Internationalt marked.

Der er internationalt marked i min by i denne uge.

Eller er der?

Det giver et fantastisk liv i en ellers halvdød, lettere småslumrende provinsby, når markedet en gang om året kommer til byen. Udover enkelte besynderligheder fra det nordligste Finland og lettisk hjemmestrik til koldere tider, drejer det sig nærmest udelukkende om fødevarer. Især oste. Hvad det så end skyldes. Der deles også gavmildt smagsprøver ud, selv om gavmildheden har sin absolutte grænse, når der skal betales for eksotiteterne. Jeg kan i alt fald sagtens blive lidt halvmæt på sådan en slentretur mellem boderne–især hvis jeg både går op og ned ad den ikke specielt lange gågade. En tre-fire gange.

Men der er nu et par ting, der ligesom undrer mig lidt. Den første er priserne. Hold da op, hvor er det dyrt, og hold da lige endnu mere op, hvor min vanlige ostemand ville skamme sig, hvis han tog det samme for, hvad der for mig ligner den samme Gorgonzola. Han ville i øvrigt nok heller ikke sælge noget. Men når det nu er internationalt det hele, så tror vi da alle på, at netop den Gorgonzola er født, opvokset og kælet for på italiensk på støvlens sletter og desuden har kostet en større lastbil at få herop. Ligeså med den autentiske, hollandske gouda. Den kan min ostemand godt og snildt vinde en priskonkurrence på. Men når vi nu tror på, at alle disse omrejsende handlende sælger den absolut autentiske og genuine vare, så anser vi vel overprisen som betaling for en smule af sydens sol og varme.

Den anden er, at det der med det internationale godt nok passer. Det gør nationaliteterne desværre bare ikke. De er tilsyneladende blevet forbyttet undervejs i dette omrejsende madcirkus. Som nu ham, der nærmest iført et jakkesæt af Union Jack tilbød mig smagsprøver af sin fudge på et noget gebrokkent engelsk. Jeg forsøgte at forklare ham på engelsk, at jeg inderligt hader fudge og alt dens væsen, men det forstod han ikke. Hvorefter han på noget, der lød som italiensk i mine ører, spurgte sin makker om, hvad den besynderlige dame mon sagde og på hvilket lige så besynderligt sprog. Det var der, min fudgeverden ramlede! Og jeg begyndte at lytte. Til de belgiske bagere, der indbyrdes var nødt til at snakke pidginengelsk, de italienske skinkemænd, der præsterede noget i samme skuffe, og de hollandske ostemænd, der i øvrigt snakkede et fremragende dansk. Sådan lidt med den slags udprægede, midtjyske accent, jeg umiddelbart vil placere hos indfødte mellem Århus og Randers.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at markedet er internationalt. På præcis samme måde, som omrejsende cirkus er det. Der er forfærdeligt mange nationaliteter indblandet, og ligesom cirkusfolk tager de vel en sæson ad gangen og rejser rundt med deres egen, spiselige version af den skæggede dame. Verden vil jo stadigvæk bedrages. Og jeg er da noget så sikker på, at de griner hele vejen hjem til vinterhiet over, at vi pungede ud til deres vildt eksotiske varer, fra deres vildt eksotiske lande. Altså dem, de fleste af dem næppe nogensinde overhovedet har set.

Pyt! Det giver liv i en hensygnende udkantsby. Vi skal bare nyde det, lukke ørerne for, hvordan de taler, betale overpriserne og nyde den eksotiske mad.

Ellers måske slå et slag omkring den lokale ostemand på vejen. Han er både billigere og taler præcis, som de gør nord for Vejle. Han påstår så heller ikke andet!

Continue Reading

Om mødre og døtre.

Dette er langtfra den store, psykologiske udredning omkring mor/datter forhold. Den har jeg hverken plads eller kvalifikationer til.

I stedet handler dette om misundelse. Eller stolthed, for i dette tilfælde er de to, ellers meget forskelligartede følelser, direkte kombineret. Forklaring følger!

Det tog mig mange år at erkende, at min mors ambivalente forhold til min akademiske uddannelse mestendels skyldtes, at jeg, i hendes øjne, var blevet alt det, hun aldrig selv havde fået muligheden for at blive. Der var ikke plads eller råd til en højere uddannelse for pigerne derude på landet, de stod sig bedst ved at komme ud at tjene. Så det gjorde de, men tilkæmpede sig hen ad vejen de kvalifikationer, der dog var en mulighed for dem, på deres tid, i deres samfund. Så samtidig med, at hun var stolt over, at jeg havde fået en god uddannelse, var hun også misunderlig. For sådan en ville hun altså også gerne selv have haft.

Jeg fik frit valg. Eller i alt fald frit valg, så længe det var noget “solidt”, jeg kunne leve af. I min lille provinsby var det særdeles usolidt at tænke i kreative baner. Det kunne man da ikke leve af, og i øvrigt befandt det sig overhovedet ikke indenfor de rammer, man forbandt med at arbejde. I stedet kunne man, i den form for optik, sagtens leve af et godt, rimeligt velbetalt job med en pæn pension. Gerne det samme hele livet.

