Rejser

Om slow-packing.

Ingen kommentarer

Så må jeg endnu engang konstatere mit indiskutable medlemsskab af klubben for firstmovers. I disse tider hvor alting ( undtagen i arbejdslivet, der speedes der i stedet!) er trendy, hvis det er slow (som slow-food), detaljeret gennemtænkt og gerne flere dage undervejs, er jeg blevet en slow-packer.

Normalt plejer jeg bare at slynge enhver forhåndenværende beklædning i en kuffert og så håbe på, at jeg klimamæssigt har slynget rimeligt korrekt og brugbart. Den slags kan jeg sagtens gøre på under 15 minutter, selv om det selvfølgelig har krævet en årelang tilvænning. Men denne gang, hvor jeg næsten er færdig med at pakke til 14 dages tur gennem hele tre klimazoner i Vietnam, har jeg brugt flere dage på det. Primært fordi jeg havde tid til det. Ellers var det nok også gået, som det plejer.

Jeg har virkelig overvejet helt ned i underbukseafdelingen. Nøje gennemtænkt antallet af såvel kortærmede som langærmede bluser og konsekvent forsøgt at begrænse antallet af overflødige kjoler. Vi skal hverken til bryllup, gallamiddage eller præsidentmodtagelser derude, og der er absolut heller ingen grund til, at jeg hypotetisk har mulighed for at skifte fra inderst til yderst tre til fire gange dagligt. Eller mere. Der er pakket med nøje, detaljeret omtanke.

Men der er mere end det. For jeg har faktisk undervejs opdaget, at jeg også har pakket min glæde. Min forventning til rejsen. For hvert lille beklædningstykke, der nøje er kategoriseret, studeret og overvejet har jeg dybfølt oplevet min store forventning. Jeg har stået med BH-er i hænderne og haft tid til at se frem til cykelturen derude (nej, sports BH-en måtte blive hjemme!) og drømt al min glæde over den kommende sejltur ind i fire kjoler. Næsten hvert eneste stykke tøj fik lige en portion feriestemning med sig ned i kuffertdybet. Fordi jeg havde tid til det, tog mig tid til det og gjorde det SLOW. Der er ingen, der når at kaste forventning i bagagen på den måde, jeg ellers har pakket. No way!

Når jeg så i eftermiddag går den lange tur ned af Sdr. Boulevard til Københavnerovernatningen, så er jeg garanteret ved at sprænges af pralelyst overfor alle de hipsters, jeg krydser mellem Halmtorvet og Absalon. Altså lysten til at fortælle, at jeg er en SLOW-PACKER og dermed faktisk, trods min alder, vanvittigt meget med på tidsånden. Desværre er der vel ingen, der sådan kan se det udenpå min kuffert, men måske skal jeg tage mig et rest undervejs i græsset og åbne den lidt for alle de andre firstmovers? Bare sådan at indkantsDanmark  kan se, at vi skal også findes udenfor deres ghetto. Os slow-packing firstmovers!

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om en særligt betydningsfuld SMS.

Ingen kommentarer

I går modtog jeg en SMS fra min snart 89-årige mor. Jeg har aldrig fået en SMS fra hende før, og jeg er næsten sikker på, det er den allerførste, selveste urpremieren, hun nogensinde har skrevet. DET var stort!

Nu er der givetvis utallige andre 88-årige, der mestrer kunsten at skrive SMS. Der er givetvis også mange, der ikke gør. Det er egentlig slet ikke det, det hele drejer sig om. Det store ligger ikke i at kunne skrive en SMS–det ligger i at kaste sig ud i at gøre det overhovedet. I at have mod på at tvinge sig selv ud i nye udfordringer i en alder, hvor den slags ellers hører fortiden til, og mange egentlig ville mene, at man med fuld ret kunne hvile på fortidens gerninger og laurbær. Jeg er desværre ikke helt enig i det sidste.

Jeg møder alt for ofte ældre mennesker, der har den indstilling til livet, at der ikke er ret meget mere, der  kan “betale sig”.  Når nu døden alligevel venter henne bag døren, hvorfor skal man så tilegne sig nye færdigheder, købe nyt tøj, eller for den sags skyld ønske sig noget som helst til sin fødselsdag? Hvorfor skal man foregøgle sig selv, at der er mere at komme efter, når man lige så godt kan begynde at indstille sig på det uafvendelige, årevis før det i virkeligheden indtræffer? Der ligger en forfærdelig selvfornægtelse, en generel livsopgivelse i den slags. Det er i alt fald ikke at leve livet, mens man har det. Det er at lade være, mens man stadig har det.

