Om hvordan vi oplever vidt forskelligt.

Forleden var jeg nede ved det–efter min mening– fantastiske naturfænomen Giant’s Causeway.

Det er i grunden overhovedet ikke det, jeg vil skrive om!

Da jeg efterfølgende hørte folks reaktioner på stedet, rangerede de fra utroligt store oplevelser og imponerende naturkræfter til en ubetydelig, uinteressant samling småsten.

Og sådan er det hver gang. Vi ser forskelligt, og vi oplever forskelligt. Det, der i nogles øjne er skelsættende synsindtryk, er ligegyldigheder for andre. Selvfølgelig spiller viden, interesser og præferencer ind, men der er faktisk en anden ting, der slår mig endnu mere.

Nemlig at vi alle forfærdeligt gerne vil have patent på, at vores oplevelse er den rigtige. At vi personligt har forstået det sete på den intenderede måde, og at andres synsindtryk–hvis de er anderledes–derfor er forkerte og uintenderede.

Selvfølgelig er det en personlig sejr at have oplevet en seværdighed på den helt rigtige måde. Sådan at man kan bryste sig med at være en af de indviede, der forstod. Hvis der ellers findes et parameter for, hvordan der skal forstås.

Derfor er jeg ofte vidne til langvarige diskussioner omkring, hvem der har ret med hensyn til at se ting korrekt. Således at de, der er på ubetydelige småstensholdet med stor lidenskabelighed kaster sig ud i at overbevise imponerende naturkræfterholdet om, at de desværre har set forkert. Og omvendt. En fuldstændigt ufrugtbar diskussion, der uvægerligt udmunder i, at begge for alvor begynder at mistro det modsatte holds mentale sundhed og synsevner.

For vi ser jo forskelligt. Men heldigvis erkender vi nok også med alderen, at det forholder sig sådan. I alt fald så meget, at vi afstår fra at indgå i ovenstående type diskussioner. Vi–eller jeg– nøjes som regel med at føle en stor medlidenhed med de stakkels mennesker, der bare ikke er i stand til at se lige præcis det, jeg ser!!!

Continue Reading

Handicapværelser.

I dag var det så handicapværelset, der bonnede ud på min værelsesbon.

Og hver gang jeg får sådan et, bliver jeg så glad for, at de eksisterer. At et handicap i alt fald ikke er det primære, der skal hindre en i at bo på hotel og rejse på lige fod med andre. At der efterhånden er oparbejdet en bevidsthed om, at det er helt naturligt, at større hoteller kan tilbyde kvalificeret overnatning til alle former for gæster.

Det gør mig også tryg i forhold til min egen fremtid. Jeg kan jo også sagtens ende som mindre mobil, end jeg er nu. Men det betyder forhåbentlig langt fra, at jeg fuldstændigt taber lysten til at komme ud. Så er det rart at vide, at disse værelser eksisterer, og at de koster præcis det samme som andre værelser.

Det kunne også bare lige passe andet!

Continue Reading

Om en lille smule hjemve.

Solen er ved at gå ned over Belfast, og selv med de allermest diplomatiske briller på, bliver her aldrig rigtigt pænt.

En lang arbejdsdag fra 7 til 21.30 er ovre, og mens hovedparten af gæsterne givetvis er gået ned på den smukke, gamle pub The Crown, orker mine ben bare overhovedet ikke at gå nogle steder.

Det er i sådanne øjeblikke jeg længes noget så gevaldigt efter min gode stol med lammeskindet, den rigtige Barnaby på fjernsynet og Pandalakridserne i posen.

Jeg overlever. Og så siger jeg til mig selv, at det bare er sundt at længes lidt. Så bliver man nemlig så bevidst om alt det uvurderlige, man har. For i virkeligheden er det jo hverken lam eller pandaer, det drejer sig om. Det er følelsen af hjem, af tryghed, af at høre til og holde af. Og blive holdt af.

Af at der altid er et sted, der er hjemme og ens hjem, når solen går ned.

Continue Reading

Om kvinder og tasker.

Her hænger et lille udsnit af for over 6000 kr. taske.