Da jeg var ung, gik jeg rundt med en lille forfatterspire i maven. Jeg skrev savlende, sentimentale digte og imiterede såvel Fru Ditlevsen som (må vel hellere indrømme det!) senere Vita Andersen. Men jeg vidste jo godt, at den slags pjat aldrig rigtigt ville blive til noget ordentligt og solidt, så hen ad vejen, og hen ad fast job og børnefødsler, gik den forstillelse i sig selv. Selv om jeg godt nok var drønmisunderlig på dem, der lykkedes. Og, især, turde. For udover sikkerheden var det jo også et spørgsmål om, om man nu var god nok. Eller i alt fald mindst lige så god som alle de andre, og det var jeg nu nok alligevel ikke. Helt.

Min datter tør. Og jeg er vildt misunderlig på hende over, at hun tør gøre alt det, som jeg i mine egne øjne aldrig rigtigt gav mig selv muligheden for at turde. Hun blæser på fast job (og indtil nu (desværre for mig!) også på børnefødsler!) og følger sin egen mavefornemmelse for, hvad hun skal lave.

Akkurat lige som min mor er jeg umådeligt stolt af min datter. Men jeg sidder også–præcis som min mor–med det der lille, gnavende stik af misundelse over, at hun på nogle områder blev alt det, jeg aldrig selv blev. Eller selv turde forsøge at blive. For vi tre kvinder er opvokset under så forskellige omstændigheder, at vi såvel er tidstypiske som soleklare produkter af vores opvækstvilkår. Bondetøsen, der blev ekspeditrice. Ekspeditricens datter, der blev akademiker. Og akademikerens datter, der blev designer. Med den nedarvede blanding af misundelse og stolthed, der render som en lige linje gennem alle vores forbundne liv.

Når jeg ser plakaten for årets kulturnat i København, er det lige præcis den følelse, jeg får. Jeg bliver noget så uendeligt, fantastisk stolt over, at det da bare lige er min datter, der har kreeret den. Men der sidder også denne lille, bitte snert af misundelse over, at jeg aldrig–i absolut overført betydning– fik så meget som en eneste kulturnat på cv-et.

Og jeg er jo ikke den eneste. Rundt omkring sidder flere generationer af mødre og bugner af stolthed. Mens det nager dem bare en smule ( hvis de overhovedet vil indrømme det!) at hende, datteren, fik mulighed for at blive og dyrke en masse, som de aldrig selv kunne eller turde. Fordi de levede i en anden tid, med andre normer. Især for soliditet og for spring i dybt vand.

 

Continue Reading

Om den daglige healing.

På et eller andet tidspunkt har en venlig sjæl meldt mig ind i en gruppe på nettet, der handler om at promovere sin virksomhed eller blog. Så derfor får jeg det daglige bombardement, hvis jeg ikke lige lukker øjnene eller, hvad jeg må se at få mig taget sammen til, lukker totalt ned for de, mildest talt, mangfoldige og særdeles alternative tilbud. Til 500 kr. Pr. gang.

Det handler mest om healing. Altså den slags healing, der bare virker, giver enhver involveret et perfekt liv, koster en del og også gerne er 100% opfundet af netop den, der i sidste ende modtager pengene. Jeg må sige, at jeg er dybt imponeret over, at man virkelig kan få det SÅ perfekt på SÅ mange måder. Egentlig burde en jo sådan set være nok. Jeg er samtidig også vildt betaget af, at man virkelig kan fejle SÅ meget. Når jeg nu faktisk ikke sådan rigtigt synes, jeg fejler ret meget, så er det da fantastisk, at der er så mange afarter af ting, som andre mennesker kan fejle. Altså symptomer og andet, som jeg somme tider nærmest ikke har fantasi til at forestille mig, man kunne have. Eller også er det måske fordi, man slet ikke forestiller sig, man kan have dem, og så pludselig opdager, at det har man da sådan lige, lidt altså, når man læser om, at der findes terapeuter, der bare lige kan behandle dem. For 500 kr. Pr. gang.

Generelt handler det hele om, at vi skal kigge indad. Måske også en smule nedad, for jeg synes, der er en stor koncentration omkring folks navler. Det handler om smerter i livet, om alt det, som vi kvinder tilsyneladende tror, vi er de eneste i hele verden, der lider under. Og som vi –lige så tilsyneladende–simpelthen er nødt til at have selvbestaltede terapeuter med underlige titler (som nogle af dem vist kun selv ved, hvad betyder!) –til at hjælpe os med og over. Til 500 kr. Pr. gang.

Det her henvender sig (heldigvis, og tak for det!) ikke til folk med  diagnosticerede, psykiske sygdomme, som nok også vil gøre sig selv en tjeneste ved at kigge andre steder hen efter hjælp. Det er for ganske almindelige, mentalt sunde mennesker, som bare mangler noget i deres liv. Som så altså bombarderes med, at hvis de kigger tilstrækkeligt indad–sammen med xxx-terapeuten, forstås–så vil deres liv blive forevigt lykkeligt. Og de vil lære at forstå sig selv. Til 500 kr. Pr. gang.

Vi er ved at blive et samfund af indadskuende individer. Hold da op hvor bruger vi meget tid på at kigge ind i os selv og studere vores egen navle. Kvinder især, og faktisk vil jeg endda vove påstanden om, at graden af indadskuningen er mere eller mindre proportional med alder. Jeg er samtidig også helt sikker på, at hvis man bruger tilstrækkeligt tid på at skue indad, skal man såmænd nok opdage en fejlfunktion eller to–eller i alt fald, at man ikke er så lykkelig, som man potentielt kunne være. Eller måske synes, man har krav på. Så er det da vidunderligt godt, at der netop sidder mennesker, der bare er så klar til at assistere i navlepilningen. Til 500 kr. Pr. gang.