Min mor vil gerne have nyt tøj og nye ting. Hun har en større samling af Georg Jensen duge, som hun ivrigt udskifter på ugentlig basis, og jeg kan ikke mindes, jeg har været på lagersalg, uden at hun lige skulle have en fin dug eller nogle håndklæder med. Der er også en bestemt butik i Flensburg, der sælger hendes yndlingsmærke med rabat, og hun er meget OBS på, hvornår jeg krydser grænsen og kan anskaffe endnu en pæn bluse.( For slet ikke at tale om al den snaps, jeg også slæber med over!) Jeg er overbevist om, at hun er plejehjemmets mest velklædte og velbedugede beboer, som også altid er god for en lille snaps. Og nu har hun så siddet med sine krogede, gigtplagede fingre og strikket SMS-er sammen. Og er i øvrigt ved at revne af stolthed over resultatet.

Mon ikke det giver livskvalitet?

I alt fald står den SMS for mig som et ikonisk tegn på, at her leves der endnu. Her er livet ikke bare noget, der ligger bagved og ER levet, og hvor resten forventes at blive en evindelig, grå ventesal, hvor intet, intet overhovedet kan betale sig, før det sidste tog afgår. Her modtages fødselsdagsgaver stadig med glæde og åbne arme, og der er masser af plads til, at man kan ønske sig nye, gode ting i fremtiden. Så man evt. kunne forfatte sin ønskeliste på SMS?

Continue Reading

Rejser

Marrakech.

Ingen kommentarer

Marrakech er Mellemøstens mystik, slangetæmmere, hennatatovører, juicepressere, storke, masser af storke, brægende imamer fra minaretternes toppe, Yves Saint Laurent, uægte, ægte tæpper, tonsvis af uægte, ægte tæpper, krydderier i overflod, en souk, der kun kan findes vild i og Crosby, Stills, Nash and Young.

De sidste fordi de i alt fald i sin sin tid skærpede min lyst til at se dette endemål for den nærmest mytiske Marrakech Express. Jeg holder stadig virkelig meget af den smukke sang. Men Marrakech er så uendeligt meget andet. Omgivet af skove af palmer i en stor oase var den også i sin tid favoritferiemål for legender som Churchill og Yves Saint Laurent. Den første havde sit favorithotel ( og bar!), og den sidste boede i byen i lange perioder. Han har også efterladt sin smukke have til offentlig beskuelse, og den er værd at se. Marokko havde i mange år ry for sit rimeligt afslappede forhold til (især mænds) seksualitet–ikke at det har noget at gøre med Churchill–men et utal af andre briter og altså også franske modeskabere valfartede hertil.

Centralt i Marrakech er den enorme plads Djarma el Fna, selve byens omdrejningspunkt. Det er her, man kan blive hennafarvet i alle sprækker og hårsække og betale for at slippe af med reservepythonen om halsen, hvis man uforvarende er kommet til at fotografere en af de hundredevis af slangetæmmere, der ellers kun stiller op mod en forståelig erkendelse. Her presses også den lækreste juice, jeg nogensinde har smagt. Og så spises der på de utallige gadekøkkener, ryges vandpibe,  drikkes the, litervis af the, diskuteres verdenssituation og kvindes op før et indkøbsraid på den nærliggende bazar/souk. Så vidt jeg ved verdens mest omfattende. Egentlig ligegyldigt i sig selv–her er et væld af muligheder for at finde vild og bruge en dags tid på at gøre det. Som i de fleste Mellemøstlige lande er faggrupper samlet omkring deres egen gade, og fag, der for længst er gået i glemmebogen i vores industrialiserede samfund, trives i stor velgående. Vi har vist ikke så mange skomagre ( der altså laver sko fra bunden!), garvere og små snedkere på gadeplan tilbage.

