Om gyllespredere og andet møg.

Jeg kan stadig huske logistikken omkring at være mundlig censor i Sønderborg–altså før de fik sig anskaffet en motorvej. Dernede må jordfordelingen være så ualmindeligt aparte, at de fleste landmænd er nødt til at transportere enhver form for køretøjer–og gyllespredere i særdeleshed–over store, langstrakte, kilometerlange landevejsruter. Gerne om morgenen, mellem 6 og 8. Derfor skulle man altid beregne ca. 2 timer til de 65 km. til Sønderborg, for en ting er, at masseopbuddet af gyllespredere dernede stinker–en anden er, at førerne af samme møgkørsler ikke kunne drømme om at fravige deres 15-20 km. lange rute med så meget som ½ rastepladsmeter.

Nu har jeg lige været ude på 50 km. landevejskørsel igen, og jeg må sige, at sådan en påskedag da virkelig er populær til luftning af enhver form for landbrugsmaskiner. I kilometervis. Med 20 km. i timen. Og selvfølgelig skal der være plads i trafikken til, at man kan køre den behjulede besætning rundt mellem parcellerne. Men ER der virkelig ikke bakspejl i en traktor? ER det virkelig helt og aldeles umuligt at konstatere, at man efter få kilometer har dannet sig en hale på længde med distancen mellem to landsbyer? Og ER alle, ellers rigtigt pædagogisk afmærkede raste- og holdepladser langs landevejen, totalt usynlige for traktorførere? Altså steder, hvor de venligt kunne holde ind og lade bagslæbet på 50 biler passere?

Der er meget trafik derude på landevejene i dag. Og vi vil alle gerne sikkert hjem. Det kommer vi allerbedst, hvis vi alle tager hensyn til hinanden. Det kan godt være, at kortegen med traktor og gyllespreder til enhver tid både er større, tungere, kraftigere og mere stinkende end mig, men det berettiger ikke til  totalt hensynsløst at ignorere bilslangen på 3 kilometer over en distance på 10 kilometer. I alt fald ikke, hvis der samtidig er 5-6 rastepladser. Måske er det et statement—jeg ville så bare gerne vide præcis, hvad det lige gik ud på. Personbiler væk fra landevejene? Al magt til gyllesprederne?

Personligt har jeg intet imod gyllespredere og andre landbrugsmaskiner. De skal bare vise hensyn. Præcis som jeg selv gør i trafikken!

Continue Reading

Reklamens (u)magt.

Livet er for kort til dårlige reklamer. Eller også er livet bare generelt for kort til reklamer.

Det bedste, der kan siges om reklamer, er, at de dog trods alt giver rum til en tiltrængt tissepause og derfor nok mere reklamerer for toiletophold end den egentlige fremviste vare. Men nogle reklamer er virkelig så øredøvende dårlige, at de på det nærmeste giver mig galopperende åndedrætsbesvær, storkløende, røde knopper og livslang vaccination mod de involverede produkter. F.eks. gjorde det i mange år nærmest ondt på mig at købe de Kinderæg, som mine da relativt uskyldige, mindreårige børn ønskede at stoppe i sig selv, fordi alle vist godt kan huske de mildest talt katastrofesynkroniserede tyske reklamer. Man skulle da ellers nok mene, at salget af “hele tre ting” kunne financiere en lidt mere elegant samstemning af de nærmest spastiske mundbevægelser–ellers kunne de da have undertekstet det relativt simple budskab!

På min nuværende reklamehaderliste figurerer Spangsberg flødeboller som en uhyggeligt sikker nummer et. Mage til salgsmæssigt makværk uden den mindste form for innovativ tænkning, udstyret med syvenderangsskuespillere skal man virkelig lede længe efter. Begriber ikke, at noget reklamebureau med respekt for sig selv har villet sende den forfærdelighed ud i verden. Og hvis intentionen var, at det hele skulle være en parodi (på hvad?), så må man nok konkludere, at hensigten er dybt forfejlet. Det er jo tåkrummende umorsomt og decideret undervurderende i forhold til publikums intelligens.

Så indtil i går gik jeg faktisk i ufrivillige spasmer ved synet af mærket. Sådan lidt ligesom når man gnider flamingo mod et vindue–hvis nogen ellers kan huske DEN lyd!  Min indre reklameæstetiske sans var så ukontrolleret udfordret, at jeg bare ved tanken om produktet gik i flødebollefornægtelse. Jeg mener: hvis producenten virkelig ønsker at udstille sin egen øredøvende stupiditet samtidig med at undervurdere min intelligenskvotient, så lad mig være helt og aldeles fri.

