Så må jeg endnu engang konstatere mit indiskutable medlemsskab af klubben for firstmovers. I disse tider hvor alting ( undtagen i arbejdslivet, der speedes der i stedet!) er trendy, hvis det er slow (som slow-food), detaljeret gennemtænkt og gerne flere dage undervejs, er jeg blevet en slow-packer.
Normalt plejer jeg bare at slynge enhver forhåndenværende beklædning i en kuffert og så håbe på, at jeg klimamæssigt har slynget rimeligt korrekt og brugbart. Den slags kan jeg sagtens gøre på under 15 minutter, selv om det selvfølgelig har krævet en årelang tilvænning. Men denne gang, hvor jeg næsten er færdig med at pakke til 14 dages tur gennem hele tre klimazoner i Vietnam, har jeg brugt flere dage på det. Primært fordi jeg havde tid til det. Ellers var det nok også gået, som det plejer.
Jeg har virkelig overvejet helt ned i underbukseafdelingen. Nøje gennemtænkt antallet af såvel kortærmede som langærmede bluser og konsekvent forsøgt at begrænse antallet af overflødige kjoler. Vi skal hverken til bryllup, gallamiddage eller præsidentmodtagelser derude, og der er absolut heller ingen grund til, at jeg hypotetisk har mulighed for at skifte fra inderst til yderst tre til fire gange dagligt. Eller mere. Der er pakket med nøje, detaljeret omtanke.
Men der er mere end det. For jeg har faktisk undervejs opdaget, at jeg også har pakket min glæde. Min forventning til rejsen. For hvert lille beklædningstykke, der nøje er kategoriseret, studeret og overvejet har jeg dybfølt oplevet min store forventning. Jeg har stået med BH-er i hænderne og haft tid til at se frem til cykelturen derude (nej, sports BH-en måtte blive hjemme!) og drømt al min glæde over den kommende sejltur ind i fire kjoler. Næsten hvert eneste stykke tøj fik lige en portion feriestemning med sig ned i kuffertdybet. Fordi jeg havde tid til det, tog mig tid til det og gjorde det SLOW. Der er ingen, der når at kaste forventning i bagagen på den måde, jeg ellers har pakket. No way!
Når jeg så i eftermiddag går den lange tur ned af Sdr. Boulevard til Københavnerovernatningen, så er jeg garanteret ved at sprænges af pralelyst overfor alle de hipsters, jeg krydser mellem Halmtorvet og Absalon. Altså lysten til at fortælle, at jeg er en SLOW-PACKER og dermed faktisk, trods min alder, vanvittigt meget med på tidsånden. Desværre er der vel ingen, der sådan kan se det udenpå min kuffert, men måske skal jeg tage mig et rest undervejs i græsset og åbne den lidt for alle de andre firstmovers? Bare sådan at indkantsDanmark kan se, at vi skal også findes udenfor deres ghetto. Os slow-packing firstmovers!