Souken og Djarma el Fna er nok byens midte, dens centrum og derfra den Marrakeche verden går. Men uden om dette overvældende liv findes også en anden, mindre middelalderlig by. Store, brede boulevarden med træer, lys og luft, hvor diskrete luksushoteller ligger gemt i palmerne og de allerbedst bemidlede bor. Set fra et europæisk synspunkt er dette måske ikke så interessant som den gamle bymidte, men her er faktisk rigtigt smukt. Omkring den gamle bymidte findes også en bymur, som især gør sig bemærket ved at være hjemsted for utallige storke. Hvis de allesammen fløj til Danmark, ville vi få akutte problemer med overbefolkning.

Marrakech ligger for foden af Atlasbjergene–disse vilde, uendeligt smukke Nordafrikanske alper. Og krydser man dem, er man i Sahara. Det er en del af en Marrakechrejse at begive sig op over bjergene og ind i sandet. På vejen kører man gennem støvede, lerklinede oaselandsbyer, hvor tiden har stået lige så stille som de æsler, der er gået på stand-by overalt. Midt i det hele ligger i øvrigt flere internationale filmbyer, hvor adskillige store blockbusters er filmet, og der er adgang mod betaling.

Sahara indtages ikke i bil, men på kamel. Personligt hader jeg kameler, hvis pasgang på ingen måde er i sync med min krops naturlige bevægelser, men møgdyrene er desværre nødvendige for at komme ud til de beduinfamilier i ørkenen, som tilbyder mad, underholdning og overnatning i tæppebeklædte telte. Ja, det er turistet, men det er samtidig også en oplevelse. Et sted skal man jo overnatte, hvis man vil se solen stige op og ned i storspeed og rekordfart, og alle stjernerne lyse, som det nok oprindeligt var ment, de skulle gøre uden unfair neonkonkurrence. Besynderligt ( og forplantningsmæssigt uforståeligt) nok synes disse beduinfamilier udelukkende at bestå af mandlige medlemmer, og det kan man jo så mene om, hvad man vil. I alt fald tror jeg da, at alle disse score-Alier i lilla gevandter har en fed fest, når de på daglig basis indsmigrende foreslår at hjemkøbe teenagedøtre fra andre lande formedelst et passende antal kameler.

Marrakech er eksotisk som 2001 nætter, og duften af alle krydderierne sætter sig sig om et evigt minde i ens næse. De fleste af dem er dog ofte lige så opblandede som Brugsens herhjemme, men de er flotte og farvestrålende, som de ligger der stakket op hos krydderisælgerne. Man skal bare vide og være helt på det rene med, at der ikke er så meget, der er fuldstændigt ægte her. Slet ikke tæpperne! I bund og grund er det, for mig, en stor og herlig charme i sig selv.

Det vil nok være en smule omstændeligt at komme derned med føromtalte Marrakech Express–hvis den stadig eksisterer. Men der heldigvis mange fly til denne superskønne oase af liv, dufte, lyde, storke og mystik.

Continue Reading

Om at være kvinde

Om håndbold. Og alle de andre bolde.

Ingen kommentarer

Det er næsten som at indrømme, at man aldrig skifter underbukser. I alt fald i disse dage. Men jeg ser aldrig håndbold. Eller fodbold. Eller nogen som helst andre bolde, ligegyldigt hvor de kastes, sparkes, skydes eller flyver hen. Jeg er immun overfor bold–eller enhver anden form for-spils potentielle indvirkning på mit humør eller nervesystem og klarer mig ganske fremragende ude.

Derfor deltager jeg heller ikke i den kollektive, nationale sørgedag, som tilsyneladende indledtes på et tidspunkt i aftes, da jeg var optaget af en god film. Først her til morgen, da jeg tjekkede mine aviser på padden, kunne jeg se, at jeg som måske en af de eneste danskere havde mistet en anledning til at gå i selvsvingsfortvivlelse. Tak, jeg har sovet ganske fremragende i nat. Det gør man tit efter at have set en god film.

Hvis nogen nu skulle stille sig uforstående overfor min sportsfornægtelse og undre sig over, hvad der dog kan ligge til grund for ikke at deltage i det store flertals markering af tilhørssted og -farver, så er svaret indlysende klart: Sport keder mig. Keder mig noget så umådeligt gudsjammerligt. Jeg er totalt hjælpeløs overfor at anerkende værdien af at banke en bold ind i et net, eller–i dette tilfælde–banke den ind i et net flere gange end dem fra Sverige. Kan rimeligt velfungerende, voksne mænd da ligesom ikke finde noget andet og mere fornuftigt at banke? Tæpper eller søm i? (Men ikke konen!)