Det, og resten af tasken, ville jeg godt eje. Hvilket jeg med al sandsynlighed aldrig kommer til.

Nu er det jo ikke fordi, det sådan er helt og uigenkaldeligt umuligt at komme til at få den på taske-CV-et. Den koster vel bare lidt mere end det, jeg tjener på at køre Irland rundt i otte dage 24/7. Efter skat. Som om det var noget. Som om jeg ikke bare kunne sætte mig i en flyver for at arbejde røven ud af bukserne og i otte dage udelukkende minde mig selv om, at ved vejs ende står der en brun Mulberry og stråler som belønning. Alene. Mere vil der ikke være det fjerneste overskud til.

Jeg ville godt nok gerne eje den lille sag. Hvad jeg sådan mere konkret skulle bruge den til, fortaber sig en smule i taskemuldet. F.eks. ville jeg jo aldrig sådan rigtigt turde gå med den og bruge den. Den kunne jo blive ridset. Og våd. Og rodet indeni. Og fuld af kiksekrummer og gammelt slikpapir. Det kan man nærmest ikke byde en Mulbery. Det er sådan en slags mangel på respekt, synes jeg.

På den anden side set er der jo ligesom ikke megen taskeballade i at eje en Mulberry uden at gøre andre og resten af verden opmærksom på, at man altså har en. Ejer en. Mulberrys egner sig ikke til et skabstaskeliv, de er født med meget stærke fremvisningsgener. Så det ville stille mig i noget af et dilemma: På den ene side set at skærme mit pragtstykke fra livets rod, ridser og griseri, og på den anden at være bevidst om, at prisen for kalorius mindst udgøres af halvdelen i pralværdi.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan er ubetinget og udpræget taskeløs. Jeg klarer mig nok. Taskeparken kan, endda uden diverse stand-ins, dubletter og vikarer, pænt overkomme mit behov. Jeg kan også godt låne ud til i alt fald en gennemsnitligt befolket landsby uden at være helt ribbet for tasker.

Jeg har bare ingen Mulberry. Og på en eller anden måde bør det nok alligevel være en kvinderet. Jeg må nok tilstå, at jeg ikke helt kan præcisere hvorfor. Andet end at det godt nok ville være fedt.

Jeg er sikker på, at mange andre kvinder fuldstændig forstår mig. Også i, at det, trods alt, er lidt surt at arbejde i døgndrift i otte dage for sådan en klat skind med lynlås.

Det var derfor, jeg sendte et billede til familien og skrev, at denne her er det eneste, virkelig, virkelig, absolut eneste, jeg ønsker mig til min fødselsdag. Hvis I ellers overhovedet har tænkt jer at glæde mig på den.

Men nu tænker jeg alligevel, at sådan en fidus jo nærmest er otte dage i London med fuldpension og alt det løse, eller tre til fire måneders madpenge for mig og manden. Det er vel, ret beset, i overkanten, når den nok bare ender inde sammen med alle de andre ikke-Mulberrys.

Der er bare det ved det, at jeg simpelthen ikke kan overtale mig selv til, at jeg ikke gerne vil eje den taske……..

Sådan er vi, vi kvinder. Dybt og inderligt ulogiske på taskefronten.

 

Continue Reading

Om hotelværelser.

Når man rejser som guide, får man altid det værelse, som er tilbage, når alle andre har fået de værelser, de nu engang har bestilt og betalt for.

For det meste er det kosteskabet ovenover køkkenet eller baren, hvor man så kan nyde friturestanken, pandekastningen, den øllede fællessang og sprutdunsten både sen nat og tidlig morgen. Er man lidt heldigere, kan man ende på handicapværelset, hvor vasken sidder i pygmæhøjde, brusekabinen udelukkende kan siddes i, og hvor man i øvrigt nærmest ikke kan komme til for alt det, man kan holde sig fast ved. Det sker også, at man trækker familieværelset. Endda somme tider storfamilieværelset. Det med de 6 senge, så man nærmest føler sig forpligtet til at stille vækkeuret til hver hele time, så man på en enkelt nat kan nå at komme dem alle igennem.

