John Fowles.
Sidder og gennemgår nogle rejsebeskrivelser for at se, om jeg har tilstrækkelige kompetencer til at føle mig sikker i at tage andre mennesker med til de beskrevne steder. Og falder så over en tur, der går gennem Lyme Regis. Så kan det da ellers nok være, længst svundne genkendelser pludseligt dukker op til overfladen igen efter års glemsel. Så er det nemlig, at Meryl Streeps forsømte, forhutlede skikkelse der på kanten af molen i Lyme Regis dukker op på den indre biografskærm. Og man næsten hører Jeremy Irons pragtfulde stemme, mens man er dybt mystificeret af, OM de nu fik hinanden. Det gjorde de i første omgang, men så blev forfatteren, John Fowles, tilsyneladende i tvivl om, om den slutning nu også holdt. Og så skrev han en anden. Som ikke endte lykkeligt.
For mig ER Lyme Regis John Fowles. En fantastisk forfatter, som i årevis har stået og samlet støv på mine boghylder uden at have været taget ud–undtagen de få, og på en hånd tællelige, gange, jeg har sjuskestøvsuget samme hylder. Jeg var vild med Fowles i 70-erne og 80-erne og læste vist mere eller mindre alt, hvad han har skrevet.
Det er ikke nem litteratur. Det er modernisme med et twist, og alt er yderst sjældent, som det giver sig ud for. Og hvis det er, så skal forfatteren selv, gerne ved direkte indblanding i bøgernes handling, få lavet om på den slags pjat. Som nu den med at skrive 2 slutninger på historien om den franske løjtnant og hans kvinde. Eller det besynderlige, dybt fascinerende storværk The Magus/Troldmanden, hvor alt blot bliver mere og mere mystisk, og man anspændt venter på en løsning på den gåde, der aldrig rigtigt bliver løst. Den bog har jeg været i clinch med utallige gange, hvilket mere indikerer, at jeg ikke sådan lige giver op–end at jeg nogensinde har fundet en egentlig forståelse af, hvad i alverden der foregår. Bedre går det med The Collector/Samleren, som er en af de ondeste bøger, der findes. En bog om menneskets ultimative samlergen, hvor mennesker samler på–nå, ja–andre mennesker. En klassiker i gymnasielitteraturen i 80-erne, hvorefter den vist er gået til de evige glemsels-bogkældre. I alt fald blandt nutidens elever, som nok heller ikke forstår, hvorfor det ydmygede offer ikke bare tager sin telefon og ringer hjem….
Anyway, konfrontationen med et konkret geografisk sted fik mig til at brænde efter en gen-læsning af Fowles bøger. Mere skal der heldigvis ikke til. Fowles selv døde i 2005, og jeg må vist indrømme, at hans bøger døde for mig længe før den tid. Eller blev i alt fald glemt.
Men nu skal de have en mulig renæssance. For måske er de akkurat lige så fascinerende, velskrevne og mystiske, som de var i 80-erne. Og måske er de ikke. Det kan jo kun komme an på en prøve. Hvis de holder, beviser det jo bare, at han er præcis lige så stor en forfatter, som jeg dengang anså ham for. Hvis de ikke gør, er det modsatte vel tilfældet. Endelig er der også den mulighed, at min fremskredne alder og væsentlig større modenhed måske endda kan få mig, omsider, til at forstå The Magus. Det kan man da håbe på.
Jeg tror, jeg vil tage et genopfriskningsraid på mine reoler. Se, om der ikke er noget, der fortjener genlæsning eller en ekstra chance. Det kan nemlig gå to veje, der begge er værd at begive sig ud på. Enten kan fortidens yndlingsbøger vise at være det rene trash, som på ingen måde består holdbarhedsprøven. Og så kan man med god samvittighed skrotte dem–også selv om en bog uden sammenligning er den ting, det gør allermest ondt på mig at kassere. Eller også viser det sig, at det stadig er store, vigtige og væsentlige værker. Og så kan man med både stolthed over sin egen fremsynethed og glæde over ejerskabet med god samvittighed lade dem blive stående.
Jeg starter med Fowles. Og så får vi se, hvem der så kommer efter. Måske det utal af 70-er feministguruer, der tapetserer det meste af et gæsteværelse. Fordi det måske er på tide at erkende, at mange af dem faktisk hverken kunne skrive eller havde ret meget andet end tidsåndspræget vrøvl at diske op med.
Og jeg skal nok love at bekendtgøre, når jeg finder en perle af en glemt forfatter, der virkelig er værd at læse…… Hvis, altså!