Om nye kartofler.

Herovre på Jersey, hvor alt gror umanerligt godt i det milde klima, har de så mange nye kartofler, at de ligefrem kan sælge dem i sækkevis. Det kan jo godt vække en smule misundelse hos en vinterramt dansker, der stadig må vente på de nyopgravede, nationale rodfrugter.

Egentlig er jeg slet ikke kartoffelmenneske. Men jeg elsker nye kartofler. Selvfølgelig fordi de, til forskel fra gamle kartofler, smager af noget. Noget rart, genkendeligt og behageligt. Men mest fordi der for mig ligger en kolossal symbolværdi i de små knolde. Når de nye kartofler kommer, tør jeg for alvor tro på, det bliver sommer. Snart.

Nye kartofler smager af sol, sommer, spise udendørs og de jordbær, man kan være så heldig at få til efterret. Og det er da en smag, man ligesom kan forholde sig til!

Herovre på Jersey får de så bare fornøjelsen noget tidligere. Men jeg tror på, at deres nationalknolde langt fra smager så vidunderligt som de danske. De sidste er nemlig værd at vente på!

You may also like

Skriv et svar