Men nogle få gange er der bingo på brudesuiten. Det er så mest udenfor bryllupssæsonen og udenfor bryllupsugedagene. Sådan en fuld plade tilfaldt mig i dag. Jeg er mildest talt bekymret for at blive væk for mig selv her på værelset, hvor jeg har to senge, skrivebordsarrangement, massiv sofagruppe, spisebord med stole– samt gudhjælpemig mit eget køkken. Jeg boltrer mig på cirka samme grundareal som mit sommerhus. Og så har jeg ikke engang min mand med!

Continue Reading

En fugl.

Her sidder han så, den lille ørn som jeg torsdag efter torsdag ser udføre sine relativt beskedne tricks for en større skare mennesketilskuere på et vildtfuglecenter et sted i Irland. Eller: Jeg har set ham nogle gange, og jeg kan ikke rigtigt bære det mere, så jeg pjækker fra kommende forestillinger.

Han er født og opvokset på centret, og de– temmelig mange–timer, han ikke optræder, sidder han så her. Det er der sgu’ ikke meget kvalificeret ørneliv over! Han minder mig umiskendeligt om ørnen Klaus, som Pontoppidan i sin tid udødeliggjorde som den allermest uørnede ørn i litteraturen. Ham, der opførte sig stik modsat H C Andersens uællingede svane.

Det er muligt, det tjener til bevarelse af hans art at sætte ham i det bur og prostituere ham nogle få minutter hver dag. Spørgsmålet er så bare, om det også er et værdigt liv, han selv får ud af det.

Måske er det bare mig, der er nærtagende, men det gør lidt ondt at se ham. Og at se ham optræde. Derfor lader jeg være.

Continue Reading

Om at fotografere sin mad.

Jeg kender folk, der dokumenterer samtlige deres ferier med en overdådig, uendelig række af madbilleder. Ikke et eneste Eiffeltårn, eller bare en meters penge af Tower Bridge klemmer sig ind her. Det er alt for useriøst, når man i stedet kan oploade pizzaslices fra eksotiske destinationer.

Jeg kender også folk, der umuligt kan bage så meget som en mislykket småkage eller kreere en gang millionbøf uden at forevige dem. De er, også her, dybt seriøse omkring deres kokkerier og føler samtidig en brændende og ubændig lyst til at delagtiggøre samtlige venner i deres madlavning.

Jeg er sikker på, at ingen hidtil har oplyst dem om, at det er dræbende kedsommeligt, og at i alt fald jeg faktisk er noget så inderligt, bedøvende, utroligt ligeglad. For de bliver jo ved! Dagligt bombarderes i alt fald jeg med ligegyldige fotos på FB af spiselige ting, der ikke på nogen mulig måde kommer mig ved. Æd dem selv!

Så her er et billede af min decideret ligegyldige scampi med fritter, som smagte godt og dejligt usundt, men som jeg faktisk ikke sidder med et uforløste behov for at dele med verden.

Jeg har udelukkende oploadet den for at se, om nogen læser dette. Eller hvor mange, der har det som jeg og løber skrigende væk fra madbilleder på nettet. Det bliver spændende at se resultatet!

Continue Reading

Svineri på skinner.

Kære DSB.

Jeg sidder her i en ulækkernusset togvogn fra ca. 70-erne. Sæderne er skjoldede og sammenfaldne, og æstetik og det kunstneriske indtryk vil jeg af ren og skær høflighed helt undgå at omtale. Jeg kan nemlig absolut intet positivt sige om det. Til gengæld skal I roses minimalt for,  at jeg har ca. 3 cm. mere benplads end på en discountflyver, men det skyldes så udelukkende, at jeres sæder ikke kan slås tilbage. De kan i det hele taget ikke slås nogen som helst steder.

Her er afskyeligt koldt, så hele vognen er gået i solidarisk tænderklapning. Kun få har nemlig medbragt deres dynejakke her på denne sommermorgen, hvor temperaturen udenfor langt overstiger den indendørs. Iflg. konduktøren er problemet uløseligt, og det er sikkert korrekt, for jeg mindes tydeligt, at det modsatte problem også ofte indfinder sig, uden at det så kan løses heller.