Nu bor jeg jo sammen med en, der tilsyneladende, og højlydt, påskønner alt det bankeri. Han er så ikke lige hjemme, så derfor misser jeg det, jeg ellers tydeligt ville have hørt. Jeg undrer mig nogle gange over, at den overdrevne begejstring–eller sorg–der tilfalder fremmede mennesker i shorts, aldrig kastes efter helt almindelige ting og gøremål. Vi jubler da ikke på samme næsten spastiske måde, når vi har fødsels- eller mærkedage eller måske køber en ny bil. Det holder vi da behørigt tæt inde på kroppen og danser ikke rundt i stolene som ukontrollerbare idioter. Men når en flok forvoksede drenge eller piger på nationens stolte vegne banker bold ind, så er det helt legalt at miste besindelsen i fællesskab. Alt imens jeg keder mig og ikke mister noget som helst. Slet ikke besindelsen og min vanlige fornuft.

Jeg ved godt, jeg står lidt alene og afsporet i denne her sag. Og at det ikke er noget, man sådan går og råber op med og omkring. Det er lige før, det næsten er mere legalt at indrømme det der med underbukserne. Omvendt så KAN jeg da ikke være den eneste? Den eneste ( i nogles øjne ignorant) i hele Danmark, der her til morgen er vågnet frisk, udhvilet, fuldstændigt sorgfri og uvidende og med styrtende mod på at påbegynde endnu en forhåbentlig sportsfri dag.

Og nu vi er ved indrømmelserne, for nu bliver det slemt. Rigtig slemt! Næsten så slemt, at jeg står til kollektiv lynching! Kan det virkelig passe, at jeg også er den eneste i hele Danmark, der i forbindelse med store sportstævner som EM og VM, og hvad al den slags nu hedder, på familiens og mit eget hjems harmonis vegne håber så inderligt, at alle boldhold respræsenterende nationen ryger ud så hurtigt som overhovedet muligt? Gerne i 1. runde, tak! Således at jeg kan få mit liv, min fred og ro, truslen mod mit hus` lydniveau samt–endnu vigtigere!–de af mine familiemedlemmer, der går i absolut uafrysteligt boldmode–tilbage som fornuftige, velfungerende mennesker igen.

 

 

Continue Reading

Litteratur

En god begyndelse.

Ingen kommentarer

Katrine Bjerregaard: Løgnerens hus.

Bogen er vinder af Politikens Romankonkurrence 2016, og på omslaget kan jeg se, at forfatteren på det tidspunkt har været 22 år. Med det i baghovedet synes, jeg, det er en imponerende livsklog og erfaringspræget bog, hun har skrevet. Også en læseværdig.

Vi er i tidens trend: den dysfunktionelle familie. Det vrimler med dysfunktionelle familier i det litterære landskab, og man fristes til at konstatere, at det nok skyldes, at det vrimler fuldtud lige så meget med sådanne i virkeligheden. 10-erne er dysfunktionalitetens årti–eller også er vi bare enormt fokuserede på familien i samme årti. For så at finde revner, sprækker og alt det, der indadtil ikke peger på verdens lykkeligste folk. En anden tydelig tendens er, at årtiets romaner ofte henlægger handlingen til det såkaldte udkantsdanmark. Det er altså ikke længere kun forbeholdt hipstere, den kreative Sdr. Boulevardklasse, Nørrebroklidonkler og ghettobeboerne fra Hellerup og nordpå at have ondt i familien.

Denne gang er vi ved Limfjorden. Hvor far/morfar Kristian tilsyneladende har efterladt sig et sommerhus ( og meget andet, viser det sig) som et levn fra de 20 år, hvor han forlod familien, og ingen anede, hvad han foretog sig. Familie er nu også så meget sagt. For der er ingenting, der fungerer indbyrdes, og et utal af løgne og fortrængninger, som mulmer nede i familiens skraldespand. Datter Louise har et skodjob for pengenes skyld og har som hovedinteresse at tælle ( og sammenligne) antallet af likes på Facebook. Hun er, det meste af bogen, håbløst og deprimerende bagefter i forhold til personer, hun normalt sammenligner sig med. Manden Michael er et skvat, utro og løgnagtig, men i det mindste ser han da hamrende godt ud. Mormor Karen, som altså periodisk var Frederiks hustru, laver mad og kunne med stor sandsynlighed blende lige ind i enhver “De 5”-bog. Og så er der barnebarnet Ida, som vel står som den mest fornuftige og i grunden modne af dem alle.

