november 2017 – Guldsøstre

Om hunde og julepynt.

30. november 2017 Ingen kommentarer

Det er nu engang sådan, at rigtigt meget julepynt befinder sig i hundehøjde. Det er selvfølgelig et problem, der kan afhjælpes kraftigt ved at lade være med at anskaffe sig et dyr over gravhundeniveau. Så har man ca. ½ meter mere at løbe på i forhold til en Retriever. Opad, altså. I længden giver det vel nogenlunde det samme.

Lavthængende julepynt og hunde er en Fandens dårlig kombination. I alt fald her. Mit dyr mangler simpelthen forståelse for jul generelt og for julepynt i særdeleshed. Og det er den samme mangel på julemæssig respekt, der udfolder sig hvert eneste år. Hvis julepynten udgøres af grangrene med en smule udvalgt pynt, fejer hans velbehårede hale skånselsløst enhver form for velophængt pynt ned. Ikke bare ned. Men ud til alle sider, under sengene og i kroge og hjørner. Således at man hver morgen kan tage en runde og opsamle lemlæstede, forslåede og nogle gange helt uigenkendelige engle samt hovedløse nisser. Hvis der derimod er tale om større, østeuropæisk udseende hybrider mellem havenisser og den almindelige danske gårdnisse, udsættes de for intensiv auditiv mobning i timevis. Det foregår på den måde, at dyret stiller eller sætter sig foran dem og gør vedvarende, indtil de….. Ja, hvad F…. skal de sådan nærmest gøre???

Det bliver endnu værre, når juletræet kommer op. Så pynter vi naivt træet, hvorefter dyret indleder sit stormangreb, og på kortere tid, end vi har brugt til at pynte det, får det totalt afpyntet. Den største sejr, som han tilsyneladende går efter, er at få det totalt væltet omkuld, men den har han så (desværre for ham) kun haft held med en gang. Da var han også meget tæt på at få en enkeltbillet til Kina, hvor det vel ( altså selv om de ikke fejrer jul) godt kunne give lidt helligdagsstemning at blive indehaver af 40 kg. velhængt Retriever.

Godt nok er jeg ikke indehaver af de der pyntegener, men selv jeg kan da godt se, at et hjem pyntet med julepynt, der udelukkende hænger ½ meter fra loftet og ned, ser en smule besynderligt ud. Samtidig tror jeg stadig på, at han på et eller andet tidspunkt lærer basale kundskaber omkring, hvordan man behandler nisser høfligt.

Så jeg tror naivt på, at dyret i løbet af december såvel vænner sig til som lærer at respektere sine nye venner. I alt fald forsøger at lade være med at tage livet af hovedparten af dem, samt gør en indsats for at undgå større nissemandsmassakrer. Ellers må jeg jo lære at leve med at jeg enten må vælge mellem hund og førlige nisser–eller simpelthen acceptere, at min nissebestand ligner et rekonvalescenthjem efter en forfærdelig, konventionel verdenskrig.

Han får udelukkende og kun lov til at blive, fordi der dog, trods alt, er en smule mere liv i ham end den benamputerede engleflok!

PS. Billedet viser desværre ikke hans bevidsthed om egen skyld og den anger, det medfører. Han er bare sur over, at han skal sidde stille og ikke gå i frontalangreb på grangrenene bag ham, hvor enkelte smånisser ikke endnu har doneret legemsdele til støvsugeren.

Om at blive "ældre"

Om at kunne huske.

30. november 2017 Ingen kommentarer

Det er klart, at når man arbejder som guide, er det nærmest en grundlæggende betingelse for at udføre ens arbejde forsvarligt, spændende og med flow–at man kan huske. Man skal kunne huske den finurlige historie om slottet, der passeres, det rimeligt korrekte årstal for det slag, der fandt sted ved den store bro, hvem der tegnede en smuk, usædvanlig bygning samt familiehistorien på den slægt, der betød så meget for et givet område. Der er meget sjældent tid nok til, at man kan google de manglende brikker, og i øvrigt gider absolut ingen høre efter, hvis informationer bare læses op.

Som sproglærer skal man kunne sin basale grammatik på rygraden og til enhver tid være i stand til at forsvare og forklare sine rettelser på pædagogisk vis. Man skal kunne huske de væsentligste begivenheder i de lande, der taler det sprog, man underviser i samt oftest have en hel del litteratur i depotet derinde i hjernen. Det er fuldt legalt at slå op, hvis man er i tvivl, men bliver det en vedvarende vane, at intet kan forklares uden opslag, mister man simpelthen sin troværdighed. Samt spilder en masse god undervisningstid.

Så man skal kunne huske. Der skal være et lager af paratviden derinde, som til enhver tid og ved alle givne lejligheder skal kunne hentes frem med et knips af en finger. Det vil ingen elektroniske hjælpemidler på noget tidspunkt kunne lave om på. For at skære det ud i pap, så er der faktisk intet så umotiverende kedeligt som at blive udstyret med en farvestrålende brochure eller en elektronisk guide på en app om en given seværdighed og så selv skulle guide sig vej gennem dem. De første par sale går det, takket være begyndermod og selvpålagt entusiasme, da meget godt, men hen omkring sal 3 begynder det godt nok at blive en smule upersonligt, kønsløst og røvkedeligt. Akkurat som da jeg på et tidspunkt fandt små film om store grammatiske udfordringer på nettet og glædestrålende præsenterede dem for eleverne, som jo så oven i købet kunne downloade dem hjemme ved skrivebordet, når de lige skulle bruge dem igen. Efter 2-3 minutter måtte de pædagogiske grammatikfilmstjerner totalt opgive den unfair konkurrence med Facebook under bordet. En guide og en lærer, der kan huske, har, og vil altid have, en meget større grad af gennemslagskraft.