Nu HAR jeg så smagt dem! Og minsandten om de overhovedet hverken smager af dumhed, dårlig humor eller dillettantreklame. De smager faktisk ret godt!

Nej, hvor ER det synd for de ret gode flødeboller, at de skal trækkes rundt med den reklame! For selv om de smager godt, er jeg sikker på, at hvis den lige bliver serveret for mig på TV2 i en pause, så står jeg altså af igen. Og det MÅ de da helt sikkert omgående kunne mærke på omsætningen!

I øvrigt mener jeg stadig, at livet er for kort til dårlige reklamer. I alt fald er livet for kort til, at reklamen ikke tager sig publikum alvorligt og decideret taler ned til dem og anser dem som åndspygmæer. Som Spangsberg gør!

Continue Reading

At nyde livet–lige her!

Der er sket noget med feriedage, siden jeg blev semi-pensionist. Jeg er simpelthen begyndt at kunne nyde dem. Fuldt, helt og 100%. Samtidig er det i bagklogskabens klare lys med stor gru gået op for mig, at det har jeg nok aldrig gjort før. I alt fald ikke helhjertet.

Som lærer har man et antal helt klart fastsatte og tidsbestemte/begrænsede ferier. Man ved, med andre ord, altid, hvad man har. Gennem mange år var jeg helt up-to-date på længden af samtlige ferier i dage. Påske: 11, god juleferie: 16, efterårsferie: 10 og så alle de løse… Jeg var altid enormt bevidst om, hvor langt jeg var i en ferie. Eller: hvor mange dage, der præcis var tilbage. Ofte betød det, at når en ferie var halvt “opbrugt”, så var den mentalt også nærmest helt afsluttet inde i mit hoved. De resterende dage blev jo bare en begrædelig nedtælling til feriens slutning. Faktisk var det vildt stressende sådan at skulle holde så nøje regnskab med feriedagene og deres placering i forhold til slutdatoen–en stress, der også gav sig udslag i, at jeg var flere dage foran mig selv og fuldstændigt glemte at være i det nu, jeg rent konkret var i. Mentalt rendte jeg rundt med et besynderligt parameter, der på en unødvendig skala fortalte mig, om en feriedag nu var brugt “godt nok”, om jeg nu havde fået nok værdi ud af den–simpelthen fordi den første halvdel af en ferie altid skulle bruges optimalt, mens resten bare var afslutning og nedtælling.

Jeg har endda flere gange prøvet at være fuldstændigt udmattet af stress og i en nærmest depressiv tilstand, fordi jeg ikke har magtet at holde ferie godt nok. Ikke brugt feriedagene optimalt. Bare sløset dem væk og slet ikke været nok opmærksom på virkelig, altså virkelig, virkelig at få en forfærdelig masse ud af min ferie. Hvad det så end var!

I alt fald kan jeg nu se, at jeg nok til en vis grad HAR sløset mine ferier væk, eller måske bare været forfærdelig uprofessionel til at holde ferie. Jeg har jo aldrig været I ferien–nærmere OMKRING eller FORAN den. Det har med al tydelighed været det faktum, at ferien nødvendigvis gik over igen, der sad allerforrest i min bevidsthed.

Selvfølgelig siger det en masse om min tidligere arbejdssituation, men det er ikke det emne, der skal fylde eller diskuteres her. Det skal det derimod, at jeg nu er blevet noget så hulens god til at holde ferie. Jeg ER i mine ferier, jeg lever i dem, og jeg nyder dem. Men fremfor alt: Jeg ved godt, de ender, men det hverken rager eller bekymrer mig, for det er altså lige her, lige nu, jeg helt konkret er. Og skal nyde det. Hvert sekund.

En indvending vil selvfølgelig være, at det jo i sig selv er utroligt let at konstatere ovenstående, når der ikke lige står et krævende arbejdsliv og venter på tirsdag klokken 8. Nej, jeg skal ikke på “arbejde” før næste mandag, og de talrige rejser, jeg udfører både for min egen lille rejseklub samt for de etablerede rejseselskaber hen over sommeren, er faktisk ikke på nogen måde sammenlignelige med mit hidtidige arbejde. De er jo en fornøjelse hver gang, og det er vel det ultimative privilegium for et arbejdende menneske hver evig eneste gang at glæde sig til at komme på arbejde.

