Det er klart, at når man arbejder som guide, er det nærmest en grundlæggende betingelse for at udføre ens arbejde forsvarligt, spændende og med flow–at man kan huske. Man skal kunne huske den finurlige historie om slottet, der passeres, det rimeligt korrekte årstal for det slag, der fandt sted ved den store bro, hvem der tegnede en smuk, usædvanlig bygning samt familiehistorien på den slægt, der betød så meget for et givet område. Der er meget sjældent tid nok til, at man kan google de manglende brikker, og i øvrigt gider absolut ingen høre efter, hvis informationer bare læses op.
Som sproglærer skal man kunne sin basale grammatik på rygraden og til enhver tid være i stand til at forsvare og forklare sine rettelser på pædagogisk vis. Man skal kunne huske de væsentligste begivenheder i de lande, der taler det sprog, man underviser i samt oftest have en hel del litteratur i depotet derinde i hjernen. Det er fuldt legalt at slå op, hvis man er i tvivl, men bliver det en vedvarende vane, at intet kan forklares uden opslag, mister man simpelthen sin troværdighed. Samt spilder en masse god undervisningstid.
Så man skal kunne huske. Der skal være et lager af paratviden derinde, som til enhver tid og ved alle givne lejligheder skal kunne hentes frem med et knips af en finger. Det vil ingen elektroniske hjælpemidler på noget tidspunkt kunne lave om på. For at skære det ud i pap, så er der faktisk intet så umotiverende kedeligt som at blive udstyret med en farvestrålende brochure eller en elektronisk guide på en app om en given seværdighed og så selv skulle guide sig vej gennem dem. De første par sale går det, takket være begyndermod og selvpålagt entusiasme, da meget godt, men hen omkring sal 3 begynder det godt nok at blive en smule upersonligt, kønsløst og røvkedeligt. Akkurat som da jeg på et tidspunkt fandt små film om store grammatiske udfordringer på nettet og glædestrålende præsenterede dem for eleverne, som jo så oven i købet kunne downloade dem hjemme ved skrivebordet, når de lige skulle bruge dem igen. Efter 2-3 minutter måtte de pædagogiske grammatikfilmstjerner totalt opgive den unfair konkurrence med Facebook under bordet. En guide og en lærer, der kan huske, har, og vil altid have, en meget større grad af gennemslagskraft.
Derfor kan jeg faktisk huske enormt meget. Det sidder derinde et sted, og som med en computer skal jeg bare lige finde det rette ikon og trykke. Så vælter det ud. I det stykke er jeg absolut ikke nogen vidundervoksen. Alle kan huske ting, der vedrører deres fag og deres interesser, og som skal kunne hentes frem i et snuptag på givne tidspunkter. F.eks. er det da en stor betryggelse, at Falckmanden altid kan huske, hvordan man giver kunstigt åndedræt. Det kan de fleste af os andre desværre ikke.
Til gengæld har i alt fald jeg begrænset lagerplads i mit huskecenter. Der er simpelthen ting, jeg ikke kan få plads til, og som jeg lige så godt kan opgive nogensinde at huske. Jeg kan trække Irlands fulde historie frem med meget kort varsel, men jeg er totalt lost omkring andre menneskers fødselsdage, telefonnumre, madopskrifter og alt, hvad der vedrører naturvidenskab. Nogle gange kan jeg endda komme i tvivl om ( altså indenfor nogle få datoer), hvornår nærtstående familiemedlemmer egentlig fylder år. Jeg ville være meget bedre til at give dem en gennemgribende forklaring på forskellen mellem “who” og “whom” end til at ramme deres præcise fødselsdato.
Heldigvis er der små hjælpemidler til den slags, så som elektroniske huskeanordninger, men det irriterer mig gang på gang, at jeg, når jeg nu sagtens kan huske, at The Battle of the Boyne var i 1690 og Easter Rising i 1916, altid, hvert år, er i tvivl om, om min far nu havde fødselsdag 21 eller 23 november.
Derfor er jeg kommet frem til, at jeg må være taknemmelig for det, jeg nu engang render rundt og kan huske. Og så må jeg forlige mig med, at min hjerne er sådan indrettet, at der tilsyneladende er ting, den har ubegrænset lagerplads til, mens andre ting er helt uden for dens rækkevidde. At der er en lang række ting, jeg aldrig, om jeg så terper dem i timevis, vil komme til at kunne huske. Ting, der bare er no-go for min hjernekapacitet. Eller også: ting, der simpelthen ikke er plads til, fordi lagerpladsen er vildt opbrugt i forvejen.
Man skulle så tro, at lageret derinde var en smule udskifteligt, men det er desværre ikke tilfældet. Jeg mener: Med den konkrete dagligdag, jeg lever i lige nu og her, er det vel næppe af den allerstørste relevans, at jeg på sekundet kan opsummere for forskellen mellem biord og tillægsord på engelsk samt kan redegøre for sprogudviklingen fra omkring 1100 til nu med særligt fokus på tiden omkring Shakespeare. Det ville måske være en smule mere belejligt at kunne huske de præcise fødselsdatoer og telefonnumre på mine børn! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Jeg kan huske det, jeg KAN huske, og må nok til mine dages ende forlige mig med, at jeg er nødt til at slå op i den telefonbog, som jeg sjældent kan huske, hvor befinder sig, når jeg skal ringe til mine drenge.
Selvfølgelig har det hele noget at gøre med interesser, indlevelse, erfaring og rutine. Måske især det første. For i forbindelse med en rejse til Rom om få dage, har jeg forgæves forsøgt at putte noget Romerrige og kejsertid ind i hjernen. Da Rom jo ligesom har (mindst!) to glansperioder, hvoraf den anden er barokken, som jeg da i den grad kan huske og ved ikke så helt lidt omkring, har jeg tvangsindlagt mig selv til en repetition af de der fordømte kejsere og minderne efter dem. Det preller totalt af, standser ved den yderste hjerneklap, opfører sig som om, jeg var tvunget til at lære samtlige telefonnumre for Århus midtby udenad. Der er ingen plads til det derinde–der er lukket. Ingen kejsere til min hjerne!
Men for det meste er min hjerne dog medgørlig. Den vil, sådan i store træk, godt huske det, jeg har allermest behov for at kunne huske. Men den er på samme tid meget lidt omstillingsparat. Og det bliver værre og værre med årene. Den bliver simpelthen mere og mere selektiv omkring, hvad den lige gider at huske. Så jeg må nok leve med dens store forelskelse i engelsk grammatik og indse, at der aldrig vil blive skabt rummelighed nok til telefonnumre, fødselsdage, madopskrifter, alt indenfor naturvidenskab og romerske kejsere.