Den skøjtende præst.

Med alderen (Ups–der var den igen!) får man sådan nogle underlige vaner og særheder. En af mine er, at jeg, når jeg besøger mine yndlingssteder, ligesom har nogle ikoniske ting, seværdigheder eller steder, jeg skal have taget i ed, før jeg sådan rigtigt, for alvor ER der. Så intet London uden mumierne på British Museum, intet København uden aftensmad i Absalon, intet New York uden Century 21, intet Dublin uden Trinity, intet Glasgow uden Willow Tea Room….

Og intet Edinburgh uden Raeburn. ABSOLUT intet Edinburgh uden Raeburn. Jeg elsker, er virkelig sådan dybt forelsket i hans billede The Skating Minister fra 1784, som hænger på National Gallery deroppe. Det gør mig bare noget så inderligt glad i låget. Hver gang.

Billedet er malet i den skotske oplysningstid–eller rettere måske brydningstiden mellem oplysningstid og romantik–og det fremgår med al tydelighed. Præsten, Robert Walker, udviser jo den strengeste såvel selvkontrol som selvsikkerhed og er næsten i sig selv indbegrebet af det rationelle menneske, for hvem det at skøjte faktisk er noget særdeles seriøst. Samtidig er man da ikke et sekund i tvivl om, at han faktisk nyder det, og naturen i baggrunden vidner da også om en del kræfter, der ikke sådan lige lader sig kontrollere rationelt. Jeg er vild med, at denne højkirkelige præst er iklædt fuldt ornat ( eller i alt fald fuldt “fritidsornat”), når han er ude at skøjte. Hvem ville lige gøre det i dag? Hvem ville sætte det at skøjte ordentligt, kontrolleret, fornuftigt og rationelt på fuldstændigt samme niveau som det forhold, man har til sit lønarbejde?

For han skøjter jo netop umådeligt fornuftigt. Rationelt. Velgennemtænkt. Der er næppe nogen ufornuftige sløjfer og shortcuts på piruetterne. Han udstråler vild seriøsitet overfor sin fritidssyssel. Det er nok noget af det, jeg elsker. At se et menneske tage noget (for mig!) så decideret nydelsespræget som at skøjte så inderligt, umådeligt seriøst. At udvise en sådan selvkontrol på skøjtebanen. Og så alligevel: Han VED det jo godt. Han VED jo godt, at det næsten er latterligt, at han udviser sin overvældende seriøsitet. Det kan man jo se på ham. Og det er nok lige præcis også det, jeg elsker! Nemlig denne underlige sammenblanding af gennemført alvor og selvkontrol, blandet med at han sandelig også godt ved, at dette her i bund og grund bare er rigtigt rart og dejligt.

Helt bevidst udelader jeg at kommentere på gyldne snit og andre former for teknik. Det er nemlig ikke det, der får mig til at elske det. Men jeg tror egentlig gerne, jeg ville have mødt Robert Walker. Og Raeburn, selvfølgelig!

You may also like

Skriv et svar