Men det, jeg gerne vil konkludere, er så, at der skulle en så drastisk ændring af mit liv til, før jeg overhovedet forstod begrebet ferie. Eller før jeg lærte at holde ferie. Jeg kan jo mærke det på min krop, for Søren. At ferie er godt for den, og at ferie ikke betyder optrapning af stress, fordi det altså er møgbesværligt både at skulle gå og holde øje med, at man både ferierer optimalt, samt at man samtidigt begræder hver eneste feriedag, der er gået, fordi den bringer en nærmere på den uigenkaldelige ende.

Så til de af jer, der endnu har et fast job: Nyd jeres ferier–og glæd jer til at komme til at nyde dem meget, meget mere!

 

Continue Reading

Om hundejere på stranden.

Fozzie og jeg har lige været nede på stranden med hinanden i snor. Det er hans yndlingssted, for det vrimler med gode lugte, halvråddent tang, ilandskyllede gopler et godt stykke over sidste salgsdato–og så det der magiske, forunderlige vand.

Sådan en Langfredag er vi ikke de eneste dernede. Det er næsten som om, alle områdets hundejere har sat hinanden stævne netop på vores strand. Det i sig selv er ustyrligt festligt set fra Fozzies synspunkt, for enhver fremmed hund er en både en ny, interessant numse og en potentiel legekammerat. Fozzie elsker andre hunde, og da jeg stadig har til gode at finde ud af, om min hund overhovedet KAN knurre, får han som regel lov at lege, hvis fremmede hundes mennesker kan forsikre mig, at deres hunde er af samme kaliber.

Det er alle hunde desværre bare ikke. Og lige så desværre synes det næsten at være en hovedregel, at de mennesker, der mildest talt ikke har den fjerneste kontrol over deres lige så mildest talt aggressive hunde, er dem, der har deres hunde løse. Vores strand har mange stikveje til sommerhusområder, så mange gange oplever jeg, at store, uvenlige hunde helt alene pludselig befinder sig på stranden–hvorefter et halsende menneske dukker op adskillige minutter efter og forgæves forsøger at kalde bastarden til sig. Det er ikke i orden!

Nu ved jeg jo ikke, om det er de samme hundeejere, der også frækt og helt uden dårlig samvittighed lader stakkevis af pøl ligge på stranden, men inderst inde tror jeg det da en lille smule. Det er heller ikke i orden! Det er en fæl fornemmelse at træde i sådan en stinker. Endnu mere når en anelse af dårlig samvittighed trods alt strejfer pølsynderne, og de så i misforstået undskyldning dækker svineriet med sand. Hvis min offentlige strand skal være dækket af lorteminer, så vil jeg da foretrække, at jeg på forhånd har en chance for at undgå dem–istedet for uforvarende at opdage, at det, jeg troede var en sandbunke, er resterne af Fido Møgschæfers aftensmad.

For sådan en påskedag, hvor fire-fem dyr af mange forskellige racer og størrelser finder ud af at lege “hente pinde i vandet” sammen–og sammen med deres mennesker–og hvor de udelukkende løber frit ude i vandet under skarpt opsyn og kontrol–DET er da næsten det nærmeste, min Fozzie kan komme på en hundehimmel. Desværre kommer der næsten altid sådan en stor, grim, mega-strandskidende kalorius med sit hensynsløse menneske og ødelægger det hele. ØV!

Men så er det, indrømmet!, at jeg fisker mit dyr op ad vandet, giver det snor på og går så tæt på Trofasts far, som jeg nu tør. I flere dage har Fozzie og jeg indøvet kommandoen “Ryst!”, så den hvisker jeg til ham, når vi er passende tæt på.  Jeg skal hilse og sige, at den virker bedst, hvis jeg lige har givet ham lov til at rulle sig et par omgange i sandet, inden han ryster……..

Continue Reading

Om mus og maddiker.

Jeg kan hverken lide mus eller maddiker. Det er lidt, men også kun lidt, som at vælge mellem (T)rumpen og Stalin–hvis I forstår, hvad jeg mener. Så i mange år har jeg derfor behændigt forbigået netop det valg, men i går stod det pludselig lysende klart for mig, at jeg for eftertiden vil satse alt på musene.

Da vi sidst kørte hjem fra sommerhuset, brugte vi tiden– som mange ægtepar, der har været gift så mange år, at de ikke længere tæller– på at diskutere, hvis skyld det var, at min mand havde glemt at tømme skraldespanden inde i huset. Det er nok verdens mest ufrugtbare diskussion. Ligegyldigt hvem der vandt, var faktum jo alligevel, at der lå tre rå fiskefilletter øverst i den, og at deres skæbne, eller rettere: tilstand, først ville blive afklaret tre uger senere, når vi igen besøgte huset.

