Nekrolog over min elskede padde.

Jeg har de seneste gange, jeg har været i Rom, boet på det samme lille og (troede jeg) hyggelige, sikre hotel. Det er uigenkaldeligt ovre nu!

Lørdag aften satte jeg nemlig min elskede padde til opladning på hotelværelset, mens jeg gik ud for at spise. Låste selvfølgelig døren og afleverede nøglen i receptionen. Alt i alt ca. 1½ time. I mellemtiden brød, tilsyneladende sted- og videokendte tyve ind i værelset, stjal padden og dens storebror, min mands computer, uden at efterlade sig så meget som en ridse på døren.

Lige netop vores værelse er et af de eneste på hotellet, som befinder sig i en blind vinkel i forhold til hotellets CCTV. Det må tyvene have vidst. Lige netop vores værelse havde en afleveret nøgle i receptionen. Det kan man jo så også spekulere på, om tyvene har vidst. Samt havde adgang til. Under alle omstændigheder er det påfaldende oplagt at få en lille mistanke til, at stedkendte, eller måske endda ansatte eller deres familie/bekendte, har en hvis andel i min paddes bortgang. Og hvorfor vælger man at bibevare et kamera, der rent vinkelmæssigt er utilstrækkeligt?

Romerske politistationer er i sig selv en særpræget oplevelse der sent på aftenen, men det vidste jeg nu godt, efter at have rejst med bestjålne og på andre måder tilskadekomne elever gennem årene, så det er ikke en mindeværdig oplevelse, jeg behøver genopfriske. Dog skal det siges, at romerske politiansatte har umådeligt god tid, sjældent forhaster sig samt har en beundringsværdig overrepræsenteret brug af stempler.  Hold da op hvor de stempler!

Men det værste er tabet af min elskede padde, som i flere år har været min forlængede højre hånd. Den indeholdt det meste af mit liv, mine lynopslag, mit morgenritual i sengen, mit læsestof på rejser,  min ven på ensomme aftner som guide i det udenlandske, hele mit liv i billeder og videoer, min bank, alle mine sociale medier og, ja, mig. Det er som at få revet en umælende, men meget trofast ven væk på den allermest ublide, ubarmhjertige måde, når man allermindst venter det. Den padde er godt nok savnet!

Og den store ironi ligger jo i, at tyven vel ikke engang kan anvende den. Han (undskyld!) kan vel næppe komme ind i den, for den er beskyttet med enhver form for passwords og fingeraftryk. Den er nærmest intet værd i en hælerhandel. Jeg forsøgte selvfølgelig at opspore den dernede, inden jeg tog hjem, men der var ikke megen gevinst. Ellers var jeg fuldstændigt indstillet på at tage en taxa til tyvens adresse og så skælde ham så meget ud, at selv en romersk mama må se sig slået på himmelvendte øjne, hændervridning og høj, intens stemmeføring. Mit arsenal af bandeord på engelsk er, hvis jeg selv skal sige det, relativt uovertruffent, og selv med min klejne størrelse kan jeg godt gøre et rimeligt og uforglemmeligt verbalt indtryk på enhver, der krydser min vej på den forkerte måde. Det var sgu` lige før, jeg så frem til at tæske den lede lille lus med velvalgte ord. Som i dagens anledning kunne tilsættes en portion italiensk accent for ligesom at understrege pointen!

Så nu sidder jeg her med mit store savn. Og min stakkels padde er kommet i dårligt selskab og savner helt uden tvivl også mig. Forsikringen betaler noget af tyvens idioti, men det bliver jo alligevel aldrig min padde, jeg så får igen. Altså den med ridserne de helt bestemte steder, sporene efter tyggegummiklatter på bagsiden og en strålende evne til at efterkomme mine teknisk analfabetiske ønsker. Jeg har flere gange tidligere og mod min egen vilje fået eksporteret mine smykker syd for grænsen, men følelsen er en helt anden denne gang. Smykker er jo bare døde ting. Min padde var levende. Den var i alt fald mit liv.

Heldigvis har jeg stadig mit store, uhandy dyr af en computer, hvor jeg snarest vil skrive en frygtelig anmeldelse af hotellet på bookingsiden samt huske at indvie Tripadvisor i mine oplevelser. INGEN, absolut INGEN, bør nogensinde og på noget tidpunkt bo på det værelse, hvor enhver tilsyneladende havde fri adgang til at udvælge sig ting, de helt glemte tilhørte nogle helt andre.

Jeg håber virkelig for min padde, at den har det godt, hvor så end den måtte være. Og forstår, at det på ingen måde er med min gode vilje, at vi to har måttet skilles ad!

RIP, padde!

You may also like

Skriv et svar