Personlige klimaændringer.

I mandags rejste jeg fra 25-30 grader i Jerusalem og ved Det Døde hav til et Danmark, som lige den dag var blevet tildelt omkring 7 af slagsen. For ligesom at sætte trumf på, blæste det også temmelig efterårs-umenneskeligt. Det var mørkt, da vi landende omkring 17-tiden, og det vil det for øvrigt være de næste mindst 3 måneder. Altså mørkt ved 17-tiden.

Jeg havde en gang en kollega, som stædigt fastholdt, at det var en fejl, en miskalkulation, noget, der aldrig havde været meningen, at der lever mennesker nord for Alperne. Når jeg sådan dalrer ind i Kastrup Lufthavn iklædt alt for lidt tøj og sandaler sidst i oktober, fordi min hjerne simpelthen ikke kan begribe, at nogen stjæler mit solskin, mens jeg er interneret i aluminium deroppe over skyerne, er jeg fuldstændigt enig med ham.

Jeg er nemlig bedst til sol og sommer. Vinter har aldrig været meningen med mig. Jeg er for længst udover soldyrkningsalderen, og min ungdoms intense solbading er efterhånden blevet ubegribelig for mig. Ved eftertanke forstår jeg simpelthen ikke, at jeg ikke kedede mig bravt ihjel i mine livsfarlige forsøg på at skifte race rent hudmæssigt. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Jeg kan bare, ganske simpelt og letforståeligt, konstatere, at solskin og varme giver mig energi, glæde, foretagsomhed og en umådelig lyst til at komme op om morgnen, ud i vejret og i gang. Jeg bliver i mærkbart bedre humør, og jeg er sikkert også meget nemmere at have med at gøre. Overdreven varme er langtfra mig–jeg hader f.eks. at svede–men en pæn, stabil temperatur omkring de 25, som er varmende og nærende, er da bare lige sagen. Den er indbegrebet af velbefindende, energi og livslyst.

Men lige netop den slags, må jeg nok konstatere, er ikke lige på dagsordnen rent klimamæssigt lige nu. Det er mørkt, når jeg vågner, og solen afgår fra himlen en del timer, før jeg skal i seng igen. Jeg kan tydeligt mærke, at mit energiniveau daler, og at jeg må bestikke mig selv med falske stimulanser ( chokolade og lakrids virker periodisk) for at blive glad på den måde, som solen ellers sørger for. Det er et faktum, at jeg spiser mere slik om vinteren ( som om sommerindtaget ikke var nok!) og gerne tager et par kilo på mellem oktober og februar. Det er også et faktum, at jeg får lavet mindre, og at de fleste af mine gøremål foregår indendørs. Det indebærer også, at jeg kommer meget mindre ud, end jeg gør i solperioder. Når solen skinner, og det er varmt, behøver jeg absolut ingen incitamenter eller overtalelser til at komme udenfor–det sker umærkeligt af sig selv. Mens jeg, i disse måneder, nogle gange skal have en del diskussioner med mig og mig og måske ligefrem trusler for, at det sker.

Min krop og mit liv har en sommermode og en vintermode. Sommer er fysisk aktivitet og masser af udendørs gøremål. Vinter er kropsdvale og indendørs sysler. Temmelig ofte forbundet med længere perioder i samme møbel.

Og når man rejser fra sommer til vinter på samme dag, slår det en, hvor forskelligt man egentlig reagerer på den der sol–og manglen på samme. Engang forstod jeg aldrig, at nogen gad betale penge for at opholde sig i solsikre områder andre steder på kloden hen over den danske vinter. Det begynder absolut at gå op for mig. Jeg kunne også godt blive vinterflygtning. Ikke sådan gå fuldstændigt i eksil over længere tidsrum, men at rejse til mere solbeskinnede egne i små doser. En uges opladning, og så hjem til mørket igen, så det blev overlevelsesbart.

