En venlig tanke. Inkl. surt opstød.

Lige nu sidder det samlede danske, skriftlige censorkorps og er ved at drukne i opgaver. En stor, inderlig tanke til dem. De har 2-3 uger til at bedømme den portion, de hver især har bundet sig for. Man kan ikke individuelt binde sig til et bestemt antal opgaver, men man kan binde sig til et bestemt antal timer, som så nøje fordeles på de niveauer, man retter på. Altså således at en opgave på Niveau A har flere retteminutter end en B Niveauopgave. Generelt kan man ønske, hvilket niveau man vil bedømme på, men der er absolut ingen garanti for, at det ønske efterkommes. Det er alt sammen meget teknisk, men en rutineret censor kan sagtens holde en god akkord, og aflønningen er–for nu at sige det, som det er–det absolut eneste incitament, der kan holde voksne mennesker fastbundet til deres skriveborde nogle uger i den allerdejligste forsommer. Det er pænt aflønnet.

Undtagen hvis man er så uheldig, at UVM synes, at det er ens personlige HF/VUC-år. Og det har INTET med HF/VUC-uddannelsen eller niveauet at gøre. På forhånd–altså lang tid før stilene overhovedet er skrevet–får man tildelt sine censorater og de afmålte timer. Til gengæld får man udelukkende, og helt retfærdigt, løn for de timer/opgaver, man rent faktisk har bedømt. Så hvis elever udebliver, er det bare surt show og ingen penge. Og da de fleste censorer, jeg kender, nøje har lavet logistik på rettedagene samt også gerne anvendt pengene, især i fantasien, så er det rigtigt godt, gammeldags træls, hvis et stort antal opgaver mangler. Det gør de uhyre ofte på HF/VUC. De eksisterer ikke, er aldrig skrevet.

Lidt mere spiseligt er det dog, hvis man bliver sendt ud som mundtlig censor på HF/VUC. Så ved man nemlig fra årevis af erfaring, at det bliver lette, ofte behageligt korte dage, for hovedreglen er, at kun halvdelen af de anmeldte elever møder op. Selvfølgelig mister man penge på de udeblevne, men man får dog trods alt for kørsel og time/dagpenge. En af mine kolleger blev engang sendt nogle dage til det, i censorkredse, særdeles eftertragtede Bornholm for et antal elever. Ingen af dem syntes dog, at det var umagen værd at møde op, så hun fik sig en dejlig, lille Bornholmerferie, kvit og frit på statens regning.

Jeg ved godt, at et spørgsmål er begyndt at brænde på noget så eftertrykkeligt. Nemlig: Hvor er de elever?/Hvorfor kommer de ikke? Af flere årsager. HF/VUC er en betalingsuddannelse, hvad der jo også tydeligt fremgår af de mausolæer, de fleste centre har bygget på første række på diverse eksklusive adresser på havneområder i de fleste større provinsbyer. Der er mange typer elever, men lad mig primært beskæftige mig med dem, der vælger at blive væk fra eksaminer. Nogle af dem er seniorer eller måske endnu erhvervsaktive, der tager enkeltfag, sådan con amore. De har absolut intet at bruge eksamensbeviserne til, men har nydt at fordybe sig i et fag over en vinter eller to. Det er faget, ikke eksamen, der betyder noget, så hvorfor overhovedet udsætte sig selv for en stressende eksamen? Andre er placeret af kommunen. De fleste kommuner har desværre den ide, at unge, som har lidt svært ved at finde ud af, hvad de vil, og hvem de er, skal skovles ad VUC til. Så er kommunerne da i det mindste ude over problemet i de to år, det beregnes til at vare, så de betaler gladeligt–og naivt–for at skubbe problemet ned på den nærmeste havnekaj. Hvor problemet så bare overhovedet ikke er. Når man skovler hidtil uovervindelige ungdomsproblemer af enhver art ind i et uddannelsessystem, der er gearet til noget helt, helt andet, ja, så taber man altså en forfærdelig masse unge mennesker, som desværre oplever endnu et nederlag. Og i alt fald ikke går til eksamen i fag, de næppe har fulgt.

Til gengæld er det da klart, at man nok ikke råber SÅ forfærdeligt højt om de ikke-eksisterende elever dernede på havnefronterne. De giver jo en hulens masse penge i kassen. Man kan bygge og bygge (prøv selv at tjekke!) mausolæer over, for og på elever, der ikke eksisterer. I alt fald ikke andet end på papiret. Jeg har tit tænkt på, at de elever, der trods alt er inde i pralebyggeriet, da må have forfærdeligt god plads. Men hvor i alverden skulle alle de censorer, der afventer skriftlige arbejder og rejser fra landsdel til landsdel dog vide det fra?

