Om langsom udfasning af grimme nisser.

Da disse to hjemmestrikkede moster Karen nisser indtog deres hædersplads i vinduet omkring 1. søndag i advent, blev deres uundgåelige årlige ankomst mødt med glæde og forventning. Det er som om, det slet ikke kan blive jul i det lille hjem, før de sidder der og troner i al deres stormønstrede nissetøj, uglede hår og skæve briller. De er en væsentlig del af husets julepynt, og julepynt skal man altid tage dybt seriøst. Den skal behandles med ærefrygt og gerne opstilles og sættes på præcis samme plads, som den stod sidste år. Og forrige…..

De første uger, parret sad der, behandlede jeg dem med ærbødig respekt og så ligesom ikke, hvordan de sådan rent æstetisk gør sig i mit hjem. Det var nok mere signalværdien. Den med: Endelig jul igen! Omkring 1. juledag sker der så altid et eller andet for mig. Jeg ved ikke, om jeg genvinder min sunde fornuft eller bare tillader mig selv en smule kunstnerisk bedømmelse af mine nisseomgivelser. I alt fald bliver alle mine nisser grimme fra 2. juledag og fremad mod nytår. Det er sådan en gradvis proces, der bare vokser sig større og større, så jeg næsten ikke kan have den inden i mig selv til sidst.

Når jeg sætter mine nisser og andre former for julepynt op, er der ingen ende på, hvor dødcharmerende og superhyggeligt det hele er. Deres skæve grin og flåede ærmegab går lige i hjertet, og jo mere udseendemæssigt udfordrede de er, des mere elsker jeg dem. Jeg er parat til at tilgive enhver form for deformitet, slitage og andre problemer, de måtte have, og synes næsten, at deres grimhed er en julestyrke i sig selv. Sådan går det meste af december….

Men når vi så kommer herhen, hvor julen så småt rinder ud, og juledagene har mistet deres nummer, så angriber de mig i baghold fra alle hjørner og vindueskarme med de grin, der nu er gået fra at være charmerende til at være smøret hånende. Som om de vil give mig et vink med en nissehue om, at jeg da lige skal få tjekket min personlige smag en ekstra gang og komme lidt til januarfornuft.

Så er det, jeg lidt aggressivt påbegynder den langsomme udfasning af grimme nisser. Egentlig tager jeg jo ikke julepynten ned før 1. januar, men der må dog være kunstneriske undtagelser. Der er vel, trods alt, grænser for, hvad man behøver at tvinge sig selv til at bo sammen med. Jeg ved i øvrigt altid, hvornår det tidspunkt kommer. Det er, når jeg helt uden egentlig at ville det, automatisk og helt uintenderet kommer til at række tunge af dem, hver gang jeg går forbi! Min udvælgelse går helt konkret efter grimhed. De grimmeste først… Det er er utroligt pålidelig måde, for i løbet af ganske få dage bliver al min julepynt faktisk gradvist grimt. Det forvandler sig fra hygge til stads. Det mister totalt sin indbyggede nostalgi og signalværdi og ligner bare noget, en eller anden lusket kat med håbløs smag har slæbt ind over min dørtærskel og dumpet på strategiske steder, så jeg bare må rende rundt i en permanent tilstand af tungerækning for overhovedet at kunne overleve i mit eget hjem.

Sådan en udfasning foregår over flere dage, og jeg kan mærke, at jeg bare får det SÅ godt, når de charmetrolde, der på en måned har udviklet sig til overrædsler er væk, borte og pakket i kasser, der næsten ikke kan komme på loftet hurtigt nok.

Så kan de stå deroppe, kan de, de grimme nogen og bruge hele foråret, sommeren og efteråret på at forvandle sig til søde, sjove og charmerende nisser, der i den grad er klar til at indtage mit liv med hygge og julestemningsspedning den første søndag i advent næste år!

Continue Reading

Et par stille nytårsaftensønsker.

Hvoraf det ene er umiddelbart muligt, mens det andet nok skal have en smule kvalificeret hjælp for at blive opfyldt.

Nytårsaften er nærmest den eneste aften, hvor det i vores lille land er fuldt legalt at lade en flok tåbeligt berusede mennesker bevæbne sig med farlige sprængstoffer. I en lille uge omkring denne affyringsrampe af en aften samt på selve aftenen, hvor mængden af krudt og promiller ofte er ligefremt proportionale, kan enhver lovligt færdes og lege med sprængstoffer. Selv børn. Det eneste, minimale krav til dem er, at de bruger beskyttelsesbriller. Voksnes øjne, derimod, er helt på eget ( eller i denne forbindelse oftest: andres!) ansvar. Mange voksne forsvarer endda deres lemfældige omgang med samme sprængstoffer med, at “det er for børnenes skyld”! I mine øjne virker det absurd på grænsen til det allermest begrædeligt, tåbelige, infantile, uforståelige idioti. Det synes de også i vores nabolande. Der må berusere heller ikke forlyste sig offentligt og fuldt legalt med sprængstoffer, som de tilsyneladende gerne må herhjemme.