Det er nok noget, der kommer med alderen. Eller også er det bare med alderen, at man pludselig fatter, at den gamle kollega nok havde ret. Det HAR sikkert aldrig været meningen, at der skulle leve mennesker nord for Alperne. Det var nok i sin tid en fejl, at nogen møjsommeligt klatrede over dem. Det gjorde de såmænd også nok en sommerdag. Og så gik de så langt og så længe, at der ingen vej–og intet lys–var tilbage, da de pludseligt erkendte, at de da vist var gået en smule forkert. Men så har de nok sat sig ned og begyndt at strikke, spise søde sager og skrive bøger, som andre kunne læse og helt glemt alt det der overvurderede pjat med solen- indtil 1960-erne, hvor et skæg og en præst vakte dem lidt til live igen ved at vise dem, at solen skam stadig eksisterer om vinteren. Man skal bare lede længe og langt efter den. Men finder man den, er den rigtig, rigtig god for og ved en.

Nu vil jeg sparke mig selv ud i halvmørket. Heldigvis har jeg en følgesvend med, som er revnede, bedøvende ligeglad med, om det er mørkt eller lyst, koldt eller varmt, eller syd eller nord for Alperne. Han skal bare snuse–og det er fuldstændigt årstidsuafhængigt!

Continue Reading

Om feriebilleder.

Jeg er ret vild med dette billede. Både fordi det viser en ualmindeligt smuk udsigt ned over Jerusalem fra et godt stykke oppe på Oliebjerget (som i Jerusalem hedder Olivenbjerget), men allermest fordi det er sådan lidt kikset.

Vi prøver alle på at se så perfekte som muligt ud på alle billederne af vores ligeså perfekte ferier. Vi brander os selv i forhold til både feriemål, opstillinger og signalværdier. Vi vil så forfærdeligt gerne klæde de ufatteligt smukke og eksotiske steder, vi nu har råd til at rejse hen (igen!). Derfor er der altid fuldt blus på smilemusklen, og for det meste ser det nu en smule opstillet ud.

Det er ikke ret tit, feriebilleder tages fra ryggen. I vores alder er en god røv en relativt stor mangelvare, og de fleste er nu engang noget pænere forfra og fra siden. Røvbilleder får ligesom aldrig et ben til jorden efter de 30 eller det første barn.

Men på dette billede er altså 10 såvel alternative som små og store røve foran en flot udsigt. For det er jo det, man gør: Beundrer udsigten! Også selv om de fleste vender sig om på billeder, så de faktisk står med ryggen mod udsigterne. Så billederne er opstillede, u-autentiske. Man kan faktisk ikke se en udsigt med røven, hvadenten den er alternativ eller ej!

Dette billede blev taget i hast, fordi en venlig dame spurgte, om hun skulle hjælpe. Så meget hast, at det ene ben på den slags bukser, der hjemme hos os hedder “kirkebukser” (med bukseben der kan lynes af eller på alt efter besøg i kirker og andre tækkelighedskrævende institutioner), aldrig nåede at komme helt af. Det bidrager også til dets såvel autenticitet som kiksethed.

Samtidig ville det have været et helt, helt andet billede med en fuldstændig forskellig signalværdi, hvis alle havde vendt den anden vej og været iklædt samme antal bukseben!

Continue Reading

Om at overleve et shitty hotel.

Jeg vil vove at påstå, at jeg den sidste uges tid har boet på Jerusalems mest shitty hotel. Måske endda Israels og Palestinas tilsammen. Faktisk nok Mellemøstens.

Ved første øjekast, når man ankommer til gulvtæpper, hvor den oprindelige farve er i decideret undertal i forhold til pletfarver af enhver variationer—og sikkert mange spændende begrundelser—får man et nærmest paralyserende chok og kan simpelthen ikke gennemskue at skulle så meget som bo her en halv time. Man pakker i alt fald ikke sit tøj ud af kufferten, for tænk hvis hotellet smittede af.