Endelig så har det i mange år–eller i alt fald siden pragtbyggerierne begyndte at skyde op–undret mig noget så forvirrende, hvorfor helt almindelige gymnasieelever, der generelt passer deres ting, kommer til timerne og tager deres eksaminer, skal sidde 31 stuvet sammen i ofte meget forældede klasseværelser, der i sin tid blev bygget til 24. Mens alle de virtuelle elever har så fandens god plads……

Men en stor tanke til censorkorpset fra en, der nyder ikke længere at være en del af holdet. Og jeg ved godt, at I ikke har tid til at læse dette. I sidder begravet i kongruensfejl og gulerødder i form af spændende flybilletter på forventet efterbevilling.

 

Continue Reading

Dolly Parton. Eller Don`t Look Back in Anger.

For nogle år siden var vi i Manchester nogle dage. Jeg elsker at tage folk med til Manchester, fordi der nok ikke findes ret mange andre byer, hvorom folks forhåndsfordomme og indgroede modviljer er så stor. En stor, møgbeskidt industriby med usle adresser, høj kriminalitet og bøvede, øllede nordenglændere, hvis eneste bedrift er et nogenlunde acceptabelt fodboldhold (eller to), som selvfølgelig er allerbedst, når der er civiliserede danskere på holdet/ene.

Det, jeg elsker, er at se den forvandling, der sker, når medbragte gæster finder ud af, at dette faktisk er en rigtig dejlig, flot, smuk, spændende og nytænkende by.

Når vi rejser, prøver jeg altid at indlægge et teaterbesøg eller en lignende kulturel aktivitet. Men netop denne gang var ellers særdeles kulturelle Manchester som støvsuget for den slags oplevelser. Faktisk var det eneste tilbud en koncert med Dolly Parton. Nu skal det jo ikke hedde sig, at jeg er kultursnob–sådan mere end til husbehov–så jeg bookede et par billetter til Dolly Parton og Dolly Partons. Det var en yderst spøjs oplevelse. Tydeligvis har Fru Parton (s?) mange hardcorefans i Manchesterområdet, som både møder udklædte i hele westernsvineriet, inkl. cowboyhat, men som også er fuldt fortrolige med hele repertoiret og alle sange i bagkataloget. Det var en stor oplevelse at se og høre dem.

Det var også en stor oplevelse at høre Partonen. Damen kan jo både synge og er yderst professionel. Man får, om man så kan sige, på alle måder og områder noget for pengene og bliver rigtigt godt underholdt. Samt finder ud af, at mange af de fantastiske sange, man altid har troet tilhørte andre, faktisk stammer fra et sted der mellem brysterne. Jeg var temmelig solgt–will always love you, Dolly!

Så den aften bød Manchester Arena på en god oplevelse. Vi var glade, da vi gik. Det var de helt sikkert også forleden, men desværre kom nogle af dem ikke så langt. En kujon havde nemlig, helt utilgiveligt, besluttet sig for at lade sin personlige vrede og frustrationer, camoufleret som religiøst betingede, gå ud over uskyldige børn og teenagere.

Så er det, man ikke kan undgå at tænke på, at samme kujon jo lige så godt kunne have valgt Dolly og hendes publikum. I så fald havde han da i det mindste ramt voksne mennesker i stedet for børn. Den tanke kan jeg selvfølgelig ikke bruge til ret meget, andet end i første instans at ånde lidt halvlettet op over, at både Dolly, de andre, manden og jeg kom derfra i pæn ro og orden. Næste tanke var logisk set, at hvis nu begivenhederne havde haft en anden rækkefølge, så jeg i dag havde stået med et Partonkort–var jeg så gået til koncerten?

Ja, det var jeg! Jeg var i den grad gået ind i den arena, nej, jeg var spankuleret derind. Jeg havde klædt mig ud som cowgirl fra top til tå og skrålet med på alle sangene. Ikke for Fru Partons skyld ( i alt fald ikke ret meget!), men for lige at pisse det territorie af, der går ud på, at kujoner, der bruger religioner som skalkeskjul for at udføre terrorhandlinger og oven i købet er så store kyllinger, at de tager sig selv med at faldet, så de ikke skal stå til ansvar overfor deres menneskefjendske handlinger–de skal ikke bremse det liv, den glæde og den medmenneskelighed, der, trods alt, i sidste ende bliver vinderen.

