Personlige klimaændringer.

I mandags rejste jeg fra 25-30 grader i Jerusalem og ved Det Døde hav til et Danmark, som lige den dag var blevet tildelt omkring 7 af slagsen. For ligesom at sætte trumf på, blæste det også temmelig efterårs-umenneskeligt. Det var mørkt, da vi landende omkring 17-tiden, og det vil det for øvrigt være de næste mindst 3 måneder. Altså mørkt ved 17-tiden.

Jeg havde en gang en kollega, som stædigt fastholdt, at det var en fejl, en miskalkulation, noget, der aldrig havde været meningen, at der lever mennesker nord for Alperne. Når jeg sådan dalrer ind i Kastrup Lufthavn iklædt alt for lidt tøj og sandaler sidst i oktober, fordi min hjerne simpelthen ikke kan begribe, at nogen stjæler mit solskin, mens jeg er interneret i aluminium deroppe over skyerne, er jeg fuldstændigt enig med ham.

Jeg er nemlig bedst til sol og sommer. Vinter har aldrig været meningen med mig. Jeg er for længst udover soldyrkningsalderen, og min ungdoms intense solbading er efterhånden blevet ubegribelig for mig. Ved eftertanke forstår jeg simpelthen ikke, at jeg ikke kedede mig bravt ihjel i mine livsfarlige forsøg på at skifte race rent hudmæssigt. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Jeg kan bare, ganske simpelt og letforståeligt, konstatere, at solskin og varme giver mig energi, glæde, foretagsomhed og en umådelig lyst til at komme op om morgnen, ud i vejret og i gang. Jeg bliver i mærkbart bedre humør, og jeg er sikkert også meget nemmere at have med at gøre. Overdreven varme er langtfra mig–jeg hader f.eks. at svede–men en pæn, stabil temperatur omkring de 25, som er varmende og nærende, er da bare lige sagen. Den er indbegrebet af velbefindende, energi og livslyst.

Men lige netop den slags, må jeg nok konstatere, er ikke lige på dagsordnen rent klimamæssigt lige nu. Det er mørkt, når jeg vågner, og solen afgår fra himlen en del timer, før jeg skal i seng igen. Jeg kan tydeligt mærke, at mit energiniveau daler, og at jeg må bestikke mig selv med falske stimulanser ( chokolade og lakrids virker periodisk) for at blive glad på den måde, som solen ellers sørger for. Det er et faktum, at jeg spiser mere slik om vinteren ( som om sommerindtaget ikke var nok!) og gerne tager et par kilo på mellem oktober og februar. Det er også et faktum, at jeg får lavet mindre, og at de fleste af mine gøremål foregår indendørs. Det indebærer også, at jeg kommer meget mindre ud, end jeg gør i solperioder. Når solen skinner, og det er varmt, behøver jeg absolut ingen incitamenter eller overtalelser til at komme udenfor–det sker umærkeligt af sig selv. Mens jeg, i disse måneder, nogle gange skal have en del diskussioner med mig og mig og måske ligefrem trusler for, at det sker.

Min krop og mit liv har en sommermode og en vintermode. Sommer er fysisk aktivitet og masser af udendørs gøremål. Vinter er kropsdvale og indendørs sysler. Temmelig ofte forbundet med længere perioder i samme møbel.

Og når man rejser fra sommer til vinter på samme dag, slår det en, hvor forskelligt man egentlig reagerer på den der sol–og manglen på samme. Engang forstod jeg aldrig, at nogen gad betale penge for at opholde sig i solsikre områder andre steder på kloden hen over den danske vinter. Det begynder absolut at gå op for mig. Jeg kunne også godt blive vinterflygtning. Ikke sådan gå fuldstændigt i eksil over længere tidsrum, men at rejse til mere solbeskinnede egne i små doser. En uges opladning, og så hjem til mørket igen, så det blev overlevelsesbart.

Det er nok noget, der kommer med alderen. Eller også er det bare med alderen, at man pludselig fatter, at den gamle kollega nok havde ret. Det HAR sikkert aldrig været meningen, at der skulle leve mennesker nord for Alperne. Det var nok i sin tid en fejl, at nogen møjsommeligt klatrede over dem. Det gjorde de såmænd også nok en sommerdag. Og så gik de så langt og så længe, at der ingen vej–og intet lys–var tilbage, da de pludseligt erkendte, at de da vist var gået en smule forkert. Men så har de nok sat sig ned og begyndt at strikke, spise søde sager og skrive bøger, som andre kunne læse og helt glemt alt det der overvurderede pjat med solen- indtil 1960-erne, hvor et skæg og en præst vakte dem lidt til live igen ved at vise dem, at solen skam stadig eksisterer om vinteren. Man skal bare lede længe og langt efter den. Men finder man den, er den rigtig, rigtig god for og ved en.

Nu vil jeg sparke mig selv ud i halvmørket. Heldigvis har jeg en følgesvend med, som er revnede, bedøvende ligeglad med, om det er mørkt eller lyst, koldt eller varmt, eller syd eller nord for Alperne. Han skal bare snuse–og det er fuldstændigt årstidsuafhængigt!

You may also like

Skriv et svar