Men når der så rent faktisk ikke er alternativer, hverken ledighedsmæssigt eller økonomisk, så går man på ren overlevelsesmode. Det går jo nok, og det meste virker da sådan på et vejlededende niveau. Og i øvrigt har flere medrejsende værelser, der på indtil flere områder repræsenterer en væsentlig større udfordring end mit. Jeg har kun et møgbeskidt køleskab, en brusekabine til pygmæer, hvor bruseren mangler en del fundamentalt armatur, 4 cm. Støvlag i skabe, under 3 farlige elinstallationer og intet koldt vand.

Det er peanuts i forhold til pletmængder andre steder, manglende gardiner, eller gardiner der er klippet huller i, store fodspor på vægge og loft, elinstallationer, der helt umotiveret stikker ud af vægge, upudsede huller i vægge, vandhanerne, som rager ud over deres minivask og derfor kun kan dryppe på gulvet, badeværelser man skal iklæde sig og underlige, forliste ting under senge, som man bare lader ligge, fordi man faktisk helst ikke vil vide, hvad de har været, inden deres, tilsyneladende, evige under-sengen-hvile.

Så er det godt, man kan afholde en konkurrence med 8 forskellige kategorier af værelsesuhyrligheder og efter en fælles Tour de chambres kan uddele fine, arabiske præmier, som F. eks. en nydelig kamelnøglering af rent gult. Og at hotellet har et fint lille rum til samling, at det ikke er overdyrt, selv om den gamle jøde, der ejer det, næsten synes at ville leve op til en karrikatur ved at prøve at snyde med prisen, at de ansatte er ret søde, og at beliggenheden ikke kunne være bedre.

Og sidst, men allermest, at af alle ens livs hoteller vil dette stå lysende i erindringen i mange, mange år. Det her, det er sgu´ sådan et sted, man ikke lige glemmer!

Continue Reading

At huske at huske.

Dette her sted gør noget ved mig. Hver gang. Jeg kan gå fra Jesus´ påståede fødested til samme herres påståede døds- og begravelsessted ( af hvilke der i øvrigt er intet mindre end tre!) uden at blive synderligt påvirket. Måske fordi jeg er og bliver et pragmatisk menneske, der hylder enhver form for facts.

Men når jeg står foran indgangen til den lille klippehule, som rummer nedgangen til mindesmærket over de 1,5 millioner jødiske børn, der døde i Holocaust, sker der noget med mig. For en sikkerheds skyld hiver jeg lige lidt præventiv Kleenex frem før nedgangen, og jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke var en rimeligt god ide.

Nede i hulen er der bælgravende mørkt. Der er en slags messende musik og en kuppelformet stjernehimmel, hvorpå 1,5 lysende stjerner—store som små—funkler og glimter. En monoton stemme oplæser uden pauser samtlige navne og alder.

Det får mig til at huske at huske. Og til, helt spontant og ukontrollabelt, at fælde nogle tårer.

Mindesmærket er en del af Holocaustmuseet i Jerusalem. Sammen med museet om det armenske folkemord i Yerevan et af verdens mest vigtige og sobre museer om ting, vi hverken bør glemme eller gentage.

Ting, vi skal huske at huske!

Continue Reading

Den unge mand og krydderierne.

Når man for nyligt har måttet kassere hovedparten af den lokale krydderibestand, fordi den sådan var gået hen og blevet midaldrende plus, er her bare alletiders chance for at få fornyet skuffebeholdningen, således at man sagtens kan vente endnu et halvt årti, før der skal ryddes op og kasseres igen. Altså sådan at det nu er helt ungdommelige krydderier, der stilles til forrådnelse og mumificering i køkkenskabet.

Jeg elsker duften af alverdens (og selfølgelig mest de lokale) krydderi i en skøn, sammenblandet duft, der ligesom dufter af dem alle. Men altid mest af karry. Og når man, som man jo altid kan sydpå, kan købe dem i nøje afmålte mængder, kan man både lære at styre sig rent mængdemæssigt samt få plads til en del forskellige. Først skal man selvfølgelig gennem en forfærdeligt masse diskussioner omkring prisen- og desværre også nogle gange vægten, for i mange lande har man decideret vejledende vægtenheder.