Måske skulle man slå sig op som fornuftsterapeaut. Ordinere gåture i skoven, gode snakke veninder, ture i biograf, teater, kunstmuseer og på restauranter og alt, alt det andet–måske endda til udlandet, hvis bølgerne går højt! Virkelig forsøge at vende blikket fra navlen til den verden, der er udenfor og omkring os, som nærmest bare råber på at blive brugt. Tage 500 kr. pr. gang for at lære andre mennesker noget så simpelt som at kigge UD!

Continue Reading

Om at vide noget.

Da jeg var lærer, var det rent fagligt suverænt mig, der lå i spidsen. Altså vidste mest. Jeg var den stærkeste i stærke verber, i forholdsordenes placering i forhold til den kasse, som alle forholdsord nu engang forholder sig til, i væsentlige perioder i engelsktalende landes historie, i kæmpeområder af samme landes litteratur samt alt det forefaldende, som vi stødte over. Før Google var jeg også den, der uden sammenligning havde de bedste opslagsværker.

Det var nu lidt rart. I alt fald for selvtilliden.

Som guide er jeg stadig den, der er gruppens verdensmester i engelsksproget litteratur. Hvis jeg kunne køre Irland rundt og udelukkende drysse forfatternavne, fødesteder, gravstene, største værker–krydret med min egen grænseløse betagelse af samme–ud over tilhørerskaren (som vel at mærke ikke har en levende chance for at undslippe, så længe de er fanget i en kørende bus!), så ville det da være enormt behageligt. Som afveksling kunne vi endda sagtens ordne forskellen på tillægsord og biord mellem to mindre provinsbyer.

Men der er godt nok meget, jeg ikke ved! Eller rettere: Der er rene oceaner af viden, som jeg først nu opdager, at jeg ikke har. Vel at mærke viden, jeg aldrig sådan rigtigt har spekuleret på, at jeg overhovedet burde have. Som jeg, desværre, aldrig sådan lige ellers har stået og manglet. I mine klasselokaler har vi sjældent beskæftiget os indgående med stenarter, flora og fauna, fugletræk, affaldssortering, jordbundsforhold, mærkning af får og invasive plantearter. For bare at nævne nogle få af de områder, som jeg desværre må indrømme er ren nyopdyrkelse for mig i min høje alder.

Som guide forventes man at være ekspert på alle områder. Sådan en slags lærer, der suverænt og uhindret kan undervise i alle fag. Eller et omvandrende opslagsværk over udenlandske besynderligheder. Det er jo absolut ingen hemmelighed, at jeg er humanist og dyrker fagene inden for det område, så alle de der planter, dyr og sten har virkelig været en udfordring. Der er umådeligt mange sten i Irland, sådan nærmest til overforskammet overflod, og nogle af dem opfører sig underligt, eroderer og laver andre krumspring, så det altså bare slet ikke er nok at have styr på dem i deres oprindelige form. Man skal Gudhjælpemig også vide, hvad de kan finde på at udvikle sig hen imod og væk fra. Der er også planter, vi ikke har herhjemme, og det skyldes så jordbundsforhold, som vi så heller ikke har. Det sidste gør, at alle rododendrons får samme farve, og den er sgu` svær at forsvare, når de ikke er i blomst og umiddelbart synlige.  Og hvis vædderen parrer sig med fåret, får hun en anden farve. Ligesom man ikke fanger muslinger, men høster dem. Hvis nogen skulle være i tvivl!

Der er absolut ingen smalle steder, hvad angår de spørgsmål jeg får. Folk har tilsyneladende utroligt forskelligrettede interesser, og jeg har virkelig haft mange eksperter indenfor ting, der for mig lidt ligner nicher, ombord på mine busser. Men for dem er det selvfølgelig selve det, livet drejer sig om og mange gange selve grunden til, de lige ville tjekke deres egen lille niche ud i udlandet. Generelt er de fleste uhyre venlige og overbærende forstående overfor, at jeg ikke lige er up-to-date på affaldssortering i landområder og placeringen af traktormuseer i det vestlige Irland. Men da jeg jo stadigvæk er den, jeg er, og vant til at VIDE, irriterer det mig da lidt, at jeg ikke er helt med på udbuddet. Heldigvis er flere af de absolutte specialister så uhyre venlige, at de bagefter sender mig lange, informative mails om netop deres spidskompetence. Således har jeg fået 2½ tætskrevne A-4 sider om irske stenformationer, en mindre skrivelse om fårehold og fåreproduktion, brochurer om uldvævning samt en længere udredning om irske fuglearter pr. mail. Og undervejs belæres jeg også gerne om ting, jeg ikke lige er verdensmester i. F.eks ved jeg nu rigtigt meget om lyssiv og stråtækning.

