Om national stolthed.

Der findes en del variationer af national stolthed, og ikke alle er lige frugtbare. Det er dog en helt anden diskussion. Hvor uenigheden givetvis vil blomstre.

Men heldigvis er der også den form, der direkte affødes af at se, hvad vores lille land egentlig kan i udlandet. Af at føle en stor, rig, indre stolthed over, at vi i den grad kan noget med møbler og design, som både er unikt og samtidig særdeles populært i udlandet. Som nu Fredericia Møbelfabrik, som i årevis har produceret danske møbelklassikere, og som bare har så fin og tiltalende en udstilling på verdens største møbelmesse. Vel at mærke en møbelmesse, der fylder 22 velvoksne udstillingshaller og et areal på størrelse med en mindre provinsby.

Så får man sådan en lyst til at stille sig op med et lille skilt, der tilkendegiver, at man altså (også) er dansker. Ikke for decideret at stjæle af opmærksomheden, men fordi det er rigtigt meget værd for en selv at være dansker, når vores land repræsenteres så smukt.

 

 

Continue Reading

Når man får lov at komme med.

I flere årtier har jeg slæbt mine børn det meste af de allermest nærliggende verdensdele rundt. Det har været en stor personlig fornøjelse og oplevelse at få lov til at vise dem min lille del af verden. Og at udvide kendskabet til samme verden sammen.

Nu er det blevet payback-time. Nu er det mig, der bliver slæbt med til steder, de gerne vil vise mig. Hvor er det dog fantastisk og på sin egen måde utroligt fair.

Jeg er til møbelmesse i Milano, og selv om jeg da synes, jeg er rimeligt fantasifuld med hensyn til rejsemål, så var jeg nok ikke lige endt her, hvis ikke nogen havde slæbt mig med.

Faktisk gør det oplevelsen større. Altså det absolut intet at forvente og så finde en forårsudsprungen by med fantastiske, kreative og innovative udstillinger i alle hjørner og baggårde, som afkommet jubler af glæde over og ivrigt forklarer til os gamle.

Akkurat ligesom da jeg første gang viste dem Peterskirken!

 

Continue Reading

Sådan kan man også bo.

Huset her ligger i Milano, og man kan næsten ikke se huset for bare træer.

Efter dansk målestok ville indvendingen nok være, at så store træer overalt på altanerne vel tager alt for meget lys. Efter sydlandsk sandsynligvis, at træer er noget mere organiske og livgivende end de obligatoriske skodder, der tjener til at holde solen ude i de varme måneder.

I alt fald er det et smukt, usædvanligt og arkitektonisk nytænkende syn.

Continue Reading

Airbnb i Milano.

Så føler man sig da lige som en rigtig italiensk mama i rette omgivelser. Her i det allermest charmerende hus på en stille sidegade i en af Milanos forstæder vrimler det med grønne planter og nips i hobetal. Man kan med rette sige, at Airbnbs formål med at overnatte i andre folks hjem bliver opfyldt. Sådan BOR italienerne simpelthen!

Her er adskillige værelser i flere planer, en udsmykning, der ville have gjort et mindre provinsmuseum dødmisundeligt og en stemning, der bare er…nå, ja.. italiensk.

Når Airbnb fungerer efter hensigten, er det en fornøjelse og dybt anbefalelsesværdigt. Så jeg må ned og tænde for gassen til morgenmadskaffen, hen til bageren efter nybagt brød og i bad i badekarret med de lyserøde fliser og slyngplanterne.

Så er der nemlig ladt op til endnu en dag til designugen hernede.

Continue Reading

At rejse hjem.

Det underlige ved at rejse hjem er, at det på mange måder er forbundet med næsten samme glæde som at rejse ud. Når først hjemrejsen er indledt, kan det næsten ikke gå stærkt nok.

Men det er vel også lige præcis sådan, det skal være. Ellers var der næppe noget som helst point i overhovedet at flytte sig. På alle måder.

Continue Reading

Grand Cafe.