Men det, jeg elsker allermest ved at komme på det jødiske marked i Jerusalem, hvorfra billedet er taget, er den måde, man præsenterer sine varer på. Nede i min Netto står samtlige krydderier usirligt på ulige rækker, iført glas- eller papiremballage, og man kan umuligt finde krydderihylden ved at gå efter duften. Der er nemlig ingen. Duft altså. I øvrigt har man heller ikke den fjerneste fornemmelse af, at karry er gult og paprika orange, inden man får åbnet emballagen. Hernede er der også store forskelle på kvaliteten af krydderier, og det er da vist først noget, danskerne har fået øjnene op for gennem de sidste uger, hvor vi pludselig har erfaret, at vi i årevis har spist blade i stedet for oregano.

At handle krydderier er en duft- og sansemæssig fornøjelse. Faktisk også en æstetisk, for jeg elsker den måde, denne unge mand sirligt har stablet sine smagsskatte. Jeg er i alt fald gladere, tryggere og mere virtuelt fascineret af at handle med ham end med Santa Maria!

Continue Reading

Vi er vel kvinder!

Jeg mødte disse fire kvindelige, jødiske soldater med automatvåben på et offentligt toilet ved Grædemuren i Jerusalem. Jeg spurgte dem også pænt, om jeg måtte fotografere dem, og det, syntes de faktisk, var helt fint.

Så selv om man er ude i to års tvunget militærtjeneste ( som alle kvinder er hernede) og nærmest aldrig er ude af den ikke specielt feminine uniform eller mere end en håndslængde fra det automatiske våben, så skal make-uppen da være perfekt.

Jeg kan godt lide tanken. At selv om dit, og selv om dat, så er vi vel kvinder og har ret til lidt stjålet kvindetid på et offentligt toilet.

I øvrigt havde de det faktisk umanerligt morsomt!

 

Continue Reading

Jerusalem, the Golden.

Åh, at vågne op en tidlig morgen til lyden af de stemmer på alle sprog og duften af noget fuldstændigt udefinerbart, som bare ER Jerusalem.

Jeg har helt ved egen hjælp og egen tilsyneladende uforstand på noget så simpelt som hotelbooking fået os indlogeret på byens ( og sikkert hele Mellemøstens) mest shitty hotel, hvor rengøringsstandard tilsyneladende er fake news, lyset i badeværelset gik ud omkring Seksdageskrigen og det indbyggede køleskab sidst blev rengjort af Moses.

Anyway, det betyder så bare, at man, som de lokale også gør, må leve sit liv på gader og stræder og især i den fascinerende vrimmel af alverdens folkeslag nede i den gamle by.

Det burde være en menneskeret bare en gang i sit liv at komme til Jerusalem. Problemet er så bare, at har man været her den ene gang, er man bidt, solgt og evigt fortabt af, til og i byen. Jeg taler her overhovedet ikke udfra nogen former for religiøse årsager, selv om netop denne by givetvis kunne give en og anden mere respekt for og bedre forståelse for andre trossamfund. Det er stemningen, the Golden Jerusalem mode.

Så lad mig komme ud af dette shithole og op på Tempelbjerget, hvor de minsandten synes at have åbent i dag. Tækkelig påklædning, tørklæde ved hånden og stor respekt for alle de maskingeværpåklædte soldater.

Sådan ER Jerusalem nemlig også.

Continue Reading

Billet. Mrk.

