Om fordomme. Igen.

På min sidste rejse havde jeg en magtfuld politiker fra en stor (MEGET stor) dansk provinsby med. Hun tilhørte ikke et parti, jeg ville stemme på. Jeg ville vist nærmere dyppes i tjære og rulles i fjer!

Jeg havde også en helt ung, dansk muslimsk pige med tørklæde med, som, ligesom politikeren, rejste alene.

Det var ikke sådan, at der var kold luft imellem dem. De talte bare ikke sammen, undgik måske behændigt hinanden og passede hvert sit. Så vidt, så godt.

Men det, der gjorde mig så glad, var, at adskillige af de andre medrejsende på det nærmeste adopterede Julie, som vores unge muslim hed. De tog sig af hende, tog hende med ud at spise og var i det hele taget utroligt opmærksomme på, hvordan Julie havde det. Nu var det ikke fordi, hun på nogen mulig måde ikke kunne klare sig selv–hun var en stærk, men meget ung, selvstændig pige, der læste engelsk og derfor ville se et af de lande, hun blev undervist i.

Det var ikke beskyttelse som sådan, men alligevel fornemmede jeg en alternativ form for trods i den måde, Julie blev behandlet på. Som om alle de mennesker, der var sammen med hende og nød hendes selskab, havde en skjult dagsorden, de på en, for mig, særdeles underfundig, men samtidig klar måde ville formidle. Der var et helt utvetydigt budskab, et standpunkt. Også selv om det blev formidlet på en uhyre venlig, stille måde. Det var jo netop ikke menneskeligt overfald og fremvisning af alibinegre (sorry, det hedder det!), men helt almindelig mellemmenneskelig venlighed og accept, som her blev demonstreret på allerfineste vis.

Det gjorde mig glad! Og fortrøstningsfuld!

You may also like

Skriv et svar