Derfor kan jeg faktisk huske enormt meget. Det sidder derinde et sted, og som med en computer skal jeg bare lige finde det rette ikon og trykke. Så vælter det ud. I det stykke er jeg absolut ikke nogen vidundervoksen. Alle kan huske ting, der vedrører deres fag og deres interesser, og som skal kunne hentes frem i et snuptag på givne tidspunkter. F.eks. er det da en stor betryggelse, at Falckmanden altid kan huske, hvordan man giver kunstigt åndedræt. Det kan de fleste af os andre desværre ikke.

Til gengæld har i alt fald jeg begrænset lagerplads i mit huskecenter. Der er simpelthen ting, jeg ikke kan få plads til, og som jeg lige så godt kan opgive nogensinde at huske. Jeg kan trække Irlands fulde historie frem med meget kort varsel, men jeg er totalt lost omkring andre menneskers fødselsdage, telefonnumre, madopskrifter og alt, hvad der vedrører naturvidenskab. Nogle gange kan jeg endda komme i tvivl om ( altså indenfor nogle få datoer), hvornår nærtstående familiemedlemmer egentlig fylder år. Jeg ville være meget bedre til at give dem en gennemgribende forklaring på forskellen mellem “who” og “whom” end til at ramme deres præcise fødselsdato.

Heldigvis er der små hjælpemidler til den slags, så som elektroniske huskeanordninger, men det irriterer mig gang på gang, at jeg, når jeg nu sagtens kan huske, at The Battle of the Boyne var i 1690 og Easter Rising i 1916, altid, hvert år, er i tvivl om, om min far nu havde fødselsdag 21 eller 23 november.

Derfor er jeg kommet frem til, at jeg må være taknemmelig for det, jeg nu engang render rundt og kan huske. Og så må jeg forlige mig med, at min hjerne er sådan indrettet, at der tilsyneladende er ting, den har ubegrænset lagerplads til, mens andre ting er helt uden for dens rækkevidde. At der er en lang række ting, jeg aldrig, om jeg så terper dem i timevis, vil komme til at kunne huske. Ting, der bare er no-go for min hjernekapacitet. Eller også: ting, der simpelthen ikke er plads til, fordi lagerpladsen er vildt opbrugt i forvejen.

Man skulle så tro, at lageret derinde var en smule udskifteligt, men det er desværre ikke tilfældet. Jeg mener: Med den konkrete dagligdag, jeg lever i lige nu og her, er det vel næppe af den allerstørste relevans, at jeg på sekundet kan opsummere for forskellen mellem biord og tillægsord på engelsk samt kan redegøre for sprogudviklingen fra omkring 1100 til nu med særligt fokus på tiden omkring Shakespeare. Det ville måske være en smule mere belejligt at kunne huske de præcise fødselsdatoer og telefonnumre på mine børn! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Jeg kan huske det, jeg KAN huske, og må nok til mine dages ende forlige mig med, at jeg er nødt til at slå op i den telefonbog, som jeg sjældent kan huske, hvor befinder sig, når jeg skal ringe til mine drenge.

Selvfølgelig har det hele noget at gøre med interesser, indlevelse, erfaring og rutine. Måske især det første. For i forbindelse med en rejse til Rom om få dage, har jeg forgæves forsøgt at putte noget Romerrige og kejsertid ind i hjernen. Da Rom jo ligesom har (mindst!) to glansperioder, hvoraf den anden er barokken, som jeg da i den grad kan huske og ved ikke så helt lidt omkring, har jeg tvangsindlagt mig selv til en repetition af de der fordømte kejsere og minderne efter dem. Det preller totalt af, standser ved den yderste hjerneklap, opfører sig som om, jeg var tvunget til at lære samtlige telefonnumre for Århus midtby udenad. Der er ingen plads til det derinde–der er lukket. Ingen kejsere til min hjerne!

Men for det meste er min hjerne dog medgørlig. Den vil, sådan i store træk, godt huske det, jeg har allermest behov for at kunne huske. Men den er på samme tid meget lidt omstillingsparat. Og det bliver værre og værre med årene. Den bliver simpelthen mere og mere selektiv omkring, hvad den lige gider at huske. Så jeg må nok leve med dens store forelskelse i engelsk grammatik og indse, at der aldrig vil blive skabt rummelighed nok til telefonnumre, fødselsdage, madopskrifter, alt indenfor naturvidenskab og romerske kejsere.

Rejser

Storbykort.

29. november 2017 Ingen kommentarer

Når jeg skal have en gruppe mennesker med til en storby, undersøger jeg altid, om det kan betale sig at købe et “card”. Et “card” ( som altid har storbyens navn foran sit efternavn “card”, f.eks Copenhagencard, Romecard osv.), og som også nogle gange hedder “pass”, giver som regel gratis adgang til et forudbestemt antal attraktioner/museer over et lige så forudbestemt antal dage. Prisen er selvfølgelig afhængig af dagenes antal.