Så jeg tænker tit med stor selvtilfredshed tilbage på dengang, det var mig, der altid vidste det hele. Eller i alt fald var tilstrækkeligt genial til altid at afværge at komme ind på de områder, hvor jeg var blank. Og så alligevel! For det er jo faktisk enormt inspirerende sådan hele tiden at blive bombarderet med udfordringer, man aldrig nogensinde havde set komme. Ja, faktisk slet ikke vidste fandtes! Det er en udvidelse af ens horisont, af en selv, af ens verden pludselig at smugkigge ind i store, nye områder af livet, som der bare aldrig har været plads til. Og blive klogere. Samt nogle gange, til ens forbavselse, opdage, at der ligger noget interessant og gemmer sig derinde eller derude.

Jeg bliver aldrig stennørd, fritidsbotaniker, amatørornitolog eller fåreholder i baghaven. Men jeg kan, NU, godt se, at der altså også er nogle værdier i netop de nicher. Det hele ligger ikke i litteraturen, selv om det altid vil være der, det mest værdifulde ligger for mig.

Der vil nemlig givetvis også være nogle, endda mange, der ikke sådan lige synes, det er vildt ophidsende at kende forskellen på “who” og “whom” i søvne. Eller bliver begejstrede over naturopfattelsen hos Shakespeare. De er nok sådan mere til sten, blomster, får, affald, gamle traktorer og jordbundsforhold. Til fælles har vi dog, at begejstringen er den samme.

Så jeg kan vist bare konkludere, at jeg fra at være den, der altid VIDSTE, er blevet den, der faktisk VED meget lidt. Det er sundt, tror jeg! For mig har det i alt fald været utroligt inspirerende at blive revet totalt ud af min comfortzone, og det vil det vel også være for andre. Hvis de tør.

Til gengæld kan jeg da lige fortælle, at Irland har hele 4 forskellige former for marmor, hvoraf den fineste er den elfenbensfarvede fra Connamara. Stik den!!

Continue Reading

Om at tjene sine penge selv.

Jeg tilhører en generation af kvinder, der sætter en stor ære i at tjene deres penge selv. Til mine dages ende.

Jeg er datter af en mor, der ikke gjorde det. Ikke fordi, hun ikke ville, men omstændighederne for hendes personlige økonomi og uddannelsesniveau var fuldstændigt anderledes. Hun var min fars kone–min udearbejdende fars kone–og hun passede hjemmet, indtil såvel højkonjunkturer, tekniske hjælpemidler i hjemmet som relativt halvstore børn gjorde, at der blev plads til en smule udearbejde. Indtil da havde hun hver måned modtaget såkaldte husholdningspenge, så muligheden for at tjene en smule selv var absolut kærkommen. Jeg kan nemlig også godt huske, hvordan hun spinkede og sparede eller småsnød med regnskaberne (gerne i form af grøddage!) for at få råd til ting, såvel hun som vi desperat ønskede os.

Samt hvordan hun nærmest skulle gå tiggergang til min far for at få nyanskaffelser. For hvor skulle hun ellers få pengene fra? Det sidder stadig i mig. Eller i alt fald sidder det dybt i mig, at det aldrig, virkelig aldrig, skal overgå mig at bede andre om penge til ting til mig selv. Dem kan jeg i den grad godt selv tjene! Og hvis jeg ikke kan det, ja, så kan jeg jo så, fuldstændigt logisk, bare ikke anskaffe mig dem!

Det har, hele mit voksenliv, altid været et krav, at jeg på ethvert tidspunkt skulle kunne være selvforsørgende, hvis det blev nødvendigt. Det blev det så heldigvis ikke. Men det ville, i givet fald, altid have kunnet lade sig gøre.

Nu er jeg så sådan en slags semi-pensionist med en meget lille pension, fordi jeg har foretrukket at forlade det mere officielle arbejdsmarked alt for tidligt i samfundets øjne. Det har jeg med fuld bevidsthed selv valgt og har i øvrigt aldrig i mit liv foretaget et mere hensigtsmæssigt, personligt tilfredshedsskabende og bedre valg. Jeg er samtidig også så priviligeret, at jeg har kunnet vælge. Jeg er ikke uarbejdsdygtig, på overførselsindkomst, syg eller på anden måde ufrivilligt tvunget til ikke at kunne vælge. Jeg kunne også, hvis det nu var det, jeg ønskede, sætte mig behageligt ned på min lille pariser og nyde ledigheden og vælte omkostningerne over på manden. Han kunne såmænd sagtens økonomisk holde liv i mine udgifter uden at gå fallit.

Men det KAN jeg bare ikke! Fordi jeg tilhører en generation af kvinder, der sætter en ære i at tjene deres penge selv! Jeg kan ikke gå tiggergang for en ny bluse eller et par lækre støvler, som ikke lige kan vrides ud af pensionen. Jo, måske kunne jeg sagtens slå knuderne på mig selv og bede om den påklædningsmæssige almisse, men jeg ville i alt fald aldrig kunne nyde den, eller, hvad der næsten er vigtigere, føle, at jeg på nogen måde kunne retfærdiggøre indkøbet. Logikken hedder ganske simpelt, at hvis der skal luksus eller overflødigheder på bordet, så skal jeg selv økonomisk stå til ansvar for det. Det lyder fortænkt at tale om “holdte” kvinder, men det kommer samtidig sandheden nærmere, at det nok er ret tæt på, hvad jeg ville føle mig som.