I løbet af de tre uger lykkedes det mig da ind imellem at fortrænge fiskene eller det, de nok havde udviklet sig til, men jo nærmere påsken kom, desto mere maddikefyldt blev mine visioner. Jeg fik flere og flere deja vu til den lille, røde skoletaske, som min bror i sin tid anvendte til lystfiskeri, og som jeg engang fandt i mit barndomshjems kælder ca. 1 måned efter hans sidste fiskeekspedition. Den var, om man så kan sige, særdeles levende. Og mere hvid end rød. Faktisk havde den også flyttet sig.

Så i går, da vi kørte på motorvejen, blev min hjerne sådan helt invaderet af de rædselsfulde, små, ulækre sataner. De begyndte at kravle på mig, og omkring Randers blev de næsten så megastore, at jeg i mine visioner allerede var i gang med at rive hele hytten ned. Rub og stub. Starte helt forfra på en brakmark–bare uden maddiker.

Selvfølgelig lod jeg manden åbne døren. Og gå ind. Jeg stod sådan nærmest lidt i skjul bag ham med et tørklæde for munden. Men faktisk var det hunden, der indtog hytten først. Han stormede ind, for her var da rigtignok noget nyt og interessant. Det var helt klart virkelig svært for ham at skjule sin begejstring over det nye fænomen, vi havde beriget hans ellers lugtfattige liv med.

Og så var det bare mus! Tænk sig, en lille musefamilie–eller måske en halvstor, udvidet gnaverslægt–havde egenhændigt fortæret vores tre fisk! Ikke en maddike i syne! Til gengæld spiser mus, ved jeg så nu, over et relativt stort areal og har en enorm raidfaktor. De mundscanner simpelthen alt, sådan ned til atomstadiet, og så spiser de de atomer, der er museføde, og resten lader de simpelthen ligge. Mus spiser f.eks. ikke køkkenrulle, men samme dyr kan til gengæld findele et mindre stykke køkkenrulle i trillioner af stykker og finsprede dem over et halvstort stueareal. Tilsyneladende kan mus også godt lide at transportere uspiselige ting. Eller også bliver mus bare knotne over, at noget ikke kan spises, og så bærer de lidt rundt på det i arrigskab eller smider det ind under en seng.

Men det skal være dem tilgivet. Jeg håber, helt ærligt, de der mus havde en fed, festlig førpåske-frokost, og hvis de legede lidt med maden, så er det dem vel undt. For der var ikke en eneste maddike i syne. IKKE EN! Så sommerhuset slap for at blive revet ned i denne omgang!

Nu er det så bare, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, HVOR de mus mon er? Jeg mener, sidder de på lur og venter på endnu en påskefrokost uden køkkenrulle–og HVOR synes de, det er strategisk godt at placere sig i forhold til forventet mad-efterbevilling? Under min seng? Inde i mine skabe? Eller lige der, hvor jeg allermindst venter det?

Pyt! Hvis de nu synes, mine skabe er et fedt sted at afvente næste overdådige fiskebord, så er det dog, trods alt, lidt mindre brækfremkaldende at finde sine skabe fulde af mus—end at finde dem fulde af maddiker! Jeg skriger over begge dele. Men jeg skriger ligesom lidt anderledes over maddiker!

Continue Reading

Hvad påsken er for mig.

Det er nok de færreste, der i første instans forbinder påsken med noget religiøst. I alt fald kun på det plan, at det er det religiøse, der overhovedet er grunden til, vi holder påske. I min barndom var Langfredag årets helligste dag, hvor alt, virkelig ALT, var hermetisk lukket, og man ofte følte sig henvist til at slå dagen ihjel med alenlange, kedelige, uudholdeligt moralsk opbyggelige TV-serier om religiøse emner. For derefter, da jeg blev lidt ældre, at slå al den påskekedsomhed fuldstændigt ihjel på Påskelørdag, som for mig var årets allermest vanhellige gå-i-byen-aften.

Sådan er det ikke mere. Kun de mest tåbelige forretningsdrivende holder lukket i påsken, for det er jo her, det hele begynder. Den gode årstid, de varmere dage, de lyse aftner og udendørslivet. Jeg tror, påsken for mange er blevet det konkrete symbol på, at nu er foråret kommet. Uanset vejret. Når det er påske, skal sommerhuset åbnes, campingvognen skal sommerindtages, og vi skal ud.

