undgår vi tyst at forholde os til.

Da mine børn skulle starte på min egen skole–som grundprincip en dårlig ide, men der ER kun en i byen–snød jeg mig da til lige at tjekke lærernavne på deres fremtidige klasser. Og faktisk fik jeg også i et tilfælde med nogle særdeles snu manøvrer en lærer skubbet fra en klasse til en anden. Jeg kunne simpelthen ikke leve med, at mit barn skulle få et så forkvaklet forhold til mit yndlingsfag. At jeg så ved samme undergravende virksomhed udsatte 31 andre, uskyldige unge mennesker for noget, jeg ikke ville udsætte mit eget barn for–det så jeg vist relativt stort på. Fanden hytter sine egne, og i øvrigt har jeg aldrig deltaget i og været ansvarligt for ansættelser. Jeg havde også engang en kollega, som konsekvent krævede at undervise sine egne børn (som man som hovedregel ALDRIG gør) i sine egne fag. Så vidste han, at undervisningen var i orden. Det var måske at skyde en smule over målet, men måske var det samtidig en konkret visning af det, vi allesammen nok drømmer om inderst inde, hvis vi er helt og aldeles ærlige.

Det værste, man kan angribe en (gymnasie)lærer på, er vedkommendes faglighed. Og jeg vil til enhver tid stå på mål for, at når man underviser unge over 15 år, så er de absolut kvalificeret modne nok til omgående at spotte, om fagligheden hos en lærer er i orden. Hvis ikke, så mister de respekten. Så den ikke så gode lærer på det niveau er ofte den fagligt svage lærer–men samtidigt også læreren, der er så svær at sige noget til, fordi enhver indvending rammer lige der, hvor det gør aller-allermest ondt. Det er til dels derfor, vi lader være. Tror jeg.

Men det er samtidig derfor, vi skal have alle disse tusindvis af gode lærere frem i lyset til den årlige, eneste belønningsfest. Det skal understreges, hvad det er, de kan. Så det måske kan komme til at indebære en dialog om, hvad det rent faktisk er, man skal kunne. Kravene til pædagogiske metoder og undervisningsmæssige strategier forandrer sig hele tiden, MEN det gør den gode, gedigne faglighed altså ikke. Hvis man ikke er tilstrækkeligt inde i sit fag og kan det, kan man såmænd lave alskens pædagogiske krumspring, uden at det hjælper en hujende fis. Det kan de godt gennemskue, de der teenagere. På under et splitsekund. De kan også genkende den faglige nørd med den håbløse, ikke-eksisterende pædagogik. Sjovt nok lærer de faktisk alligevel en del af ham/hende…

Så jeg tjekker videre i årets indstillinger. Og håber, at de faglige fyrtårne, jeg kender, vil blive belønnet med skoleverdenens Bodil. Denne ene gang om året til en af landets største erhvervsgrupper.

 

Continue Reading

En god bog.

Clare Mackintosh: Jeg lader dig gå.

Lige et nyt navn på den britiske krimi/thrillerhimmel. Tidligere politikvinde, som både kan skrive rimeligt, og i den grad kan dreje et plot, så man både bliver forvirret og nysgerrigt læser videre. En såkaldt “pageturner”–hvad vi så end kalder den slags på dansk.

De to romaner, hun har udgivet, foregår begge på Bristolegnen, og det er faktisk forfriskende, at det ikke længere er London, Yorkshire og Edinburgh, der er de farligste steder at bo derovre! Denne handler om en flugtbilist med et dødt barn på samvittigheden, og langsomt, med mange gen- og sideveje, trævles den forfærdelige historie om hustruvold og endnu flere døde børn op.

Det er sådan en roman, man med sikkerhed ved, vil blive filmatiseret af BBC. Den har alle kvaliteterne, så har man ikke lige tid til at læse den, så er det nok kun et spørgsmål om at vente, til den ligger grydeklar efter sidste TV-avis på DR1. I 5 afsnit.