Udbuddet af disse rabatkort er meget varieret, og i nogle storbyer er der virkelig mange penge at spare. Især den type byer, hvor man på forhånd ved, at man brænder efter at se en masse seværdigheder, der koster penge. Et rigtigt godt eksempel er New York, hvor ugekortet til ca. 2000 er et decideret must. Ikke blot fordi det giver adgang til alt det, man i forvejen utroligt gerne vil se, men også fordi det, blandt meget andet, har et utal af spændende guidede gåture inkluderet. Sidst, jeg var der, var vi på spadseretur gennem Harlem og til gospelgudstjeneste deroppe samt på fin ( men kold!) gåtur på den nyoprettede High Line med fantastiske guider. Alt sammen inklusiv i kortet.

Men det kræver et stykke detektivarbejde at finde ud af, om det overhovedet er værd at investere i disse kort. Man er næsten på forhånd nødt til at gøre sig klart, hvad det er, man vil se, og så nøje udregne, om kortet overhovedet giver besparelser. 2-dages kort er generelt ikke nogen synderligt god ide. Det er meget muligt, de giver adgang til 50 museer og et utal af andre tilbud, men hvem i alverden kan dog nå–for ikke at snakke om overkomme?–alt det på 2 sølle dage? Hvis man kun har interesse i ganske få seværdigheder, kan det også nemt blive et tab i sidste ende, for nogle byer mener, man skal have lejlighed til at se ALT, hvad de udbyder, og da alle, især fuldstændigt perifere, museer skal have del i den store, økonomiske kage, betaler man altså for tonsvis af alternative seværdigheder, man ikke kunne drømme om at begive sig ind ( eller ud) i.

Man skal også gøre sig klart, hvilken type by, man er ved at bevæge sig til. Er det en slentreby eller en decideret seværdighedsby? Vil man i grunden meget hellere gå mageligt rundt i gaderne og betragte folkelivet end stresse en smule for at nå alle de museer, hvoraf kun få har ens egentlige interesse, mens man fiser rundt til alle de andre–udelukkende fordi de er gratis. Som nu Rom, som jeg lige har givet et tjek. Vel vidende at de fleste, jeg skal afsted med, nok vil have interesse i de allerstørste seværdigheder, men faktisk ikke har noget behov for at betale en del penge for MULIGHEDEN for at se et utal af museer, jeg faktisk overhovedet ikke anede eksisterede. Her er det decideret billigere at betale for det, man gerne vil se–uden kort. Det viste sig også, at kortet dernede er så viseligt indrettet, ( eller at man har glemt at tage ham paven med på råd!) så Vatikanmuseet glimrer med sit fravær på det. Så skal man jo alligevel have pengene op for at komme ind på nok det eneste museum, alle kan have en fælles interesse i.

Så disse kort er lidt af en jungle–men også i mange tilfælde en rigtig god, spændende jungle. Jeg kunne ikke drømme om at tage til New York uden, det til København er fyldt med gode jydebesparelser og i adskillige andre storbyer er det også værd at investere i. MEN IKKE ALLE! Så tjek nøje, hvad kortene byder på.

Info om alle disse kort kan tjekkes på nettet, hvor de også kan købes, hvis man er i god tid. Sidste-øjebliks-købere behøver ikke fortvivle–der er altid lokale steder, de kan anskaffes efter ankomst: lufthavne, kiosker, museer mm.

Om at være kvinde

Det må lige vente til efter…..

28. november 2017 Ingen kommentarer

Jeg har en dårlig vane (mere). Om jeg deler den med nogen, ved jeg ikke, men det skulle sådan set ikke undre mig.

Når jeg skal træffe ubehagelige beslutninger eller måske bare indgå aftaler, der kan få et ubehageligt udfald, eller måske bare er en smule udfordrende eller besværlige, skal det altid vente til efter…..

“Efter” betyder i denne sammenhæng ofte begivenheder, rejser, helligdage, bestemte datoer eller måske bare aflønningsdag. Det, jeg skal, er oftest ting, jeg på den ene side set er nødt til og på den anden side set enten ikke gider eller har meget lidt lyst til. Det kan også være noget, der er ganske uskyldigt, men tidrøvende og en smule besværligt. F.eks. skal aftaler med frisøren altid indgås “efter” et aller andet. Det samme gælder bank, læge og tandlæge.

Jeg er eminent til at lave fine aftaler med mig selv om, at “efter jeg har været i….”, “efter jul”, “efter det ældste barns fødselsdag”, så vil jeg virkelig hengive mig seriøst til at gøre noget ved en bestemt ting og få lavet den der aftale, som jeg har så svært ved at kvinde mig selv op til at få realiseret.

Jeg har sådan set gennemskuet mig, men det ændrer jo ikke ved, at det forholder sig sådan. For hvis jeg hele tiden har den faste, ubrydelige aftale med mig selv, at dette og hint vil blive sat på skinne EFTER noget, så kan jeg jo fuldstændigt flygte fra ansvaret. Jeg kan bilde mig selv ind, at jeg HAR taget ansvaret–jeg har bare sat en ny deadline på. Givet mig selv en smule latenstid, om man vil. Jeg kan også i stilhed fortrænge det forudventende onde, og i nogle tilfælde endda lade som om, det slet ikke eksisterer, for ofte har man da hørt om, at modbydeligheder og trælse ting bare sådan går helt og aldeles over af sig selv. Lader man tilstrækkelig lang tid passere, har de såmænd nok helt glemt ens overtræk nede i banken og vil slet, overhovedet ikke snakke med en mere. Måske.