For mig er påsken begyndelsen på og selve åbningen af sommersæsonen. Vi SKAL i sommerhus–ligegyldigt om vi så skal fryse røven i laser og ofre flere tusinde på elvarme. Der skal gøres åbningsrent og luftes ud efter vinteren. De utallige tusinder af små, grønne, bevingede dyr, der har overvintret i huset og for det meste også er døde af det, skal til de evige insektmarker, og rørsystemerne skal skrues sammen efter vinteren. Huset skal genindtages–gerne sammen med gæster, eller i alt fald familie. For vi skal spise påskelam efter den opskrift, som vi nu har brugt i 30 år, og som ingen rigtigt tør tage udfordringerne op med. Og gemme slik udenfor, så de børn, der nu alle har rundet de 25, kan bruge en times tid på at opstøve snoldet, der jævnt hen ligger de samme steder, som det altid har gjort.

Og vi skal gå lange ture på stranden og lade som om, vi overhovedet ikke har den fjerneste anelse om, at hunde ikke må være løse dernede efter 1. april. Fozzie ved det i alt fald ikke, for vi har ikke fortalt det til ham. Og spise is fra Vaffelhuset, og regner det, så lad det regne, for det er sådan set mere fornemmelsen af, at det nu er istid, der er vigtig.

Efter 4-5 dage på 65 kvadratmeter er vi sådan set påsket af. Vi har slåsset om de 20 liter varmt vand, der med stor præcision altid bliver koldt, når man står med shampoo i håret, hørt hinandens nattelyde, fordi der ikke er noget alternativ, og individuelt forsøgt at snyde fra opvasken med de samme beskidte tricks, vi hver især altid har brugt. Vi har spist kilometervis af chokolade og flæskesvær fra Brugsen, fordi Brugsen deroppe bare kan noget med flæskesvær. Og så har vi raidet alle tilgængelige loppemarkeder samt set en hulens masse fjernsyn.

Så er vi nemlig helt fyldt op med hinanden, med påskefridage, med lam, slik og chokolade og med vores 65 kvadratmeter. Eller med alt det, som påsken er for os. Så er vi klar til livet igen. For vi har sat et symbolsk punktum for den lange vinter, og nu er det forår. Koste hvad det vil og regne hvad det vil.

God påske!

Continue Reading

En god film. Reminder.

Jeg har tidligere skrevet om den søde, spøjse og sjove britiske film The Best Exotic Marigold Hotel her på siden.

Så hvis man ikke har set den–eller bare trænger noget så gevaldigt til et gensyn med nærmest alle de store britiske skuespillere over 60 + et par af yngre dato–så er chancen der i aften 22.00 på DR1.

Den er værd at holde sig vågen for!

Continue Reading

Om symbolværdi.

I går skrev en gammel kollega med slet skjult ironi, at hun havde set den hellige gral, som stod i katedralen i Valencia. Hun kunne oven i købet dokumentere synet med et foto. Oppe i mit hoved skabte det yderligere gralistisk forvirring, for jeg mener da, at selvsamme gral (af hvilken der vil næppe kan være et helt uoverskueligt antal!) bestemt både findes i Rosslyn, Jerusalem, Glastonbury og minsandten vist også inde i Fort Knox.

På mine rejser har jeg da også set en ret omfattende samling af splinter fra Jesus` kors, et betragteligt antal ligklæder, så meget hår fra Moses`, Josefs og andre religiøse VIP-ers skæg, at de må have lidt af ovenud velvoksende–vel nærmest bekymrende sygelig–behåring i levende live. Og hvad Moses angår, må han decideret have haft en fetich omkring stave. I alt fald var hans samling stor nok til, efter hans død, at blive spredt enkeltvis over det meste af verden.

I Jerusalem findes der mindst to steder, hvor Jesus blev begravet i klippehulen. Der findes faktisk ligefrem “skoler” omkring hans begravelsessted. Også hans himmelfærd har flere navngivne lokaliteter for den endelige take-off. Og den der berømmelige kalk vandrede derfra ud i nærmest ethvert kendt verdenshjørne. Dog har jeg indtil nu aldrig hørt om kalkfund i Oceanien, men det er nok bare et spørgsmål om tid–eller også er der noget, jeg har misset.