Og jeg har da vist statistikkerne på min side uden så meget som måtte gribe til fake news eller alternative sandheder.

Jeg holder også meget af fyrværkeri ( med visse modifikationer, men det kommer jeg til!) og synes, det er smukt, festligt og en god måde at markere overgangen til et nyt år. Så det er ikke selve fyrværkeriet, jeg er ude med den våde klud efter. Meget mere affyrerne og det efterfølgende, uundgåelige svineri. Vi har i landet faktisk uddannede fyrværkerimestre, som ved, hvad de har med at gøre rent risikomæssigt samt også er trænede i at affyre, så lysmønstrene får den optimale effekt. Hvorfor i alverden bruger vi så ikke dem? (Altså som vi bruger den autoriserede, uddannede blikkenslager, når vores vandrør lækker?) Det ville være en smal sag at samle vores fyrværkeri på lokale pladser, grønne områder og deslige og så lave en samlet, kanonflot affyring med en professionel i spidsen. Ligeledes ville det være umådeligt let blot at indbetale et individuelt beløb til en konto for netop den plads, man gerne ville frekventere klokken 12, hvorefter fyrværkerimesteren kunne indkøbe skyts for de indbetalte beløb. Sikke et show, der ville kunne stables på benene! I stedet for de hjemlige, krøllede raketter, der altid vælter og de alt for mange øjenskader, ville et helt område kunne nyde de store mængder, der så ville blive råd til—i sikkerhed og med en fagperson i spidsen. Endelig ville oprydningen blive meget lokal og koncentreret og ikke strække sig over hele byers gader og stræder, hvor man nu vader er udvandede raketpinde og sorte batteribokse de første to uger af januar.

Hvor svært kan det lige være?

Mit andet stille nytårsønske er derimod helt personligt for hunden og mig. Jeg kan desværre ikke helt verificere, om hunden ( som mig) er glad for synet af fyrværkeri, men til fælles har vi dog, at vi HADER lyden af det. Jeg ( men ikke hunden) er udmærket klar over, at det kræver krudt at få stjernerne til at eksplodere, men det ville nu bare være så umanerligt dejligt, om det ikke var tilfældet. Jeg er aldrig vokset fra at være bange for høje drøn og pludselige lyde, og faktisk fratager det faktum, at fyrværkeri skal eksplodere, før det kan gå i stjerner, mig enhver glæde ved det. Jeg opholder mig helst indendøre nytårsaften og gerne med begge hænder i alarmberedskab, så de til enhver tid kan flyve op til ørerne i rekordfart. Ligefrem at bruge høreværn har været under overvejelse, men det fratager mig desværre lyden af alt andet, der også foregår. Så kan man ikke gen-modificere raketter? Altså på en, for mig ukendt, måde tage enhver form for lyd ud af dem? Gøre dem stille og smukke som de stjerneskud, de vel oprindeligt er tænkt at skulle ligne?

For hvis raketter blev lydløse og samlet på store fælles arealer og pladser, hvor de blev affyret på forsvarlig og smuk måde af uddannede fyrværkerister–TÆNK ENGANG!–så ville der virkelig være noget ved at holde nytårsaften. For både mig, hunden og alle de tåbelige, undgåelige skaber, der venter lige om hjørnet!

 

Continue Reading

Om at huske at nyde det “nok”.

Det er et evigt tilbagevendende, indre spørgsmål hvert år, når julegæsterne er draget af mod de større byer, hunden forsøger at indhente flere dages manglende dagsøvn i sin kurv og huset bare synes så rungende tomt og forladt. Huskede jeg nu at nyde det “nok”? Mens det stod på?

Da jeg var yngre, bestemte jeg hvert eneste år, at jeg med sikkerhed næste år ville påbegynde julerierne ultimo september. Eller i alt fald midt i oktober. Senest. For at få endnu mere tid til at nyde det hele. Måske også fordi jeg så kunne tillade mig helt at glemme at nyde enkelte dage, fordi der jo sådan set var overskudsdage på kontoen til at nyde i. Det lykkedes mig aldrig. Der var altid noget andet end den fjernt forestående jul, der lige fik førsteprioritet der i oktober.