At tjene sine penge selv er lig med selvværd, stolthed, ansvar og uafhængighed. For mig. For nok har min mand, qua sin uddannelse, altid tjent mere end mig, men jeg har altid bidraget i det omfang, det har været mig muligt, OG jeg har altid sat en ære i, at den slags, som mænd ser som kvindelige overflødigheder, udelukkende fes ud af min egen konto. Ligesom maskuline unødvendigheder rullede ud fra hans! Det er, i min optik, en af de fundamentale ting, der faktisk opretholder ligeværdigheden i et parforhold.

Det er (også!) derfor, jeg stryger til udlandet og kører relativt små beløb ind på rundrejser. Det giver mig selvværd og økonomisk råderum. Det giver mig, i min egen selvforståelse, ret til at anvende midler udelukkende på mig selv, hvis det er det, jeg har brug for. Uden at skulle spørge eller redegøre. Det sætter mig også i stand til at financiere fælles luksus, eller bare nødvendige, fælles nyanskaffelser. Således at jeg både bidrager til det fælles bedste og sørger for mig selv. Jeg kunne virkelig ikke forestille mig, at jeg ikke tjente penge. Allermest for min egen identitets skyld. Så dybt sidder det nok stadig i netop min generation, som vel var den første af kvinder, hvor alle  legalt og som en selvfølge fik muligheder for såvel uddannelser som udearbejde og økonomisk råderum.

Så på spørgsmålet om, hvorfor i alverden jeg dog arbejder, når jeg lige så godt kunne lade være, må svaret være: Fordi jeg vil tjene mine penge selv.  Der er altså ikke nogen, der skal forsørge mig. Forsørgelse er, for mig, som ( ulig mange andre–det ved jeg godt!) ikke har nogen som helst medicinsk, aldersmæssig eller psykisk begrundelse for at modtage den, en falliterklæring. Fordi jeg ville tabe selvværd, stolthed og–ikke mindst–respekten for mig selv, hvis jeg ikke gjorde det. Og fordi jeg med den allermest fremragende samvittighed i verden gerne vil gå rundt i mine nye, selvbetalte støvler!

Og så fordi, jeg godt kan lide det. Også!

Continue Reading

Om at skulle mene noget. Hele tiden.

Hvor har det været befriende dejligt at holde ferie fra at mene noget om noget som helst i næsten 2 uger. Mental meningsstrejke. Total tomhed i toppen på den afslappende måde. Ikke at tage stilling er også en form for stillingtagen. Nemlig at man holder sig fra at tænke over eller overveje alt det, der tager tid for hjernen.

Men sådan kan det jo ikke blive ved. Den har jo alligevel sit eget liv, den der hjerne, og den har ikke specifikt væsentlige erfaringer med at blive sat på stand-by. Jeg kan faktisk mærke, at den sådan har gået og samlet en hel masse meninger sammen, som den nu er noget så overvældende klar til at vælte ud over cyberspace.

Og det vrimler jo stadig med ting, begivenheder, standpunkter og oplevelser, som det er svært ikke at have en mening om. Fordi det stadig er præcis sådan, at når folk spørger om, hvorfor jeg overhovedet skriver bloggen, så er svaret virkelig simpelt: Jeg kan ikke lade være!

I mellemtiden har jeg selvfølgelig haft en mening om Raket-Madsen og hans synkende mordskude, men den er nok cirka den samme i foragelsesstørrelse som alle andres. Om vejret ( selv om den i forbindelse med i går faktisk var positiv), om ministerafskedslønninger, om rockerkrig og om livet generelt. Faktisk allermest om vejret, som sidste uge i Irland var oversvømmende vådt, og når det er exceptionelt vådt derovre, så det er altså rimeligt syndflodsagtigt. Men hvor har det dog været befriende at kunne holde alt det for mig selv. Sådan midlertidigt, i hvert fald. Indtil knoppen blev så fuld af alt det, der nu vil ud, at det nærmest svarer til at begynde at tømme gammeldags latriner–bare med et noget andet indhold end rent lort!

Forhåbentlig!

 

Continue Reading

Om lærere. Eller måske mest om elever.

Forleden hørte jeg i radioen, at mange børnehaveklasseledere var bekymrede for skolestarten. Fordi mange børn tilsyneladende ikke har erhvervet sig de allermest grundlæggende regler for almindelig opførsel blandt andre mennesker, før de starter. Bl.a. var det et problem, at eleverne helt umotiveret og uden tilladelse forlod klassen midt i timerne, og mange led også af den forestilling, at rakte man hånden op, havde man automatisk taletid. Altså at poten i vejret var lig med tilladelig plapren.

Det undrer mig sådan set ikke. Den nedbrydning af enhver form for voksenautoritet, som har dyrket sig selv med evig styrke siden 68, har desværre gjort mange børn til de eneste, selvbestaltede autoriteter i deres eget liv. Godt støttet af forældrene. Hvor er det synd for dem, og hvor bliver det dog en kraftig opvågning for dem af aflære at se sig selv som verdens ubestridte, enerådige midtpunkt.

Sådan var det ikke for os! Og jeg plæderer på ingen mulig måde for en tilbagevending til dengang, jeg selv gik i folkeskolen, for vi måtte jo senere hen tillære os præcis det modsatte. Nemlig at vi også selv kunne være autoriteter i vores eget liv, og at lærerens ord hverken var love eller altid lige korrekte og sande.

