Om gen-læsning.

John Fowles.

Sidder og gennemgår nogle rejsebeskrivelser for at se, om jeg har tilstrækkelige kompetencer til at føle mig sikker i at tage andre mennesker med til de beskrevne steder. Og falder så over en tur, der går gennem Lyme Regis. Så kan det da ellers nok være, længst svundne genkendelser pludseligt dukker op til overfladen igen efter års glemsel. Så er det nemlig, at Meryl Streeps forsømte, forhutlede skikkelse der på kanten af molen i Lyme Regis dukker op på den indre biografskærm. Og man næsten hører Jeremy Irons pragtfulde stemme, mens man er dybt mystificeret af, OM de nu fik hinanden. Det gjorde de i første omgang, men så blev forfatteren, John Fowles, tilsyneladende i tvivl om, om den slutning nu også holdt. Og så skrev han en anden. Som ikke endte lykkeligt.

For mig ER Lyme Regis John Fowles. En fantastisk forfatter, som i årevis har stået og samlet støv på mine boghylder uden at have været taget ud–undtagen de få, og på en hånd tællelige, gange, jeg har sjuskestøvsuget samme hylder. Jeg var vild med Fowles i 70-erne og 80-erne og læste vist mere eller mindre alt, hvad han har skrevet.

Det er ikke nem litteratur. Det er modernisme med et twist, og alt er yderst sjældent, som det giver sig ud for. Og hvis det er, så skal forfatteren selv, gerne ved direkte indblanding i bøgernes handling, få lavet om på den slags pjat. Som nu den med at skrive 2 slutninger på historien om den franske løjtnant og hans kvinde. Eller det besynderlige, dybt fascinerende storværk The Magus/Troldmanden, hvor alt blot bliver mere og mere mystisk, og man anspændt venter på en løsning på den gåde, der aldrig rigtigt bliver løst. Den bog har jeg været i clinch med utallige gange, hvilket mere indikerer, at jeg ikke sådan lige giver op–end at jeg nogensinde har fundet en egentlig forståelse af, hvad i alverden der foregår. Bedre går det med The Collector/Samleren, som er en af de ondeste bøger, der findes. En bog om menneskets ultimative samlergen, hvor mennesker samler på–nå, ja–andre mennesker. En klassiker i gymnasielitteraturen i 80-erne, hvorefter den vist er gået til de evige glemsels-bogkældre. I alt fald blandt nutidens elever, som nok heller ikke forstår, hvorfor det ydmygede offer ikke bare tager sin telefon og ringer hjem….

Anyway, konfrontationen med et konkret geografisk sted fik mig til at brænde efter en gen-læsning af Fowles bøger. Mere skal der heldigvis ikke til. Fowles selv døde i 2005, og jeg må vist indrømme, at hans bøger døde for mig længe før den tid. Eller blev i alt fald glemt.

Men nu skal de have en mulig renæssance. For måske er de akkurat lige så fascinerende, velskrevne og mystiske, som de var i 80-erne. Og måske er de ikke. Det kan jo kun komme an på en prøve. Hvis de holder, beviser det jo bare, at han er præcis lige så stor en forfatter, som jeg dengang anså ham for. Hvis de ikke gør, er det modsatte vel tilfældet. Endelig er der også den mulighed, at min fremskredne alder og væsentlig større modenhed måske endda kan få mig, omsider, til at forstå The Magus. Det kan man da håbe på.

Jeg tror, jeg vil tage et genopfriskningsraid på mine reoler. Se, om der ikke er noget, der fortjener genlæsning eller en ekstra chance. Det kan nemlig gå to veje, der begge er værd at begive sig ud på. Enten kan fortidens yndlingsbøger vise at være det rene trash, som på ingen måde består holdbarhedsprøven. Og så kan man med god samvittighed skrotte dem–også selv om en bog uden sammenligning er den ting, det gør allermest ondt på mig at kassere. Eller også viser det sig, at det stadig er store, vigtige og væsentlige værker. Og så kan man med både stolthed over sin egen fremsynethed og glæde over ejerskabet med god samvittighed lade dem blive stående.

Jeg starter med Fowles. Og så får vi se, hvem der så kommer efter. Måske det utal af 70-er feministguruer, der tapetserer det meste af et gæsteværelse. Fordi det måske er på tide at erkende, at mange af dem faktisk hverken kunne skrive eller havde ret meget andet end tidsåndspræget vrøvl at diske op med.

Og jeg skal nok love at bekendtgøre, når jeg finder en perle af en glemt forfatter, der virkelig er værd at læse…… Hvis, altså!

Continue Reading

Om alt det vrøvl om forkert påklædning.