Det sker også ind imellem på fantastiske og usædvanlige ferier. Vel hjemkommet banker den indre meningsmåler på og minder mig om, at jeg er nødt til at spørge mig selv, om jeg nu huskede at nyde det hele “nok”. Var jeg ca. hvert 5. minut i julen eller under ferien bevidst om, at jeg skulle score topkarakter på nydelsesskalaen og minde mig selv om, hvor ualmindeligt strålende det hele var? Sådan at hverdagen enten kunne blegne betragteligt, eller erindringerne om alt det gode måske var nok til at overleve hvert års deja vu af januarblues?

Efter års selvpålagt nydelsestortur har jeg besluttet mig til at droppe spørgsmålet. For det første kan jeg jo overhovedet ikke svare på, hvordan man måler “nok”. Er det i glæde, mængder af mad, beundringsværdige udsigter, samvær med familie og venner eller bare en generel følelse? Og findes der overhovedet et parameter, som eksakt kan måle graden af nydelse samt klart slå ud, hvis den rammer indenfor området af “nok”?

For det andet–og væsentligste–ville jeg givetvis fuldstændigt glemme at leve i det nu, jeg befandt mig i, hvis jeg hele tiden skulle spørge mig selv, om min nydelse var optimal. Måske ville jeg også blive utroligt skuffet, for hvad hvis nu jeg sådan ikke lige nød tingene til bristepunktet? Skulle jeg så arbejde meget mere seriøst med min nydelse? Noget, der helt sikkert ville være på bekostning af bare at være og være til stede.

Så jeg må lære ikke at spørge, om jeg nu nød det  hele “nok”. Og i stedet forvisse mig selv om, at jeg nød det så godt, jeg kunne, netop fordi jeg ikke hele tiden skulle have nydelsesparametret i baghovedet. Jeg VAR.

Og i øvrigt giver selve spørgsmålet jo overhovedet ingen mening. For det første kan en overstået jul ikke gøres om, for det andet er tanken om en nydelsesskala jo absurd i sig selv, og for det tredje ligger selve den ultimative nydelse vel i at være tilstede i nuet uden overhovedet at skænke det en tanke, om man 3 dage senere har formået at leve op til sine egne nydelseskrav.

Det tager altid lige et par dage at få absurditeterne ud af hovedet. Gerne indtil hverdagen igen er i fuld gang. I øvrigt en hverdag, hvor i alt fald jeg aldrig spørger mig selv, om jeg nu huskede at nyde tingene “nok”. Måske skulle man begynde at udfritte sig selv om, om indkøbsturen i Netto blev tilstrækkeligt påskønnet, eller om madlavningen blev nydt sådan helt ultimativt. Det ville cirka give samme mening som at spørge sig selv om, om julen blev nydt “nok”!

 

Continue Reading

Om at købe tøj (og andet!)

Min mor er uddannet ekspeditrice i en manufakturforretning. Så hun ved alt om stoffer, knapper, lynlåse, pasformer og diverse forskellige modeller. Anno 1950-erne. Indlæggets håndsrækkende miniordbog over forældede ord i det danske sprog kan så oplyse, at ekspeditrice betyder, at man er uddannet til at være vidende om samt rådgive kunder omkring de ting, man sælger. Manufakturhandler forklares bedst som Mads Skjern, eller for eventuelle yngre læsere som en, der sælger tøj og tilbehør. Sorry: accessories!

Hun tilhører derfor en uddøende race af kvalificerede fagfolk, hvis viden stadig er af nærmest Hr. Schwanske dimensioner. I dag er den slags svære at støve op i tøjforretningerne. Man skal virkelig kigge sig godt for mellem hylderne for at finde en person, der rent faktisk er uddannet indenfor faget og ved noget om varerne. Jeg vil meget nødigt anklage diverse ansatte for uvidenhed, men i stedet forbigå problemet lidt i stilhed ved at konstatere, at det nok nærmere er markedsmekanismerne, der bestemmer her end folks egentlige kvalifikationer.

Min alder, kan jeg konstatere, betyder, at jeg gradvist er ved at vokse fra forretninger med ukvalificeret eller måske bare basalt uvidende personale. Ovre er de dage, hvor butiksassistenten mestendels stod i vejen for, hvad jeg i skyndingen kunne hive ned af hylderne og selv bedømme pasformen af i forkrampede prøveaflukker. Jeg vil have kyndig vejledning. Jeg vil ikke spises af med et blik i ny og næ, der vist primært har til formål at konstatere, at jeg ikke udelukkende er ude på at stjæle varene.