Og–for sure opstød må jo heller ikke glemmes–så ER disse britiske thriller/krimikvinder så befriende fri for alt det femi-krimi østrogen, der alt for længe har præget den nordiske krimi. Efter min mening! Jeg er træt og bedøvende ligeglad med menopauser, madopskrifter, tonsvis af skilsmisser, manglende selvværd og uregerlige teenagere, som strækker sig over halve bind og flere hundrede sider. Giv mig et godt plot og en troværdig person- og miljøskildring, og lad så en god redaktør skrotte resten i den store, kvindelige selvmedlidenheds-skraldespand! Snot for sig–og plot for sig!

Continue Reading

Om naturen.

Der er sket noget mærkbart med naturen, siden jeg holdt op med at arbejde fuldtids og blev semi-pensionist. Den er blevet meget mere markant. Den har fået væsentligt tydeligere årstider, solopgangs- og solnedgangstider, og den er blevet meget bedre til at påkalde sig min opmærksomhed helt ned i den allermindste detalje. Eller også: Jeg er begyndt at SE den, fordi jeg har TID til at se den.

Mens jeg gik på arbejde, var jeg selvfølgelig ikke ubevidst om årstidernes skiften. Men jeg så dem, hvis man kan formulere det sådan, i de store træk. Jeg kørte jo forbi dem i hujende fart på vej til og fra arbejde, men jeg standsede aldrig op. Det var ikke det, der var dagsordnen. Når målet med ens færden IKKE længere er udelukkende at komme fra A til B, får intervallet mellem de to punkter pludselig betydning. Det får en synsmæssigt betydning. Og en duftmæssig, for slet ikke at tale om en lydmæssig. Der er faktisk forskellige blomster, der dufter og blomstrer, og fugle der synger i vilden sky. Det har de givetvis gjort hele tiden, men det har været uden den store opmærksomhed fra min side.

Det var jo ikke, fordi jeg ikke ville. Der var bare ikke tid og andre ting, der skyggede.

Nu synes jeg næsten, naturen bombarderer mig og alle mine sanser. Som om den vil tage revanche for alle de år, hvor jeg tog for lidt notits af den. Jeg har lagt mærke til, at jeg på det sidste har skrevet flere indslag om foråret. Fordi jeg mærker det og lever det. Og allermest fordi jeg har TID til at gøre det. Naturen er ikke længere bare noget, der skal passeres på en nøje planlagt rute fra A til B. Destinationen har ændret sig fra at være målet til at være vejen.

Jeg tror, mange nybagte pensionister får denne oplevelse. I alt fald har jeg hørt flere andre fortælle præcis samme historie. Og selvfølgelig er det beklageligt, at der skal gå så mange år, inden naturøjnene- og ørerne ligesom falder på plads. Omvendt tror jeg slet ikke, det hele ville have virket så overvældende på mig, hvis jeg ikke havde negligeret det. Måske SKAL man i virkeligheden nå en vis alder for at lære at påskønne. I alt fald skal man nå til der, hvor der er TID. Hvilket jo i sig selv er en allerstørste, mest dyrebare gave, man får som pensionist. Altså TID! Tid til, som tidligere sagt, at destinationen ikke længere er målet. Det er i stedet blevet vejen dertil.

Continue Reading

Om spam.

Der findes to slags spam. Og de er nærmest lige modbydelige.

Den første er et underligt konglomerat af usunde kødrester, tilsat en massiv portion fedt og E-stoffer, som sælges på dåse i Storbritannien. Det er en af den slags fødevarer, som giver mig akut kvalme og nærmest spastiske afværgebevægelser med armene. Men mange briter både spiser og elsker det. Selvfølgelig er briterne kendte for deres meget liberale holdninger til anstændig føde, men dette er dog alligevel topmålet. Fy for F…..

Den anden modtager jeg til overflod hver dag på denne blog. Især i nattetimerne overdynges jeg med kommentarer til bloggen på snart sagt ethvert eksisterende sprog og fra ethvert såvel eksisterende som ikke-eksisterende verdenshjørne. I de kommentarer, hvor mine sproglige evner rækker til oversættelse, står fuldstændigt ligegyldige, gerne rosende, ord, som sammenlagt betyder det rene ingenting. Jeg kan se, at mange afsenderadresser er de samme, og at en række afsendere er utroligt vedholdende. De udsender ordmæssige bombardementer, nærmest med præcision, hver eneste nat. Det kan man vel indstille maskinen til.

