Om at gå på museum.

Hver gang jeg er ude at rejse med andre mennesker, slår det mig, hvor yderst forskellige vores museumsvaner, -tilgang og -måder er. Heldigvis er jeg omsider kommet over den fase, hvor jeg undrer mig over, at nogen overhovedet kan gøre ting anderledes end mig, eller at min måde ikke er den eneste forsvarlige, sande og holdbare. Det tog så også sin tid og sine ufrugtbare kampe, som ikke var valgt med omhu.

Generelt er der tre måder at gå på museer. Den første er den umiddelbart letteste og mindst tidskrævende. Den består i at lade være. I at have en urokkelig tro på, at intet fjernt oldtidsminde eller velovervejet penselstrøg kan være af den mindste interesse. Og vide, at livet drejer sig om her og nu, hvor der er så mange andre tillokkende tilbud, der er væsentligt mere interessante.

Den anden er en del mere tidkrævende og noget mere vanskelig. Den består af at entre ethvert museum fra der, hvor det nu begynder, og så møjsommeligt følge udstillingernes udvikling i den planlagte rækkefølge, mens enhver udstillingsgenstand samt medfølgende beskrivelse studeres nøje. Enhver genstand–stor, lille, betydelig og ubetydelig–granskes indgående, og man kan, på denne måde, helt legalt påberåbe sig at have SET et museum. Det er en metode, som pga. sin udprægede forsvarlighed indebærer, at man nødvendigvis må afsætte en god måneds tid til Louvre, hvor man nok skal påberegne at nå Mona Lisa omkring dag 21/22, mens Glyptoteket, hvis man er indforstået med at speede bare en lille smule, vel kan gøres på lidt over en uge. Men det er samtidig en noget risikabel metode, hvis man kun har en afmålt tidsperiode, for der er stor risiko for aldrig at nå længere end hieroglyfferne på diverse historiske museer. Samt at tillægge alle genstande eller penselstrøg lige gyldighed, så det hele i sidste ende måske bliver en smule ligegyldigt.

Den tredje, som jeg hylder, er at undlade besøg på museer, der ikke interesserer mig. Jeg behøver ikke gå der og ønske, jeg i virkeligheden var et andet sted, bare fordi noget er berømt. Jeg er uhyre selektiv både i mit museumsvalg samt i, hvad jeg vil se. Hjemmefra har jeg gerne sat mig grundigt–eller i alt fald en smule–ind i, hvad et givet museum har at byde på. Rigtigt mange museer har også–givetvis for at tiltrække sådan nogle som mig–lavet en liste over deres highlights samt en rute, der kan følges for at nå til dem. Jeg kan faktisk godt nå frem til Mona Lisa allerede efter en time….. Det betyder selvfølgelig, at der er rigtigt, rigtigt meget, jeg ikke ser. Og at der sikkert blandt det er ting, jeg ville have fundet interessante. Til gengæld giver jeg mig selv såvel tid som overskud til at dvæle ved ting, der gør noget for mig, såvel oplevelsesmæssigt som følelsesmæssigt. Jeg har jo for længst erkendt, at for mig skal museumsbesøg ligge som første punkt om morgenen, når jeg er frisk og udhvilet, og at jeg aldrig skal bruge mere end højst to timer på et museum, for så går min se-evne simpelthen bare i stå. Så kan jeg ikke absorbere mere.

Men sådan er vi jo (heldigvis) så forskellige. Det er nok derfor, der er gæster til alle museer. Og at selv de allermest perifere udstillinger bliver gransket af de samvittighedsfulde museumsgæster, mens vi andre fræser forbi på jagt efter vores highlights.

PS. Billedet viser det indre af et museum. Et af dem, jeg gerne kommer på og bruger 1½ time på. Her er en del highlights, som man dog ikke kan se på billedet. Det skyldes ikke, at de er udlånt til andre museer, men udelukkende, at jeg er en lousy fotograf!

Continue Reading

Om at leve maj og juni.

Nej, hvor jeg glæder mig!

Som regel glæder man sig til ting og begivenheder, der skal komme. I år glæder jeg mig som en forårskåd superpensionist til noget, der IKKE skal komme!

For første gang i adskillige år skal jeg i år leve, opleve, indånde og VÆRE i sidste del af maj og første del af juni. Det har jeg ikke prøvet i mange af den slags år, som kaldes skoleår, og som i modsætning til kalenderår løber fra begyndelsen af august til slutningen af juni det næstfølgende år.