Derfor er mit tøjmæssige jagtområde de seneste år skrumpet ind til butikker, hvor jeg ved, at ekspeditricen er mentalt til stede, er vidende om sit fag og sætter en ære i at give kyndig vejledning fremfor blindt at fokusere på omsætningen eller måske bare at overleve i en mellemstor tøjbutik, hvor hun i adskillige timer er eneste ansatte tilstede. Jeg skal ikke passes og serviceres i brystmål og benlængder, og jeg hader, når en ansat som en lille hund nærmest klistrer sig til mig på min rundgang i butikken, men jeg skal til enhver tid og på ganske kort tid kunne råbe et personale op, der kan hjælpe mig med svar på de spørgsmål, jeg har.

Jeg nyder de forretninger, hvor ekspeditricen på venlig måde tjekker sine prøverum og spørger, om alt er OK for en derinde. Om der er noget, man mangler. Ikke sådan hele tiden og lettere overfaldsagtigt, men på en måde, så man føler, at nogen faktisk bekymrer sig om ens ikke altid helt billige investering i sig selv. Hvor hun/han gerne finder nye størrelser og andre pasformer, og hvor man ikke står der i timevis med bukserne nede omkring hælene, fordi butikken er fuld, og den eneste ansatte i bund og grund har nok at gøre med at betjene kassen.

De ultimative adelsmærker for en butik og de, der får mig til at vende tilbage gang på gang, er faktisk for det første, at ekspeditricen tør sige sin uforbeholdne mening. Er komplet angstløs i forhold til at fortælle mig, at en given beklædningsgenstand er håbløs til netop min røv eller får mig til at ligne noget, katten har slæbt ind på en dårlig kattedag. Måske ikke med de samme ord, men med absolut samme mening. For når jeg kommer hjem og får uhyrligheden på, finder jeg såmænd nok ud af det selv, og så giver skabsrædslen mig hver gang dårlige minder om og uheldige aversioner mod butikken alligevel. Det andet er, at hun tør gå på tværs af min fastlåste smag og meninger og foreslå mig tekstil, jeg ellers aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jeg skulle puttes i. Egentlig en slags manufakturmæssig nytænkning, som jeg i den grad ofte har rigtigt godt af. (Det har mine omgivelser nok også!) En måde at se sig selv i en ny sammenhæng og prøve at omdefinere bukser på en noget mere kreativ måde. Det har jeg faktisk tit haft overordentlig gode erfaringer med.

Det har altid undret mig, at ansatte i f.eks. elektronikforretninger er så ultimativt opdatede på deres varer og (hvis man ellers kan være så heldig at vinde dem i nummerlotteriet), at man virkelig føler sig i trygge hænder, mens man i mange tøjforretninger har indtryk af, at man egentlig lige så godt kunne have været på udkig efter et kilo gulerødder, som man så bare kunne hive ned fra hylden og betale ved kasse A. At det at investere i et stykke beklædning absolut ikke kræver velkvalificeret vejledning af et levende, sagkyndigt menneske, mens det er vildt væsentligt, at ens computer er gennemdiskuteret med en fagperson inden betaling. Det giver ingen mening–i min optik.

Så jeg ville ønske, at også tekstilbranchen ville få øjnene op for, at omsætningen givetvis kunne få et veltrængt løft, hvis der blev ansat uddannet personale. Som i elektronikbranchen.

I alt fald ville det måske indebære, at jeg og andre dinosaurer på tøjinvesteringsområdet ville opsøge nyt land i vores beklædningsjagt og lægge vores penge andre steder end i de 2-3 forretninger i de mellemstore provinsbyer, hvor man stadig kan få kvalificeret vejledning i bukser!

Continue Reading

Om at se TV.

Da jeg var barn, ansås det for upassende og arrogant at sætte sig ned og læse en bog midt på dagen. Når man er rundet af det gamle bondesamfunds normer, hører det med, at der altid er brug for ens praktiske arbejdskraft, og at man derfor viser utilbørlig opførsel ved at adoptere vaner, som kun de højere-og mere arbejdsfri– klasser havde tid, råd og lejlighed til at dyrke. At se TV om dagen var en fysisk umulighed og derfor overhovedet ikke en kilde til yderligere arrogance og spildtid. Det fandtes ikke. Fjernsynet havde hver aften premiere med TV-avisen ved 19.30-tiden ( med mindre der var børne-TV inden) og lukkede pædagogisk ned til sengetid ved 22.30-tiden. Og der var 1 kanal med totalmonopol.