Så hver morgen spammer jeg dem. Hvis de er præcise og vedholdende, så er jeg det samme. Selv om det mildest talt er det mindst oplivende og totalt resultatUorienterede arbejde, jeg overhovedet kan forestille mig. Samtidig tænker jeg også på, hvorfor de gør det. Hvorfor sætter nogen mennesker en maskine til at bombardere min blog? Med hvilket formål? Det er da på ingen måde sådan, at jeg har en verdensomspændende indflydelse på hverken det ene eller det andet, og selv lokalt er jeg næppe et meningsdannende talerør. Selv om jeg af og til langer ud efter diverse navngivne internationale politikere (i alt fald en), så anses jeg nok næppe som decideret farlig eller i værste fald som potentiel terrorist.

Jeg tror, de gør det, fordi de KAN gøre det. Fordi muligheden er der, og når den er det, så skal den anvendes. Bare for at bevise, at den kan. Måske har de slet ikke den fjerneste anelse om, hvordan de i givet fald ville anvende det faktum, at de fik adgang til bloggen. Måske er anvendelse heller slet ikke deres dagsorden–det er vel blot og bart at bevise, at det er muligt.

Selvfølgelig ser jeg i ånden, at jeg, hvis jeg er uopmærksom, overdænges af porno eller dårlige reklamer for endnu dårligere produkter. Måske endda for Spam?? Jeg husker endnu med gru den bryllupsside, hvor jeg engang skulle hente ønskelisten, og til min store forbavselse pludselig fik smækket en maskulin javert på godt og vel ½ meter lige i hovedet. Og det var altså ikke, fordi bruden ønskede sig sådan en.

Ligesom den britiske skrotskinke er internettets spam også totalt overflødig. Men der er tilsyneladende nogle, der på deres egen lille tåbelige måde holder af begge dele. Nu har jeg bragt et billede af den første form for absurditet, der burde udryddes med omgående virkning. Så håber jeg, den anden lige så stille dør ud af sig selv. Selv maskiner bliver vel trætte af at sende overflødige skrotbeskeder i min lille retning.

Continue Reading

En god bog.

Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer.

Hvis man i forvejen har læst Ida Jessens En ny tid, så er denne nærmest grydeklar, for man kender hovedpersonerne og–på overfladen–det meste af deres historie.

Dette er en selvstændig fortsættelse af føromtalte roman, som er begivenhederne set fra et andet perspektiv–nemlig Doktor Bagges. Mest som løsrevne tanker og tilfældigt nedskrevne ark, der dog tilsammen kommer til at danne et livsforløb, nærmest fra fødsel til grav.

Vi er på Vejlekanten i begyndelsen af sidste århundrede, hvor livet var slidsomt og sygdommene endnu mere slidsomme. Doktor Bagge kæmper med–og mod–renligheden og svineriet, sit følelseskolde ægteskab og sin egen knudemandsmentalitet. Han er langt fra nogen hyggespreder, landsbylægen, men som tingene og begivenhederne rulles op, lærer læseren gradvist at forstå hvilke tragedier, der kan have været skyld i hans stivnede liv.

Det er er sagte, lavmælt roman, hvor det meste står MELLEM de ikke så talrige ord og de lange spring i tid og sted. Den er fabelagtigt godt skrevet i et sprog, der økonomiserer strengt med ordene. Den er også let læst. I alt fald i tid, for i påvirkning varer den meget, meget længe.

Continue Reading

En fantastisk bog. Et lille mesterværk.

Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Jeg har flere veninder, der har mistet et barn. Det er det værste, der kan ske for en mor, og det, vi alle underbevidst frygter.

Som alle andre har jeg fundet det umådeligt svært at sige og gøre det bedste, det mest rigtige, i situationen. For jeg har jo ikke prøvet det selv. Jeg har jo ikke FØLT det, levet det.