Morgenstund havde så hverken guld eller noget som helst andet positivt i mund. Men når man har et dyr, er man pinedød nødt til at konfrontere sig selv- og det- med ligegyldigt hvad, morgenstund så end har i gabet. Jeg skal hilse og sige, at det for i dags vedkommende ikke drejer sig om noget som helst godt. Nærmest næppe noget overleveligt! Jeg kunne også vælge at sige, at jeg er totalt fejlcastet i dagens vejr.

Det er løgn, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning. Det er en vildledende kliche, som man faktisk overhovedet ikke kan bruge til noget som helst, når man iført termotøj ( flere lag, endda), en overflod af sokker i fede, forede støvler og endda husets samlede bestand af uldne halstørklæder alligevel er ved at fryse enhver form for udhæng fra ens torso af. Når man har brugt væsentligt længere tid på at hælde sig selv ned i alt det tøj, end det rent faktisk tager at gå turen–for hunde skal gå korte ture i dette vejr. De er endnu mere udsatte for kuldepåvirkninger end vi mennesker. Efter ca. 3 minutter begynder man så småt at overveje, om man stadig har en næse. Men da man tilsyneladende stadig trækker en form for vejr, må det heldigvis være tilfældet. Og på lange, lige stykker er det en klar fordel at have et dyr på over 40 kg., så i alt fald det står fast, mens man selv er påfaldende udsat for at blæse direkte derhen, hvor al sneen i forvejen ligger. Også selvom man på afstand ligner en farverig pølse i uldsvøb eller Michelinmanden efter en mislykket kønsskifteoperation, der ydermere har fordelt dækkene i asymmetriske fejlformer.

Jeg hadede den ældgamle cliche om tøjet, da jeg var barn. Det var jo bare en dødssyg måde at fortælle os børn, at det var os selv ( vores uønskede sarthed?), og ikke vejret, der afgjorde, om vi gik ud eller ej. Ud i den slags vejr, som de voksne da ved Gud heller ikke gad sætte deres spor i. Der findes rent faktisk vejr, hvor det er fuldstændigt revnende ligegyldigt, hvad man iklæder sig. For det er vederstyggeligt modbydeligt alligevel. I dag er en af den slags dage!

Jeg er simpelthen ikke i stand til at mobilisere nok fantasi til at forestille mig, hvad i alverden jeg dog skulle have iklædt mig for at have det “rigtige” tøj på i dag. Med mindre, selvfølgelig, jeg tilfældigt havde arvet overskudsgarderoben fra en Nordpolsekspedition eller en måneds tur over Indlandsisen. Det har jeg så ikke. Og mindre kan faktisk ikke gøre det! For der findes nemlig dårligt vejr. Der findes vejr, som er fuldstændigt udenfor enhver form for såvel pædagogisk som indpakningsmæssig rækkevidde. Ja, der gør. Brrrrrrrrrrrrr…….

 

Continue Reading

Om hvor meget man egentlig skal bruge.

Det har taget årevis at afvænne mit grådige jeg fra overkøb. At prøve at sjusse mig frem til, hvor meget jeg egentlig behøver. Og ikke bare altid gå efter størst, mest, længst og bredest. Jeg har været et svin til overkøb i centimeter og gram og har dermed også været en sikker bidragsyder til madspild i store mængder. Jeg arbejder stadig på det….

Som nu i dag, da jeg skulle købe ind til morgendagens ratatouille. Enhver ved nok, at Nettos courgetter kommer i mange størrelser. Men også at de alle koster det samme. Førhen kunne jeg såmænd godt bruge et par minutter på simpel courgettemåling ( eller sammenlignende analyser omkring forholdet mellem størrelse og pris på de lokale courgetter) for at være helt, totalt og bombesikker på, at jeg i alt fald havde fået den største til prisen. Inderst inde ved jeg ( og har altid vidst, mere eller mindre) jo godt, hvor meget af en courgette, jeg bruger til en gang ratatouille. Men først for nyligt er jeg begyndt at sætte det i perspektiv til størrelsen på den grøntsag, jeg rent faktisk anskaffer mig. Sagt på en anden måde, så har det i årevis været mit fremmeste mål at få den største–ikke at købe den, der præcist svarede til det forbrug, jeg rent faktisk har.

Og hver gang jeg sejrsstolt har hjembragt Nettos største courgette, er der uvægerligt sket det samme: Jeg har brugt ca. halvdelen af den, hvorefter resten er blevet lagt til forrådnelse i køleskabet. Indtil den halve grønne ting har forvandlet sig til noget lettere afdødt, man omsider med god samvittighed kan tillade sig at arkivere blandt den udendørs forrådnelse. Og ærligt talt, så er dette jo ikke bare et courgetteproblem. Det gælder utallige andre grøntsager af den slags, man ikke ( i alt fald ikke med min madfantasi!) bruger hver dag.

