Tøjimperialisme.

Siden engang i maj har jeg levet i en kuffert. Det har jeg selv valgt, så det skal jeg på ingen måde brokke mig over. Jeg pakker ud og vasker, når jeg er i DK, og så pakker jeg jævnt hen det samme ned igen. Erfaring viser jo, hvilket tøj der fungerer, ikke krøller og ikke alt for tydeligt flasher de pletter, man nu rager til sig undervejs.

Her på det sidste er jeg så begyndt at undre mig over, at min kuffert helt af sig selv er begyndt at krympe. Jeg er så priviligeret, at mit tøj ikke på besynderlig og konstant vis krymper INDE i skabet, men min kuffert gør altså. På sidste tur var jeg endda nødt til at slæbe en større model med, og da lærte jeg, at netop den udgave kun egner sig til, når man har manden med. Model bøvl.

Så er det, jeg er kommet til at tænke over, at jeg da ind imellem og helt uforvarende er kommet til at købe sådan lidt til husbehov hist og her. Stod lige og manglede en T-shirt, et par strømper–eller kunne ikke så godt gå forbi et godt udsalg med tilbud, en kvinde med respekt for sit eget tøjvalg bare ikke kan negligere. Det hober sig jo, gør det.

Det er nemlig sådan med tøj hjemme hos mig, at det har sit eget liv. Det formerer sig, breder sig og opfører sig præcist som en imperialistisk stormagt i 1800-tallet. Det kan simpelthen ikke få nok af sig selv, besætter konstant halve metre af nyt terræn og breder sig som utæmmeligt ukrudt derinde i skabet–og udenfor. Det er løgn, hvis jeg hævder, at jeg ikke ved, hvor det kommer fra, men jeg ville forfærdeligt gerne kunne påstå, at det forholdt sig sådan.

Så i dag opdagede jeg til min store skræk, at jeg umuligt kan presse mere ind i mit ellers rimeligt rummelige klædeskab. Alt det, der har været på evig rundrejse siden maj, bliver hjemløst, når det er færdigrejst. Så er der jo kun et at gøre: Skille sig af med noget af det, der ikke sådan lige er i den allerhøjeste personlige brugskurs. Smække det på Trendsales eller DBA og i alt fald tjene 1/10 af de oprindelige udgifter til overforbruget. Med overforbrug mener jeg så her, at det er en evig kilde til undren hos mig, at man kun kan have få stykker tøj på ad gangen, og at man kun har en eneste krop. Jeg er tilbøjelig til at mene, at jeg har mange. Samtidig.

Anyway, næste problem er så udvælgelsen. Hvem (jeg har et særdeles personligt forhold til mange af mine beklædningsstykker) skal ud, og hvem må blive? Skal den kjole, jeg fik superbilligt i Harrods for 3 år siden og i øvrigt aldrig har brugt, videre, eller er det den blå, som har hængt så meget på mig, at folk tror, jeg ER blå? Den med lynlåsen, der er gået i stykker, men som virkelig vil blive så fin, hvis jeg får mig taget sammen til at få den repareret, eller den, der kradser lidt, men som er en unikamodel? Måske den, der som den eneste er krympet inde i skabet, men som i øvrigt var krympet lidt, allerede da jeg købte den, eller er det den, der er sådan lidt forkert i farverne, men virkelig ikke kostede ret meget?

Jeg kan bruge meget tid på at diskutere med mig selv, og jeg føler mig tit utroligt skyldig overfor de tøjstykker, der må forlade mit skab. Basalt er det jo ikke deres skyld, at jeg er en lille smule slem til at dyrke min spidskompetence, som, jeg kan jo lige så godt indrømme det, er shopping.

Men så sætter jeg mig ned, siger pænt undskyld til de ting, der må i eksil, og håber for dem, at de får et rigtigt godt, nyt hjem. At de kommer hen et sted, hvor nogen både vil påskønne og bruge dem, så de ikke bare skal være unødvendig tekstil i mit klædeskab. Nogle gange får jeg endda mig selv bildt ind, at jeg gør verden store tjenester: 1) Jeg smider ikke bare ting ud. Jeg lader dem indgå i en genbrugscyklus. 2) Jeg køber dem dyrt (Nå, ja, jeg har da en enkelt gang købt noget, der ikke var på tilbud!) og sælger dem virkelig billigt videre til andre. På den måde kan jeg forestille mig, at glorien kan pudses, ikke bare en, men to gange!

På en måde tror jeg så heller ikke, jeg er den absolut eneste kvinde i verden, der ind imellem føler sig helt overvældet–og overfaldet–af sit eget klædeskab. Jeg tror, der er andre, der kender det! Engang så jeg et udsalg af Elton Johns overflødige klædestykker. Og han er endda en mand–sådan da, i alt fald. Da fik jeg det bare så ualmindeligt godt. Jeg var jo ikke på nogen mulig måde i nærheden af hans skala. Mine klædeskabsproblemer er peanuts i forhold til hans.

Så nok render der en lille tøjimperialist rundt inde i mit klædeskab, men der er altså folk, der er værre end mig. De har sikkert også større kufferter.

 

You may also like

Skriv et svar