Det viser sig selvfølgelig, at der udover dem er en del mere familie. Og det bliver så omdrejningspunktet i bogen. Sammen med forsøget på at klinke alle fortidens skår og få dette rod af en familie til at fungere sammen. Om det lykkes, kan man så læse sig til…

Bogen har 3 fortællerstemmer: Karen, Louise og Ida. Og selv om det er en gammel, veltjent metode, fungerer den her, således at man som læser hele tiden får mere end en vinkel på begivenhederne. Sådan er det jo: Der er altid mere end en sandhed.

Ja, bogen er præget af en sin nybegynder udi det store forfatterfag. Men jeg kan godt forstå, hun vandt prisen. Det er imponerende at kunne skrive en bog som denne i hendes alder, og den peger frem imod, at det med tiden kan blive til noget meget stort. Så læseværdig, det er den.

Continue Reading

Om at være kvinde

Den skide, rådne bil. Eller: Hvad kvinder bruger penge på.

Ingen kommentarer

Der er mange ting, jeg som kvinde ufortøvet, sådan nærmest henkastet og helt uden ret mange reflektioner, gerne kaster penge efter. Ting, som jeg anser som en del af basal overlevelse og nogle gange–hvis belønningscentret er i akut krise, eller jeg har været rigtig sød og rar–bare skal forkæle mig selv med.

Og så er der andre, hvor jeg nærmest må vende involdene ud på mig selv for at acceptere, at de skal have snablen ned i min pengepung. Hvor jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær bare ved tanken og indvendigt laver lange, udførlige lister over ALT det fornuftige, glædelige, pyntelige og somme tider måske lidt frækt unødvendige, disse skrotpenge KUNNE have været anvendt til.

Som nu i går, hvor jeg omsider, efter at have trukket det sådan lidt ud over alle grænser tidsmæssigt, måtte overgive mig til det faktum, at min bil skulle synes og have et eftersyn. Min indstilling til biler er, at den enorme engangsinvestering, man laver ved køb af en sådan, ligesom bør holde adskillige år ind i fremtiden. At en bil holder fra fødsel til død uden den store udenomssnak og unødvendige konfrontationer med værksteder. Den er sgu` da dyr nok. Den bør vel være omkostningsfri, mens man har den. Ellers er det da noget værre juks, de får bikset sammen derude i Japan. Som de burde skamme sig over.

Men nej, sådan spiller karburatoren ikke. Inden man ( i dette tilfælde mig) får set sig om, står de der og vifter med en regning på omkring 10.000 kr. Jeg mener, er det ikke lidt grinagtigt at investere 10.000 i en Aygo? Der er nemlig skiftet bundpropper, bremsevæske, bremseskiver, tændrør, fuldsyntestisk olie og alt, hvad der nok var værd at skifte. Der er også en forfærdelig masse miljøafgifter, og det er helt OK med mig, men jeg spekulerer da på, om man måske bare kunne have nøjedes med at betale miljøafgifter uden alt det overflødige skifteri?

Det gør nemlig ondt, dybfølt og nagende ondt at smide 10.000 efter en skide, rådden bil. Man kunne–selv om man nok skal lade helt være med den slags pjat–sagtens forfalde til regnestykker omkring mængden ( og længden af holdbarhed) af diverse nødvendig beklædning, forlystelser, rejser, bogindkøb og kultur generelt, der kunne gå på et par tændrør. En ting, man i alt fald IKKE skal bedrive mod sig selv, er at opregne antallet af uldsweaters, der går på en bremseklods. Eller kjoler på pr. liter bremsevæske. For slet ikke at tale om madbudget for 2 voksne mennesker i flere måneder, som vel svarer rimeligt præcist til, hvad mekanikerlærlingen skal have i arbejdsløn.

