Om det stolte moderhjerte!

Så går man lige ind på Politikens digitale forside for at tjekke, om der er noget, der er værd at læse. Og rammes med en børnepil lige ind i moderhjertet af en tegning, der sådan bare, i ens egen optik, stjæler ethvert fokus fra udenrigspolitik, forbrydelser og dagens gang. Jeg VIDSTE bare, det var datterens værk. Man kender sit afkom på stregen, gør man.

Så bider man sig selv lidt i læben og fortæller moderhjertet, at det her, det er da ikke noget, der skal flæbes over. Akkurat som alle de andre gange, man voldbed moderlæberne for at undgå at gå i storgråd offentligt. Som til forårskoncerterne i folkeskolen, hvor ens umusikalske afkom fik lov at synge næsten solo og falsktog en Kim Larsen, som når de vandt flækkemesterskaber i skoleskak eller en grim præmie for at svømme hurtigst. Som da de blev studenter eller måske endda fik et legat eller to på vej gennem uddannelserne. Og alle de andre gange. Hvor man har stået der og følt sig så moderstolt, at man næsten ikke kunne rumme det. Var ved at gå i stoltheds-krampegråd, fordi det sivede ud af alle de sprækker, man havde, og man var totalt forsvarsløs overfor at skulle fortælle omverdenen, at det altså var et af ens livs oplevelser at slæbe en megagrim pokal med hjem.

Jeg tænker tit på de stakkels forældre, hvis børn deltager i diverse talentshows. Jeg tror ikke, jeg turde. Tænk at sidde der og bare svømme over af stolthedstårer, sådan nærmest bade samtlige tilskuerpladser i syndfloden, bare fordi ens afkom er i fokus. Jeg kan ikke helt præcisere det, men måske synes jeg, det er superpinligt, hvis det drejer sig om mig, men ret sødt, når det er andre.

For den ligger der jo endnu, den tillærte beskedenhed fra barndommen. Det skulle jo nødigt være, man skulle jo nødigt tro, man var noget ( i alt fald ikke mere end andre!),man skulle jo nødigt synes, sådan noget var noget særligt—–og din barndom skal komme efter dig!

Herregud. Det er jo ikke andet end forsiden på Politiken. Tør nu de tårer væk, mor! Eller: Smid den barndom væk og indrøm, du er et menneske!

You may also like

Skriv et svar