Begrundelsen for alt dette er inde i mit hoved, at man aldrig må ødelægge en positiv begivenhed. Det skal forstås sådan, at man jo ikke laver en irriterende aftale, FØR man begiver sig ud i noget rart. Man grovnyder det rare uden tanke for den der lille, dumme ting, og så må man være en ansvarlig voksen og tage sit slæb, når man nu er godt og vellykket igennem alt det positive.

Problemet er bare, at når den ene positive begivenhed er overstået, så venter der minsandten endnu en ude i horisonten. Og hvis man er mig, så snupper man da lige den med, inden der indgås grimme aftaler, for man ødelægger vel ikke det gode, der kommer til en?

I næste uge skal jeg en tur til Rom, og der er da godt nok lige nogle ting, der har fundet blivende hængeplads på den tur. Så mange ting, der skal gøre EFTER…. Men så er der jo fortvivlende få dage til jul, og hvad så? Kan man så overhovedet NÅ det? Måske er det meget, meget bedre at vente med hele aftaleophobningen til EFTER jul? Der er også så ualmindeligt behageligt lang tid til. Faktisk lang tid nok til, at rigtigt mange af tingene sagtens kan gå over af sig selv eller i sin mor.

Og når man nu har sat en deadline til EFTER jul, så har man samtidig været noget så voksen og ansvarlig overfor sit eget liv. Det er jo ikke fordi, man ikke vil. Det må bare lige vente til efter…….

PS. Og i år må jeg faktisk sige, at min “efter”-taktik havde visse fordele. Mit skift fra vinterdæk til sommerdæk skulle i en uendelighed vente til “efter jeg havde…”. Pludselig var det så blevet oktober. Så var ondet helt og fuldstændigt på forunderlig vis gået over af sig selv. Tilligemed sparede jeg 2xdækskift!

Ikke kategoriseret

Lys over land.

27. november 2017 Ingen kommentarer

Jeg synes, det er smukt, når folk sætter lys i deres træer her ved juletid. Det er hyggeligt og giver en form for liv i en ellers mørk tid.

Jeg elsker at gå gennem mit kvarter, eller måske endda midtbyen, efter mørkets frembrud og bare nyde alle de flotte lys. Jeg bliver glad, når jeg ser dem, og for mig river de ligesom mørket itu. Får mig til at glemme, hvor mørkt det hele i virkeligheden er.

Da mine børn var mindre, var det primært noget, vi gjorde for at glæde børnene. Sagde vi i alt fald. Jeg tror nu fuldt og fast på, det glæder de voksne mindst lige så meget. Der er sket et skift siden den tid, så lys i træer og buske nu nærmest er et must for alle, og man ude på villavejene undrer sig lidt, hvis nogen ikke lige har fået oplyst et stykke vegetation.

Heldigvis er de fleste lyskæder smagfulde og slynger sig veldesignet omkring deres respektive træer. Samt lader være med at blinke! Jeg husker endnu en december, hvor min far af vanvare var kommet til at købe en lyskæde med indlagt blink. Den stakkels mand blev på det nærmeste lynchet af resten af familien, og selv om han havde brugt ret lang tid på at sætte lysmonstret fast i træet, måtte han med det samme bruge akkurat lige så lang tid på at demontere det. Ellers var det aldrig blevet jul i det lille hjem det år.

For når vi nu har så stort et udbud i diskrete og pæne lyskæder, hvorfor skal nogle så gå amok i farveorgier, blink, håbløst designede rensdyr og nissemænd fra helvede? Forstå det dog: Det er IKKE pænt, det er lysforurening, dårlig smag og en visuel katastrofe. Det er en forstyrrelse af den generelle julefred og sikkert også en sikker måde på at blive upopulær i det meste af kvarteret.

Netop på lyskædeparametret er less lig med more. Når man stiller sin udendørs julepynt til tvungen anskuelse for hele kvarterer, så er man simpelthen nødt til at tage hensyn. Ikke til sin egen blinkende, overdådige smag, men til alle de andre, der også færdes på gader og veje, og som nyder det stille, fine, ublinkende lys på et smukt træ.

Hvis man endelig har en ustyrlig og akut trang til at omgive sig med blinkende lygter, usmagelige, nordskandinaviske efterligningsdyr og overvægtige nissemænd i katastrofedesign, så bør man, af hensyn til alle naboer og forbipasserende, holde sin mareridtsopstilling indendøre og venligst huske at trække alle gardiner forsvarligt for.

Så kan vi andre nemlig nyde alle de smukke lys, som slynger sig om træer og buske og lyser de mørke dage op på en dejlig måde.

Om at være kvinde

Om manglende gener.

26. november 2017 Ingen kommentarer

Så er det igen en af de (heldigvis få) gange om året, hvor jeg så brændende kunne ønske mig, at jeg havde arvet nogle flere af min mors pyntegener. De har tilsyneladende droppet eller overset en generation, for datteren er da heldigvis ret godt kørende i design. (IKKE pynt, jeg ville være hovedløs, hvis hun læste dette og tolkede det, som om jeg beskyldte hende for pyntesyge.)