Dengang sagde vi De til lærerne. Og Hr og Fru med behørig nævnelse af efternavn. Faktisk aner jeg stadig ikke, hvad de fleste af mine lærere overhovedet hed til fornavn. Lærere havde, pr. definition, ikke fornavne. I alt fald ikke, når de var i skole. Det var først omkring gymnasiealderen, at enkelte, progressive undervisere minsandten viste sig at have et egentligt fornavn. Slet ikke alle, men nogle. Instinktivt vidste vi sandelig også godt, hvem der ejede et fornavn, og hvem der gik i skole uden. Og gjorde vi ikke, skulle det nok blive påpeget som en mindre majestætsfornærmelse.

Vi rakte altid hånden op, når vi ville sige noget. Og vi sagde kun faglige ting, for det var indiskutabelt underforstået, at børns sociale liv på ingen måde vedkom skolen. Vi drillede hinanden (vi anede ikke, hvad mobning var, vi udførte det bare!) og var godt, gammeldags ondskabsfulde, men det fik vi da lige lov til at være i fred. Det vedkom i alt fald ikke andre end børnegruppen selv. Der var zero sociale tiltag overhovedet–og flippede man ud over andres drillerier, var det givetvis ens egen skyld, for man havde nok ikke opført sig ordentligt.

I det hele taget var alting altid ens egen skyld dengang. Fuldstændigt ligegyldigt hvor øredøvende uretfærdigt man var blevet behandlet, “så havde man nok i sidste ende selv været ude om det.” Børn var skyldige, voksne (og især lærere) totalt skyldfri. En skideballe eller en anmærkning/seddel med hjem gav oftest dobbelt straf. Først af skoleautoriteterne, dernæst af de hjemlige, og der blev faktisk aldrig stillet spørgsmål ved, hvem der i sidste ende havde ret eller havde opført sig tåbeligt.

Vi forlod heller ikke klasselokalet i timerne. Faktisk forlod vi næppe vores stol! Tavleundervisning var normen, og vi sad dernede på 3 rækker (dørrækken, midterrækken og vinduesrækken) og reproducerede det bedste, vi kunne. De, der var allerbedst til netop den kunst, fik de bedste karakterer, og de dygtigste elever fik altid karakterpenge, mens de mere alternative, dårligt reproducerende selv måtte gå med mælk eller aviser for at få lidt håndører. Vi lærte at stave i kor, hvilket sikkert var en fortrinlig gemmeleg for de ordblinde, men det var de så heller ikke dengang. Da var de, for majoriteten af lærere, dovne og dumme! Skulle vi på toilettet i en time (det skulle vi nu sjældent, for vores blærer var toptunede til 45 minutters intervaller!), måtte vi række hånden op og spørge om lov. Og alle kan vist huske deres egen historie om klassens generte dreng, der bare ikke turde, og derfor lige fik 7 års vedvarende drillerier i bonus for en gang overløb i timen.

Mange gange tror jeg, det var væsentlig lettere at være lærer dengang. Nok også væsentligt kedeligere! Udelukkende i kraft af sin stilling var man en autoritet, som, ligegyldigt hvor tåbeligt man opførte sig, og ligegyldigt hvor decideret fagligt ukvalificeret man var, havde magten på sin side. I bagklogskabens klare lys kan jeg da sagtens nævne (efter!)navne på mange af datidens indpiskere, som aldrig burde have siddet på den urokkelige position, de gjorde. De var simpelthen hamrende ukvalificerede!

Jeg mindes også, at jeg de første år, jeg selv underviste, kunne opleve forældre, der decideret skældte ud på deres børn i mit påhør, hvis jeg nævnte det, der så pænt i lærersprog hedder “ting, der skal arbejdes med.” Senere blev det mig, der fik skældud, fordi jeg krævede en indsats af vidunderet, der i forældrenes optik nærmest overhovedet ikke behøvede at plages med at gå i skole før direktørstillingen. I alt fald ikke hos imbeciler som mig.

Det tog år for os at lære, at vi også selv engang imellem havde ret. Ligesom det nok også tager en rum tid for mange børn i dag at lære, at andre faktisk også nogle gange har ret. Eller de selv uret. Det tog også tid at erkende, at dårlige autoriteter ikke altid skal adlydes, blot fordi de ER autoriteter, ligesom det nok i dag tager tilsvarende tid at lære, at der findes andre autoriteter end en selv og ens egne behov.

Jeg er lettet over, at jeg er ude af det ræs. Lettet over, at jeg ikke længere skal tage stilling til andres børn og indirekte til, hvordan de er blevet opdraget hjemmefra. Jeg tror, det er svært. Det var det nok ikke helt på samme måde, dengang jeg gik i folkeskolen. Til gengæld tror jeg, at mange lærere dengang må have haft meget svært ved overhovedet at tage stilling til sig selv, når de ikke var i skole. Jeg mener, jeg er nok ikke den eneste, som mange år senere er stødt på en forhadt, selvhøjtidelig skiderik af en børneplager og pludselig har følt mig slået af, hvor uendeligt meget han/hun dog var KRYMPET.

Og så er det, at man altid skal slutte af med, at der jo var tonsvis af fremragende såvel pædagoger som fagligt velkvalificerede lærere, selv dengang. Det var jo, trods alt, lige præcis dem, der indirekte førte til, at man selv havnede i deres gamle job. De gav og formidlede kærligheden til faget. Den, som man lidt undseligt håber på, man også selv har givet videre………..