Så nu er jeg altså ved at lære mig selv at købe grøntsager i præcis den størrelse, jeg har brug for dem i. Det er umådeligt svært. Det gør også somme tider ondt helt ind i den inderste, udgiftssky sjæl. Bare det at tage den lille, snoldede tingest, der indeholder mine 15 skiver, istedet for den lange, fede en, jeg kan få for præcis de samme penge. Eller at vælge de små babyporrer i bundtet, mens de omkringliggende, voksne porrer ligger der og griner af mig og højlydt hvisker, at de da bare koster præcis det samme. For slet ikke at tale om den aubergine i fosterstørrelse, jeg måtte slå knuder på mig selv for at berige med et nyt hjem i dag–men som passede perfekt i størrelsen til det, jeg skulle bruge den til. Jeg kunne jo, for samme pris, mageligt have fået 53 cm. flere/mere grøntsager. Både i længde og diameter.

Men det skal jeg ikke have. Jeg skal have det, jeg bruger. Skal jeg. I øvrigt er der garanteret masser af familier med hjemmeboende børn, der sagtens kan bruge–og opbruge– den sidste halve meter grøntsager. Til samme pris. Det kunne jeg også engang. Men hvis mit forskruede indkøbshoved stadig går i børnefamiliemode, så må jeg skrue det om. For hvis jeg er bevidst om, hvor mange centimeter og gram, jeg sådan cirka som maksimum skal anvende, så undgår jeg mængder af overskudscentimeter på grøntsagskontoen. Og dermed masser af madspild. Måske skal jeg virkelig–og det kommer nok også–lære at rose mig selv for, at jeg undgår oceaner af madspild. I stedet for, som jeg plejede, at rose mig selv for at have hjemført ærespræmien, bestående af den ultimativt mest overvægtige grøntsag.

Jo, det gør ondt at vælge alle gnallingerne. Og det tager såmænd lige så lang tid, som det tager at udvælge de fedeste. Men bagefter, når ratatouillen er spist, og der absolut intet er tilbage til forrådnelsesskuffen i køleskabet, så har jeg det godt med mig selv. Især hvis jeg tænker på, at jeg gennem mit liv nok har kunnet brolægge en motorvej herfra til Rom med dybt rådne, halve kæmpegrøntsager, der udelukkende var blevet indkøbt, fordi man fik mest for prisen!

Continue Reading

Om dengang der var vintre til.

I disse dage minder det lidt om sådan, som jeg forestiller mig, at de var. Min barndoms vintre, altså.

Da jeg var barn, havde vi altid sne om vinteren. Nogle gange uhyrligt meget, men for det meste da i alt fald nok til kælkning til husbehov. Det forholdt sig også sådan, at kælkebakkerne dengang var såvel meget længere som meget bedre og meget sjovere. Og der var altid gode forsyninger til at lave snemænd. Vi trillede kartoffelmunde og gulerodsnæser som gale, og som jeg erindrer det, havde vi hele parker befolket med snefolk i alle aldre og størrelser. Ydermere var der også et pænt hvidt overskud til sneboldkampe mod dem fra den anden klasse eller den anden vej, og til at “vaske” dem, man enten var sådan lidt varm på–eller bare ikke kunne fordrage. Sidenhen er der gået gevaldigt krymp i den slags, men i grunden betyder det vel heller ikke så meget, når der alligevel aldrig sner som i ens barndom mere.

Ligeledes frøs det også altid i min barndoms vintre. Dag og nat. Eller i alt fald så meget, at der generelt kunne løbes på skøjter fra december til næsten midt i april. I al fald som jeg husker det. Dengang var der da ikke nogen, der ikke kunne løbe på skøjter, hvad enten de var udstyret med pøbelmodellen, der vakkelvorent og usikkert skulle spændes på støvlerne eller kom fra de lidt mere priviligerede hjem rent skøjtemæssigt, hvor der var råd til kunstskøjter, der udmærkede sig ved at have støvler og skøjter i sampak-udgave. Dog aldrig forede. Derfor var det også, at man oftest købte dem 2-3 numre for store. Så kunne der være tilsvarende 2-3 par sokker indeni. Det, troede vi nemlig, hjalp!

Som jeg husker det, kunne vi nærmest ikke komme hjem fra skole hurtigt nok. Vi skulle jo ud at kælke eller stå på skøjter, og solen skinnede altid, mens vi gjorde det.

