Da disse to hjemmestrikkede moster Karen nisser indtog deres hædersplads i vinduet omkring 1. søndag i advent, blev deres uundgåelige årlige ankomst mødt med glæde og forventning. Det er som om, det slet ikke kan blive jul i det lille hjem, før de sidder der og troner i al deres stormønstrede nissetøj, uglede hår og skæve briller. De er en væsentlig del af husets julepynt, og julepynt skal man altid tage dybt seriøst. Den skal behandles med ærefrygt og gerne opstilles og sættes på præcis samme plads, som den stod sidste år. Og forrige…..
De første uger, parret sad der, behandlede jeg dem med ærbødig respekt og så ligesom ikke, hvordan de sådan rent æstetisk gør sig i mit hjem. Det var nok mere signalværdien. Den med: Endelig jul igen! Omkring 1. juledag sker der så altid et eller andet for mig. Jeg ved ikke, om jeg genvinder min sunde fornuft eller bare tillader mig selv en smule kunstnerisk bedømmelse af mine nisseomgivelser. I alt fald bliver alle mine nisser grimme fra 2. juledag og fremad mod nytår. Det er sådan en gradvis proces, der bare vokser sig større og større, så jeg næsten ikke kan have den inden i mig selv til sidst.
Når jeg sætter mine nisser og andre former for julepynt op, er der ingen ende på, hvor dødcharmerende og superhyggeligt det hele er. Deres skæve grin og flåede ærmegab går lige i hjertet, og jo mere udseendemæssigt udfordrede de er, des mere elsker jeg dem. Jeg er parat til at tilgive enhver form for deformitet, slitage og andre problemer, de måtte have, og synes næsten, at deres grimhed er en julestyrke i sig selv. Sådan går det meste af december….
Men når vi så kommer herhen, hvor julen så småt rinder ud, og juledagene har mistet deres nummer, så angriber de mig i baghold fra alle hjørner og vindueskarme med de grin, der nu er gået fra at være charmerende til at være smøret hånende. Som om de vil give mig et vink med en nissehue om, at jeg da lige skal få tjekket min personlige smag en ekstra gang og komme lidt til januarfornuft.
Så er det, jeg lidt aggressivt påbegynder den langsomme udfasning af grimme nisser. Egentlig tager jeg jo ikke julepynten ned før 1. januar, men der må dog være kunstneriske undtagelser. Der er vel, trods alt, grænser for, hvad man behøver at tvinge sig selv til at bo sammen med. Jeg ved i øvrigt altid, hvornår det tidspunkt kommer. Det er, når jeg helt uden egentlig at ville det, automatisk og helt uintenderet kommer til at række tunge af dem, hver gang jeg går forbi! Min udvælgelse går helt konkret efter grimhed. De grimmeste først… Det er er utroligt pålidelig måde, for i løbet af ganske få dage bliver al min julepynt faktisk gradvist grimt. Det forvandler sig fra hygge til stads. Det mister totalt sin indbyggede nostalgi og signalværdi og ligner bare noget, en eller anden lusket kat med håbløs smag har slæbt ind over min dørtærskel og dumpet på strategiske steder, så jeg bare må rende rundt i en permanent tilstand af tungerækning for overhovedet at kunne overleve i mit eget hjem.
Sådan en udfasning foregår over flere dage, og jeg kan mærke, at jeg bare får det SÅ godt, når de charmetrolde, der på en måned har udviklet sig til overrædsler er væk, borte og pakket i kasser, der næsten ikke kan komme på loftet hurtigt nok.
Så kan de stå deroppe, kan de, de grimme nogen og bruge hele foråret, sommeren og efteråret på at forvandle sig til søde, sjove og charmerende nisser, der i den grad er klar til at indtage mit liv med hygge og julestemningsspedning den første søndag i advent næste år!