På Albert Square brød en kvinde forleden spontant ud i Manchestergruppen Oasis gamle hit “Don`t Look Back in Anger”, og den store, sørgende menneskemængde fulgte hurtigt med på den smukke sang. For det er jo det, vi ikke skal–altså Look Back in Anger. For hvis vi gør det, har kujonerne jo vundet. Vi skal, i overført betydning, have noget mere– meget, meget mere– Dolly Parton i Manchester Arena—så vi kan synge, huje, te os westernsk og vise kyllingerne, hvem der tager teten og ikke lader sig kyse. Selvfølgelig skal vi sørge, mindes og aldrig glemme alle de dræbte, men hvis vi bliver ved med for evigt at se tilbage med vrede og føle os knuste—så er det altså dem, der har fået deres vilje og lige præcis, hvad de ønskede at opnå.

Jeg tjekker lige, om Dolly Parton(s) er på vej til Manchester……….

 

Continue Reading

Om haveborde. Eller måske mere om ikke-haveborde.

Jeg har købt mig et nyt havebord. Det gamle var tæret op af vejr og vind og mangel på vedligeholdelse. Jeg er ikke nogen god vedligeholder, men jeg er heller ikke nogen god havebordskunde. I det hele taget er jeg en skrækkeligt dårlig kunde, når det handler om ting til mit hjem, for jeg synes jo, ret beset, jeg har det hele i forvejen. Det er ikke mange penge, der går indretningsvejen her i huset, og de, der gør, har lidt svært ved at slippe ud af pungen.

Det er selvfølgelig derfor, denne blog absolut ikke–som de fleste andre for såkaldt modne kvinder–ikke handler om mode og indretning. Jeg er fuldstændigt ukvalificeret til at skrive om begge dele.

Derudover hører jeg til dem, der hele tiden må tage valg, når det drejer sig om mine egne penge. Det er der jo folk, der ikke behøver. Jeg kan ikke bare anvende dem til alt det, jeg nu engang godt lige kunne tænke mig at eje, for så ville jeg ryge ud i et gevaldigt forklaringsproblem i forhold til banken. Så for mig, som for så uendeligt mange andre, er anvendelsen af de forhåndenværende midler et prioriteringsspørgsmål.

Selvfølgelig har jeg allerede omregnet havebordet i returbilletter til diverse hovedstæder, og der går altså ret mange hovedstæder på et havebord. Omvendt er det en smule trist at sidde ude i haven med sin mad på skødet med overhængende fare for at tabe grillbøffen på terrassegulvet, hvor den lokale ko nok skal være der hurtigere, end man selv lige når at samle op og støve sand af.

Men selve denne, i min verden, store anskaffelse giver også anledning til helt andre tanker. Nemlig dem, at jeg ofte møder raske og rørige mennesker, der noget så gevaldigt ønsker sig et havemøblement fra Skagerak, en havestue, et nyt sofaarrangement med samtlige 1,2,3,4,5 og 6-ere eller at få hele hytten gennemrenoveret. Vel at mærke mennesker, der lige er gået på pension og nu, som de selv udtrykker det, rigtigt skal til at nyde det. Basalt synes jeg da, det er fint, at de investerer pengene i deres hjem, men det indebærer desværre ikke, at jeg forstår det eller dem. Det er jo ikke fordi, murværket er ved at falde sammen omkring dem, møblerne er tyndslidte eller arkitekturen i huset råber på en tilbygning. Men det er til gengæld, for de fleste, sådan, at når de hjemlige overønsker er opfyldt, så er der bare ikke flere penge tilbage. Penge til det sjove, forstås. Eller måske penge til det, jeg personligt opfatter som sjovt. Dem, der har råd til begge dele, beskæftiger jeg mig ikke med her. De er jo bare heldige og misundelsesværdige, og fred være med det og dem.

Men det overgår min fantasi, at man kan drømme om en pensionisttilværelse hjemme i sofaen og havestuen. At det er lykken at sidde der og kigge ud på verden–dag ind og dag ud. At man i stedet for at gribe den dag, man nu efterhånden har fået lov til helt selv at udfylde, griber sin egen røv ned i sofaen. Når nu verden ligger derude og venter. Og verden behøver såmænd overhovedet ikke betyde strabadserende trekking i Himalaya eller bare weekend i Paris, for den sags skyld–verden er er meget mere en metafor for at kigge ud fra sig selv og se mangfoldighederne og forskellighederne.

Selvfølgelig er det trygt og som regel fuldstændig ufarligt at sidde bag egne ruder og kigge ud. Jeg spekulerer bare på, om man mon nogen sinde ser andet end sin egen have?