Men jeg kan også godt huske, hvor koldt det nogle gange var. Kan næsten stadig mærke følelsen af dybfrosne tæer og døde fingre. Af det tynde, tynde tøj, vi udfordrede vinteren i, for generelt var ideen lag-på-lag, og erfaringen, at selv 2-3 par tynde cowboybukser udenpå hinanden ikke giver den optimale varmeforsyning. Det blev også vådt, tøjet. Ualmindeligt sjask-hamrende-vådt. Termotøj, forede flyverdragter og dynejakker lå stadig årtier ude i fremtiden, så vi klarede os med, hvad vi havde. De fleste kan vist huske hjemture, hvor man var kommet LIDT for sent, sådan kuldemæssigt, afsted fra skøjtebanen og stred sig gennem kulden på en cykel, der blev sværere og sværere at styre med de følelsesløse fingre–og træde med de ditto fødder–mens tårerne og snottet frøs mere og mere til i hele ansigtet, og ens kæbeparti gik i 111. Og den forfærdelige smerte, når man, endelig hjemkommet, gjorde det eneste, man ikke måtte: Nemlig at nedsænke sig selv i et badekar ( ja, dengang havde rigtigt mange af os badekar!) med varmt vand. Det gjorde næsten mere ondt end selve turen hjem!

I bakspejlet har jeg altid syntes, at der ligger noget dybt uretfærdigt i, at vi, dengang der virkelig var vintre til, overhovedet ikke var tøjmæssigt udstyrede til dem. Mens vi nu, hvor det sådan er nogle pjat-vintre, vi får serveret, er ved at drukne os selv i termo-dit-og-dat—til ingen verdens nytte.

Og så ved jeg da godt, at der nok overordnet klimatisk ikke var den store forskel på vintrene dengang og nu. Sådan gennemsnitligt. Jeg ved også godt, at mine børn sikkert vil ende med præcis samme vinterminder som jeg selv, selv om de halter en vintergeneration efter mig. Og havde termotøj! Når jeg kigger ud eller går ud i disse dage, slår det mig også hvorfor. Og hvorfor er, at det jo netop er denne type vinterdage, vi alle sammen husker. Den høje himmel, solen der skinner på sneen og isen. Og lyset, der næsten jager os ud i vejret. Denne lokkende klarhed, der kalder på os.

Der var sikkert ikke umådeligt mange flere af den slags dage, da jeg var barn, end der er nu. Eller var, da mine børn var små. Men det er lige præcis de få dage, vi husker. Ved erindringsforskydninger er det dem, der bliver indbegrebet af vinter. Ikke alle de andre grå, kedelige og regnfuldt snaskede. For når det var møgvejr og kedeliggråt, gik vi jo netop ikke ud. Vi blev inde. Vi trak ikke rundt med vores kælke i styrtregn eller spændte skøjterne på, hvis der ikke var is til at bruge dem på. Det gjorde vi udelukkende, når det var frost, sne og højt, klart vintervejr, der lokkede os udenfor. Akkurat som med barndommens somre, hvor vores upålidelige erindringer har formået udelukkende at fastholde de 4-5 dage i et kalenderår, hvor vi kunne bade og generelt gøre alt det, vi ikke kunne de resterende møgvejrsdage de korte somre.

Og tak for det! I alt fald hvis man forestiller sig, at det modsatte var tilfældet. At vores erindringer udelukkende omfattede grå vinterregn i evigt mørke og somre af  permanent blæst og isnende havvand. Det er, trods alt, væsentligt mere oplivende at erindre kælke-skøjte- og badeture. Selv om det nok, statistisk, var dem, der var færrest af!

 

 

Continue Reading

En ny bog.

Mettes mors monster. Klematis.

Af ret indlysende årsager, som jeg vist ikke behøver at komme ind på, kan jeg desværre ikke anmelde denne bog. Men den udkommer og vil være tilgængelig i fysiske boghandler fra 28/2 og kan allerede nu bestilles i de allerfleste netboghandler.

Bogen handler om børn, forældre og alkohol og er en billedbog, fortrinsvis beregnet til oplæsning, for de ca. 6-9/10-årige. Omdrejningspunktet er Mette, hvis mor har et stort, farligt monster nede i kælderen, som hele tiden tryller hendes mor om til en anden mor end den rigtige. Især illustrerer bogen, hvordan dette påvirker Mette. Indtil der heldigvis en dag dukker en monsterjæger op, som forstår, hvordan både Mette, hendes mor og resten af familie kan lære at komme videre.

Men jeg kan vist godt skrive, at det er nogle gode tegninger……..

 

Continue Reading

Om at være så dum, at man snyder sig selv.

Havde hjemmefra læst om Børkop Vandmølle, og både beskrivelsen af stedet og dets madtilbud lød virkelig lokkende. Sådan til en opløftende frokost på en solrig vinterdag i februar, hvor det rent geografisk også var muligt at vende omkring Brejning, som bare er så vidunderligt smukt et sted. Paradoksalt nok! For ganske få år siden var området en grim institutionsby for de psykisk handicappede med alle de forkætrede, misforståede tiltag, man nu havde dengang. I dag er de store, nærmest palæagtige bygninger forvandlet til en velholdt, flot lille landsby af skoler, hoteller, privatbeboelser og andet ved den smukke fjord.

