Mit drivhus.

Hermed et billede af det eneste sted i min have, hvor der i denne sommer er tørvejr og anstændige temperaturer. Her når vi, på DMIs skala for sommerdage, altid op i nærheden af en sådan.

Jeg elsker mit drivhus. Og jeg har et meget anstrengt forhold til resten af min have. Den er, for det meste, overflødig. Jeg kan jo ikke spise den. Samtidig med, at den i sådan en regnvejrssommer synes at have helt sit eget liv, i alt fald på ukrudtsfronten.

Men inde i drivhuset er der tørvejr. Og de ting, som JEG har bestemt, skal vokse derinde, gror helt af sig selv. De skal faktisk kun vandes lidt ind imellem. Det drejer sig om tomater og agurker og en ældgammel vin, der hvert år giver så mange druer, at diverse elever flere gange har set sig nødsaget til at pjække fra engelsk, fordi de var for høflige til at afslå endnu en obligatorisk drueklase midt i grammatikken. Bilder jeg da mig selv ind.

Jeg har også eksperimenteret med andre afgrøder. Peberen fandt aldrig hen, hvor peberen gror. Den var voksevranten og nåede aldrig ud over babyårene. Squashen, derimod, satte ud med imperialistiske tendenser helt fra starten og overmandede alt andet groende, så hele kvarteret måtte leve af squashkage i flere måneder.

Men tomater og agurker–DET kan jeg. Selvfølgelig mere end til husbehov (jeg har beredvillige naboer), men der ER faktisk ikke ret mange grænser for, hvad jeg kan stoppe de 2 ting i af madretter. Allermest elsker jeg en rigtig god, gammel, dansk agurkesalat. Den, som vist er gået i glemmebogen i mange hjem, men som i al sin enkelthed består af eddike, salt, sukker og peber og agurker høvlet på en ostehøvl. Især når den er sådan rigtig hvinende sur og bider. I det hele taget er der nærmest ikke grænser for, hvad man kan lave af spændende agurkesalater. Tomater kan man jo nærmest putte i alt, men de bliver, efter min mening, aldrig bedre end sammen med rødløg, olie og feta. Eller bare som sig selv—en nyplukket tomat smager helt, helt anderledes end de paptingester, man kalder tomater i detailhandlen.

Der bor også en stor, grøn frø i mit drivhus. Det har den gjort i flere år, og vi har sådan en stiltiende aftale om, at vi prøver på ikke at forskrække hinanden. Tror jeg. For jeg vil jo gerne sidde derude, ganske uforstyrret, mens regner siler ned udenfor, og tomaterne og agurkerne bare gror.

You may also like

Skriv et svar