Jeg føler mig sådan helt udenfor, når der tales og skrives om moderne dating. Jeg er absolut analfabet, hvad angår diverse datingsider, og jeg er stadig enormt skeptisk overfor at afprøve en mand, der er fundet derude i cyberspace. Nu har jeg så heller ikke lige haft behov for det, men hvis jeg nogensinde (Gud forbyde det!) kommer til at stå i situation, hvor jeg er blevet enig med mig selv om at kigge lidt på en ny partner, så vil der være så mange stop- og betonklodser overfor netdating, at jeg nærmest må kontakte et professionelt nedbrydningsfirma.

Jeg kan nemlig sagtens huske Billet. Mrk., som billed- og adresseløs dating hed i min ungdom. Det var tabernes og de ulideligt grimme eller uheldiges sidste chance før den evige, tvungne ensomhed, og ingen, virkelig ingen, indrømmede åbent, at de havde fundet en kæreste på den suspekte måde. Som i dag foregik det ved at oprette en lille reklame for sig selv, men her blev den altså indrykket i avisernes særlige spalter for den slags. Forskellen var–og den var stor i mine øjne!–at indrykkeren var fuldstændigt anonym, og det var komplet utænkeligt, at nogen ville lade sig udstille med billede i onsdagens Stiftstidende. Enhver henvendelse blev sendt til avisen, som så ekspederede de håbefulde bejlende videre til rette adresse.

Dengang havde man tilsyneladende en masse kvaliteter, som i dag nærmere ville stå kraftigt i vejen for yderligere kærlighedsamarbejde. At være (k)ærlig, renlig, ædruelig og sidde i gode vilkår var noget af et scoop. Hvorimod jeg i dag formoder, at det ville få de fleste til at rende storskrigende langt væk. Der var også salg i ungdommelighed–især for de, der uigenkaldeligt VAR over sidste anvendelsesdato. Uhyggeligt mange var skudt i dyr og natur, og i det hele taget sagde de fleste annoncer en del mere om tidens gængse, sproglige formuleringer på feltet end om den person, der udbød sig selv. Jeg kan sagtens huske søndagsavisernes Billet. Mrk. spalter, som jeg sammen med veninder læste højt, mens vi på samme tid var ved at omkomme af grin og krummede tæer. I vores lille by vidste vi også godt, hvem der havde fundet hinanden på DEN måde. Dem så vi lidt skævt til, og hvis vi ikke førhen havde vidst, at der nok var noget i vejen med dem, så vidste vi det i alt fald nu!

Billet. Mrk. var også for dem, der var ude i en opsamlingsrunde. Ingen unge mennesker nedlod sig da til at offentligt at udstille deres manglende evner til at score en fyr eller pige. Vi gik i byen, i skole eller på arbejde, og på forunderlig vis lykkedes det os faktisk alligevel at finde en partner på den vildt konservative måde.

Men på bare ganske få år har indstillingen ændret sig markant, således at alle singler ( og desværre også en del, der ikke er!), uanset alder, forsøger sig indenfor nutidens pendant til Billet. Mrk. Det er på ingen måde længere forbundet med skamfuldhed at finde en kæreste derude i cyberspace–eller, IKKE at finde vedkommende ved personligt og tilfældigt at støde ind i ham/hende. Det er ikke overskudsrosset eller de, der er ude i anden eller tredje opsamlingsheat, der er derude. Det er purunge mennesker, der måske ikke engang nogensinde har haft en fast partner endnu, og det er generelt alle, der kigger og længes efter tosomhed. Det er næsten som om, den utroligt gammeldags måde med det tilfældige møde, er så håbløst forældet, at den ikke længere er anvendelig.

Jeg kender mange, ikke helt unge, singler, for hvem det har været en næsten uoverstigelig hurdle at sætte sig sig selv til salg–fordi de også godt erindrede Billet. Mrk. Men de fleste har faktisk ikke fortrudt, selv om de nok går lidt stille med dørene. Det er nemlig som om, at det at finde en partner, nu fuldt legalt er blevet markedsøkonomiseret. Man betragter de udbudte varer, ser nærmere på de mest interessante og afprøver derefter på forskellig vis, om de nu passer til ens egne forventninger og krav. Jeg vil ikke tillade mig at sammenligne det med at anskaffe en ny bil (SLET ikke!), men mekanismerne omkring erhvervelsen er nu en smule sammenfaldende, helt fra prøveturen og det videre forløb.