Anyway, forventningerne blev kraftigt skruet i vejret, da vi nåede frem til den gamle mølle, som både med sine bygninger og sin beliggenhed signalerer solid hygge. Der var da også mange mennesker derinde. Alt for mange. I alt fald så mange, at de dumme idioter, der ikke lige havde fået bestilt bord, måtte gå igen med uforrettet spisesag. Hvilket ikke blev gjort nemmere af, at vi faktisk ventede så længe på den nedslående besked, at vi mageligt kunne iagttage, hvad de heldige indviede fik at spise. Det lignede lige præcis sådan noget, mine tænder virkelig gerne ville have haft under behandling. Der er ingen tvivl om, at det ikke kommer til at vare længe, inden jeg får bestilt et bord på det herlige sted. Det skal prøves!

Med endnu et tilskud til den allerede eksisterende sult og en god portion skuffelse, skulle der så findes alternativer. Fordi det nu engang er et nederlag bare at køre hjem og tage den obligatoriske pose frikadeller op af fryseren. Få km. til Munkebjerg, men der føler man sig nærmest selv som indsat på en institution, og frokostmaden smager sådan ca. også sådan, Skamlingsbanken nok vinterlukket, og det der nye sted med Michelinstjerne i Vejle nok fuldstændigt overbooket og i alt fald garanteret for dyrt til en pludselig indskydelse. Michelinstjerner skal man glæde sig til og kræse lidt om, synes jeg, der i øvrigt kun en ( 1, altså!) gang i mit liv har været den slags steder. Der skulle jo nødigt gå hverdag i det…..

Så det blev et sats på Vejle midtby, og det var et dårligt sats og en mærkbar straf for at være spise-booking-u-forberedt frokostgæst. Strøgrestauranter er såmænd gode nok og OK, hvis man bare er sulten. Hvem kan ikke klemme den obligatoriske burger, Cæsarsalat eller fiskefilet ned? Med en altid beredvillig håndsrækning fra Thousand Islands, remoulade og ruculasalat i nærmest skamfulde mængder. Og hvis bølgerne går rigtigt højt en påstået hjemmerørt Aioli?  Men det ER nu ikke det samme at spise sig ulækkermæt i den slags, når man fra starten af havde sat næsen op efter et dejligt, let og fantasifyldt måltid i en hyggelig gammel vandmølle.

Jeg skal af venlighed undgå at nævne etablissementets navn, men for evt. lokale kan det da godt afsløres, at det var en gammel gård i midtbyen, at deres svingdør ( som jeg selvfølgelig fik som nabo) givetvis koster mig endnu en forkølelse, at de bestemt er særdeles rundhåndede med både de tusinde øer ( her var nærmest tale om et helt øhav!) og forvoksede morgenkryddere i særdeles hvidt brød, der her udgiver sig for at være burgerboller.

Så kan man lære det! Altså at bestille sit bord hjemmefra, når man kører ud med forventning om en god frokost. For den skal prøves, den vandmølle!

Continue Reading

Der sad en mand i en spejderhytte. Revisited.

For nogle uger siden fandt jeg en mand i en spejderhytte. Jeg skrev dengang et indlæg om det her på bloggen og fortalte det såmænd også vidt og bredt til alle, der gad lytte. I flere dage efter ventede jeg–i alt fald lidt–på en tilbagemelding fra politiet, som jeg jo var så venlig at sende en tur op forbi hytten. Ellers i alt fald anmode om at dreje den vej forbi. Jeg hørte ingenting.

Siden har flere vendt tilbage til historien og gerne villet have et svar på mysteriet. Det er jeg nu i stand til at give. Modvilligt, men ærligt. Skamfuldt, men også indvendigt lidt spruttende af selv-latter.

I flere uger undgik jeg efterfølgende skoven og hytten. I min fantasi havde politiet garanteret fanget den grimme karl og talt meget højt til ham, og hvis han nu havde fået bare et enkelt lille blik af mig og hunden, kunne han jo teoretisk set godt være en smule hævngerrig over at miste sin lune bolig. Mig kunne han jo kende på hunden, og hunden er min eneste begrundelse for at gå på stierne dernede. Faktisk udviklede dyret og jeg i de følgende uger adskillige overspringsstier–i ordets bogstaveligste betydning. Hvis vi snoede os bag om hytterne, kantede os langs smalle skovbryn, forcerede væltede træer og buske, klatrede rundt på mudrede skråninger og generelt valgte det mest uvejsomme terræn, så kunne vi med nød og næppe undgå at stå ansigt til ansigt med den grimme, grimme mand.