Jo, det ER da morsomt. For en pragmatiker er det vel nærmest latterligt. Dette: At nogle ignorante tumper et eller andet sted i verden virkelig–trods enhver form for logiske, videnskabelige beviser–tror på, at en gammel splint træ eller en ridset kop af ubestemt art for mange år siden nærmest på egen hånd er rejst den lange, farlige vej gennem et utal af lande for at ende i netop deres lokale kirke. Det trodser jo enhver form for videnskabelig baseret logik.

Men i grunden er det vel overhovedet ikke det, det hele drejer sig om. Det drejer sig jo bare–i sin allerinderste substans–om præcis det samme som, at jeg ALDRIG rejser nogle steder uden to helt bestemte mønter i min lomme, at jeg i sin tid ALDRIG gik til eksamen uden forinden at høre Creedence Clearwater Revivals “Long as I Can See the Light” for fuld udblæsning–og at de fleste sportshold hylder en eller anden form for maskot forud for enhver kamp.

Nemlig symbolværdien. Og personlige symboler kan–fordi det netop er det personlige symbols indre natur–aldrig diskuteres. Mine, i andres øjne, tåbelige mønter vil givetvis aldrig kunne afværge et flystyrt sådan helt konkret, men de giver mig en symbolsk sikkerhed for, at det hele altså også går godt denne gang. Ligeledes tror jeg faktisk, at folk i Valencia er bedøvende ligeglade med, om deres kalk har troværdige runners-up over det meste af verden. Måske er de endda glade for, at andre, i andre lande, også får glæde af den symbolværdi, der ligger i at have sådan en kalk. Jeg har set den beundring, Moses` stav har affødt på Topkapi i Istanbul. Den beundring, der ligger i at have noget helt konkret og synligt at holde fast i. For selvfølgelig ved de allerfleste da så ganske udmærket, at her er nok tale om en lille smule fake news, men hvad betyder det–sådan i det store perspektiv? For i bund og grund handler det jo udelukkende om symbolværdien. Dette at her er et konkret symbol på noget positivt, noget godt, noget man kan tro på. Noget som gør, at livet ikke blot er et uforståeligt miskmask af tilfældige hændelser, men som i stedet kan skabe en smule mening, en smule holdepunkt.

Så jeg vil givetvis stadig trække på smilebåndet over den imponerende samling af nærmest ens relikvier, som verden kan fremvise. Med min logiske sans og al min pragmatisme vil jeg også på stedet kunne afvise, at der er noget om snakken. Josef led vel ikke af ekstrem behåring, Jesus` kors fyldte næppe en mindre hangar, man omsvøbte givetvis ikke Jesus i nyt ligklæde hvert 3. sekund, Moses brugte ikke sit liv på at opbygge en storslået samling af træstave, og kvinderne ved korset stod ikke klar med et omfattende spisestel til 100 personer for at opsamle Jesus` blod for derefter at skippe servicet af i alle retninger. Det er også fuldstændigt ligegyldigt. For mig har hver kalk, hver stav og hver træsplint sin egen berettigelse. Nemlig sin symbolske berettigelse. Akkurat som når jeg lægger mine to mønter på det bestemte sted i tasken, hvor de med 100 procents sikkerhed er selve garantien for, at jeg kommer helskindet hjem igen!

Continue Reading

Milano. Den perfekte by til en forlænget weekend.

EasyJet flyver nærmest dagligt de knap 2 timer til Milano fra Kastrup. Billetterne koster–på en god dag–omkring 5-600 retur, der er masser af gode og billige Airbnb, hoteller og andre overnatningsmuligheder, og Milano kan snildt “gøres” på 2-3 dage. Så hvad er der lige at betænke sig på?

Milano er sådan en by, man nemt overser, når der skal planlægges forlængede weekender, kæresteture eller bare tiltrængt, almindelig ferie i få dage. Og det er synd. For den norditalienske by med ca. 1,3 millioner indbyggere har virkelig noget at byde på. Ikke bare mode- og designmæssigt, for nok er Milano det nærmeste, man kommer til modens næststørste og mest betydningsfulde hovedstad, men her er altså også et væld af andre muligheder.