I dag anser min generation det for proletarisk og fuldstændigt utjekket at sætte sig ned og se TV midt på dagen. Altså således at kun de, der er håbløst kørt af sidesporet i forhold til arbejdsmarkedet, og i øvrigt ikke engang selv kan finde på fornuftigere ting at lave, fornedrer sig til at åbne for kassen på tidspunkter, hvor seriøse mennesker foretager sig u-TViserede, væsentlige ting. Denne uskrevne regel kan med lige så stor selvfølgelighed henføres til industrisamfundet. Der er dog enkelte undtagelser for denne uskrevne regel: I julen må man godt gå lidt heldagsamok. Og så må man da også bare i den grad lære at kende forskel på status på flow-TV og streaming/andre tjenester.

Flow-TV er for folk over 40, tabere og digitalimbeciler. For tåber, der demonstrerer deres håbløse tilpasning til det evigt foranderlige samfund ved at se TV, når programmerne sendes eller måske endda drister sig til at se eftermiddagsfjernsyn. Der er absolut ingen status for folk under 40 i at se TV-avisen, når den udgives, men venter man bare til et par minutter efter programsat sendetid, har man ligesom klart signaleret, at det ikke er TV, der bestemmer over ens vildt travle, vigtige liv og gøremål, men at det forholder sig decideret omvendt. TV midt på dagen er også det ultimative tab af social status, men heldigvis er der en smutvej, hvis man nu skulle komme til at kede sig så meget, at man må slå knuder på sig selv og alligevel tænde for kassen.

Nå, nej. Ikke kassen, sådan i fysisk forstand. Her skal man nemlig være utroligt bevidst om, at der er kilometervis af statusforskel på, om man ser sine billeder på et konkret TV eller andre elektroniske hjælpemidler. Der er flere længdegrader af digital klasseforskel mellem computer, mobil og så det gamle stuealter. Hvis man vælger de første til billedbeskuning, signalerer man, at man selv er i bevægelse, med i livets generelle flow og vildt omstillingsparat, mens det stationære kiggeri blot indikerer, at man er gået seriøst i stå i sin egen stue og dermed selvfølgelig sit eget liv.

Men tilbage til smutvejen! Flow-TV er altså dybt u-hipstersk, og vil man sikre sig at være med i inderkredsen af kultureliten under 40, skal man se–sorry: man skal DYRKE–serier. Ikke de der alt for let tilgængelige, der bare sendes for almindeligt dødelige på diverse TV-kanaler, men alle dem, som kræver både indsats og betaling at hente ned fra cyberspace. Der er jo ingen, der skal komme og sige, at det er skal være let at se TV!

Hvis man har fattet tidens trend og sagt farvel til det utjekkede, forældede, proletariske flow-TV, er det helt i orden at dyrke sine serier nårsomhelst og hvorsomhelst. Selv om eftermiddagen! (Dog helst ikke på forældede, konkrete TV-apparater!) Der er nemlig status i at kunne tale med om så mange af de mest populære som muligt. Og kan man få dem downloaded allerede INDEN, de sådan rent faktisk har premiere, sidder man med utrumfbare kort. Det er vildt tjekket at være på afsnit 47 i House of Cards (Sorry, glemte lige, at den serie for nyligt gik hen og blev lidt politisk ukorrekt på #metoo med mandligt fortegn-måden) eller at vide, hvad Elizabeth og Philip har gang i i The Crown.  Kan man dupere vennerne med at være på forkant med afsnit 33 i en, for dem, indtil nu ukendt serie, har man i den grad bolden på egen banehalvdel. At følge med i Game of Thrones er tåkrummende forældet–det kan alle jo gøre, og når alle, selv på kassen derhjemme, kan gøre den slags, er der absolut ingen status i det.

Er man under 40 og har et indre selvbillede af at skulle være på forkant med det allermest tjekkede, skal man aldrig spørge nye bekendtskaber om andet end hvilke serier, de streamer. Dit serievalg skaber dig. Det fortæller alt om lige præcis, hvor du er, og hvor integreret du overhovedet er i den digitale verden og dens evige foranderlighed. Har du for nyligt opdaget ( og afspillet på din computer!) en El Salvadoransk vildt fantastisk serie i 22 afsnit, som ingen andre hidtil hverken har set eller for den sags skyld hørt om, så er du da i den grad på flere serieomganges forkant med den verden, som kommer. Status, siger jeg!