Anyway, min mor er ( og især var) et stort julemenneske, der elskede højtiden og især at pynte op til den. Og det var hun faktisk ualmindeligt god til. Både til selv at kreere, sy og plante skønne ting og smukke dekorationer sammen. Det skal hun have: Det var smukt og smagfuldt. At der så til tider måske var en lille smule for overvældende meget af det, det er så en anden snak.

Men når jeg skal forsøge at gøre mit hjem en smule mere julespiseligt, så går det næsten altid ufordøjeligt galt. Mine hænder er ikke til hyggekreativitet. Noget så simpelt som en adventskrans (billedet) kan jeg nærmest ikke få til at ligne andet end et falleret skib i stormvejr fra alle vindretninger på en gang. Det er årtier siden, jeg ophørte med selv at pynte en granring med sløjfer og lys. Silkebånd går i destruktionsmode, når jeg rører ved det, og nægter på samme tid at omforme sig til noget, der tilnærmelsesvis ligner en sløjfe. Samtlige lys går i adventsstrejke og ser ud, som om de i hastigt trav er på vej i hver sin retning–ydermere kraftigt hjulpet af tyngdekraften.

Denne her sag købte jeg, fordi den var simpel. Man skal bare (“bare”, min bare røv!) fylde lidt pænt nivelleret ler i bunden, putte nogle lysestager i og sætte lys på. For de meget mere avancerede kan man derudover stikke et par grangrene ned mellem lysene, men de få år, jeg prøvede det, lignede de omkuldblæste kyllingeben–og i øvrigt gik der altid ild i dem, fordi de stod en smule sikrere, hvis jeg satte dem sådan helt tæt op ad lysene. Lernivellering, må jeg konstatere, hører ikke hjemme blandt mine spidskompetencer, selv om jeg da virkelig gør mig umage. Det kan bevises, for der er ler overalt på køkkenbord, køkkengulv og mig. Og de tumpede lys har sådan nærmest deres eget kontrære liv. Selv om jeg bruger de samme år efter år (jeg købte dem vist i 00-erne) bliver de da ikke en skid bedre til stå oprejst med årtierne. Sådan noget ler er også noget forfærdeligt griseri, når man med magt skal putte det ned i sådan en fancy form. Det klæber sig jo op ad siderne, og når man vil tørre dem af, slæber man bare halve lermarker helt ud på ydersiden af tingesten.

Det er det samme med den slags små, hyggelige tableauer, som så mange er eminente til at stille op i hjørner og kroge. Når jeg skal lave sådan et, ser det ud, som om det viser selve epicentret ganske få sekunder efter et katastrofalt jordskælv. Der er i alt fald ingen, selv de allermest fantasifulde, der kan stykke sammen, hvad den egentlige intention har været. Men i år fandt jeg nogle gamle krybbespilsfigurer og følte ligesom indeni, at her var et område, hvor jeg kunne forsøge mig uden alt for traumatiske følger. Det var vel bare at stille figurerne op. Som sagt, så gjort, og faktisk stod de alle sammen i pæn ro og orden: 3 vise mænd, 2 engle, 3 får, 1 ko og 2 Joseffer. Det sidste kan man vel godt til nød leve med ( og man kan vel altid argumentere for, at han var tvilling og havde besøg af sin bror), men det ER nu lidt tamt, må jeg indrømme, når man har totalforlist Jomfru Maria og Jesusbarnet. Det bliver ligesom ikke helt det samme.

Heldigvis har jeg det sådan, at jeg prøver at fortælle mig selv, hvad jeg i stedet er god til. Det vil jeg undlade at remse op her, for den slags er det pænest og mindst arrogant at gøre inde i sig selv. Så bliver jeg sådan lidt glad igen og kan godt leve en måneds tid med den rædsel af en adventskrans, jeg overhovedet ikke gider at reparere så meget som et sekund mere på. Forøvrigt tager min bror min mor til jul, så jeg slipper endda for de der blikke, som enhver datter vist kender–og frygter!

Og så tænker jeg også, at hvis jeg nu var super-fantastisk til alt det der hyggenyggejuleri, ville jeg så overhovedet få tid til alt det andet, jeg også gerne vil. Så kunne jeg jo binde adventskranse, lave tableauer og sy julehjerter herfra og langt over til naboen, og måske endda lokalisere et fortabt Jesusbarn et sted, men ville det gøre mig lykkeligere? På sigt?

Nej, jeg er vist sådan en, der er rigtig god til at beundre andres kreativitet og flotte julepyntning. Takket være min gendefekt. Har jeg bestemt!

Om at være kvinde

Om the og rundstykker.

24. november 2017 Ingen kommentarer

Jeg har lige været oppe ved en veninde for at drikke formiddagsthe og spise rundstykker. Det–i sig selv–er der såmænd ikke noget specielt ved. Det gør jeg da en hel del gange årligt, sådan fordelt over diverse veninder.

For det er vi nemlig rigtigt gode til, vi kvinder. Vi er eminente til at afsætte et par timer til dejligt nykøbt, eller hvis bølgerne går højt: nybagt, brød, hvor vi over the eller kaffe såvel får vendt verdenssituationen, opdateret hinanden på de væsentligste og nyligste små og store begivenheder samt vendt lidt godsindet sladder om fælles bekendte og andre former for relationer. Jeg vil ikke sige, vi dyrker det, men vi prøver at holde det i live, og selv for folk som mig, der må indrømme at være en smule socialt dovne ind imellem, er det en væsentlig del af at have et netværk.

