Om at spise fisk. Og lam.

Jeg er holdt op med at tænke på det, hver gang jeg spiser dem med stort velbehag. Fiskene, altså. Men jeg gjorde det meget, da jeg i min voksendom pludselig–og til stor forbavselse for mig selv–erkendte, at jeg både kunne spise fisk og nyde at gøre det.

Da jeg var barn, havde vi en ugentlig fiskedag. Den var praktisk foranlediget af, at der simpelthen den dag kørte en fiskehandler rundt i byen og solgte fisk. Forløberen for Hjem-is. Jeg hadede den dag, og jeg kunne lugte den helt fra morgenstunden. Det gjorde de fleste af de andre børn også, så vi kunne i den grad mødes omkring en fælles beslutning og dyrkelse af, at vi hadede fisk. Der var ben i, de var slatne, og de lugtede ikke godt, hvilket vel til en hvis grad var en fornuftig iagttagelse, for fødevarehygiejnen var i præ-smiley-stadiet, og ikke alle fisk var lige hevet op af der, hvor man nu hiver fisk op. Alligevel husker jeg det mere som en form for trend. Det var ikke in at kunne lide fisk, børn skulle sådan nærmest pr. definition ikke kunne lide fisk og til enhver tid sige en masse grimme ting i fællesskab om dem. I grunden var det synd og ærgerligt for børn.

Så derfor spiste jeg ikke fisk. Det gjorde de andre heller ikke, og jeg vidste jo fra alle andres erfaringer, at fisk smagte grimt. Så det var noget af en omvæltning reelt at smage de der flydende tingester og finde ud af, at de slet ikke smagte grimt. Det tog virkelig tid at indrømme. Nu kan jeg så kun beklage, at fisk er så forfærdeligt dyrt, så jeg ikke altid har råd til at spise så meget af det, som jeg virkelig gerne ville. Og at det, besynderligt nok når vi nu er omgivet af vand på alle sider, somme tider kan være svært at skaffe ordentlig fisk.

For tiden oplever jeg så en renæssance af min barndoms fiskeforagt. Med lam. Som jeg jo heller ikke spiste, indtil jeg reelt smagte det og oplevede, at det simpelthen var det bedste, jeg kunne putte ind i min personlige mund. Det var nu ikke de andre børns skyld. Det var, helt uden nogen konkurrenter, min mor, som var opvokset på landet og mente, at alle lam uundgåeligt smagte af uld og gamle får, som de jo vitterlig nok gjorde i hendes barndom. Så det fik vi aldrig.

Når der er lam–uden andre valg–på menuen på mine rejser, afstår et antal gæster fra at spise det. De spiser ikke lam, for det kan de ikke lide, for det smager af uld. Det er altid folk på 60+, og det er altid folk, der “bare ikke spiser det”. Selvfølgelig er der da nogle imellem, som bare ikke kan lide det–på samme måde, som jeg ikke kan fordrage kokos og sukat (spørger altid mig selv, til hvilken nytte denne uhyrlighed (altså sukat) overhovedet er blevet opfundet, og hvem der lige syntes, at det skulle være morsomt), men jeg tror ofte, at det forholder sig på akkurat samme måde som med fisk. Der er engang taget en fælles beslutning om, at lam spiser man altså ikke, for der er nogen, der siger, at det smager af uld og udtjente får. Og så skal man da i den grad vare sig for at udsætte sig selv for at smage sådan noget.

Det er lidt synd. Omvendt kan man så konkludere, at der så heldigvis bliver meget mere lam til vi andre, der kan svælge i det!

Men det er da lidt synd! At en form for laveste fødevare-fællesnævner har sat sig så livsvarige spor. At der stadig findes fordomme om visse fødevarer–med rod i en tid, som nu uigenkaldeligt er ovre–og som bevirker, at delikatesser for nogle mennesker pr. gammel definition er no-go. Alle lammeelskere vil da vist give mig ret i, at de i den grad går glip af noget.

Jeg kan vist også godt konkludere, at min egen fiskehadende generation nu, på nær nogle få hårdnakkede benægtere, er konverteret til fiskespisere. Men lammene, de hænger lidt. Kan jeg jo iagttage.

Somme tider tænker jeg også på, hvad det mon er, mine børns generation sådan i samdrægtighed har besluttet som værende no-go. Et eller andet må der vel være. En eller anden madvare skal vel udsættes for fælles mobberi. Indtil videre har jeg kun fundet frem til medisterpølse, og det er vel sådan set også helt og aldeles fair, hvis samme pølse kommer fra en supermarkedsdisk. Så afstår jeg også!

You may also like

Skriv et svar