Tilbage er så bare, at jeg personligt har det sådan, at det for mig er fuldt legalt og ikke den mindste smule arrogant at putte mig dybt ned i en behagelig stol med en god bog midt på dagen. Jeg er vokset fra mit bondesamfund og hylder den læselige oplysning totalt uafhængigt af, hvad klokken er. Derimod tilhører jeg en generation, der ser skævt til mennesker, der ser TV om dagen. Jeg er stadig præget af–og vel fastholdt i–at det betyder, at de ikke har væsentligere ting at give sig til. Mine børn ser gladeligt og i deres egne øjne helt legalt TV på tidspunkter, der udover julen er no-go TV-mæssigt for mig. Men de ville hellere dø end se flow-TV. For hvis de ser TV-serier, og helst ikke på noget stationært, er deres kiggeri helt legalt.

Og så kommer pointen ENDELIG: Jeg tror, at serier på fineste vis svarer fuldstændigt til mine romaner på nutidens digitale sprog. For det er vel i grunden ikke andet end at læse romaner i billeder. Det er ikke arrogant (som i bondesamfundet) eller proletarisk ( som i industrisamfundet) at kigge på midt på dagen, for for netop den generation er TV-serierne tidens substitut for læsning. Charles Dickens (og Shakespeare, for den sags skyld!) skrev også sine/deres blændende mammutværker i føljetoner, som blev udgivet på dags-eller ugebasis…….

Men jeg kommer nu aldrig til at sidde med min computer og se tidens trendy tidsrøvere midt på dagen. Der skal jeg jo læse mine romaner!

 

 

Continue Reading

En lille, fin film.

Når man så er kommet dertil, hvor Die Hard 1-27, Frøken Nitouche, Sound of Music, Ringenes Herre 1-13 og Alene hjemme 1-33 smager som gammel, harsk julekonfekt i den glade filmappetit, så er her en lille, svensk filmperle, som i den grad er seværdig.

Med dejlige Michael Nyquist, som desværre døde alt for ung for nylig, og som i denne film har helt anderledes kvindelige rollemodeller at boltre sig mellem end Lisbeth Salander. Vi er i den allernordligste Sverige, og det centrale omdrejningspunkt er såmænd bare det lokale kirkekor. Her er dybt vand og bratte grunde og en hjemvendt flødebolle af en internationalt (engang) kendt dirigent, der selvfølgelig viser sig også at kunne noget med Nordsvenske kirkestemmer i almindelighed og ditto kvindefigurer i særdeleshed.

Det er feel-good på den fede måde, som svenskerne i den grad også mestrer, og så er det DR2 klokken 20. Og den hedder Som i himlen.

Continue Reading

Om binge-watching.

Så fik man da lige tilføjet et ord til den personlige erfaringsordbog. Altså alle de ord, man ikke blot kender og anvender, men faktisk til fulde har udlevet i praksis.

Hvor det meste af landet i netop disse dage er gået i binge-drinking eller binge-eating, har vi hjemme hos mig formået et fælles maraton af søvnløse nætters binge-watching. Desværre findes der ikke en spiselig oversættelse af ordet, og jeg skal venligst undlade at forsøge mig–eller, hvad der burde skabe endnu mere taknemmelighed!– overgive aben til min evige sprogfjende Google Translate. Men når man gør noget “binge”, gør man det ekstremt. Man bliver ved, ustoppelig og umættelig. Selvfølgelig er der tale om en form for afhængighed, mens denne uhæmmede dyrkelse af en aktivitet finder sted, men lad mig sige det så enkelt som, at når alle 26 afsnit er set–eller de 3 liter is puttet i maven–så har sjælen altså også fået fred.

Sidste gang, jeg bingede på en TV-serie, var for mange år siden, hvor jeg intetanende startede en nyindkøbt Stolthed og fordom en grå eftermiddag for lige at tjekke, om de havde behandlet Fru Austen ordentligt derinde på BBC. Det havde de så. Især Colin Firth. I søen. Ca. 8 timer senere arriverede jeg tilbage i en virkelighed, der var skuffende forskellig fra Fru Austens, var midt om natten, og hvor livets største og eneste spørgsmål overhovedet ikke var en finde en passende partner. Ok, der har da også været en par episoder af manglende løsrivelse fra Downtown Abbey hen ad vejen, men sådan ligefrem decideret, momental afhængighed har næppe varet over 2-3 afsnit. Eller 2-3 timer. Tror jeg.

Her i julen blev det så den nye serie Dark, som på trods af, at den ikke hedder Dunkel, hvad den burde gøre, for den er faktisk tysk, overhovedet ikke virker sådan overgermansk på den ufede måde. Den er faktisk god. Og lang. Og går lige ind i bingen. Den kan faktisk i overmåde stor grad anbefales, hvis man i forvejen er lidt pjattet med en blanding af Twin Peaks, It og slægtssagaer, hvor tingene absolut ikke kører ud af Korsbækken, som i Matador. Og der er 10 afsnit, skal jeg lige huske samt hilse at sige.

