Danmark er et lille land.

I går solgte jeg et lille arvestykke gennem DBA. Det viste sig, at køberen for det første boede i min barndomsby, for det andet kendte min mor og for det tredje var gammel kollega til min svigerinde. Det brugte vi mange sms-er på. På min sidste rejse som rejseleder stødte jeg over en ældre herre, som viste sig at være født og opvokset i den samme lejlighed i Århus, hvor  min søn nu bor. Det brugte vi mange kilometer på.

Og det er jo på ingen måder noget særhør. De fleste kender den type historier. Om at vi ikke skal være ret længe i et sammenrend af, for os, ukendte mennesker, før vi finder nogle stykker at være i familie–eller i alt fald på fælles venner–med. Faktisk tror jeg ubevidst, vi på mange måder opsøger det, for udover at give stof til samtale, giver det jo også tryghed. Den der med “Nå, er I fra XXX. Jamen kender I så?” Som altså både er en rigtig god indgang til at snakke sammen samt en begyndende følelse af, at her er da nogle vildtfremmede mennesker, som måske slet ikke er så fremmede endda.

Jeg spekulerer nogle gange på, om denne høje frekvens af fælles venner og bekendte også gør sig gældene for mennesker, der bor i store lande med masser af indbyggere. Nok ikke med så høj en grad af pletskud som for os danskere. Der er jo ligesom ikke så mange af os at vælge imellem. Så rent statistisk bør vi simpelthen have større chancer for at have fælles berøringsflader end dem, der har strøet over 50 millioner ud over deres areal.

Jeg synes, det er hyggeligt. At mange af os sådan er lidt i familie med hinanden eller i det mindste kender nogen, der kender nogen. Måske er det også et led i al den danske hygge, som både vi selv og nu også udlandet dyrker så intensivt.

Selv om der selvfølgelig, trods alt og stadig, er folk, som jeg helst ikke vil hverken være i familie med eller kende. Eller kende nogen, der kender. Men dem kan man jo så bare lade være med at inddrage i konversationen.

You may also like

Skriv et svar