Så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg da faktisk aldrig har set manden og en ven invitere hinanden på formiddagskaffe. Ej heller har jeg nogensinde oplevet, at han har fejret sine mærkedage ved at have en flok mandlige venner til kaffe med brød. Hvis venner og bekendte impulsivt dumper forbi, får de som regel et aller andet, men jeg har endnu til gode at se og høre, at nogen på forhånd er budt til kaffe på et bestemt tidspunkt, og at der er indkøbt brød eller kage i samme anledning.

Her taler jeg så IKKE om de “fælles” kaffeborde–dem hvor begge køn er med. Sådan nogle tæller ikke med i dette. Men udelukkende om det et-kønnede theparty.

Jeg tror ikke, min mand på nogen muligt måde er særegen–eller totalt venneløs–på det felt. Faktisk kan jeg da heller ikke erindre min far og en eller flere af hans venner drikke planlagt kaffe sammen og i grunden ikke foretage sig andet end netop det. Altså have det som selv formålet. Vel drikker mænd da kaffe sammen, men som jeg oplever det, er det enten spontant eller i forbindelse med, at de bagefter, eller før, har en praktisk opgave, som de sammen skal udføre. Det er aldrig kaffe for kaffens skyld.

På netop det område mener jeg faktisk, mænd kunne lære noget af kvinder. Måske endda også forebygge diverse grader af ensomhed. Ved at prøve at se kaffe/thedrikningen som selve formålet i sig selv, men også, på et udvidet plan, en metode til at opretholde et netværk, der ikke udelukkende er opstået på baggrund af praktiske gøremål.

Faktisk tror jeg, mænd ville kunne hente en god gevinst ved at blive meget bedre til det, de fleste af dem betragter som “at sladre”. Hvilket det selvfølgelig ( indrømmet!) også er i nogle tilfælde, hvis man vælger at overse, at det også er et middel til at holde sig opdateret i andre menneskers liv, at få vedligeholdt sine egne sociale kompetencer samt at kæle lidt for det netværk, man især som ældre/ pensionist har så uendeligt godt af at bibevare. Det er svært pludselig at indlede kaffedrikningsseancer med andre mænd som pensionist, hvis man aldrig har praktiseret det før.

Så vi kvinder er heldige, at vi gennem lange liv har brugt vores tid på al den kaffe/the, al den kage og alle de rundstykker. Det har nemlig givet os nogle bånd, som det overhovedet ikke bliver svært at opretholde, selv når vi ikke længere er på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Så får vi jo bare endnu bedre tid til det!

Hvorimod vores mænd, hvis de ellers vil forsøge på at indhente os i gode, brugbare relationer, nok snarest bør gå i gang med at få inviteret deres mandevenner til kaffe, kage og en helvedes masse sladder sådan en lørdag formiddag, hvor deres kvinder alligevel sidder et andet sted og foretager sig det samme. Måske vil en og anden blandt dem endda på sigt forsøge at bage en kage, og så kan de jo, akkurat som os, bruge noget tid på at diskutere opskriften og ovnens temperatur, før de scroller videre til naboens umulige unger…….

Brok

Om sort fredag, Allerhelgensaften og Valentins dag.

23. november 2017 Ingen kommentarer

Jeg er på ingen måde nationalist i ordets allermest ekstreme og danskhedsdyrkende forstand. Min nationalisme er ikke politisk og ekskluderende i forhold til andre nationaliteter. Men jeg er glad ved og stolt af mit land, og især synes jeg, vores gamle skikke, som vist kun vi ( nogle gange fordi de er lidt særprægede) dyrker, er værd at bibeholde. Så kan man jo kaste sig ud i dem, alt efter hvad man selv orker. Der er såmænd nok af dem. Vi behøver ikke flere.

Jeg har derfor også tidligere tordnet mod de nye tiltag, der vælter ind over os. Især fra USA. Fælles for dem alle er, at de 1) på ingen mulig måde har rod i en dansk og mangeårig tradition og 2) udelukkende tjener kommercielle interesser og derfor decideret dyrkes af firmaer, der ønsker at øge deres omsætning.

Black Friday er i USA navnet på fredag i Thanksgiving weekenden, som traditionalt er en fridag, store kæder hen ad vejen har omdefineret til, at de skal få folk til at gå amok i før-julegaver til sig selv. MEN Thanksgiving fejres som en tradition fra de oprindelige indvandrere til USA ( The Pilgrim Fathers), som på det tidspunkt af året var færdige med høsten og derfor takkede for udkommet ved at spise et overdådigt måltid. Jeg er fuldstændigt uforstående overfor, hvorfor den amerikanske tradition formodes at få mig til at gå shop-amok i Bilka og Elgiganten.

Hvorfor kan vi ikke bare nøjes med de gode, gamle udsalg? Altså dem, der engang fandt sted sommer og vinter, men som nu er blevet så udvandede, at de nærmest er på dagsordenen hele året, og ingen anstændig jyde nogensinde betaler fuld pris for noget som helst, for der er altid et sted, der er udsalg. Det er da (også) derfor, det er nødvendigt at lancere tåbelige, amerikanske markedsmekanismer, som de fleste overhovedet ikke har nogen anelse om, hvor stammer fra. Ydermere burde mennesker, der nidkært stemmer for en etnisk renholdning af Danmark, decideret afholde sig fra sådanne tiltag!!

