Om danskere og drikkepenge.

På min sidste rejse havde jeg en arrogant skid af en chauffør. Gæsterne var heldige, hvis han gad at sige Godmorgen, og han præsterede at lade samtlige kufferter stå ude i silende regn, indtil jeg og en anden gæst forbarmede os over dem og fik dem ind. Bare for at nævne et enkelt eksempel. Alligevel blev der, efter endt rejse, samlet ind til ham, og da eneste indsamlingsbøtte denne gang var en gennemsigtigt plasticpose, kunne enhver konstatere, at der blev givet rundhåndede Eurobeløb til manden.

Jeg, derimod, fik–som sædvanlig–intet. Der var ingen, der så meget som overvejede at sætte en indsamling i gang.

Nu skal dette ikke forstås som en økonomisk klynken. Jeg klarer mig nok. Det skal mere forstås som en forklaring på, hvordan det psykisk påvirker mig, når jeg lever i et miljø, hvor drikkepenge er en vigtig faktor. For selvforståelse, selvtillid, selvrespekt og selvværd. Og hvor chauffører tjener mere end mig. Også uden at medregne de 3-400 Euro, som de skattefrit putter i lommen efter hver tur. Og hvor man internt vurderes på drikkepenge. Der findes nemlig en uskreven lov, som vi alle kender, der simpelthen siger, at jo flere drikkepenge, jo bedre til ens arbejde….. Egentlig ret logisk.

Om aftenen mødes chauffører og guider fra forskellige lande, hvis de er på samme hotel. Uvægerligt går snakken om dagens dont, og uvægerligt går den også på fede drikkepenge. Det er der vel intet underligt i, da mennesker i alle erhverv nok taler om deres løn. I begyndelsen, da jeg var rimeligt uerfaren, fortalte jeg, til stor undren for flokken, at jeg ikke fik nogen. Så kiggede de noget skeptisk og undrende på mig. For hvorfor kunne gæsterne ikke lide mig? Jeg render også tit ind i chauffører, jeg tidligere har kørt med, som fortæller mig, hvad gruppen, vi fælles har kørt en uge sammen med, har givet dem. Når jeg så beretter om mit 0 på netop den konto, får jeg tit: “Jamen, jeg synes da ellers…..” eller ” Så skal du bare vide, at JEG da i alt fald synes, du er en god guide.”  Underforstået: Det gjorde gæsterne ikke.

For det er jo det, det drejer sig om. Gode guider får gode drikkepenge, dårlige får ingen. Så jeg er altså en dårlig guide. I deres univers er det lige præcis sådan, at hvis man ikke får drikkepenge, er det udtryk for gæsternes åbenlyse hævn over en fuldstændig umulig rejseleder. Alle guider fra andre lande får jo også drikkepenge–det er kun hende den absolut forfærdelige dansker, som gæsterne tydeligt pisser på hver gang. Endnu mere soleklart bliver det da af, at chaufføren, som har kørt med præcis samme gruppe, har fået et pænt beløb af de gæster, der valgte at håne deres rejseleder.

Jeg sætter mig aldrig sammen med guider og chauffører mere. Det gør simpelthen for ondt. Jeg hader de blikke og de usagte spørgsmål, jeg kan se, de nærmest ikke kan skjule. Og jeg forsøger at negligere chaufførernes indbyrdes undren over mig, for de fleste af dem synes da, jeg er ganske tilforladelig. De kan for det meste godt holde ud at være sammen med mig en uge og synes heller ikke, jeg er sådan åbenlyst uforskammet overfor gæsterne.

Men det påvirker mig. Jeg er begyndt at tvivle på min egne evner. Miste dele af min selvtillid. Og endnu værre. Jeg kan godt frygte, at det også med tiden kan få den indvirkning, at jeg bliver mere ligeglad. Tager tingene mere tilfældigt, for ligemeget, hvad jeg gør, er det jo tilsyneladende ikke godt nok. Som på denne tur, hvor en pissearrogant skid af en chauffør tilsyneladende gjorde sit arbejde meget, meget bedre end mig!

Jeg bliver også ked af det. Og igen skal det understreges, at det ikke er pengene, men udelukkende den symbolværdi, der ligger i dem. Jeg synes virkelig, når jeg selv skal sige det, at jeg sætter en ære i at udføre mit arbejde ordentligt–og lidt mere til–men jeg kommer virkelig, virkelig i tvivl om, om det overhovedet er tilfældet. For i den verden, jeg færdes i, bliver jeg jo hånet til jorden, hver gang en rejse er ovre.

Det er jo ikke sådan, at chaufføren er dårligt lønnet og tjener mindre end mig, selv om jeg er på dansk overenskomst og han ikke. Tværtimod. Han tjener, efter skat, mere end mig. Det er også sådan, at der gerne gives drikkepenge til vrantne servitricer, som serverer en enkelt øl undervejs. Det kan jeg jo se.

Så når vi når lufthavnen på vej hjem, går jeg gerne lidt i enrum og tørrer et par tårer. Og spørger mig selv om, hvad det er, jeg sådan fuldstændigt har overset. Hvad er det, de andre guider kan, som jeg ikke evner? Og hvis folk er så utilfredse, kunne de så ikke bare have påtalt det undervejs, så jeg kunne have rettet op på det, i stedet for denne ultimative hævn?

Som jeg plejer at sige til min mand ved hjemkomst, så vil jeg endnu engang overveje, om jeg skal blive ved i et job, som jeg egentlig holder meget af. Og gør mit bedste for at være god til. Men som jeg hver gang tvivler på, om jeg egner mig til. Fordi jeg, trods ultimativ arrogance, altid må stå i skyggen af en chauffør, der skal belønnes velvilligt og økonomisk. Skal have en konkret tilkendegivelse af respekt og tak for veludført arbejde. Det skal jeg tilsyneladende ikke. Og det bringer mig i forfærdelig tvivl om, om det passer, at jeg godt kan finde ud af arbejdet.

 

You may also like

Skriv et svar