Jeg vedhæfter et snapshot af jeres toilet. Overvejede at tage en selfie, men stedet er altså for ulækkert til, at jeg overhovedet vil bevæge mig ind på det, endsige røre ved noget. Man risikerer jo en lidt for aktiv bakteriedeling. Heldigvis har jeg sko på. Men måske er det bare mig, der er alt for følsom med, hvad mine tæer bevæger sig i. Selv om jeg selvfølgelig godt i dette tilfælde kan komme med et kvalificeret gæt.

Min rejse koster næsten 500 kr, og jeg skal sidde her længe. Jeg ville ønske, I på den ene eller anden måde kunne få øjnene op for, at det her på ingen måde er nogen fornøjelse. Det er derimod umådeligt ulækkert,hundedyrt svineri på skinner!

Continue Reading

Om flyskræk.

Engang var jeg indehaver af det uofficielle verdensmesterskab i flyskræk. Godt nok har jeg aldrig sådan officielt fået bekræftelse på min status, og godt nok er vi sikkert mange om titelindehaverskabet, men det står absolut ikke til diskussion, at jeg var en særdeles (u)værdig kombattant. Spørg bare folk, der har haft den tvivlsomme fornøjelse at flyve med mig. De bliver trekantede i hovederne af dårlige minder.

Jeg har kæmpet mod alle mine imaginære flystyrt, iboende klaustrofobi og (for mig) helt uacceptable tab af kontrol med alle forhåndenværende midler. Mest alkohol i så uhyrlige mængder, så i alt fald den første feriedag var totalt ødelagt, men så sandelig også diverse andre såkaldt beroligende stoffer. Stesolid var en overgang inde i billedet, og det har diverse håndkøbspræparater som plastre, baldrian, melatonin (håndkøb andre steder end DK) og sågar hovedpinepiller såmænd også været. Jeg har siddet der med svedige håndflader og koldsveden sejlende med ad maven, fuldstændigt ude af stand til at indgå i nogen form for fornuftigt samtale, holdt i snart Gud og hvermands hænder (inklusiv fulstændigt fremmede mennesker), talt til 30 ca. 27 gange under start og landing (min egen ide) og sat ørerne på spidskompentence rent fly-lyde-mæssigt for at fange den mindste mislyd. Jeg er, selvfølgelig i skarp konkurrence med uddannede piloter, nok et af de mennesker, der hurtigst sporer en mislyd ved et fly. Jeg kender samtlige lyde, kender tidspunktet hvorpå de skal indfinde sig, og jeg har gevaldigt godt tjek på mit lydunivers i 10.000 meters højde.

Nogle gange har jeg også ladt være. Med at flyve, altså. Når det hele blev så uoverskueligt, at jeg bare ikke kunne. Det er ikke hændt mig mange gange, men det ER sket. Derudover kunne jeg før i tiden ALDRIG glæde mig til en ferie, FØR jeg var fremme. Egentlig planlægning af indhold af feriedage blev sådan lidt psudo. Jeg havde jo altid i baghovedet, at planlægningen med stor sandssynlighed var forgæves, for vi faldt vel alligevel nok ned undervejs.

Og jeg var en belastning for mine omgivelser. Som altid skulle ud at rejse med det her umælende zombievæsen, som dalrede rundt i sin egen, påvirkede verden og alligevel svedte, så hele flyveren nærmest blev oversvømmet. Og i hvis nærhed man aldrig måtte tale, fordi zombien skulle have tjek på den mindste mislyd ved flyet. Ja, nærmest lyttede intensivt efter mislyde.

Grunden til, at jeg alligevel, trods alt, kom afsted, var det motto, jeg dog fik hamret ind i mit forkvaklede hoved. Nemlig at alternativet til at flyve er at blive hjemme. Så enkelt er det jo! At hvis jeg ville de steder hen, hvor jeg jo enormt gerne ville hen, så måtte jeg flyve. Der er ingen, der kører til Amerika, og skal man sejle, vil det tage noget længere, end jeg sådan lige havde tid–og råd–til. Jeg valgte, med andre ord, bevidst ikke at lade mig begrænse rent destinationsmæssigt af min flyskræk. Men det var F…. ikke for tøsepiger!

