Om at leve maj og juni.

Nej, hvor jeg glæder mig!

Som regel glæder man sig til ting og begivenheder, der skal komme. I år glæder jeg mig som en forårskåd superpensionist til noget, der IKKE skal komme!

For første gang i adskillige år skal jeg i år leve, opleve, indånde og VÆRE i sidste del af maj og første del af juni. Det har jeg ikke prøvet i mange af den slags år, som kaldes skoleår, og som i modsætning til kalenderår løber fra begyndelsen af august til slutningen af juni det næstfølgende år.

Jeg skal ikke bedømme eksamensstile. Ikke så meget som en enkelt lille møgstil med siderne fulde af utilgivelige kongruensfejl og meninger om dette og hint, som interesserer mig lige så meget som en roterende fis i Rusland, finder vej til mit majbord. Jeg skal ikke gå i stilehi og forsage verdens fristelser i tre uger, mens jeg nidkært forsøger at leve op til mine egne mål omkring antallet af daglige rettelser. Jeg skal heller ikke være på forkant med lageret af Yankeebars og Pandalakridser, så jeg ikke går totalt lakridskold midt i overvejelserne omkring, om det er forsvarligt at lade lille Mads fra Middelfart bestå i engelsk. Det må nemlig ikke influere min vurdering. Alle nedrige kommentarer som “Shit. Utroligt naiv. Har hun overhovedet forstået en millimeter? Godt jeg OGSÅ forstår dansk. Møgstil. Absolut ingen abstraktionsniveau. Og så videre….” , som selvfølgelig bliver mere og mere indædt forurettede, som dagen skrider fremad, og tolerancetærsklen farer nedad, vil som et pust med vinden forlade mit sprog. Så hunden vil givetvis få mere skældud…..

Jeg skal, med andre ord, LEVE i maj og juni. F.eks. vil jeg i år prøve at gå udenfor og beundre de blomstrende haver, i stedet for at kaste et flygtigt, jaget blik på dem fra mit skrivebord mellem to stavefejl. Måske vil jeg endda danse lidt i dem (i alt fald i min egen) som en fejring af, at alle verdens kongruensfejl fra nu af er andre menneskers Akilleshæl. I maj og juni vil jeg faktisk, helt konkret, juble rundt i de irske byer og bjerge og hoppe lidt i Georgien og Armenien, mens Undervisningsministeriet har sat en hær af nye stilebedømmere ind, som kan sidde der på deres respektive røve og lade tiden blive spist af dårligt opbyggede argumenter.

Selvfølgelig vil jeg, når jeg ikke skovler mig igennem stilemængden, heller ikke skovle det rimeligt acceptable salær ind. Men mindre kan altså også godt gøre det. Den frihed, der ligger i for første gang i mange år IKKE at sidde bundet ved skrivebordet, er næsten så stor, at jeg har svært ved at fatte den. Med bevidst brug af en gammel cliche bliver dette det første uforsømte forår i mange, mange år.

Jo, der voksede mange fyldte huller, gode rejser, nye møbler og tiltrængte reparationer ud af de stile. Selvfølgelig gjorde der det, og det var rigtigt fint. Men nu er tiden blevet en anden, som tiden vel så ofte bliver. Der er ingen forståelige begrundelser for at bedømme så meget som en eneste stil mere. Resten af livet er, på nuværende tidspunkt, for kort til fejlfyldte stile.

Nej, hvor jeg glæder mig!

You may also like

Skriv et svar