Indtil altså forleden, hvor jeg egentlig oplevede at være så ufatteligt træt af vores tornede, mudrede omveje og al den overflødige tøj- og hundevask, de har indebåret. Så jeg tog gevaldigt meget mod til mig og spankulerede ( nej: krøb!) forbi det formastelige vindue. Og der sad han skam endnu! På præcis samme sted og i præcis samme stilling, som politiet nok også har fundet ham i. Der var bare det ved det, at han nu med al tydelighed var en stor, brun bamse! Rigtig stor, faktisk. Altså virkelig, meget stor. Hans døde øjne viste sig at være–nå, ja–døde, og den gammeldags skindhue med flapper, han bar første gang, jeg så ham, var nu blevet til bamsens lange ører. Det slidte tøj var nok mere ydersiden af en bamse, der i årenes løb havde fået en del fysisk kærlighed af mange, små hænder. Men jeg havde da i det mindste forklaret politiet, at hans jakke var foret med teddybearstof, så helt tåbeligt gal på den har jeg da ikke været. Ikke helt.

Selvfølgelig blev jeg en smule flov. Nej, det passer ikke. Jeg blev så flov, at jeg akut kunne have krøbet i et musehul (bamsehul?), og lovede mig selv aldrig endda at overveje at foretage mig noget minimalt ulovligt, så jeg kunne risikere at skulle konfronteres med det lokale politi. Hvis den bamse har været godt for noget, så er det da i alt fald, at jeg minimum de næste 2-3 år nidkært overholder fartbegrænsningerne, aldrig lister mig over for rødt, aldrig tjekker så meget som bare en eneste lille SMS, mens jeg kører–og i øvrigt kun ringer til politiet, hvis jeg selv er omkommet, død og borte!

De må have fået sig et billigt grin, må de. Og jeg erindrer tydeligt, at jeg måtte opgive både adresse og personnummer, så de ved godt, hvor den bindegale, halvblinde tumbe holder til. Jeg kender også flere betjente personligt, så jeg må have private smuthuller for akutte redningsaktioner, hvis jeg skulle risikere at møde dem i byen.

Det er slet ikke nemt at være en lovlydig, omsorgsfuld borger. Men i det mindste kan jeg da trøste mig med 2 ting: Bamsen er tilsyneladende intet kommet til, og jeg kan helt uden angst bevæge mig ad fremkommelige stier i skoven for fremtiden.

Continue Reading

Om den sidste planlægning.

Så var der alligevel noget ved Prins Henriks begravelse, der satte tanker igang. Eller også går jeg (endnu) bare alt for sjældent til begravelser, for ved nærmere eftertanke tænker jeg vist mere og mere seriøst på det, de heldigvis sjældne gange jeg må tage afsted med nogen.

Det var, da jeg fangede et lille klip fra kirken i TV-Avisen, hvor soundtracket var den smukke salme “Du, som har tændt millioner af stjerner”. Den vil jeg også have. Den kommer de ikke udenom, når det er mig, der står for eviggyldig exit. Jeg bilder mig ind, at den kan tolkes på mere end en måde, og selv om jeg godt ved, at “du-et” i salmen tydeligt refererer til Gud, har jeg da lov til på egen hånd at håbe på, at mine efterladte også godt kan se andre muligheder for tolkning. Sådan i al beskedenhed.

Det ( altså at stjerner i millionvis er et MUST, når det er min tur) sagde jeg så også til min mand. Som jeg siger det hver gang, jeg har været til en begravelse, hvor vi har sunget den. Jeg tror vist, at hvis jeg bare gentager det nok gange, så må det da på en eller anden måde blive husket. For jeg er nemlig ligesom de fleste andre: Vi vil jo gerne herfra på en måde, vi mere eller mindre selv har designet. Det kan da godt gå og nage mig lidt, at der måske er ting, de slet ikke ved om mig–dem, der skal forestå at få mig herfra. At de ( af bare uvidenhed og min manglende info) fucker det hele sådan lidt op og glemmer de vigtigste salmer samt at få en med et pænt engelsk til at læse Audens “Stop all the Clocks”. Samt husker at undlade banaliteter som “Om lidt bli`r her stille”, der engang var køn og smuk, men nu er gået i begravelsesinflation. I min optik.

Det er nemlig blevet sådan i vores samfund, at begravelsen er vores egen helt unikke. Det endelige afskedsfodspor, hvor alt–og jeg mener ALT–er personligt designet, så det bliver VORES EGET HELT PERSONLIGE farvel. Den halve time, der minutiøst opsummerer, hvem vi var, og hvad og hvem vi elskede. Det er, for mig, helt OK. Jeg kan godt lide begravelser med klare personlige aftryk, som får mig til at mindes afdøde på en rigtig god måde. Jeg synes ikke, det er pral og personforherligelse. Jeg synes, det er flot, gribende og et værdigt minde. Bagefter kan de så lægge os i de ukendtes grav eller under en lille, anonym sten på urnekirkegården.  I øvrigt meget ulig for bare 100 år siden, hvor det var gravstedet, der var det unikke minde!