Men før de kommer dertil, de små elever, skal der altså lige nogen til at lære dem at sidde stille og overholde visse logiske regler for klassemæssigt samvær. Det kan de, ulig os, tilsyneladende ikke hjemmefra.

 

Continue Reading

28 (otte-og-tyve!) år!

Her hen sidst på eftermiddagen går det pludselig op for os begge, at vi da minsandten har været gift i 28 år i dag. Det siger en del om vores forhold til mærkedage!

Ikke at det ikke kunne have været mange flere. Dengang hastede det jo ikke. Flere gange spurgte vores venlige præst, når endnu et barn skulle døbes (det blev de dog, trods alt), om vi havde flere attester end omtalte barns fødselsattest. Vi anede ikke, hvad han hentydede til. Faktisk var det først, da manden og jeg indså fornuften i henholdsvis at blive far til egne børn og medejer af eget hus og yderligere skrab-sammen, at det sådan rigtigt blev til noget med det der gifteri. Til gengæld fik den så hele armen i domkirken og med råhvid pillebokshat fra Sophie i Århus. Og fest til et humant tidspunkt, for der var ligesom børn nok, der ville op næste morgen.

I vores generation er vi nok noget af et særsyn. For vi glemte, var for dovne til eller overså helt at blive skilt undervejs. Eller også var det simpelthen bare ikke nødvendigt, når vi nu godt gad blive sammen. Ikke at det ikke har været tæt på, nærved og næsten, for det er der INGEN 28-årige ægteskaber, der ikke har været, men vi klarede os igennem. Det lyder nærmest som en sejlads gennem klippefyldt farvand, men vi var jo nok ikke kommet i den havn, hvor vi er nu, hvis vi ikke havde villet det. Der er slået mange slag, også helt og aldeles udenfor kurs undervejs, og det vil der sikkert blive ved med. Fordelen ved dem er dog nu, at vi ved, de kommer.

Mit personlige mareridt er at skulle have en ny mand. Det kan jeg somme tider drømme om om natten. Altså forstået som at drømme eller have mareridt i søvne. Tænk at skulle bruge yderligere 28 år af et liv, der måske ikke engang BLIVER 28 år mere på at afrette endnu en mandsperson. Eller: På at afrette sig selv på at skulle leve med et helt nyt menneske. Så bliver der da ikke tid til ret meget andet!

For det, der nok er det allersværeste at lære og det, der oftest er skyld i skilsmisser, er nok rummeligheden–eller rettere: manglen på samme. Sådan noget kan man efter 28 år. Der er trillioner af ting, jeg bare har opgivet at rette på. Altså for at få den mand, jeg havde/har for mit indre billede, og ikke den, jeg rent faktisk har. Det tog mig tiår at lære, at der er ting og besynderligheder, jeg udelukkende straffer mig selv ved at gå op i. Som irriterede mig grusomt, men som faktisk overhovedet ikke er værd at spilde vigtige momenter af sit liv på. Selvfølgelig er der stadig ting, der ligesom får temperamentet i småkog–men i bund og grund er det vel mit eget problem. Det er jo kun mig, der bliver sur indvendig!

Det slår mig altid, hvor meget man næsten går i symbiose efter så mange år. Den der med, at man ofte ved lige præcis, hvordan den anden vil reagere eller vil sige i en given situation. Da jeg var yngre, irriterede det mig–nu giver det mig på en underlig, omvendt måde tryghed. Jeg ved, hvad jeg har. Og det er forbandet rart. Ligesom med barndomsvenner. Der ligger så megen erfaring og levet liv sammen, at så uendeligt mange ting bliver forbavsende lette. Der er sgu` ikke så mange besværlige forklaringer tilbage. Vi starter ikke med Adam og Eva hver gang, men tager den lige præcis derfra, hvor vi er.

Og så er der minderne, fra et langt, langt liv. Der er faktisk ikke ret meget så værdifuldt som at have nogen at dele dem med. Nogen, der deltog og var med. Og som stadig er med i de nye minder, der heldigvis bliver ved med at blive skabt.

For 28 år siden var der strålende solskin i dag. Og vi var unge, smukkere og slet ikke nær så brugte, som vi er nu. Men de der 28 år ville jeg nu nødigt være foruden. Ligesom manden. Her ville nu blive så forbandet tomt, hvis han ikke sad der i stolen og så fodbold, mens jeg skriver–og vi begge to, ordløst, synes, at det da egentlig er ret godt, ret pænt og ret mindeværdigt klaret. Og at det ikke skal være anderledes!

 

Continue Reading

Jomfruvandet.

Hermed et foto fra min terrasse af årets mest ubrugte, jomfruelige vand. Jeg har i alt fald ikke været i det og kommer det efter al sandsynlighed heller ikke.

I grunden er det mange år siden, jeg var i vandet her i Danmark, fordi jeg følte et helt uundertrykkeligt, akut behov for det. Det var vist i 06, så vidt jeg husker. Eller deromkring. Siden har enhver form for overtalelser prellet fuldstændigt af på mig. Bare tanken har mobiliseret enorme mængder af virtuelt, indvendigt frys.