Det er mange år siden, jeg bestemte mig for at samle på oplevelser–og ikke på ting. Og med årene er den mangfoldighed og den bagage, det har givet mig, blevet til en øredøvende vished omkring, at jeg–for mig–tog det rigtige valg. Derfor har jeg nok også så svært ved at forstå, hvad tingssamlinger egentlig giver andre mennesker. Jeg forstår, med andre ord, overhovedet ikke værdien af en havestue, når den koster det samme som en familietur til Myanmar. Eller måske endda mere. Det kan da godt være, at den sådan konkret holder 20 år–men hvor ligger oplevelserne og herlighedsværdien? I at sidde der i 20 år og se sin egen have gro?

Så det er altså ikke for at sidde permanent i haven, at jeg nu har investeret i et havebord. Bare tanken kunne få mig til at gå i selvsving så store, at de decideret ville blive farlige for min umiddelbare omverden. Selvfølgelig skal jeg sidde i min have, men jeg skal også en masse andet. Jeg må jo prioritere min økonomi, og øverst på den liste står oplevelser. Jeg bilder mig selv ind, at netop de giver mig et lidt mere nuanceret syn på livet end det, i alt fald jeg ville få ved at sidde og kigge ud på min egen have. Hver dag.

Continue Reading

Om kvæg.

At dømme efter lugten er jeg begyndt at holde indendørs kvæg. Besætningen består dog indtil videre kun et et styk lyshåret, langhåret ko med ret markante Retrievergener. Til gengæld giver styrken på lugten grund til at tro, at der i mit parcelhus befinder sig en mellemstor kvæghjord, samt sikkert spekulationer omkring at jeg i min fremskredne alder pludselig er begyndt intensivt at forfølge en gammel drøm at blive indendørs kvæghyrde.

Det er dog ikke tilfældet. Altså det med hyrdedrømmene. Til gengæld har jeg tilsyneladende et dyr, der går med store, uforløste drømme om akut at blive til en ko. Praktiker, som han er, starter han med lugten. Et sted skal man jo begynde. I grunden er det også særdeles enkelt. Man skal bare finde en stor, fed, snasket, rimeligt nylagt kolort og så påføre sig selv den. Helst i et ubevogtet øjeblik, hvor ens mennesker, der nok har købt en Retriever, fordi de gerne ville have en retriever–og ikke en ko!–er sådan lidt udenfor synsvidde. Og råbevidde. Så er det bare med at vende bunden i vejret og rigtigt få sig gnedet ind i snasket. Virkelig grundigt.

Det er sådan med kolort, at det hænger bedst ved på maven, for der er hårene lidt finere og lidt længere. Men ryggen er også taknemmelig, for der kan man få det gnedet helt ind til hudniveau, og enhver med erfaring indenfor kolortbranchen ved jo, at så holder det så meget, desto længere. Så er det nemlig praktisk talt umuligt at vaske af. Når man dypper hovedet i det, kan man i øvrigt også lige tage sig en lille smagsprøve–sådan bare for kvalitetssikringens skyld. Ellers er hestepærer som hovedregel noget mere letfordøjelige, men selvfølgelig er de ikke helt så behageligt snaskede.

Erfaringsmæssigt ved jeg, at mit indendørs kvæg lugtmæssigt holder en god uges tid. I min store naivitet troede jeg engang, at lugtgenerne kunne fjernes med vand og sæbe. Det, ved jeg nu, er ikke tilfældet. Indrømmet, på et tidspunkt greb jeg også i desperation til Burberry Weekend, men blandingen blev ligesom mere til Burberry Hverdag med ko.

Om morgenen vågner jeg derfor ved en morgenfrisk kopote, der vækker mig i et soveværelse, der natten over er blevet transformeret til en kostald med løsdrift. Sådan lugtmæssigt. På intet tidspunkt i løbet af dagen er jeg usikker på, hvor mit kvæg befinder sig, for jeg kan simpelthen bare gå efter styrken af kolugt. Rent lugtæstetisk er det en befrielse, når mit kvæg går i haven, for så oplever jeg nogle få minutter frihed til at genskabe troen på, at jeg i virkeligheden slet ikke bor på en landejendom med en ret massiv kvægbestand–men i et parcelhus.

Selvfølgelig har jeg googlet i øst og vest for at finde ud af, hvorfor det ikke bare er ok er være Retriever. Altså hvorfor man hellere vil være ko. Forklaringerne er lidt besynderlige og ikke altid lige vederhæftige, så jeg må vel bare acceptere, at jeg er indehaver af et dyr, der hellere vil være et andet dyr. En smule uforståeligt, for i min optik er det da, trods alt, lidt mere behageligt at være Retriever end at være ko. Især hvis man, som mit dyr, har været så heldig at vinde manden og mig i hundelotteriet.

