I dag er det 4 år siden, min far døde. Han blev 86. Han sagde selv, at han var dybt taknemmelig overfor livet, for det havde givet ham 85 gode år. Det 86-ende, hvor kræften sled ham op, kunne han godt have undværet.
I 2013 var 31. marts Påskedag. Det er en flot dag at dø. Ikke at min far på nogen måde var religiøs, den afdeling overlod han trygt til min mor. Han var i stedet en underligt kontrær pragmatiker, der trofast stemte konservativt hele sit liv. Basalt gik han ikke ind for monarkiet, men han var dybt imponeret af dronningen, fordi hun var så intelligent, vidende og kreativ. Han skyede enhver form for nepotistiske broderskaber og undslog sig for optagelse i alt fra Rotary til Y Men. Alligevel var han pavestolt, den dag han rejste til KBH for at modtage Ridderkorset, for det syntes han faktisk, han havde fortjent. Han var det mest gennemført usnobbede menneske, jeg har kendt. Hans gunst kunne udelukkende vindes ved indsats.
Min far var på mange måder så tidstypisk, at han kunne stå model til indbegrebet af MANDEN fra 1927. I min barndom var han den fraværende fader, der levede det meste af sit liv “på kontoret”, og lod min mor stå for alt indenfor hjem- og børneopdragelsesområdet. Hvis han blev kaldt til assistance, var det gerne, når afkommets unoder oversteg hendes umiddelbare evner. Han havde hele sit arbejdsliv i statens tjeneste og var embedsmand med stort E. Om morgenen, når han cyklede til rådhuset på sin politicykel, kunne skolebørnene stille uret efter ham og afveje, om de var i god eller mindre god tid–alt efter hvor de mødte ham på ruten. Han tog sin opgave som overvåger af kommunens financer dybt seriøst og siges talrige gange at have sendt yngstemand afsted på cykel med kommunale breve til indbyggere, da det var billigere end at ofre frimærkerne. Ydermere gik han ind for at genbruge–især kuverter–så det meste af samme kommunes regnskab blev oftest nedfældet i hånden på bagsiden af brugte, opsprættede konvolutter.
Da han gik på pension, gik det meste af embedsmanden også. Eller cyklede. Han blev nærværende i vores liv og en tilstedeværende morfar. Han fik også tid til at dyrke alle sine mangeartede interesser, især (lokal)historie, danske godser og herregårde, navigation, topografi, litteratur, whisky, rødvin og alle de små opdagelsesrejser, han gerne foretog ned ad alle de små veje, som han bare måtte vide, hvor endte. Samtidig fornægtede hans kommunale baggrund sig ikke, for aktiekurser, diverse indkøb og andre små, for ham væsentlige, detaljer, blev stadig møjsommeligt noteret på bagsiden af brugte kuverter. Han havde nemlig taget en hel stak med fra rådhuset!
Da han blev syg, samlede jeg nogle feriefridage sammen, så jeg kunne køre ham til kemo en måneds tid. En tur på 45 kilometer hver vej. Troede jeg. Men sådan blev det ikke, for hvis jeg havde en ide om, at vi blot skulle fra A til B, så tog jeg fejl. Når han nu var udstyret med chauffør og givetvis selv havde en klar ide om, at livet var ved at rinde ud, så skulle vi se det hele. Alle hans små markveje, store og mellemstore godser, underlige, gemte genveje og små landsbyer, hvor vi var nødt til at vende for at kunne komme tilbage. Og hans viden om det hele var jo formidabel og betragtelig. Jeg kan vel nærmest anse mig selv som semi-ekspert i Ålborgegnen, dens historie og topografi gennem adskillige år.
Nogle gange, når vi kørte, var vi også bare helt tavse. Det var næsten de allerbedste ture. Aldrig har jeg været så tæt på min far. Og aldrig, før da, har jeg kendt ham så godt og virkelig indset, hvor meget vi to egentlig havde til fælles. For selv om jeg er et mega-rodehoved med uoverskueligt rod i mange ting, så havde vi så uendeligt mange punkter, hvor vores fælles interesser supplerede hinanden. Gik op i en højere enhed. I bagklogskabens klare skær kan jeg også se, at det var der, jeg tog afsked med min far. Men det var nok kun ham, der dengang vidste det.
Jeg savner ham ikke hver dag. Selvfølgelig ikke, for livet går videre. Men jeg savner ham akut i mange situationer. Mest, når jeg skal spørge ham om noget, som jeg ved, han ville have vidst til perfektion. Typisk når jeg er i en fremmed by, passerer en for mig ukendt herregård eller ikke lige kan huske, hvordan lokalhistorien for et bestemt sted har formet sig. Eller når jeg skal fortælle ham om en lille markvej, som jeg har været nede af og høre, om han kender den. For det ved jeg jo godt, at han gør. Han kørte og travede jo verden igennem på præcis samme måde, som jeg gør.
Og i dag er det så fire år siden, han kørte sin sidste tur. Hvor den så end gik hen, for han var da blevet slemt forbavset, hvis den var gået derhen, hvor min mor mener, den gik. Men hvis der er en himmel, så er jeg sikker på, han har fået den kortlagt. Bag på en gammel kuvert.