Undervejs burde jeg have investeret i et af de kurser, der afholdes for sådan nogle som mig. Jeg har talt med flere, som har afskaffet koldsved, alkohol og tvivlsomme stoffer på den konto, og som nu flyver ganske fornuftigt. De er dyre, de kurser, men folk siger, at de virker. Og det er jo sådan set det vigtigste, når man lader dem indgå som en del af et helt livs flyvninger. De sparer i alt fald mere angst, end de koster, hvis man så ellers kan måle den slags.

Som gammel lærer angreb jeg–vanen tro–i stedet sagen ud fra en rent pædagogisk vinkel. Faktisk som at skrive engelsk stil. Her har jeg jo i årevis prædiket, at der kun er en helt sikker og afprøvet metode: Man lærer at skrive engelsk stil ved at skrive engelsk stil! Nogle kalder det også, at øvelse gør mester, men ordene er faktisk ikke så væsentlige. Det er virkningen. Jo længere, der gik mellem mine flyvninger, desto mere angst kunne jeg oparbejde, så det blev, for mig, simpelthen noget så enkelt som at holde mig flyvende. At flyve så meget som muligt. At komme dertil, hvor det at flyve var en naturlig ting og ikke en angstfremkaldende, storsvedende anti-begivenhed. Endelig lå der også den ting i det, at det var en sejr hver gang, det “gik godt”–og jo flere velgennemførte flyvninger jeg fik på mit luft-cv, desto mindre angst.

I forbindelse med det sidste viste en veninde med co-skræk mig engang en hjemmeside, hvor man faktisk kan se alle de flyvere, der er i luften på samme tid. Det er overvældende mange!  Der er rent faktisk ret sort af dem, selv over Danmark! Og for sådan nogle som os er det jo faktisk en gevaldig sejr, at ud af så mange omflyvende flyvere er der ingen, absolut ingen, på tabslisten. De overlever alle sammen.

Jeg flyver meget nu. Gerne 2-4 flyvninger om ugen i højsæsonen. Det skridt fra trappen ind i flyet, som førhen nærmest var utageligt, er nu forvandlet til det samme skridt, som man tager, når man skal ind i en bus, der skal fragte en et sted hen. Jeg er fuldstændigt over min flyskræk. Flyvning er for mig helt og totalt afmystificeret og indgår på lige fod med alle andre transportformer. Jeg har nemlig lært at flyve ved at flyve. Og jeg agter at holde min nyvundne flyfrihed i pæn orden ved at flyve så meget som muligt. For jeg ved noget så udmærket godt, at hvis jeg har lange perioder på mange måneder uden at være i luften, så smækker fælden sikkert igen. Så skal jeg lige lære at genflyve.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg skal ræse rundt i luftrummet over Europa som en uhæmmet gal. Der skal jo være mening med galskaben. Flyvningen skal have et formål–også med diverse udledninger af grimme ting i tankerne. Heldigvis er det så også sådan, at denne transportform med årene er blevet for os, der ikke har så strålende mange penge. Det er ofte ikke dyrere end at tage bussen.

Selvfølgelig virker det ikke for alle–tror jeg da ikke, men det kan da prøves. Dette med at gøre, som jeg gjorde: At lære at flyve ved at flyve.

 

 

Continue Reading

Om forventninger. Og standarder.

Jeg kom hjem til mit hus igen i går efter 14 dages arbejde i udlandet og lidt flintren rundt i det Nordjyske. Og så blev jeg lidt sur. Eller også var det tøsefornærmet, jeg blev.

For der så jo mildest talt ikke ud, som jeg nu gerne ville have tingene til at se ud. Ikke at min rengøringsstandard i sig selv overstiger grænsen for human nedslidning af knofedt–jeg er sådan set meget, meget liberal, sådan skidtmæssigt og betragter f.eks. min mors guidelines som særdeles vejledende–men selv jeg har dog trods alt grænser for centimetertykkelsen af skidt i krogene. Og højden af vildtflyvende hundehår på køkkengulvet.

