Om at gå på museum.

Hver gang jeg er ude at rejse med andre mennesker, slår det mig, hvor yderst forskellige vores museumsvaner, -tilgang og -måder er. Heldigvis er jeg omsider kommet over den fase, hvor jeg undrer mig over, at nogen overhovedet kan gøre ting anderledes end mig, eller at min måde ikke er den eneste forsvarlige, sande og holdbare. Det tog så også sin tid og sine ufrugtbare kampe, som ikke var valgt med omhu.

Generelt er der tre måder at gå på museer. Den første er den umiddelbart letteste og mindst tidskrævende. Den består i at lade være. I at have en urokkelig tro på, at intet fjernt oldtidsminde eller velovervejet penselstrøg kan være af den mindste interesse. Og vide, at livet drejer sig om her og nu, hvor der er så mange andre tillokkende tilbud, der er væsentligt mere interessante.

Den anden er en del mere tidkrævende og noget mere vanskelig. Den består af at entre ethvert museum fra der, hvor det nu begynder, og så møjsommeligt følge udstillingernes udvikling i den planlagte rækkefølge, mens enhver udstillingsgenstand samt medfølgende beskrivelse studeres nøje. Enhver genstand–stor, lille, betydelig og ubetydelig–granskes indgående, og man kan, på denne måde, helt legalt påberåbe sig at have SET et museum. Det er en metode, som pga. sin udprægede forsvarlighed indebærer, at man nødvendigvis må afsætte en god måneds tid til Louvre, hvor man nok skal påberegne at nå Mona Lisa omkring dag 21/22, mens Glyptoteket, hvis man er indforstået med at speede bare en lille smule, vel kan gøres på lidt over en uge. Men det er samtidig en noget risikabel metode, hvis man kun har en afmålt tidsperiode, for der er stor risiko for aldrig at nå længere end hieroglyfferne på diverse historiske museer. Samt at tillægge alle genstande eller penselstrøg lige gyldighed, så det hele i sidste ende måske bliver en smule ligegyldigt.

Den tredje, som jeg hylder, er at undlade besøg på museer, der ikke interesserer mig. Jeg behøver ikke gå der og ønske, jeg i virkeligheden var et andet sted, bare fordi noget er berømt. Jeg er uhyre selektiv både i mit museumsvalg samt i, hvad jeg vil se. Hjemmefra har jeg gerne sat mig grundigt–eller i alt fald en smule–ind i, hvad et givet museum har at byde på. Rigtigt mange museer har også–givetvis for at tiltrække sådan nogle som mig–lavet en liste over deres highlights samt en rute, der kan følges for at nå til dem. Jeg kan faktisk godt nå frem til Mona Lisa allerede efter en time….. Det betyder selvfølgelig, at der er rigtigt, rigtigt meget, jeg ikke ser. Og at der sikkert blandt det er ting, jeg ville have fundet interessante. Til gengæld giver jeg mig selv såvel tid som overskud til at dvæle ved ting, der gør noget for mig, såvel oplevelsesmæssigt som følelsesmæssigt. Jeg har jo for længst erkendt, at for mig skal museumsbesøg ligge som første punkt om morgenen, når jeg er frisk og udhvilet, og at jeg aldrig skal bruge mere end højst to timer på et museum, for så går min se-evne simpelthen bare i stå. Så kan jeg ikke absorbere mere.

Men sådan er vi jo (heldigvis) så forskellige. Det er nok derfor, der er gæster til alle museer. Og at selv de allermest perifere udstillinger bliver gransket af de samvittighedsfulde museumsgæster, mens vi andre fræser forbi på jagt efter vores highlights.

PS. Billedet viser det indre af et museum. Et af dem, jeg gerne kommer på og bruger 1½ time på. Her er en del highlights, som man dog ikke kan se på billedet. Det skyldes ikke, at de er udlånt til andre museer, men udelukkende, at jeg er en lousy fotograf!

You may also like

Skriv et svar