Hvad hvis man nu falder om–sådan bare slut-prut-finale? Uden at have tilkendegivet, præcis hvad der skal ske? For det er jo der, det egentlige problem opstår. I alt fald for mig. Nemlig: Hvordan i alverden gør man tydeligt opmærksom på sine sidste ønsker? Jeg ved godt, at mange skriver det ned–men HVORNÅR? Hvornår er man egentlig “gammel nok” til at forfatte manualen til sin egen afsked? Teoretisk set kan man jo falde om nårsomhelst og hvorsomhelst, men samtidig: Er det så ikke en form for omvendt Nemesis at begynde at planlægge sin egen begravelse, når man egentlig har det meget godt og ikke sådan fejler mere end til husbehov? Vil det måske fremskynde processen, at man overhovedet overvejer den  og får den sat på ord? Vil ens børn synes, at det da er virkelig besynderligt og nærmest en opgivelse af selv livet, at man begynder at gå i de tanker? Omvendt–hvis man så pludseligt må herfra, så er de faktisk på herrens mark i forhold til noget, de udelukkende ønsker at gøre optimalt. Og måske glemmer de–eller aner ikke, fordi ingen har fortalt dem det–at det altså er ret vigtigt at få sunget om stjerner i millionvis. Det er da faktisk noget af et dilemma.

Jeg erindrer, at en rimeligt kendt TV-journalist for en del år siden udgav en slags begravelsesmanual, som man så selv kunne udfylde. Jeg ved, min mor har gjort det. Måske skulle man prøve at opstøve den bog og så sætte sig ned og få det overstået. I første omgang for sin egen sjælefreds skyld. Men, ved nærmere eftertanke, allermest for de efterladtes. For i den situation er der jo INTET, vi som efterladte hellere vil gøre, end at gøre det PRÆCIS, som afdøde ønskede det. Det er vores allersidste chance for at vise den allersidste ære og taknemmelighed.

Men det nager mig alligevel. Jeg vil bestemt ikke nyde at sætte ord på min egen begravelse. Det vil blive som om, den pludselig bliver meget mere nærværende og reel, end den nogensinde før har været. Så længe, den er u-italesat, kan jeg bilde mig selv ind, at den aldrig bliver. Som om det at sætte ord på indirekte er et accept af, at selv jeg ikke er udødelig. Omvendt er det måske også sundt. Det er jo da i alt fald en erkendelse, det bliver utroligt svært at komme udenom. Og jeg kan faktisk også godt forestille mig, at det vil blive en besynderlig form for lettelse at få det hele skrevet ned. Så man ved, at man i alt fald selv har gjort sit yderste for at få det, som man vil have det. Samt hjulpet forvirrede efterladte rigtigt godt på vej.

Det må jeg hellere få gjort. Jeg ved jo ikke, hvornår jeg har deadline. Selv om jeg slet ikke kan overskue, at det skulle være snart samt føler, at bare det at tale/skrive om det, rykker mig uendeligt mange skridt tættere på død og begravelse. For det er jo sådan, det er: Vi holder den slags fra livet ved at ignorere det. I stedet for at acceptere det. Så det at få det hele skrevet ned vil, tror jeg, være et første rigtigt vigtigt skridt frem mod den accept, både jeg og alle andre forhåbentlig kommer frem til. Samt en rigtig god garanti for, at det hele bliver, som jeg synes, det skal være.

Continue Reading

Nye erfaringer.

Man bliver tilsyneladende aldrig for gammel til at prøve noget nyt. Endda på jobfronten.

Så her i mit 61-sindstyvende år har jeg for første gang i mit liv skullet producere et CV og er efterfølgende indkaldt til jobsamtale. Det har jeg aldrig prøvet før. Omvendt er det da vist også sådan lige i alleryderste sekund i forhold til overhovedet nogensinde at prøve det. Det er nok det, jeg skal sige til mig selv: At det er en erfaring, jeg er ude i absolut sidste omgang for at få. Mig bekendt er CV totalt ligegyldigt i forhold til at ansøge som status som pensionist. Hvilket der selvfølgelig nok snart fra regeringsside bliver lavet om på…..

Det sværeste var det med CV-et. Jeg tilhører en generation af pæne, beskedne piger, der hjemmefra er tudet ørerne fulde af, at vi hverken var noget eller skulle bilde os selv ind, vi var det. Falsk, såkaldt klædelig beskedenhed var vejen frem. Alt udover det var pral og uklædelig arrogance. Jeg har godt set unge menneskers CV-er. Og jeg er både dybt forbavset over, hvor meget de dog har nået på deres relativt kortvarige liv samt–og endnu mere–hvor kolossalt ubeskedne de er i lovprisningen af egne fortrin. Jeg ville da ikke nøjes med at krumme tæer, hvis jeg skulle skrive den slags om mig selv. Jeg skulle krumme hele kroppen og stikke samtlige elementer i min tyngende opdragelse så skråt op, at jeg ville få den galt i halsen.