Halloween er ligeledes en amerikansk ( og keltisk) skik, som langt tilbage stammer fra, at 31. oktober er den dag, hvor sommeren ophører, og vinteren for alvor begynder. Hvor alting dør, om man så kan sige. Det er hen ad vejen blevet omdefineret til, at man såvel skal fejre de døde, men også lave en form for karneval ud af det, således at man klæder sig ud i død og uhygge. Allerhelgensaften er også en kristen tradition til fejring af de døde, og den vil jeg ikke angribe, da den rigtigt mange steder i landet markeres med stemningsfulde gudstjenester, hvor man på fineste vis mindes årets døde sammen.

Men hvorfor kan vi ikke bare fejre vores karneval, som vi engang gjorde? For ganske få år siden var Fastelavn i februar vores udklædningstidspunkt. Fastelavn, som jo markerer enden på den kristne faste, hvor man har så usigeligt meget grund til at gå amok efter al den forsagen. ( Akkurat som Eid efter Ramadan.) Jeg investerede da i udklædning i februar måned til mine børn, da de var mindre, men det er der da vist ingen, der gør mere. Det er ikke mange år siden, der legalt blev tigget slik Fastelavnsmandag. I dag er gaderne tomme, mens de 31. oktober vrimler med skeletter og andre grusomheder. Der må tilsyneladende være stærkere markedsmekanismer til støtte for den amerikanske skik, for hvorfor kan vi ikke bare dyrke vores egen? Og er det måske, hvis vi stadig husker at slå katten af tønden, ikke bare et genialt scoop fra de, der griner hele vejen hen til banken, at de nu får os til at investere i udklædning hele to gange årligt?

Oprindelsen på Valentins dag er en smule tåget, idet der temmelig mange steder i verden ( dog ikke lokalt i Norden) har eksisteret Valentiner, men en af dem var i alt fald den romerske helgen Skt. Valentin, som blev fængslet og dræbt, fordi han, stik mod ordrer, foretog vielser af romerske soldater, der ellers ikke måtte gifte sig, når de var i tjeneste. Af den grund formodes vi så at overdænge hinanden d. 14. februar med usmagelige, lyserøde hjertekort, chokolader fremstillet til lejligheden og endda diverse intim beklædning med hjerter, som vist mere tjener som markering af dagen end egentlig, fornuftig påklædning.

Hvorfor har vi pludselig, i løbet af de sidste 10-20 år, fået en akut længsel efter en specifik dag at vise vores kærlighed? Svaret er ganske enkelt, at det har reklamens magt bildt os ind, at vi stod med et uforløst behov for. Førhen kunne vi sagtens nøjes med personlige bryllups- og andre mærkedage, men det er tilsyneladende ikke nok. Det højner jo ikke omsætningen helt så synligt på en bestemt dag.

Jeg undlader bevidst at kommentere på opfindelser som mors og fars dage, som efterhånden er så indgroede i vores system, at vi tror, de er medfødt danske. Det er de ikke–de stammer fra USA.

Det er muligt, vi er ved at udvikle os til en nation af fejrere, som intet middel skyr for at finde en lejlighed til at falde i markedsspekulanternes kløer. Men vi skal lige være bevidste om, at 1) de “nye” fejringsdage er UDELUKKENDE introducerede på det danske marked for at tjene penge og 2) vi har i grunden traditionelle fejringsdage nok i forvejen. Nogle har bare bevidst arbejdet på at få os til at glemme dem, for der er tilsyneladende mere profit i de andre.

For det er det eneste, soleklare formål: PROFIT!

Om at være kvinde

Når støvsugeren strejker, bør det være gråvejr.

22. november 2017 Ingen kommentarer

Min støvsuger er gået i vinterhi, strejke, dvalemode eller er simpelthen bare gået i god, gammeldags stykker. Jeg havde ellers bestemt mig for at støvsuge min vrede over udfaldet af gårsdagens valg ud af kroppen. Sådan virkelig tæske ubehøvlet løs på alle forhåndenværende møbler, dørkarme og genstridige gulvtæpper. Komme ind i hjørner, hvor jeg ellers sjældent er på visit og prøve at trylle mit hjem hundehårsfrit.

Det blev ved tanken.

Heldigvis er det gråvejr, og solen er fuldstændigt erstattet af tåget efterårsregn. Der er nemlig ikke noget så støvsugningsmæssigt traumatisk som en vinterdag med strålende, lav sol, der som en støvdetektiv finder vej til alle de steder, man ellers ikke ser, og belyser ens ubevidste svinskhed i al sin grusomhed. I mange, lange perioder med snusket sigtbarhed kan man foregøgle sig selv, at rengøringsstandarden da i det mindste er rimelig, og at ens hus ikke smitter af som sådan.