Endelig—og det er så den helt personlige vinkel–så havde jeg da nok købt mig en ko, hvis det var sådan en, jeg ville have haft. Måske kan man endda få køer, der meget hellere vil være retrievere?

 

Continue Reading

Om pension.

Der har de seneste dage været en del i medierne omkring, at det for nogle slet ikke kan betale sig at blive ved med at spare op til pension. Jeg er absolut ikke inde i de mere spidsfindige, tekniske detaljer, men kan godt gennemskue, at nogle mennesker simpelthen taber deres gratis pensionsydelser, hvis de har sparet for “meget” op. Altså på forunderlig vis sparet op til staten i forsøget på at spare op til sig selv.

Så vidt jeg kan regne ud, er der ingen fare for, at jeg ender i den situation. Det er da i sig selv en befriende tanke. Nok har jeg trofast erlagt min skat og aldrig rigtigt skyldt noget, men derfra og til ligefrem at begynde at forære staten af min slidsomt opsparede pension er der nu et stykke vej. Jeg kom ud i tide, men det er der altså en del, der ikke gjorde. Fordi de ikke vidste bedre.

Jeg har veninder, der langt op i tresserne stadig er på arbejdsmarkedet. Nogle af dem selvfølgelig, fordi de gerne vil, holder meget af deres job og absolut ikke føler sig trætte af en udearbejdende dagligdag. Men der er også dem, der bliver ved i en indgroet angst for, at de i den sidste ende ikke vil have penge nok til at overleve et pensionistliv på rimelige præmisser. Det må være enormt surt for dem pludseligt at få informationen omkring, at de såmænd med samme økonomi kunne være stået af for flere år siden.

For det er jo i denne ende af livet, at årene begynder at tælle enkeltvis. Hvor bevidstheden om, at de år, der stadig er tilbage, skal udnyttes til fulde og anvendes på alt det positive, bliver en stor del af både dagligliv og fremtidsplanlægning. Der er ikke længere så meget tid til omveje, spild og forkerte beslutninger. Og i alt fald ikke til at sidde x antal år af på arbejdsmarkedet blot med det ene formål at tjene lidt mere til pensionsydelser, som det nu viser sig, at staten alligevel betaler.

Så på en højst ulogisk, usolidarisk måde blev jeg egentlig så glad, da jeg hørte, at jeg i virkeligheden havde gjort noget rimeligt genialt for mig selv og min kommende pengepung ved at stå af som 60-årig. Der er ikke mange kroner i det, men det behøver jeg nu altså heller ikke. Til gengæld har jeg, desværre ulig så mange andre, der stadig skraber pensionspenge ind, opnået, hvad jeg selv kalder “det brokløse liv”. Altså arbejds-brokløst.

På mystisk vis har den arbejdsrelaterede brok nemlig forladt mit liv. Jeg har, med andre ord, ikke det mindste at brokke mig over. Det slår mig med fuld styrke, når jeg taler med tidligere kolleger, der stadig sparer sammen til den pension, de nu så tilsyneladende alligevel bare skal overgive til staten. Der er så uendeligt meget brok i dem. Så umådeligt meget utilfredshed, stress og manglende tid til det, nogle-og-tresårige i virkeligheden burde beskæftige sig med. Nemlig at gøre lige præcis det, de har lyst til. I de år, de har tilbage.

Så jeg har temmelig meget ondt af alle dem, der både slider sig gennem en arbejdsfyldt dagligdag for at tjene unødvendige penge og samtidig brokker sig noget så gennemgribende over det faktum, at det er nødvendigt. Når det nu tilsyneladende overhovedet ikke er nødvendigt.

Samtidig undrer det mig, at netop disse informationer synes at være hemmeligholdt i en hel del år. Jeg er sikker på, nogen vidste eller havde regnet sig frem til, at det var tilfældet for længe siden. Jeg er meget imod enhver form for konspirationstorier, men enhver kan vel se, hvem (eller hvad) der scorer en del millioner på disse manglende oplysninger. Altså ved at blive fri for at punge ud.

Det nytter ikke for mig at være bagklog og sige, at jeg kom ud i tide, fordi jeg kendte til sammenhængen. Til gengæld er jeg vel nødt til at sige: Hvor heldig kan man lige være? Med tilbagevirkende kraft? Og brokfri.

Continue Reading

Krakow.

Krakow er et absolut overkommeligt feriemål. Perfekt til forlængede weekender og halvslatne feriebudgetter, for her får man noget for både tid og penge. Kun ca. 1 times flyvning fra KBH og priser, der hverken for fly eller hotel er tilstrækkelige undskyldninger for at blive væk.