Jeg kender ingen kvinder, der ikke forbander unødvendige bilpenge ad Ford til. Som ikke synes, at de bliver kraftigt berøvede af bilsyn, bremser og friskluftfiltre. Som ikke skumler over alle de tåbelige udgifter til ting, der ligesom virker så unaturligt overflødige. Når man nu kunne bruge de penge på gode, rare, dejlige ting. Eller måske bare på at overleve rent fødevaremæssigt. Jeg smider gerne relativt store beløb i mine yndlingstøjforretninger, når der er udsalg. Eller til lagersalg hos Georg Jensen. Med glæde. Og forventning. Jeg kan også juble over en billig culottesteg og sørge for at købe 5 af slagsen, hvis der er tilbud. Og bære det hele hjem i triumf. Jeg kan også ribbe en Matas og gå derfra uden den fjerneste dårlige samvittighed og føle mig fuldt berettiget til enhver, lille som stor, investering. En god frokost på en restaurant er også et must ind imellem, og jeg betaler gladeligt regningen. Ligesom jeg er storkunde hos Norwegian og andre lignende selskaber, for at flyve ud i verden  må da være en basal menneskeret.

Men at skulle betale 10.000 for en skide, rådden bil! Det er lidt ligesom, når køleskabet eller opvaskeren går i selvsving og til sidst i stå. Når den slags sker, drejer det sig aldrig kun om en slags maskine. I alt fald ikke hos mig. Her strejker hårde hvidevarer altid i bundter, som efter en fælles overenskomst om, at nu har jeg spillet hvidevare- omkostningsfri fandango alt, alt for længe. Så skal der ny vaskemaskine, opvasker og ovn til, og man græmmes helt ind i sin inderste sjæl over at skulle betale for endnu et læs forgængelige hjælpemidler. I øvrigt skyldes den fælles strejke nok primært, at de også havde fælles stå-af-tid sidste gang, så de er indkøbt samtidigt og, desværre, også gearet til samme holdbarhedsperiode. Men alligevel. Det er så overflødigt, så irriterende, så næsten grådfremkaldende at skulle bruge penge på den slags.

Faktisk burde det være sådan, at man på et tidspunkt i sit liv lavede en engangsinvestering i biler, hvidevarer og al den slags nødvendigt pjat, og så var det det. Punktum, finale. Så kunne man, med evig god samvittighed, bruge sine hårdt opsparede penge på de ting, der nødvendigvis SKAL skiftes ud gennem livet. Så som tøj, madvarer, ferierejsemål, biografture, gode middage og virkelig mange andre ting, jeg ikke lige kan komme på, men som er basale for opretholdelsen af et rigtigt god kvindeliv!

 

Continue Reading

Litteratur

En god bog.

Ingen kommentarer

Gennem alle de mange år med minimalisme, hvor en såkaldt roman nærmest kunne skrives på 3 sider, skulle findissekeres i op til 37 dansktimer OG tilmed udråbes som stor, stor kunst, sukkede jeg bare sådan efter den gode gamle slægtsroman, den STORE historie, et fremadskridende handlingsforløb og ja, vel også en tilbagevending til selve læseglæden. Nu er perioder i dansk litteratur heldigvis ikke mit kateder eller mit ansvar længere. Jeg kan læse udelukkende for min egen fornøjelses skyld, helt uden tanke for, om det kan “bruges”.

Her er så en af de gamle minimalister, der har skrevet en slægtsroman på 297 sider, en STOR historie med et fremadskridende handlingsforløb, hvor man da er velkommen til (og sikkert også kan fremgrave mange spændende detaljer) at findissekere, men det er absolut ikke nødvendigt. Det er helt fint udelukkende at læse den for sin egen skyld, for det er en god bog.

Vi er i Svendborg–i alt fald til at starte med– i endnu en hippie/økologisk freakramt, dysfunktionel familie i minefeltet 80-erne, hvor det gradvist blev lidt umoderne kun at make love, not war og lidt mere in at tjene rigtige penge. Forældrene Jytte og Holger er, desværre, nogle gange stereotype prototyper på levninger fra 70-erne, mens børnene, især Frederik og Lene, da i den grad dyrker en noget anden tidsånd. Der er lidt proletarisk Grønnegaard over det hele–uden Jesper Christensen som comic relief–men Grønnegaarden lå da vist også lige i nærheden? Af Svendborg, altså. Er der noget, Jytte og Holger i den grad nærmest indædt og medfødt tager afstand fra, så er det penge (undskyld: kapitalisme!) og etableret folkekirkereligion (boliviansk åndemaneri er helt OK), så det giver selvfølgelig en del familiære problemer, at Frederik bliver indbegrebet af en 80-er Yuppie (Young Urban Professional) som børsmægler-gulddreng hos Goldman Sachs ( mindre kan ikke gøre det!) i New York og Lene, selvfølgelig, bliver præst–i Svendborg!