Som sagt er Oxford–udover de 38 smukke, gamle colleges–en by præget af Arts and Crafts ( se tidligere indlæg om William Morris), så her et billede fra den ikoniske Grand Cafe.

Ikke nok med at omgivelserne er usædvanligt smukke, men kagerne….. Det er næsten lige før, man helt glemmer at indånde den fantastiske atmosfære, fordi beslutningen om, hvilken af de overdådige kager, der skal nydes og fortæres, er så kompleks og anstrengende.

Grand Cafe er et must i Oxford. Hver dag.

Continue Reading

William Morris.

William Morris (1834-1896) var en af grundlæggerne af den engelske Arts and Crafts-bevægelse. Som Skønvirke i Danmark, Art Nouveau, Jugendstil og alle de mange andre navne, man har for perioden overalt i Europa, gik det primært ud på at bringe naturens former tilbage i kunsten samt at gøre kunsten tilgængelig for det brede publikum, også i dagligdagen.

Måske kan man med rette kalde dette perioden, hvor moderne, relativt lettilgængeligt design blev opfundet. Og Morris designede da også tapeter, stoffer og andre deciderede brugsting. Jeg synes, hans design, trods sin lidt bombastiske overvældenhed, er noget af det smukkeste, der findes. Se blot hvor naturen folder sig ud, og hvor smukt dens former anvendes.

Morris var gift med Jane Burden, som udover at have stået “model” til Elizabeth i My Fair Lady også var kunstnerisk muse for de fleste af de såkaldte præ-rafaelittiske malere. Og googler man hende, kan man garanteret tydeligt genkende hende fra verdensberømte malerier.

Alle disse pragtfulde kunstnere holdt til på Oxford-egnen, eller havde tilknytning hertil, så overalt hvor man færdes i denne skønne by, støder man på dem. Som nu her i gaveshoppen på Blenheim Palace, hvor jeg sagtens kunne have købt hele samlingen. Hvis jeg ellers havde haft økonomi og ikke bare rejste med håndbagage!

Continue Reading

Historiens vingesus.

Når man sidder og spiser morgenmad i den fantastiske spisesal på Keble College i Oxford, føler man sig lidt som et minimalt led i en historie, der allerede har varet over 150 år og stadig og forhåbentlig vil blive ved mange år endnu.

Det er påskeferie, så de studerende, som sidder her til daglig, er så meget ude af deres værelser, at folk som mig kan leje dem billigt. Det gør jeg næsten hver påskeferie.

Og så sidder jeg der med mine bjerge af røræg og bacon (og endelig ingen baked beans, for baked beans ligner noget, en anden allerede har spist før mig!!) og kigger op på galleriet af tusindvis af forlængst hedengangne rektorer og føler mig som en lille del af en stor tradition. Nemlig traditionen for lærdom, for at blive klogere og for at fordybe sig i tingene. For at gøre verden til et bedre sted gennem altid at søge efter ny viden, nye territorier og nye refleksioner.

For alt det kan man nemlig ikke gøre uden et forsvarligt morgenmåltid i selskab med gode ånder at starte dagen på.

Continue Reading

Rejsefeber.

Det er tidlig morgen, og ” mit” Vesterbro er ved at vågne. Der er mere og mere højlydt fuglesang her i gården end hjemme i min egen provinshave. Som om de godt ved, fuglene, at det her er et paradis, der skal bruges. Når nu alternativet er stenbro.

Himlen ser lidt fortrukket ud, så der bliver nok ikke den store udsigt, når jeg om få timer skal en tur op i den og forsøge at se lidt Nordsø. Men det bliver godt at komme en lille tur “hjem” til Keble College i Oxford. Ikke mindst på grund af morgenmaden derovre! Den er næsten det, jeg glæder mig allermest til.

Egentlig gider jeg slet ikke alle de tidsmæssigt omkostninger, der er forbundet med at komme dertil. Gå til Hovedbanen, Øresundstog, ventetid i Kastrup, forkrampet lavprisfly og britiske tog. Det tager jo en mellemlang krig. Men så er der jo morgenmaden…..

Og Oxford. Sæt i gang!

Continue Reading