Men denne lille bog har hjulpet mig på vej. Ligesom jeg ikke et sekund tvivler på, at den vil være et trøstepunkt, en sorgbibel, en manual i ultimative tab for alle de, der har været der.

Jeg er stadig dybt berørt af den, og det vil jeg være lang tid endnu. Bogen om Aidts 25-årige søn, Carl, der i en svampeforårsaget psykose kaster sig ud fra 4. sal på Vesterbro i KBH. Og ikke overlever.

Som gammel dansklærer og dybt erhvervsskadet er det selvfølgelig altid stilart og genre, der skal bestemmes først. Denne bog indeholder alt fra poesi, over lange stream of consciousness-prægede afsnit, leksikaopslag, forklarende sagprosa, hendes, om man så kan sige, normale minimalistisk prægede skrivestil til mange, rigtigt mange og lange, citater fra Aidts egen yndlingslitteratur. Alt sammen i en skønsom blanding, der bare fungerer optimalt. Det er fuldstændigt uden betydning, om man kender alle de citerede forfattere, for det er følelsen, selve følelsen af tabet, man skal lære at kende. Og det gør man, når bogen er færdiglæst.

Det er en bog om at miste. Ikke bare miste et barn, men også at miste sig selv. Og om at miste sproget–forfatterens vigtigste værktøj. Fordi sproget hverken er stort nok eller tilstrækkeligt småt til at rumme sorgen. Bogen handler også om at finde sproget igen–og på den måde finde sig selv. Måske ikke som den samme, men som et menneske med en ny livsbagage. Især afsnittene om, hvad der helt konkret skete, da Carl døde, er geniale med alle deres gentagelser a la “Ude i skoven lå et lille hus.” Det må være lige præcis sådan, det føles, når tiden, verden og sproget går i stå. Ydermere er digtene–såvel Aidts egne, som de citerede–så smukke, at det næsten er grådfremkaldende.

Den tog mig. Den bog. Så hermed mine helt overrosende anbefalinger!

PS. For nogle år siden, da min skole stadig havde et rygerrum, havde jeg en mellemtime, hvor jeg sneg mig til en smøg midt i stileretningen. Der sad en fremmed dame og røg i rummet, og det var Naja Marie Aidt, som senere skulle stå for en fællestime. Vi faldt i snak om på må og få, men jeg kan tydeligt huske, at vi talte om både irsk litteratur (hun skulle til Irland bagefter) og vores børn. Bl.a. om, at min datter lige havde fået en lejlighed på Vesterbro. Præcis som hendes søn–altså Carl. Weird!

Continue Reading

Katastrofale fejlkøb.

Forleden læste jeg en artikel om vores katastrofale overforbrug af tøj. Det var skræmmende læsning.

Artiklen havde fået flere midaldrende (og jeg understreger midaldrende, for det var ikke unge med enorme endnu-ikke-stiftet-familie- tøjbudgetter og mode-impulskøb) journalister til at tælle antallet af beklædningsstykker i deres skabe, og alle var nået op på adskillige hundrede.

Det ansporede mig til at tage et lignende raid på min lokale afdeling af beklædningsindustrien. Som jeg i min store naivitet troede bestod af det primære skab i soveværelset. Jeg må have fortrængt, at jeg, siden børnene er flyttet hjemmefra, har annekteret de fleste af deres gamle skabe og derved skabt filialer over det meste af huset. Det var en skræmmende optælling.

Jeg vil–af blufærdighedsårsager–ikke nævne, hvilket astronomisk tal, jeg nåede op på. Men jeg skammede mig. Meget. Og tænkte seriøst over, hvor stor en andel af verdens forgængelighed jeg personligt har ansvaret for. I 80-erne snakkede vi meget om, hvor mange gange Rusland og USA egentlig kunne sprænge hele verden i stumper og stykker med deres atomvåben. Jeg tænkte på, hvor mange gange jeg egentlig kunne klæde mig selv på fra inderst til yderst. På et tidspunkt opgav jeg at tælle.