Bogen følger primært Frederik, som efter min bedste overbevisning lige så godt kunne have heddet Hamlet, hvis navne ellers går efter karaktertræk. Scenen hvor han låser den utro (nå, nej, vi ejer jo ikke hinanden!) mor inde sammen med elskeren, kunne Hamlet såmænd også have orkestreret, for idioten låser jo op igen. Han er dog generelt en ubeslutsom, handlingslammet type, der aldrig rigtigt finder sig selv og aldrig rigtigt får taget sig sammen til ret meget andet end at tjene penge. Forholdet til familien er mildest talt elendigt, og den stakkels mand kan ikke engang formulere (end ikke for sig selv) hvorfor. Da han endelig finder sig en grim ( men rig!) kone, håber man som læser på forbedringer, men bogens slutning peger i alt fald for mig frem mod, at hans miserable liv bare tager endnu en rundtur om sig selv. Søsteren Lene er ikke meget bedre. Med en storonanerende, notorisk utro mand (som hun elsker, vist nok) bliver det såmænd heller ikke til så meget….

Men det er morsomt, tankevækkende og meget, meget velskrevet. Jeg kunne dog godt have undværet den fortællerstemme, der ind imellem popper op og foregriber begivenhedernes gang ” Han vidste endnu ikke, at…”, men det er småting. Hovedsagen er jo, at man bare genkender SÅ meget af sin egen historie, sine egne, personlige aktører i samme historie og–ikke mindst–den handlingslammelse, som alle vist på tidspunkter i deres liv har bandet langt væk. Især når det drejer sig om familie.

Den er værd et læs…….. Og lur mig om den ikke ender på filmlærredet. Nogle gange er det næsten som at læse en drejebog, så filmisk er skrivestilen.

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om melatonin.

Ingen kommentarer

De tider er heldigvis forbi, hvor lægerne med rund hånd udskrev benzodiazepiner eller andre afhængighedsskabende stoffer mod søvnløshed og gjorde masser af mennesker til lægeordinerede misbrugere. Eller, det håber jeg da, selv om det nogle gange forlyder, at der stadig findes enkelte læger, der kan overtales til yderligere receptudskrivning på medicin, der UDELUKKENDE er ment til anvendelse i kortvarige, afgrænsede, gerne kriseskabte forløb. Det er jo selvfølgelig heller ikke deres personlige problem, at sovepillerne generelt ved udtrapning giver 1 måneds abstinenser for hvert år, de har været anvendt. Den abe sidder et andet sted.

Men det er jo stadig et faktum, at mange mennesker har svært ved at falde i søvn og at sove generelt. Og at ens nattesøvn er noget af det kostbareste, man har. Det er så her, melatonin kommer ind. Så dette indlæg er en skjult reklame for et produkt, jeg selv anvender, og som indtil nu ikke er påvist som skabende bivirkninger eller afhængighed. Tværtimod. For de fleste virker det bare!

Melatonin er et naturligt stof i mennesket, men med alderen bliver vi desværre dårligere og dårligere til at producere det. Se blot på sovemønstret og antallet af sovende timer hos teenagere og sammenlign med ældre mennesker. Melatonin kan fremstilles syntetisk og fungere som supplement eller optopning til det naturlige. Således at man simpelthen sover bedre og længere ved indtagelse af det. Det bruges også som (fremragende, baseret på egne talrige erfaringer!) middel mod jetlag. Især på lange flyvninger østpå, hvor man jo nærmest skal have døgnrytmen til at sove på forskud for at passe ind.