Jeg troede ellers ikke, min ellers afhængighedsvenlige sjæl faldt for den slags. Altså at være næsten aggressivt ustoppelig i forhold til næste afsnit og mere, mere, mere. I det hele taget er jeg i bund og grund alt, alt for basalt utålmodig til TV-serier af en hvis længde. Spillefilm af almindelig, human, tissevenlig længde er som regel perfekte for mig. Jeg gider ikke vente 13 afsnit og omkørsler med sidehistorier ud i det blå for noget så enkelt som at få konstateret, hvem morderen er. I min inderste sjæl kunne jeg såmænd sagtens nøjes med en ca. 10-minutters introduktion til et mord, dets begåelse på under 3 ( for jeg hader, når det er alt for blodigt og foretrækker pæne, ordentlige og æstetisk appetitlige aflivelser), en smule spændende miljøbeskrivelse, som ikke behøver inkludere ydre led af den berørte familie, samt ca. 5-minutters forståelig opklaring.

De fleste TV-serier har, i min seerooptik, alt for mange blindspor. Alt for megen fylden tiden ud med blår, nissehuer og uvæsentligt pjat, der udelukkende tjener at gøre dem længere, så seere kan fastholdes på bestemte kanaler i overvældende alt for lang tid. Jeg slæbte mig gennem Forbrydelserne ( I- jeg skal komme efter dig!) og ser mest Broen sådan ind imellem, fordi jeg altså er ret fascineret af hende Saga. For det meste taber jeg tråden af bare ustabilitet–jeg er nok verdens mest ustabile seriekigger–men jeg plejer da at prøve på at være på min seriepind, når hele lortet viser sig at være begået af naboen, eller ham, jeg allerede i afsnit 3 godt vidste var en dum slyngel. Jeg er langtfra streamingtjenesternes optimale seer, men ind imellem fanger de mig sgu` ! Altså, alligevel.

Nu var det nok ikke sådan, at min seriestabilitet i forhold til resten af familiens var imponerende gennem hele 10 afsnit af Dark over 3 dage. Nogle skulle vel også lave lidt mad og lufte dyret samt foretage sig ting, der ikke decideret handlede om tidslommer i en tysk skov. Men det bekymrer mig alligevel lidt, at jeg, trods min serieavarsion, kan blive så fanget.

For tænk lige på, hvor mange usete serier der ligger derude! Som mine børn siger, så “mangler” jeg stadig både decideret musts som The Crown, Stranger Things og er håbløst bagud på Game of Thrones, som jeg læste engang i 00-erne og derfor selv påstår, at jeg er fuldstændigt up-to-date i.

Måske ligger der en oplagt mulighed for diverse kanaler og tjenester i at lave Pixie-versioner af samme serier. Sådan en som mig ville da med glæde se en halv times tid af hver, hvis det kunne give mig hele historien. Sådan i store træk. Og uden unødvendige sideveje.

Lige så meget måske er der så noget basalt omkring seriernes natur, jeg nok simpelthen ikke har forstået. Når jeg så har det–eller hvis!–vil jeg sikkert med såvel god samvittighed, fortrinlig tålmodighed og masser af slik kaste mig ud i at binge til den store julemedalje. Jeg har da i alt fald øvet mig noget så gevaldigt i denne jul, og faktisk var jeg da absolut rimeligt god til det! At seriebinge, altså!

Continue Reading

Notits om, hvad man kan tage sig til, hvis man keder sig Lillejuleaftensdag!

Så kan man nemlig, som jeg og samtlige andre tilstedeværende i mit hus, gå i krig med en 32 forbandede lys og en trilliard knuder, omviklinger og gale veje lang juletræskæde.

Optimismen fejlede absolut ikke noget, da projektet blev startet, og det var et usigeligt held, at indtil flere af de involverede var gamle nok til have leget “Kluddermutter” som børn dengang i forrige århundrede. Sådan en lyskæde er klart lang nok til, at man både kan gå over og under og endda behændigt smyge sig gennem knuder og løkker med hele sit legeme og den ene ende, der sådan ligesom altid bare hænger fast i den anden.

Desværre forvandlede samme optimisme sig gradvist til en spirende pessimisme efter et par timer og adskillige akrobatiske kravl gennem lyskæden. Det var som om, intentionen blev kraftigt modarbejdet af samme kæde, således at det, der burde være resulteret i opløsning, nærmere blev til knudeoptimering og nedsmeltning.