Men allermest er der sket et skred i, hvordan vi opfatter forskellen på den virkelige verden og den, der blot er virtuel eller i sin tid fandtes i aviserne. Det var pinligt, hvis man var nødsaget til at finde sin kæreste udenfor virkelighedens møder. Nu er det næsten pinligt blot at møde hinanden første gang i det virkelige liv. Lidt tamt. Lidt uopfindsomt.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været inde på en datingside. Jeg mener, hvad skulle jeg der? Men alligevel har jeg da lidt lyst til at se, hvad dagens tilbud er, og hvad tidens terminologi for godt salg består af. Akkurat som når jeg læser ugens tilbudsavis fra Føtex og nogle gange krydser de varer af, som har min interesse, og som jeg måske vil overveje at investere i. Det er nemlig så dejlig let i stedet for at skulle vandre hyldemeter efter hyldemeter rundt i et uoverskueligt supermarked…… Men samtidig ved jeg da godt, at tilbudsavisens billeder nok er photoshoppet til ukendelighed.

Continue Reading

Et spørgsmål om formulering? Eller mere end det?


Selvfølgelig har jeg, som nok alle andre kvinder, fulgt med i den igangværende debat om og afsløringer af seksuelle krænkelser, voldtægtsforsøg og fuldbyrdede voldtægter, såvel indenfor underholdningsbranchen som overalt og i enhver branche. Metoo har har sat en sand, og givetvis påkrævet, kædereaktion i gang.

Vi forfærdes hver dag over, hvor mange kvinder, der har været udsat for krænkelser af enhver art fra mænds side. Godt nok! Men faktisk synes jeg, vi fuldstændigt mangler at se sagen fra en anden side.

Hvorfor hører vi aldrig om, hvor mange mænd, der seksuelt har forulempet kvinder? Hvor mange mænd, der har begået voldtægter? Hvor mange mænd, der har været voldelige på enhver måde overfor kvinder? Hvor mange mænd, der har krænket deres partnere?

Prøv at lægge mærke til måden, vi bruger udsagnsordene: Kvinder bliver voldtaget, bliver krænket osv., mens mænd voldtager, krænker osv. Kvinder “står”i passiv, som vi sproglærere generelt definerer som “ den eller dem, det går ud over”, men mænd “står” i aktiv, som igen defineres som “den der udfører handlingen”.

Så vi har sprogligt flyttet fokus fra de, der rent faktisk udfører handlingerne til de, det går ud over. Selvfølgelig skal der fokus på ofrene, men det er da håbløst forfærdeligt, at denne fokus helt flyttes fra de, der udfører forfærdelighederne! Og at det rent sprogligt gøres så subtilt, at vi næsten ikke lægger mærke til det.

 

 

Continue Reading

God mad.

Restaurant Chhat, Blåvand.

Egentlig er det det gamle forsamlingshus i Blåvand, hvor min kusines mand hævder, at han i sin barndom har gået til gymnastik. Det skal nok passe, for den gamle scene eksisterer stadig som en fin forhøjning, og rummet med højt til loftet og de gamle trægulve er en rigtig god nytænkning af at forsamle sig.

Denne gang bare til rigtig fin mad til fornuftige priser. Det er ikke gourmetsegmentet, der skal køre her ind forbi, men de, der er sultne efter en gedigen, god frokost af fine råvarer. Her er et fint udvalg af gode frokostretter, og priserne er absolut også til at forholde sig til. Betjeningen er sød og ordentlig, og lokalerne er lyse og venlige.

Det er ikke sidste gang, jeg spiser frokost her! Også selv om de tilsyneladende har lidt stavevanskeligheder eller har haft et H i overskud.

Continue Reading