Det, der især gav dårlig samvittighed, var alle fejlkøbene. Alle de metervis af beklædning, som hænger og griner af mig derinde bagerst i alle skabene–stadig med prisskiltene dinglende og et fuldstændigt håbløst håb om engang at blive taget til nåde af mig og min krop. Nogle af dem har hængt der i årevis. Næsten tiårsvis. For i min utrolige tøjnaivitet tror jeg stadig på, at den dag da må komme, hvor netop denne klud bare er så indlysende brugbar.

Jeg er –eller rettere, VAR, en stor impulskøber. Som semi-pensionist på en meget lille pension er der ikke rigtigt råd til den slags fjanterier længere. Jeg er også så priviligeret, at jeg ofte kan krybe i alle de størrelser, der altid hænger tilbage efter et udsalg og derfor tit er nedsat til et beløb, der fuldstændigt slår enhver form for fornuft fra. Jeg burde nok for mange år siden have indset, hvorfor netop de modeller hang tilbage, men jeg er tilsyneladende ikke blevet for 50 kr. klogere på markedsmekanismer gennem årene.

Som nu denne fine kjole. Den har i al ubemærkethed boet inderst i mit skab i 5-6 år. Men den VAR altså billig. Sat ned fra 800 til noget, der lignede en foræring, men som selvfølgelig overhovedet ikke var det i længden. Jeg har aldrig haft den på. Og jeg kan ikke få mig selv til at smide den ud. Så den er “stuck between a rock and a hard place”, som vi vist ikke har et passende udtryk for, som jeg lige kan finde dernede i ordforrådet.

Så hvis nogen kan bruge en fin Bruuns Bazar kjole i ren bomuld, str. 36, så sender jeg gerne for 35 kr. til porto. Det vil i den grad lette min samvittighed en lille bitte smule, hvis den kan finde et hjem, hvor nogen holder tilstrækkeligt af den–og bruger den.

For fejlkøbene er jo ikke bare alt det, der dingler rundt med prisskilte. Det er jo også den bluse og de bukser, der kom på en eller to gange og bare ikke lige svarede til forventningerne, skavede i skridtet eller havde den forkerte facon eller længde. Som man nu (igen i en utrolig naivitet) tror, vil forandre facon, længde eller stoftype ved at blive hængt til genopdragelse i klædeskabet. Jeg tror det næppe.

Jeg gider ikke pudse morgenglorien omkring, at NU er det altså også uigenkaldeligt slut med mit personlige ressource- og tøjspild. For det er det jo ikke. Men det er indledningen til en begrænsning og en bevidsthed samt en oprydning i alt det, der bare ikke er gangbart for mig mere. Jeg sælger en del af mit tøj videre, men jeg skal altså længere ind i de skabe. Derind hvor det gør lidt ondt at erkende sit overforbrug. Og hvor mere tøj absolut ikke bør finde vej ind.

Så hvis nogen også ligger inde med de der fejlkøb, der bare fylder i skabet og desværre ikke af sig selv går hen og bliver gangbare, så er I meget velkomne til at oploade billeder på siden Guldsøstre på Facebook. Jeg er sikker på, meget af tøjet faktisk har en fremtid på andre mennesker. Jeg vil i alt fald bruge dagen til et yderligere raid, så jeg vil tro, jeg efter lange forhandlinger med mig selv kan gå med til at slippe endnu flere klude ud til nye liv. Og måske få lidt bedre samvittighed……

 

Continue Reading

Et duftebillede.

Tag en dyb og dybfølt indånding og duft foråret på billedet. Sådan helt ned i vinterlungerne. Slå dem op og ud mod foråret.

Det er duften af nyslået græs. Af vintergammelt græs, der har været gennem årets første grovklipning. Og afmosning.

For mig er det indbegrebet af, at nu er det sandt, nu er det her. Når først græsset gror, så plejer resten lige at bemærke det og så lige så stille følge med.

