Om manglende gener.

Så er det igen en af de (heldigvis få) gange om året, hvor jeg så brændende kunne ønske mig, at jeg havde arvet nogle flere af min mors pyntegener. De har tilsyneladende droppet eller overset en generation, for datteren er da heldigvis ret godt kørende i design. (IKKE pynt, jeg ville være hovedløs, hvis hun læste dette og tolkede det, som om jeg beskyldte hende for pyntesyge.)

Anyway, min mor er ( og især var) et stort julemenneske, der elskede højtiden og især at pynte op til den. Og det var hun faktisk ualmindeligt god til. Både til selv at kreere, sy og plante skønne ting og smukke dekorationer sammen. Det skal hun have: Det var smukt og smagfuldt. At der så til tider måske var en lille smule for overvældende meget af det, det er så en anden snak.

Men når jeg skal forsøge at gøre mit hjem en smule mere julespiseligt, så går det næsten altid ufordøjeligt galt. Mine hænder er ikke til hyggekreativitet. Noget så simpelt som en adventskrans (billedet) kan jeg nærmest ikke få til at ligne andet end et falleret skib i stormvejr fra alle vindretninger på en gang. Det er årtier siden, jeg ophørte med selv at pynte en granring med sløjfer og lys. Silkebånd går i destruktionsmode, når jeg rører ved det, og nægter på samme tid at omforme sig til noget, der tilnærmelsesvis ligner en sløjfe. Samtlige lys går i adventsstrejke og ser ud, som om de i hastigt trav er på vej i hver sin retning–ydermere kraftigt hjulpet af tyngdekraften.

Denne her sag købte jeg, fordi den var simpel. Man skal bare (“bare”, min bare røv!) fylde lidt pænt nivelleret ler i bunden, putte nogle lysestager i og sætte lys på. For de meget mere avancerede kan man derudover stikke et par grangrene ned mellem lysene, men de få år, jeg prøvede det, lignede de omkuldblæste kyllingeben–og i øvrigt gik der altid ild i dem, fordi de stod en smule sikrere, hvis jeg satte dem sådan helt tæt op ad lysene. Lernivellering, må jeg konstatere, hører ikke hjemme blandt mine spidskompetencer, selv om jeg da virkelig gør mig umage. Det kan bevises, for der er ler overalt på køkkenbord, køkkengulv og mig. Og de tumpede lys har sådan nærmest deres eget kontrære liv. Selv om jeg bruger de samme år efter år (jeg købte dem vist i 00-erne) bliver de da ikke en skid bedre til stå oprejst med årtierne. Sådan noget ler er også noget forfærdeligt griseri, når man med magt skal putte det ned i sådan en fancy form. Det klæber sig jo op ad siderne, og når man vil tørre dem af, slæber man bare halve lermarker  helt ud på ydersiden af tingesten.

Det er det samme med den slags små, hyggelige tableauer, som så mange er eminente til at stille op i hjørner og kroge. Når jeg skal lave sådan et, ser det ud, som om det viser selve epicentret ganske få sekunder efter et katastrofalt jordskælv. Der er i alt fald ingen, selv de allermest fantasifulde, der kan stykke sammen, hvad den egentlige intention har været. Men i år fandt jeg nogle gamle krybbespilsfigurer og følte ligesom indeni, at her var et område, hvor jeg kunne forsøge mig uden alt for traumatiske følger. Det var vel bare at stille figurerne op. Som sagt, så gjort, og faktisk stod de alle sammen i pæn ro og orden: 3 vise mænd, 2 engle, 3 får, 1 ko og 2 Joseffer. Det sidste kan man vel godt til nød leve med ( og man kan vel altid argumentere for, at han var tvilling og havde besøg af sin bror), men det ER nu lidt tamt, må jeg indrømme, når man har totalforlist Jomfru Maria og Jesusbarnet. Det bliver ligesom ikke helt det samme.

Heldigvis har jeg det sådan, at jeg prøver at fortælle mig selv, hvad jeg i stedet er god til. Det vil jeg undlade at remse op her, for den slags er det pænest og mindst arrogant at gøre inde i sig selv. Så bliver jeg sådan lidt glad igen og kan godt leve en måneds tid med den rædsel af en adventskrans, jeg overhovedet ikke gider at reparere så meget som et sekund mere på. Forøvrigt tager min bror min mor til jul, så jeg slipper endda for de der blikke, som enhver datter vist kender–og frygter!

Og så tænker jeg også, at hvis jeg nu var super-fantastisk til alt det der hyggenyggejuleri, ville jeg så overhovedet få tid til alt det andet, jeg også gerne vil. Så kunne jeg jo binde adventskranse, lave tableauer og sy julehjerter herfra og langt over til naboen, og måske endda lokalisere et fortabt Jesusbarn et sted, men ville det gøre mig lykkeligere? På sigt?

Nej,  jeg er vist sådan en, der er rigtig god til at beundre andres kreativitet og flotte julepyntning. Takket være min gendefekt. Har jeg bestemt!

You may also like

Skriv et svar