Krakow ligger i Sydpolen og er en ældgammel kulturby med ca. 1 million indbyggere. Det fremgår med al tydelighed, at byen har været meget rig engang og senere har fået lov til at forfalde i ind i kommunismens altoverdøvende, kållugtende gråhed, for derefter at genopstå på basis af EU-penge og masser af turister. Generelt består byen af 3 kvarterer/områder (der er dog mange flere, men de skal ikke nævnes her): Den gamle by med masser af kulturminder, kirker, den store markedsplads og slottet Wawel, den oprindeligt jødiske bydel Kazimierz samt Podgorze, hvor ghettoen lå under 2. verdenskrig, og som nu er en bydel, der stadig lugter af kål og genuin Østeuropa.

Den gamle by er selvfølgelig et besøg værd, og det ses da også på mængden af turister, som på visse sommerdage synes næsten uigennemtrængelig. Her er nydeligt, velfriseret og ikke specielt polsk. Nærmere sådan lidt midteuropæisk med pil mod Tyskland og Tjekkiet. Vel er seværdighederne store, som det enorme Wawelslot med katedralen  og den fantastisk smukke Mariakirke, men udbuddet af restauranter, julekrybber, rav og trædyr er såmænd ikke væsentligt forskelligt fra det, man finder i andre bydele. Bare dyrere.

Derimod er den oprindeligt jødiske bydel, Kazimierz, som de senere år har oplevet et stort spring ind i fremtiden–ikke mindst pga. masser af undergrundskultur og filmoptagelserne til Spielbergs Schindler`s List–virkelig et besøg værd. Selv om her nu kun bor omkring 300 jøder–mod at have været det absolutte europæiske centrum for jødisk kultur før 2. Verdenskrig–er her et væld af synagoger og andre jødiske kulturinstitutioner. Det er også her, undergrundskulturen i form af gadekøkkener, street art og små, finurlige designerbutikker trives i allerbedste velgående. Især gaden Josefa med al sin alternative design- og hipsterkultur kan sagtens række til en seriøs gang eftermiddagsshopping–oven i købet til særdeles forståelige priser. Her er også markeder og et utal af restauranter–og der er andet end kål og pølser. På en måde er bydelen lidt som visse kvarterer i Berlin for 10-15 år siden. Her ulmer af kreativ grøde.

Går man efter en snert af det oprindelige Østeuropa, skal man krydse floden Wisla og bevæge sig ind i Podgorze. Det er også her, Oscar Schindlers emaljefabrik, der under krigen reddede en del jøder fra udryddelseslejrene, ligger og nu er omdannet til museum. Alle jøder blev flyttet til dette område, og man kan stadig se rester af muren omkring ghettoen. Her ligger traditionelle, polske restauranter side om side med juvelerbutikker og masser af antikviteter–altså hvis man er pæn, ellers er det vel bare engang skrammel, hvor man kan være heldig at gøre et fund. Her er fraværet af turister øredøvende, og det i sig selv er ualmindeligt befriende. Det er jo nu engang sådan, at det værste, turister ved, er andre turister……. I øvrigt ligger her også et spritnyt museum for moderne kunst, som netop, da jeg var der, havde en virkelig morsom udstilling af pasticher på verdens store kunstværker. Og det var virkelig godt lavet. Arkitektonisk er bygningen også spændende–og det koster 15 kr. at komme ind!

Krakow ligger også i umiddelbar nærhed af verdensseværdigheder (ordet er forfærdeligt i denne forbindelse, men jeg kan ikke finde et andet!) som Auschwitz og Birkenau, som man sagtens kan bruge en dag på at se og fornemme. Det er ikke en positiv oplevelse som sådan, men det er nok en nødvendig. Her er også vidunderlige saltminer, som man kan nyde på en lidt anden måde.

En forlænget weekend i Krakow er absolut tilstrækkeligt, men jeg er sikker på, de forfærdeligt gerne vil have, at man bliver lidt længere. Det kan man også sagtens–her er masser at se, og priserne er til at have med at gøre.

Continue Reading

Om københavnere. Og andre.

Det sete afhænger som sagt oftest af øjnene, der ser. Men jeg har lagt mærke til, at det opfattede meget ofte afhænger af omstændighederne, det opfattes under. At min egen personlige opfattelse, og dermed også bedømmelse, faktisk meget ofte er  dybt afhængigt af noget så tåbeligt som geografi.