I Danmark fremstiller man melatonin, men det er stadig receptpligtigt. Dette skyldes tilsyneladende, at der ikke er tilstrækkelige beviser for dets virkningsfuldhed–IKKE at det skaber bivirkninger og afhængighed. I mange andre lande kan det frit købes på alle apoteker, og i Spanien og USA står det sågar på hylderne i supermarkederne side om side med andre naturmedicin- og helseprodukter. Til en pris på omkring 6 Euro for 30 tabletter i Spanien. Tilsyneladende er det så påvist, at det virker på amerikanere, spaniere, italienere, polakker og alle de andre nationaliteter, der godt må. Der må være noget med danske gener……

Anyway, det virker på mig! Jeg sover som en sten og vågner dejligt udsovet de aller-allerfleste morgener. Nu er det jo ikke et stof, der bør indtages hver dag/aften, men et stof der skal bruges til optopning af de slunkne reserver. Oftest tager man pillerne i 5-7 dage og holder så en pause, indtil man kan mærke, at der lige skal fyldes på igen. Jeg hører nogle gange, at ofre for søvnløshed begynder med stoffet og så giver op efter kort tid. For det virker jo ikke! Logisk nok, hvis reserverne i kroppen er så langt nede, at man umuligt kan sove, så skal der vel en relativt lang opfyldning til, inden der overhovedet er en virkning.

Når jeg er ude at rejse eller på arbejde i udlandet, hvor det er uhyre vigtigt, at jeg er frisk og udsovet, er melatonin min lille ven. Jeg starter nogle dage før rejsen, og kan næsten mærke, hvor mere og mere forbandet godt jeg sover. Og til forskel fra de meget få gange i mit liv, jeg har taget sovemedicin, er jeg fuldt udsovet, frisk, ugroggy og fuldstændig sove-tømmermandsfri næste morgen.

Selvfølgelig er det sikkert individuelt, hvordan det virker på den enkelte. Dette er en strengt subjektiv udlægning af melatonins velsignelser, som udelukkende tager udgangspunkt i mig selv. Der er givetvis andre, der har helt andre erfaringer. Men det er da forsøget værd–i det mindste. Især hvis alternativet er afhængighedsskabende benzoer–eller aldrig at få sovet ordentligt!

Continue Reading

Om at være kvinde

Om det stolte moderhjerte!

Ingen kommentarer

Så går man lige ind på Politikens digitale forside for at tjekke, om der er noget, der er værd at læse. Og rammes med en børnepil lige ind i moderhjertet af en tegning, der sådan bare, i ens egen optik, stjæler ethvert fokus fra udenrigspolitik, forbrydelser og dagens gang. Jeg VIDSTE bare, det var datterens værk. Man kender sit afkom på stregen, gør man.

Så bider man sig selv lidt i læben og fortæller moderhjertet, at det her, det er da ikke noget, der skal flæbes over. Akkurat som alle de andre gange, man voldbed moderlæberne for at undgå at gå i storgråd offentligt. Som til forårskoncerterne i folkeskolen, hvor ens umusikalske afkom fik lov at synge næsten solo og falsktog en Kim Larsen, som når de vandt flækkemesterskaber i skoleskak eller en grim præmie for at svømme hurtigst. Som da de blev studenter eller måske endda fik et legat eller to på vej gennem uddannelserne. Og alle de andre gange. Hvor man har stået der og følt sig så moderstolt, at man næsten ikke kunne rumme det. Var ved at gå i stoltheds-krampegråd, fordi det sivede ud af alle de sprækker, man havde, og man var totalt forsvarsløs overfor at skulle fortælle omverdenen, at det altså var et af ens livs oplevelser at slæbe en megagrim pokal med hjem.

Jeg tænker tit på de stakkels forældre, hvis børn deltager i diverse talentshows. Jeg tror ikke, jeg turde. Tænk at sidde der og bare svømme over af stolthedstårer, sådan nærmest bade samtlige tilskuerpladser i syndfloden, bare fordi ens afkom er i fokus. Jeg kan ikke helt præcisere det, men måske synes jeg, det er superpinligt, hvis det drejer sig om mig, men ret sødt, når det er andre.

For den ligger der jo endnu, den tillærte beskedenhed fra barndommen. Det skulle jo nødigt være, man skulle jo nødigt tro, man var noget ( i alt fald ikke mere end andre!),man skulle jo nødigt synes, sådan noget var noget særligt—–og din barndom skal komme efter dig!

Herregud. Det er jo ikke andet end forsiden på Politiken. Tør nu de tårer væk, mor! Eller: Smid den barndom væk og indrøm, du er et menneske!

Continue Reading
1 2 3 … 5