Men pludselig en dag kommer så den der solskinsdag. Og så kan man jo frygteligt konstatere, at man har taget noget så grueligt fejl. Det vrimler, som om nogen har tryllet dem frem i nattens mulm og mørke, frem med månedsgamle spindelvæv, gulvtæpperne, som man naivt troede bare var bløde, viser sig primært at være sammenvævet af hundehår, og i krogene holdes der nærmest multinationale konferencer for afdøde insekter. Man forundres over, at noget dagslys overhovedet har været i stand til at trænge gennem vinduernes glas, og hvis en myndighed på noget tidspunkt skulle mangle ens håndaftryk, så kan man konstatere, at det vil være helt uproblematisk at finde det i nærmest utallige versioner på ethvert glasparti. Ydermere kan man såvel sætte sin autograf som skrive “SVIN” ( eller hvad man nu ellers har lyst til at kalde sig selv) på de fleste af vindueskarmene og andre flader.

Vintersol er fantastisk, når man ikke lige skal anvende den til at gennemgå sit hjems rengøringsstandard. Men til netop dette er den afslørende, traumatisk og decideret en fremkalder af dårlig samvittighed. Mit hjem er bedst til gråvejr, må jeg nok konstatere. Selvfølgelig kunne man også vende den om og udelukkende se det positive: I vintersol er det hverken støv, hundehår eller mumificerede insekter, jeg går ned på!

Så det er godt, det er gråvejr i dag. Så må jeg jo bare bruge fantasien til at finde frem til, hvad jeg så skal tæske løs på. Støvsugeren, måske?

Brok

Om kommunalvalg.

22. november 2017 Ingen kommentarer

Kommunalvalg er en af de mest sæsonbetonede tingester, jeg kender. F.eks. meget mere end jul, som jo dog trods alt med usvigelig sikkerhed kommer tilbage hvert år, og som på det seneste er ved at erobre mere og mere territorium fra november, og nogle gange selv oktober. Eller sommerbrok, som gerne har højsæson fra midt i juni til engang i august, hvor det fader ud, når vi giver op og erkender, at den heller ikke gik hele vejen hjem dette år.

Kommunalvalg har sæson ca. 1 uge hvert 4. år. I 3 år, 11 måneder og 3 uger og sikkert nogle løse timer er de fleste af os relativt ligeglade og ville næppe, sådan halvvejs inde i en valgperiode, være i stand til at nævne mere end godt halvdelen af navnene på siddende byrådsmedlemmer. Men i den ene uge tager vi så hamrende revanche. I alt fald majoriteten af os. Her skal selvfølgelig nævnes undtagelser som mærkesager, der ofte kan få os op af stolene. Men de fleste mærkesager er og bliver personlige, og de vedrører ofte ikke kommunalpolitik som helhed, men udelukkende den lille flig, der netop angår os selv.

Op til valget forsøger vi primært at gøre os klart, hvem vi skal stemme på. Den uæstetiske skilteskov på alt forhåndenværende elforsyningsmateriale gør os næppe klogere, og jeg vil vove at påstå, at denne usmagelige femvisning af fejlsprøjtet Botex, iblandet photoshopping næppe har nogen målelig effekt på valgenes udfald. Og når vi så har sat vores kryds, går vi selvfølgelig hjem og hepper på netop vores parti eller kandidat, samt håber på at resten af kommunens indbyggere undlader at være lige så ignorante, imbecile og bare generelt uintelligente, som de plejer. (Læs: Stemmer på dem, vi ikke stemmer på!)

Valgaftener er de eneste aftener, hvor jeg i mange stive timer ser “politisk” TV. Selvfølgelig interesserer politik mig til husbehov, men jeg kan, i de fleste omgange, sagtens nøjes med væsentligt kortere doser. Jeg ved også godt hvorfor. På valgaftener er jeg nemlig en del af en supporterklub, der akkurat som fodboldsupporters holder med “mit” hold/ “min” kandidat og ivrigt såvel glædes over sejre som bander over nederlag. Det er næsten en “os” mod “dem” situation, og jeg jubler højlydt, når mit hold får straffe eller sender den direkte i målet. Tilligemed at jeg råber lidt indvendigt, når modstanderne får, selvfølgelig helt uretfærdige og ufortjente, point.

Faktisk gik det jævnt godt for mit hold i går, men desværre på en måde, så modstanderne alligevel snød sig til sejren. Her i byen må vi endnu engang trækkes med en borgmester, som til et nys overstået, væsentligt jubilæum holdt en tale, der ( nærmest som vanligt) var så øredøvende pinlig, at halvdelen af salen undlod at klappe. Det er sådan noget, der kan hidse mig op i dag.

For om 2-3 dage begynder jeg jo alligevel bare at blive sådan lidt ligeglad hen ad vejen. Så starter min 3 års, 11 måneders og 3 ugers latenstid i forhold til kommunalpolitik, og om ca. en måned kan jeg givetvis ikke huske navnene på mere end halvdelen af byrådsmedlemmerne.

Så har jeg ligesom forliget mig selv med, at de forkerte endnu engang skal bestemme over mit liv på en (for mig) fejlslagen måde, således at jeg, når det igen bliver sæson for kommuner, kan bruge en uges tid på at kvinde mig op, stemme og forhåbentlig denne næste gang blive rigtigt glad, fordi mit hold vinder.

Endelig skal der da–mens jeg endnu er i kommunalmode–lyde mine dybeste kondolencer til venner og bekendte over hele landet, som, efter hvad jeg kan se på resultaterne, er minimum lige så meget på det ufortjente nedrykningshold, som jeg er. Nogle decideret mere!

PS. Min vrede er for nedadgående, så jeg har bevidst slettet et par udfald under bæltestedet fra skrift. Men jeg mener dem nok stadig!

1 2 3 4 Næste »