Jeg er fuld af beundring for vinterbadere og folk, der har været i vandet siden 06. De har ligesom berettiget grund til at prale lidt af deres vikingeblod. Nogle gange tvivler jeg da lidt på, om det virkelig passer, hvad de siger om at bade i isvand og krympeforstærkende ditto. Om det hele bare er pral. Men det er det tilsyneladende ikke. Der er sikkert også ting, som jeg værdsætter, som de nok ikke forstår.

Men det er nok fordi, jeg er så forbandet kuldskær og lider af den vrangforestilling, at det skal være en udpræget fornøjelse at tage karbad i havet. Også mens man er i.

Jeg kan da godt savne det lidt. Men altså ikke mere end at det der vand godt nok temperaturmæssigt skal til at oppe sig gevaldigt, før det får mig i sig.

I mellemtiden er det da heldigvis ganske nydeligt et se på. Det nøjes jeg frivilligt med.

Continue Reading

Alt det, jeg skulle have sagt.

Med hensyn til rappe replikker, kvikke svar og nogle gange tiltrængte, bidende gengældelser har jeg altid været 1-2 måneder efter mig selv. Sådan at forstå, at jeg ofte i situationer, hvor et rigtigt godt svar har været enormt tiltrængt, har stået der som et måbende får–eller i bedste fald fået rablet noget ikke videre gennemtænkt af mig–mens jeg flere måneder, dage eller måske endda år senere i bagklogskabens klare lys pludselig har indset, hvad jeg burde have svaret–samt hvad der bare havde været noget så forrygende genialt.

Jeg har altid troet, jeg var den eneste i hele verden, der led under forsinkede, geniale svar. Af midlertidig stumhed, eller i alt fald forbigående evne til overhovedet at kunne mobilisere noget, der var tankevækkende, rammende eller bare sad rimeligt i plet. At jeg havde monopol på et helt katalog af forsinkede, lettere intelligente måder at forholde mig til, hvad andre sagde. Det, har jeg så fundet ud af, ikke er tilfældet. I alt fald talte jeg med en veninde i går, som har det på akkurat samme måde. Og jeg har formodninger om, vi ikke er de eneste (kvinder?).

Det foregår ofte på den måde, at man, tit lidt uventet, står i en situation, hvor man føler sig lidt angrebet af andre eller måske bare kastes ud i at skulle tage stilling til noget, man ikke i sin fjerneste fantasi havde forestillet sig, man skulle tage stilling til. Så får man svaret noget tåbeligt. Reageret uhensigtsmæssigt. Eller måske slet ikke svaret. Nogle gange kan man endda komme til at sige noget, man slet ikke mener, fordi hele situationen bare er så surrealistisk. Det kan såmænd også være situationer, hvor man burde have sagt fra, men aldrig fik det gjort. Fælles for dem alle er dog, at man bagefter bruger oceaner af tid til for det første at spekulere over sin egen dumhed og dernæst at lave retoriske øvelser på, hvad man burde have sagt i stedet. Som regel dukker det der “i stedet” op efter et stykke tid–og så kan man jo begynde at bebrejde sig selv, at man tilsyneladende var så dum, at det ikke lige poppede op, da det skulle. For 1 måned siden, altså!

Jeg har et helt katalog over “svar, jeg missede”. Og hvert eneste af dem er genialt, velgennemtænkt, ofte spiddende ironisk og i alt fald altid lige præcis det, der skulle have været sagt. Nogle gange kan jeg dyrke dem så meget, at jeg næsten tror, at det var det, jeg i virkeligheden sagde. Det var det så, desværre, ikke.

Nogle gange er jeg såmænd også naiv nok til, at jeg tror, at mit liv havde været væsentligt anderledes, hvis jeg bare i første skud havde sagt det rigtige. Altså det, jeg efter flere måneders nøje overvejelser kom frem til, at jeg burde have sagt. Denne sande buket af velformulerethed, som bare indeholdt lige præcis det, jeg mente. Det svar, der gjorde, at det var mig, der ligesom gik ud på den anden side som sejrsdamen, ikke efterlod et øje tørt og sådan i et hug satte situationen både på plads og i perspektiv.

Men hvis jeg nu ikke er den eneste kvajpande og forsinkede svarer? Hvis der nu virkelig er andre end mig og veninden, der først får deres geniale svar og reaktioner pr. efterbevilling efter at have spekuleret sig frem til dem gennem flere måneder? Så må der jo, logisk set, være andre “tabere”. Altså nogle, der ikke lige får leveret DERES intelligente svar på MINE spørgsmål eller situationer. På den måde går det vel sådan rimeligvis lige op.

Ikke, at livet skal være en konkurrence i gode, geniale svar. Men meget, meget mere, at vi alle skal være opmærksomme på, at de andre heller ikke altid er så velgennemtænkte, velformulerede og velforberedte, som vi fejlagtigt går rundt og tror. At de nok også går hjem og spekulerer på, hvad de burde have svaret og gerne kommer frem til det efter måneder eller dage i tænkeboksen. Det er da, i min optik, en særdeles formildende, og særdeles menneskelig, omstændighed.

Den, og så den gode, gamle med, at man i store forsamlinger roligt kan sige en masse vrøvl, for der er alligevel ingen, der lytter efter andet end det, de selv siger.

Alligevel så sidder den der og nager lidt. Især når åbenbaringen kommer–lang tid efter: Alt det, man skulle have sagt!

Continue Reading