Som nu københavnere. Derovre i deres by er de jo, groft sagt, noget overvældende. Der er virkelig, virkelig mange af dem, og de kan alle genkendes på deres sprog, som de i øvrigt ikke tøver med at bruge en del mere, end vi jyder nu umiddelbart synes er nødvendigt. Personligt taler jeg ikke så meget offentligt (og her mener jeg på gader, stræder og i forretninger) i København. Det er så heller ikke nødvendigt, for det kan de indfødte sagtens finde ud af at gøre selv. Jeg føler mig, helt ærligt og dybt begrædeligt, sådan lidt (med et moderne ord) marginaliseret derovre. Sådan lidt som en, der ikke helt hører til. Kusine træskostøvle fra pløjemarken. Vel vidende, at det kun er mig selv, der stopper mig ned i den position.

Men når jeg møder dem (og man kan jo stadig kende dem på sproget!) i Uggabuggaland efter en måned i udlændighed, så kan det da ellers nok være, jeg oplever den store forsøstring. I mangel på ordentlige jyder eller folk fra andre anstændige dele i fædrelandet, må jeg jo indrømme, at selv mennesker fra hovedstadsområdet i alt fald er bedre end ingenting. Så bliver de pludselig til danskere på lige fod med mig selv. Danskerne mod Uggabugga. Selvfølgelig kun ud fra geografiske omstændigheder, men alligevel.

Og sådan er det også med så mange andre folkeslag. Når jeg går rundt nede i Auschwitz og Birkenau, som jeg gjorde i sidste uge, oplever jeg en hjerteskærende medfølelse med alle jøder. Selvfølgelig primært de, der mistede livet og blev pint ihjel under forfærdelighederne, men bestemt også med mere vidtrækkende konsekvenser ind i vore dages samfund. En kollektiv skyld og en stor undskyldning–pr. efterkrav–til samtlige jøder over hele verden. Til gengæld er samme folkeslag absolut ikke øverst på min hitliste, når jeg er i Israel. Dernede er de jo, i mine øjne, primært skurkene, der i den grad ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og anstændigt overfor andre folkeslag. Altså igen en geografisk forskydning, som selvfølgelig i denne sammenhæng også er historisk og tidsmæssigt betinget.

Jeg er også dybt anglofil og elsker det britiske folk. Tillige er jeg protestant, i alt fald af navn og kultur. Jeg dyrker briterne, britisk kultur og britiske skikke, når jeg er i England, men det kan da ellers nok være, at når jeg geografisk befinder mig i Skotland og–især–(Nord)Irland, så er samme folk med et reduceret til modbydelige, undertrykkende imperialister. I Irland er jeg pr. definition og for det meste på katolikkernes side, men det tager kun en lille sejltur over vandet pludselig at skifte side.

Og sådan er det med mig så mange steder i verden. Disse er kun udvalgte eksempler. Mine sympatier skifter som geografien og ( i nogle tilfælde) tiden og historien.

Jeg ved også godt hvorfor. Det hele handler om “The Underdog”. For med en god, socialdemokratisk, demokratisk, dansk opdragelse ligger det simpelthen i mine gener, at jeg altid skal være på underhundens side. Det er så indgroet, at det kommer af sig selv, uden at jeg egentlig skal tænke over det. Det er meget mere en refleks end en overvejelse. Vi danskere–eller i alt fald mange af os–dyrker jo vores lidelsesparametre på den måde, at vi altid har det bedst med at holde med dem, vi har målt til at have lidt mest. I tilfældet med koncentrationslejrene er dette selvfølgelig helt og aldeles indiskutabelt, hvilket nok ikke så kategorisk gør sig gældende andre steder.

Det er f.eks. derfor, jeg ikke har det så godt med københavnere derovre i deres by. For der er det jo klart mig, der er den lille provinsvovse, som jeg så er nødt til at holde med at have ondt af–for at være sikker på, at nogen overhovedet gør det. Når både de og jeg er på udebane, kan vi derimod mødes på fælles hundetrin. Når briterne holder sig hjemme hos sig selv, er de jo fine, men når de gør andre nationer til underhunde, falder hammeren. Ligesom den gør overfor jødiske bosættelser og landeveje, hvor palæstinenserne ikke må køre.

Og i grunden er det vel godt med al denne nationale ambivalens. På sin egen, bagvendte måde gør den jo netop op med de ting, der i første omgang forårsagede den. Når et folk stemples som mindreværdige i forhold til et andet folk, tænkes der udelukkende i absolutter. Sådan er verden jo ikke. Og at tænke i absolutter er–både mht. folkeslag og livet i alle dets facetter–det farligste, der findes. Så det er faktisk helt ok, at københavnerne er rimeligt irriterende i deres egen by, mens de godt kan bruges i udlandet. Eller at det var utilgiveligt, hvad jøderne led under krigen, mens det samtidig er svinsk, hvad nogle af dem foretager sig nu. Det beviser nemlig, at livet ikke er absolutter, og at det faktisk er vigtigt, at vi stadig fastholder sympatien med underhundene. Alt afhængigt af geografi.