Byen er på mange måder en italiensk nordeuropæisk by. Den ligner ikke Rom. Ikke ret meget, i alt fald. Her er brede boulevarder, og byggestilen er decideret mere i stil med nordeuropæiske hovedstæder–dog med en snert af umiskendeligt italiensk. Vegetationen er ikke stedsegrøn eller pinjer og cypresser, men består primært af alle de træer og buske, som vi kender i forvejen, men som her springer ud sidst i marts/begyndelsen af april i alle de flotte, utroligt velholdte parker, som byen har. I mit hoved forbinder jeg ofte italiensk vegetation med afsvedethed. Nok fordi jeg oftest har besøgt landet i den allervarmeste sommerperiode. I Milano om foråret er der grønt, grønt, grønt og alle de andre pragtfulde forårsblomstfarver–så langt øjet rækker. Generelt rækker øjet til de ofte sneklædte alper, som står som en mur mod nord, der hvor Schweitz begynder ca. 50 kilomter fra byen.

Hovedseværdigheden i Milano er selvfølgelig domkirken, som er fantastisk og har en megastor wauw-effekt. Det tog 400 år at bygge den, og det kan man umiddelbart godt forstå, for det vrimler med underfundige tårne og spir, gargoyler (til spildevand) og grotesker (til pynt) overalt på den. Selvfølgelig kan man komme ind i den, men man kan faktisk også købe billet til at vandre rundt på taget mellem alle de utrolige tårne og skabninger.

Lige ved siden af, ved den enorme domkirkeplads, ligger den flotte, overdækkede butiksarkade, opkaldt efter den tidligere konge Vittorio Emanuelle II. Det er et overvældende og overdådigt bygningsværk, som dog næsten overgås af luksuriøsiteten hos forretningerne i den. Her ligger de fleste af de store modehuse–og det er selvfølgelig gratis bare at kigge. I det hele taget er Milanos centrum hjem for alle de mærker, almindelige mennesker er nødt til kun at vinduesshoppe–men det er da altid sjovt at få et indblik i “how the other half lives”!

Byen har en del gode museer for nærmest enhver alder og smag. På det tekniske museum er der en helt forunderlig Leonardo da Vinci-udstilling, hvor de fleste af hans maskiner og andre konstruktioner er opbygget i træ. Virkelig beundringsværdigt at konstatere, at de fleste af hans opfindelser indeholder grundprincipper, som vi til stadighed bruger i dag. Her findes også oceaner af skibe, flyvemaskiner, tog–samt 5-10 meter høje legetøjs-Transformers opbygget af skrald. De sidste er vist fotograferet adskillige gange med små drenge som forgrund. Samme små drenge vil givetvis også kunne falde lidt i svime over det enorme fæstningskompleks,  Castello Sforzesco, som nærmest fylder en hel bydel og indeholder alt, hvad sådan en rigtig fæstning skal indeholde.

Milanos kunstmuseer er et kapitel for sig. Dem burde man nok bruge en uge på, hvis de skulle efterses grundigt. Her er overvældende megen barok- og renæssancekunst fra de yppigste mestre, så lad mig bare nævne, at Den sidste nadver i originalversion hænger i Milano, og at der, udover knapt så interessante billeder efter min smag, hænger en vildt fantastisk Caravaggio og Marias bryllup af Rafael.( Jeg skal nok oploade de to på Guldsøstre på Facebook.) Modehuset Prada har også sin egen samling af moderne (MEGET moderne!) kunst i et nyopført guldhus lidt udenfor byen. Her udstiller de illuminerede sandbunker, og umiddelbart ser det ud til, at man mindst skal være indehaver af en god portion Pradatasker for at passe ind samt med kendermine lade som om, man virkelig forstår!

Da byen, i alt fald gennem de senere år, har været Italiens finanscentrum, har der også været råd til god, bevidst og bæredygtig arkitektur. Der er rigtigt mange interessante, moderne bygværker i Milano, og ny, spændende arkitektur skyder op i helt nye bydele samt blander sig med gamle bygninger på en fantasifuld måde.

På en del restauranter i Milano udbydes op til 100 forskellige pizzaer på menukort på op til 10 sider i pizzaafdelingen. Jeg nåede ikke dem alle, men en del variationer indenfor italiensk skinke, som er min klare favorit. Jeg kan derfor konstatere, at de i den grad kan deres pizza dernede! Især i den vildt charmerende bydel Navigli langs de gamle kanaler, som nu blomstrer af liv, loppemarkeder og skønne cafeer og restauranter 24/7. Utroligt hyggeligt! Derudover kan de altså også det der med kager og konditorier–til overflod.