På et tidspunkt var det bare noget så nok. Det var efter tre timer. Så nu hænger den der, på træet, inklusiv en halv million knuder og lys i forvredne stillinger. Men den virker. Og heldigvis er træet virkelig tæt. Så tæt, at man sagtens kan stoppe uløselige knuder og andre æstetiske udfordringer langt ind i granens gemmer. I alt fald så længe, det er mørkt.

Hvis den kæde, i løbet af den uge, den får lov til at hænge på træet, så meget som overvejer at stå af rent lysmæssigt, så skriger jeg.

Og overvejelser om igen at gå over til levende lys er bestemt ved at vinde indpas på min juledagsorden. Det er vel begrænset, hvor mange knuder de sådan kan slå på sig selv!

Continue Reading

Om pakkekalendere.

Min datter var en (meget) kort overgang ansat som lay-outer hos Tiger og fik derfor vareprøver på mangt og meget med hjem, efter at have udspekuleret anvendelige måder at forsøge på at gøre rariteterne ønskværdige for et købedygtigt publikum.

Det er fuldt ud forståeligt, at hendes hjem nok ikke æstetisk passer til så forfærdeligt mange af dem, og at de måske oftest vil virke malplacerede, så derfor valgte hun den løsning at begave resten af familien med en overvældende pakkekalender. 24 stk. pr. familiemedlem. Klogt træk. Hun kom af med lortet, vi andre håber stadig (her d. 22!), at der dukker noget anvendeligt og måske ligefrem ugrimt op, og under alle omstændigheder er det vel os, der sidder med juleaben.

På billedet ses derfor blot et spinkelt udvalg af de fantastiske køb, der tilsyneladende kan gøres hos Tiger i december. Især er jeg dybt begejstret for det en smule  (indendørs) vindpåvirkelige juletræ, som næsten kan indgå i en konkurrence omkring kunstnerisk indtryk med en vis nordjysk provinsby, der har tre bogstaver.Hvis man regner bolle-å for et bogstav, altså! Den grønne, plydsklædte slangelignende tingest har jeg endnu ikke helt fantaseret mig frem til et overordnet formål med, mens jeg er helt sikker på, der VIL komme tidspunkter i mit liv, hvor jeg står i dyb, akut nød for grydesvampe og magre garnnøgler i usælgelige farver. Men det er vel tanken, der tæller!

Anyway, det minder mig i al sin gru om dengang, mine egen børn var små, og jeg pålagde mig selv at skaffe 24 pakker til hver indenfor et rimeligt budget. Altså 72 i alt. Det var årtier før Tiger, og De Grønne Søstre var nærmest ikke flyttet ud af hovedstadsområdet, så der var hurdler på. Hold da op, hvor jeg investerede i en overvældende mængde opslideligt, nærmest født defekt, bras og besynderligheder. Jeg slæbte posevis af optrækkelige, grønne frøer hjem fra skrammelbutikker, antog, at hvert barn havde mindst 5-6 hoveder, så de ca. hver 5. dag kunne spises af med en nissehue i forskelligt ( men altid uhyrligt!) design samt overskred enhver rimelig grænse for, hvilke slikmængder et rimeligt sundt barn forventes at konsumere indenfor en 3-ugers periode.

Det var først, da afkommet blev store, seriøse og fornuftige nok til at påskønne mere lødige gaver i form af de lidt mere morspiselige adventsgaver hver søndag i advent, at områdets skrammelbutikker mistede en yderst profitabel kunde. Med tiden kunne man jo også liste noget ind, de rent faktisk manglede!

Og sådan går livet på besynderlig vis i ring. Nu har jeg åbenbart vokset mig gammel nok til en pakkekalender med udfordringer af samme art som dem, jeg selv udsatte mine uskyldige små for.

Heldigvis er ansættelsesforholdet hos Tiger for længst ovre–jeg tillader mig at udtrykke min inderste, gedigne taknemmelighed! Og skulle der på nogen mulig måde opstå en lignende ansættelse hos et kopifirma i fremtiden, vil jeg ydmygt tillade mig at fremføre, at jeg efterhånden er blevet gammel nok til kun at modtage adventsgaver.

Så kan jeg nemlig sagtens nøjes med grydesvampen, tandrenserne, det røde garn og de der besynderlige stikker, som man skal putte ned i vand for at få det til at smage som jordbær. De sidste udelukkende fordi, jeg aldrig har set sådan nogle før. Nok fordi, der ligesom ikke er det store kundegrundlag til den slags?

Men det er tanken, der tæller! Sagde hun!

Continue Reading