Continue Reading

En god film.

Hotel Rwanda. DR3 15.55.

Sikkert helt hen i vejret ( i bogstaveligste forstand) at anbefale en film lige midt i sommerheden og det allerfineste majvejr. MEN: måske er man allerede sådan lidt for lyserød, måske er der ikke mere skvalderkål at rykke op–eller måske trænger man bare til en rigtig god film.

Denne handler om folkemordet i Rwanda, i alt fald som omdrejningspunkt. Men allermest handler den om os mennesker på godt og ondt. Om hvordan det, trods alt, er muligt at bibeholde sin medmenneskelighed og sunde fornuft midt under et af historiens mest blodige folkedrab. Og selvfølgelig også om, hvad der får os mennesker til at begå de største uhyrligheder overfor helt uskyldige naboer.

Det er ikke en blodig, voldsudpenslende film, men en stille, flot og velkomponeret film, som på den allermest sobre måde kommer omkring et meget stort og kompliceret emne. Og alle skuespillerne spiller fantastisk.

Continue Reading

Guldregn.

Da jeg var barn, var der mindst 100 børn, sådan på årlig basis, der døde af at spise guldregn, fordi de troede, det var ærter. Hvis det ikke tog dem, drak de vand fra liljekonvaller, og opnåede samme, dybt definitive, resultat. En del slog sig på kogesprit og kaustisk soda, men de overlevede vist bare på kummerlig vis eller blev tordnende fulde. Ingen af delene var eftertragtede. Og alle var dybt skræmmende.

På næsten hvert gadehjørne stod der børnelokkere med udslåede fangarme og masser af slik. Vi anede ikke, hvad det egentlig var, de ville os, men det var essentielt også overflødigt, for vi var hjemmefra vaccineret så eftertrykkeligt, at vi var ulokkelige. Vi kom heller ikke på kirkegårde og visse skovarealer, fordi der både huserede lig, spøgelser og andre former for utiltalende og, ikke mindst, farlige væsner.

Der var godt nok meget, der var farligt, da jeg var barn. Rigtig meget, jeg skulle passe på og vige udenom. Så meget, at alle vi børn nærmest kunne forældreforedragene udenad.

Så kunne vi jo sammen repetere dem, når vi uden cykelhjelme kørte de 4 kilometer til og fra skole på den befærdede landevej, for den var der da heldigvis ingen, der havde advaret os imod.

Jeg tænker altid på alt det, vi ikke måtte, og som var dødsensfarligt, da jeg var barn, når guldregnen blomstrer. Og på en eller anden måde tvivler jeg på, at den virkelig havde så overstrømmende mange børneliv på samvittigheden. Men truslen var da i det mindste afskrækkende. Hverken da eller siden har jeg på noget tidspunkt grebet mig selv i at få helt ustyrlig lyst til at spise guldregn. Men tabstallene var rimeligt høje derude på landevejen…..

Continue Reading

En god bog.

Lone Kuhlmann: Vi bliver ikke yngre–fat det!

Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg er multi-multiallergisk overfor de fleste såkaldte selvhjælpsbøger. Især de ubeskriveligt dårligt skrevne, som ofte hylder besynderlige, hjemmestrikkede teorier, og som der lige så besynderligt tilsyneladende er et, omend minimalt og især kvindeligt, menopausisk, publikum for.

Så denne falder helt udenfor den overflødige kategori. Fru Kuhlmann kan skrive, så dameenglene synger. Det er en nydelse i sig selv at læse hendes bog på rent retoriske præmisser. Og damen har jo en masse på hjerte. Netop til alle os, der iflg. samfundets selvforståelse, er blevet “ældre”. Hun gør op med og punkterer snart sagt enhver myte om ældre kvinder, og med sit vid, sit vidunderlige sprog og sine utroligt velrettede spark efter både sig selv og verden som sådan, formår hun på fineste vis at provokere læseren til både at tænke selv samt tage en del ting op til revidering.

Det er sådan en bog, der nærmest råber efter en dynamisk studiekreds af erfarne, selvironiske kvinder, der i stedet for at pille i egen navle kunne efterleve og afprøve livet, som det foreslås her. Beklager, her er ingen blomstermedicin og østerlandske guruer. Dette handler om en fornuftig tilgang til livet, som det er. Hurra for, at den slags stadig findes.

Og tusind tak til den veninde, som lånte mig den!

Continue Reading
1 2 3 5