Jeg skal ikke bedømme eksamensstile. Ikke så meget som en enkelt lille møgstil med siderne fulde af utilgivelige kongruensfejl og meninger om dette og hint, som interesserer mig lige så meget som en roterende fis i Rusland, finder vej til mit majbord. Jeg skal ikke gå i stilehi og forsage verdens fristelser i tre uger, mens jeg nidkært forsøger at leve op til mine egne mål omkring antallet af daglige rettelser. Jeg skal heller ikke være på forkant med lageret af Yankeebars og Pandalakridser, så jeg ikke går totalt lakridskold midt i overvejelserne omkring, om det er forsvarligt at lade lille Mads fra Middelfart bestå i engelsk. Det må nemlig ikke influere min vurdering. Alle nedrige kommentarer som “Shit. Utroligt naiv. Har hun overhovedet forstået en millimeter? Godt jeg OGSÅ forstår dansk. Møgstil. Absolut ingen abstraktionsniveau. Og så videre….” , som selvfølgelig bliver mere og mere indædt forurettede, som dagen skrider fremad, og tolerancetærsklen farer nedad, vil som et pust med vinden forlade mit sprog. Så hunden vil givetvis få mere skældud…..

Jeg skal, med andre ord, LEVE i maj og juni. F.eks. vil jeg i år prøve at gå udenfor og beundre de blomstrende haver, i stedet for at kaste et flygtigt, jaget blik på dem fra mit skrivebord mellem to stavefejl. Måske vil jeg endda danse lidt i dem (i alt fald i min egen) som en fejring af, at alle verdens kongruensfejl fra nu af er andre menneskers Akilleshæl. I maj og juni vil jeg faktisk, helt konkret, juble rundt i de irske byer og bjerge og hoppe lidt i Georgien og Armenien, mens Undervisningsministeriet har sat en hær af nye stilebedømmere ind, som kan sidde der på deres respektive røve og lade tiden blive spist af dårligt opbyggede argumenter.

Selvfølgelig vil jeg, når jeg ikke skovler mig igennem stilemængden, heller ikke skovle det rimeligt acceptable salær ind. Men mindre kan altså også godt gøre det. Den frihed, der ligger i for første gang i mange år IKKE at sidde bundet ved skrivebordet, er næsten så stor, at jeg har svært ved at fatte den. Med bevidst brug af en gammel cliche bliver dette det første uforsømte forår i mange, mange år.

Jo, der voksede mange fyldte huller, gode rejser, nye møbler og tiltrængte reparationer ud af de stile. Selvfølgelig gjorde der det, og det var rigtigt fint. Men nu er tiden blevet en anden, som tiden vel så ofte bliver. Der er ingen forståelige begrundelser for at bedømme så meget som en eneste stil mere. Resten af livet er, på nuværende tidspunkt, for kort til fejlfyldte stile.

Nej, hvor jeg glæder mig!

Continue Reading

Genialt!

I Danmark bliver flere og flere vejkryds lavet om til rundkørsler af sikkerhedsmæssige grunde. Men alle kender vist den der megastressende fornemmelse af, at netop ens egen indkørsel til rundkørslen i timevis bliver slagtet, fordi den forudgående er yderst leverancedygtig i biler. Og at reglerne er, at har man først tilkæmpet sig en plads inde i selv rundkørslen, så holder man da lige fast i den! Ofte med en smule kynisk hovering overfor alle dem, der nu bare må bruge adskillige minutter på at nærstudere rundkørselsparader.

Det er der faktisk råd for. På Jersey, hvor vejene er smalle, bilerne er kolossale (der kører ikke ret meget under Jaguardimension!), rundkørslerne talrige og trafikken meget tæt, har de fundet er rigtig god løsning. Nemlig “Filter in turn”. Det eneste, den kræver, er at alle uden undtagelse kender reglerne–for ellers går det bulende galt. I al sin enkelthed betyder systemet, at man, når man holder ved en indkørsel til en rundkørsel, ALTID lader den første bil passere, hvorefter det så er ens egen tur. Til gengæld udøver man præcis samme manøvre, når man selv er inde i rundkørslen.  Alle kommer derved såvel fair og efter tur ind, og ingen tilkørsler bliver sat på stand-by.

Samme uskrevne regler gælder for tilkørsler fra mindre veje ud på mere befærdede veje. Første bil kører forbi, anden bil holder og lader den tilkørende komme ind. Og så fremdeles. For at minde ignorante turister om reglerne har man endda ved adskillige rundkørsler opsat skilte som det viste.

Det virker! Det virker faktisk overmåde godt! Og det kunne vi godt lære en del af!

 

Continue Reading

All packed up and ready to go.

Her klokken pølse om morgenen.

For så tror man, at det er så let og utroligt hurtigt, det der med disse flyvende maskiner. Det er det sådan set også. Man glemmer bare al ventetiden i snuskede, overfyldte lufthavne, hvor man hverken kan finde en anstændig plads til sin numse eller få et måltid, der nærmer sig grænsen for lødighed. Hverken nærings- eller prismæssigt.