I begyndelsen af april holdes design- og møbelmesse i Milano. Hver eneste baggård i alle de gamle kvarterer i midtbyen bugner af værker fra unge, håbefulde designere, som viser deres allerbedste kreationer her. Og det er helt gratis at komme ind. Skal man derimod på den store 22-hal store møbelmesse, koster det 30 Euro, men så kan man altså også godt modregne både i indtryk og i alle de snacks og alt det slik, man kan erhverve sig undervejs. Hvis netop det ikke er af den store interesse, så find et andet tidspunkt, for prisen for overnatning går selvfølgelig op i perioden.

Endelig er der kun 20-30 kilometer fra Milano til de store søer som Como og Maggiore. Og alperne!

Prøv det! Det kan godt være, at forlængede weekender ikke varer så længe. Det gør indtrykket af Milano derimod!

 

 

 

Continue Reading

Hvor ligger diskretionen?

Jeg kører en del i tog mellem landsdelene, og hver eneste gang bliver jeg udsat for et helt uintenderet bombardement af andre menneskers privatliv. Hvadenten jeg vil det eller ej, kommer jeg ustandseligt med på en lytter, når der skal ringes. Og det skal der, skal jeg lige hilse og sige. Jeg vil vove at påstå, at intet sted tales der så meget i mobiltelefon som i DSBs Intercity eller lyntog. Min teori omkring det er den fuldstændigt ud af landevejen logiske, at der ret beset ikke er så meget andet at tage sig til!

Men det generede mig–altså indtil jeg fandt ud af, at jeg i grunden bare fik gratis, live podcast hele vejen hjem. Det generende var ikke lyden, ikke larmen, ikke forstyrrelserne. Men det faktum, at jeg personligt helt var sat ude af spillet omkring at vælge, om jeg ville lytte. Jeg kunne på det nærmeste IKKE vælge IKKE at lytte–med mindre jeg konstant rejste rundt med tonstunge, hermetisk lukkede ørebøffer eller anskaffede mig et sæt ørepropper. Selvfølgelig kunne jeg også sætte mig i en stillekupe, men der er ofte udsolgt–eller også glemmer jeg det.

Det, jeg allermindst forstår, er, at alle disse mennesker så modigt hænger enhver flig af deres, somme tider meget private, privatliv til tørre en mandag eftermiddag omkring Sorø. Eller Middelfart. Det virker som om, de alle totalt fortrænger tilstedeværelsen af en kupefuld af andre rejsende, der ofte keder sig lige så forrygende. De går simpelthen ind i deres egen lille telefonverden og diverterer samtlige medrejsende med alt fra de sidste nye utroskabshistorier i vennekredsen, til hvem der er et stort svin omkring Ringsted. Og hvorfor. Selvfølgelig er der også et utal af rejseberetninger mellem Hovedbanen og Slagelse, men de er for det meste en del mere diskrete. Samt alle aftalesamtalerne, men de er heldigvis oftest taknemmeligt korte.

Men tror folk virkelig, at vi ikke lytter? Alle os, der bare helt tilfældigt sidder i samme togvogn og faktisk nærmest ikke har noget valg? For så tror de fejl!

I lang tid gjorde jeg faktisk en del for ikke at lytte. Prøvede at distrahere mig selv, fordi jeg ligesom syntes, at alt det tilhørte en privatssfære, som ikke kom mig ved. Men det kan man jo ikke. Det er fysisk umuligt. Så hvis folk vil udstille deres snavsede vasketøj og andre pikante detaljer på vej over Fyn, er jeg da gerne med på en beskidt lytter. På det tidspunkt er jeg også ret træt af togkørsel, så enhver disktraktion er velkommen.

Med tiden må jeg rose mig selv for, at jeg er blevet relativt eminent til omgående at spotte, om et stykke privatliv er lytteværdigt. Jeg kan på få sekunder slå enhver form for aftalesamtale, der sendes i udbud i vogn 61, fra og  stille ind på et stykke snavs i samme vogn. Og jeg kan lytte ekstremt intensivt, hvis jeg vil. Man kan jo lige så godt få det hele med, når det nu alligevel er gratis. Som dengang en mand ved siden af mig ringede til konen og sagde, at han ville skilles. Inden jeg overhovedet havde set mig om, var vi i Kolding, så spændende var det!

Så jeg er–også med tiden–begyndt at skrabe til mig af alle de mange gratis lydbøger i serien “Fra det virkelige liv”, der konstant er i udbud hos DSB. De gør rejsen en del mere underholdende.

Og hvis folk ikke vil have, at jeg lytter, så må de Gudhjælpemig finde et andet sted end en DSBvogn med 50 passagerer til at podcaste deres privatliv!

Continue Reading