Duften af nyslået græs er allerbedst den allerførste gang, det forårsslås. Af underlige årsager er det hver år som om, det er en forunderlig duft, man i grunden helt havde glemt hele vinteren. Men at gendufte den er vidunderligt. Man kan næsten sniffe sig helt forårsskæv i den. Bruge al den duft vildt intensivt i flere timer. Og hvis lunger på nogen mulig måde kan blive grønne indeni, så er mine det nu!

Prøv det! Duft!

Continue Reading

Om at holde ferie.

Jeg har lagt mærke til, at mennesker holder ferie på umådeligt mange måder. Og at vi samtidig mange gange har svært ved at forholde os til og forstå, hvordan andre mennesker vælger at tilbringe deres ferier. Egentlig var det først ved at spekulere lidt over det, at jeg overhovedet kunne præcisere, hvordan jeg selv ferierer.

Mine ferievaner opdeler sig klart i to kategorier: sommerhusferie og udenlandsferie. Hvis jeg er i sommerhus, laver jeg absolut INTET. Jeg har en enorm kapacitet for at lave ingenting og kan med yderste lethed få dagevis til at gå med det. Jo, jeg læser stakkevis af bøger, går kilometervis af ture, slider hunden 5 cm. ned i højden, griller bunden ud af gasgrillen og stirrer ud over havet. Ind imellem spiser jeg is, og når jeg så skal hjem, gør jeg en smule rent. Det er vist det.

Til gengæld får jeg valuta på opleveren, når jeg er i udlandet. Jeg har nemlig aldrig begrebet det der med at rejse halvdelen af verden rundt for at slå sig ned på en strand–og blive der. Det overgår simpelthen min fantasi at betale for at gøre noget, man lige så godt kunne gøre herhjemme–og der er vi så allerede, hvor ferievanerne støder sammen i et brag.

Når jeg er ude i verden, skal den indtages. Never a dull moment–den skal ses, smages, fornemmes, traves igennem, opleves og lagres på den indre ferieharddesk, så jeg altid kan tage den frem og mindes. Jeg er en idiot til at læse kort, men jeg er ganske ferm til at finde vej. For jeg traver fremmede byer ind i mit system, så alle gaderne bliver mine, og alle pejlepunkterne står lysende klart for mig. Jeg er nødt til at have de steder i mine fødder, og for at få dem derind må jeg til stadighed finde vild og opleve nye hjørner. Når jeg skal til et nyt sted, sætter jeg mig altid grundigt ind i, hvad jeg gerne vil se, men det sker oftere og oftere, at det faktisk slet ikke er det, jeg ender med at se. For fødderne har tit deres eget liv, som i stedet fører mig helt uplanlagte, spændende steder hen. Heldigvis har jeg et par klare medgængere i familien, så vi traver til stadighed nye byer ind i systemet.

Jeg har sådan et personligt parameter, som fortæller mig, om en by er “min”. Det er, når jeg ubesværet kan finde vej i den. Så ejer jeg på min egen lille mærkelige måde en bid af den.

Af samme grund er jeg oftest rimelig ligeglad med hotelstandard. Altså til en vis grænse, for livlige loppecirkus og forvoksede kakerlakker har jeg svært ved at dele seng med. Men som udgangspunkt er hotellet bare et sted, jeg sover. Jeg er der sjældent mellem formiddag og aften, for i min optik er timer på hotelværelser spild af god oplevelsestid. Hvad kunne man ikke have set i stedet?

Og sådan er vi så forskellige. Jeg kender mennesker, der år efter år kører gennem hele Europa for at smide sig på en strand i 3 uger. Og andre, der dyrker bungeejump i Australien eller kigger på orkideer på Sumatra. For ikke at tale om dem, der lige napper et mellemstort bjerg på Himalayakanten, og de, der tager samtlige kalkmalerier i jyske kirker.

Det skal dog siges, at det altid er dejligt at komme hjem til sommerhuset, hvis der er mere ferie tilovers efter en udlandsekspedition. Så kan jeg jo slappe af efter strabadserne…

Billedet viser en scene fra et marked i Myanmar. Det fik jeg også lige travet igennem….

Continue Reading
1 2 3 5