Så jeg stod altså der i døren med en indre forventning omkring skidtmængden i mit hjem og blev noget overrasket. Sådan overrasket på den–for mig–yderst ubehagelige måde, at jeg fik en umådelig akut trang til at støvsuge. Det skal tilføjes, at netop den tilstand er uhyre sjælden i forbindelse med mig, så der skal immervæk en hel del til at fremkalde den. Og så blev jeg altså også tøsefornærmet. For hvad ligner det at negligere sit hus i bund, når jeg nu kommer hjem? Og–endnu mere–hvad ligner det at forvente, at jeg bare kommer hjem for at gøre rent? Det sidste er så noget, jeg digter ind i hele historien, for sådan–altså lige præcis sådan–er vi kvinder jo. Det er nemlig det, der gør os tøsefornærmede og samtidig, i vores egne øjne, giver os noget så himmelråbende ret til at være det!

Dette her handler jo i virkeligheden om forventninger. Og lidt om standarder. Helt usagt forventer jeg jo, at mit hus er rent. FORDI JEG SKAL KOMME. At manden har glædet sig så meget til at se mig igen, så han da minsandten har fået hele hytten klorineret. At det er det, han gerne vil vise mig–altså et rent hus. Og så står han der på den anden side og er lidt ligeglad med skidtet i krogene, fordi han bare glæder sig til at se mig. Det er sådan set hans førsteprioritet. Så er det egentlig lidt ligemeget med det skidt, for det kan vi jo enten klare sammen, eller han kan tage det, når jeg er rejst igen, og han har god tid til den slags sysler. På sin vis tror jeg faktisk slet ikke, han er gået ind i de store overvejelse, rent skidtmæssigt–det er slet ikke der, han er. Han har slet og ret gået og glædet sig til at få konen hjem. Og lidt skidt i hjørnerne lever han da ganske udmærket med. Hvis han overhovedet ser det!

Og sådan går vi så tit–ikke bare os, men alle mennesker–så forfærdeligt galt i byen omkring vores usagte forventninger til hinanden. Jeg kunne jo bare have sagt, at når jeg kommer hjem, så forventer jeg en udsøgt afsæbning af hele hytten, udført at dig til perfektion, men den slags siger man jo ikke. Man FORVENTER det–og tillader sig at bliver godt og grundigt tøsefornærmet, når folk undlader at foretage sig det, man forresten har glemt at sige til dem, at man forventer.

En helt anden ting i, at der også i alle vores forventninger er indbygget standarder. Og disse er uden undtagelse altid vores egne. Hvis jeg forventer et rengjort hus, så forventer jeg det udelukkende rengjort på mine præmisser og efter mine skidtstandarder. På en måde er det ikke helt fair. Men allermest unfair er det dog trods alt nok, at jeg stiltiende går ud fra, at enhver er fuldstændig bekendt med mine præmisser. Til perfektion. Og at de udelukkende er det, fordi de kan gætte dem eller læse mine tanker. Jeg skal da i alt fald ikke præcisere noget som helst, for det BURDE folk da vide. Og gør de ikke, er jeg i min fulde ret til at blive meget–altså virkelig–fornærmet.

Der findes også mange ting, som jeg er en gevaldigt dårlig tankelæser på. Lad os bare nævne havearbejde. Her er jeg fuldstændig inkompetent, og af samme grund snyder og springer jeg over. Jeg kan umuligt afkode andres standarder, og jeg giver det såmænd heller ingen chancer. Så hvis det nu var mig, der havde været alene med haven i 14 dage, så er jeg sikker på, at manden havde stået der ved havelågen og oparbejdet en uimodsigelig trang til at gribe et skuffejern. Alt imens han havde været totalt opslugt af mandefornærmethed og skuffelse over, at jeg slet ikke tog ordentligt imod ham.

Mens jeg bare havde glædet mig til at se ham!

 

 

 

Continue Reading