Når man, som jeg, har valgt at bo i den yderste provins, får man også lige et nødvendigt gensyn med DSBs unødvendigt umoderne tog med i bagagen. Så om trekvart døgn kan jeg skimte min egen seng.

Og sikke da en forfærdelig beklagelse fra en, der vel bare kunne være blevet hjemme, hvis det skulle være. Det skal det så ikke være. For heldigvis er turen det hele værd. Alternativet til at rejse er, og vil altid være, at blive hjemme. Og der skal mere end adskillige snuskede lufthavne til for at få mig til at ende der! På permanent basis!

Continue Reading

Den forlængede dagligstue.

Pubben er ikke et værtshus, en bodega eller bare et sted, man får en drink. Den er et begreb, en naturlig forlængelse af ens eget hjem og der, hvor man mødes. Der er ingen, der IKKE går på pub, uanset alder, holdninger og civilstand, for hvor skulle man ellers møde alle dem, man kender? Herovre inviterer man jo ikke folk HJEM. Man inviterer dem UD. Altså på pub.

Derfor er langt de fleste britiske pubber så langt fra begrebet dansk værtshus som overhovedet muligt. Det er muligt, at hipsterkulturen omkring visse cafeer i vores allerstørste byer har en lille snært af pubbens sociale værdi, men ude i provinsen går vi altså ikke bare sådan lige på værtshus eller cafe, så snart vi er socialt udsultede og trænger til at se andre mennesker.

Her er en rigtig hyggelig pub. Den er ikke alene. Der har tonsvis af makkere over hele Storbrittanien og Irland. Så man altid lige kan smutte ind og få lidt på den sociale konto.

Continue Reading

Mere Jersey.

En af de utallige milevide sandstrand på Jersey. Man skulle næsten tro, jeg blev betalt for at reklamere for øen….

I grunden ville det, med permanent bosætning for øje, desværre være helt forgæves. For her på øen, med en topskat på 27 procent, skal man, hvis man ikke er født her, have været fast bosiddende i 10 år uden pauser, inden man kan opnå retten til at købe fast ejendom.

En et-værelses lejlighed kan så erhverves for et minimum af 2,5 millioner.

Reglerne er en smule mere elastiske for milli- billi- og trillionærer. De, eller deres penge, indgår generelt ikke under samme restriktioner som almindelige mennesker. De køber nok heller ikke et-værelses!

Continue Reading

Jersey.

På kanaløen Jersey er tidevandsforskellene op til 12 meter. Højest, selvfølgelig, når det er fuldmåne, og det er det på fredag.

Ebbevejen ud til borgen Elizabeth Castle er kun åben få timer dagligt, men det er en stor oplevelse tilfældigt at time sit besøg, så man rent faktisk kan gå tørskoet derud. Når der er højvande, sejles der med amfibiebåde.

Ved lavvande ligner det hele et goldt månelandskab, ved højvande bare et helt almindeligt hav.

Det er faktisk vildt fascinerende.

Continue Reading

Om nye kartofler.

Herovre på Jersey, hvor alt gror umanerligt godt i det milde klima, har de så mange nye kartofler, at de ligefrem kan sælge dem i sækkevis. Det kan jo godt vække en smule misundelse hos en vinterramt dansker, der stadig må vente på de nyopgravede, nationale rodfrugter.

Egentlig er jeg slet ikke kartoffelmenneske. Men jeg elsker nye kartofler. Selvfølgelig fordi de, til forskel fra gamle kartofler, smager af noget. Noget rart, genkendeligt og behageligt. Men mest fordi der for mig ligger en kolossal symbolværdi i de små knolde. Når de nye kartofler kommer, tør jeg for alvor tro på, det bliver sommer. Snart.

Nye kartofler smager af sol, sommer, spise udendørs og de jordbær, man kan være så heldig at få til efterret. Og det er da en smag, man ligesom kan forholde sig til!

Herovre på Jersey får de så bare fornøjelsen noget tidligere. Men jeg tror på, at deres nationalknolde langt fra smager så vidunderligt som de danske. De sidste er nemlig værd at vente på!

Continue Reading

Om at være morgenmenneske.

Man får sit eget lille, private ejerskab til verden, når man er morgenmenneske. Der er ikke så mange andre i den.

Som nu her klokken 6 ved en klippekyst på øen Jersey, hvor fiskeren og jeg har det hele lidt for os selv. Det er det, der pludselig både gør verden stor og overkommelig. Jeg er sikker på, vi begge får en god dag.

I alt fald er det den slags morgener, hvor man oven i købet får lov at befinde sig på denne pragtfulde ø, der giver virkelig gode forhåbninger om en dag langt over gennemsnittet. Og en ditto fangst……

Continue Reading