En makaber seværdighed i Rom.

Det er nok relativt overflødigt at skrive om Roms store seværdigheder. Been there, done that, for de fleste. Men hvis det nu skulle være undgået nogens opmærksomhed, at der lige ved Piazza Barbarini og for foden af Via Veneto ligger en lille makaber, lad os bare kalde det kunstudstilling, i krypten under kirken Santa Maria della Concezione, så får den lige et par ord med på vejen og en anbefaling til de, der går efter det underfulde, skæve, besynderlige og decideret anderledes.

Her har cappucinermunkene nemlig lavet helt deres eget kunstgalleri, hvor de møjsommeligt har dekoreret adskillige rum med dele af over 3000 skeletter. Der er toppoint til det kunstneriske indtryk samt til den enorme kreativitet, der må ligge som baggrund for, at man, om man så kan sige, har tænkt helt ud af boksen med hensyn til anvendelsen af løsrevne skeletdele. Hofteskåle er uforlignelige rosetter, mens lårbensknogler er eminente til opbygning af forunderlige tableauer. Rygknogler kan altid puttes ind som manglende afstivning, og kranier har deres egen skønhed og udtryk, når de stables i fantasifulde formationer. Nogle knogler er virkelig gode til delelementer i lamper, mens andre udstråler et kunstnerisk udtryk, som man slet ikke vidste, man gik og bar rundt på.

Når man går rundt og betragter de tidskrævende opstillinger, kan man ikke lade være med at forestille sig munkene i dybt seriøst arbejde omkring at anvende de forhåndenværende materialer. Og selvfølgelig spekulerer man da også lidt over, hvem i alverden der dog overhovedet kom på ideen! Og hvorfor! Men det er let at se billedet af den dybt seriøst arbejdende munk, der vender sig væk fra arbejdet og siger “Stik mig lige en hofteskål.” eller måske “Er der en, der lige har en lårbensknogle på omkring 20 cm.?”  Det må have taget en forfærdelig masse tid. Men selvfølgelig: Hvis man nu alligevel står med en 3-4000 skelletter i overskud, så er det vel bare med at finde en nogenlunde fornuftig anvendelse for dem. Og hvis den så ydermere er smuk, så er det basalt bare at gå i gang.

Nogle føler sig decideret frastødt af kunstværkerne og ser dem som en form for vanhelligelse eller blasfemi. Det er helt i orden, for der er mindst lige så mange, der trækker på smilebåndet og tænker lidt over, hvad forgængelighed egentlig er. Eller om dette er cappucinernes helt egen version af det evige liv?

You may also like

Skriv et svar