Så jeg prøvede at være virkelig saglig, hvilket jeg godt kunne se, lød forfærdeligt kedeligt. Sådan CV-mæssigt er der sgu` ikke den store omstillingsparathed, innovation og blomstrende initiativ i at have været ansat samme sted i 33 år. Uden afbrydelse. I mine forældres generation ville det have været et adelsmærke, et symbol på trofasthed, stabilitet og godt omdømme. I mine børns et udtryk for personlig stagnation og total mangel på individuelt initiativ. Her siges det, at man bør skifte jobs minimum hvert fjerde år, så jeg har sådan set misset omkring 7-8 potentielle og tilsyneladende karrierefremmende -og befordende muligheder. SUK!

Men i det mindste er jeg da robust! Det skrev jeg nu ikke, men det fremgår vel indirekte af at have overlevet den danske gymnasieskole i næsten 35 år.

Så efter at have puslet med begynder-CV-et i en alt andet en begynder-alder, skal jeg så nu til mit livs første jobsamtale. Og det er så heller ikke helt korrekt. For jeg var da vist til noget samtale-look-alike-noget, før jeg i sin tid blev ansat til at skovle skidt væk fra hovedtrappen på DLG i Århus. I forhold til mit 33-årige job, var jeg først i pædagogikum på stedet, hvorunder en kollega med samme fag som mig (desværre for hende, og heldigt for mig) blev syg og måtte opgive sit arbejde. Derfor blev jeg, aftenen før sommerferiens slutning, ringet op af daværende rektor med følgende ord: “Kan du komme i morgen?” Det kunne jeg så godt, og resten er historie…..

Heldigvis har jeg så også min fremskredne alder med mig i forhold til den kommende samtale. Jeg mener, hvis synet af giraffen ikke falder i smag, kan jeg jo bare lade være og leve videre på min minimale pension. Men de har godt nok nogle rejser, der bare lige ligger til mere end højrebenet derovre på Fyn. Den slags, der næsten ligner noget, jeg selv kunne have udtænkt og mere eller mindre foregår i min egen velkendte bukselomme. Samt de steder, jeg brænder efter at formidle til andre, så de (måske?) kommer til at elske dem lige så højt og inderligt som jeg selv.

Vi får se. Allerførst kan jeg jo bruge de næste dage frem til Fynsturen på seriøst at overveje, hvad jeg skal tage på. Det gør vi kvinder nemlig…..

 

Continue Reading

Vietnam.

Det er en nærmest umulig opgave at sammenfatte Vietnam i en læservenlig udgave. Der er alt for meget af det. Især af kontrasterne, de store forskelle i dette mangfoldige, lange land på 1650 km. fra nord til syd. Og med et utal af forskellige stammer, forskellige skikke og et nord og et syd, der nok nu tilhører samme land, men som stadig står en smule adskilt og arret efter utallige krige ( flere med fremmed indblanding) og–især–forskellige politiske ideologier. Vietnam er stadig, på papiret, et kommunistisk land. I nord er den overbevisning nok stærkere end i syd, men generelt må denne særlige–og korrupte–form for kommunisme nok mest siges at være vejledende.

Vietnam er uendeligt smukt og forfærdeligt grimt. Junglen er så uendelig grøn, de små bifloder, som findes overalt, er ved at gro til i frodighed, og overalt GROR tingene bare. Næsten så man bare kan plukke dem ned fra træerne. I Vietnam køber ingen andre end tåbelige, uvidende turister bananer. Man plukker dem. Der er blomsterflor, som langt overgår en nyligt afholdt begravelse, og alle blomster ser ud til at være store, smukke og helt overvældende. Men der er også ukontrollerbar, svinende industri, placeret på uheldige steder, for der er ikke ret megen anden kontrol med den slags end den, der består af knitrende pengesedler. Omvendt signalerer al den industrielle aktivitet, at landet er “on the move”. Hastigt på vej væk fra U-landsstatus til en af verdens sværvægtere indenfor produktion–især indenfor tekstil, kaffe, ris og nødder.

Vietnam er velordnede, ældgamle regler og et usigeligt, nærmest uigennemskueligt kaos. Enhver form for religion ( og de fleste er buddhister) er præget af strenge regler for alt fra levemåde, over opførsel til arkitektur og kunst. Der er magiske tal, dyr og farver, og intet tempel, religiøs bygning eller tidligere kongepalads (Vietnam havde en kongeslægt indtil midten af sidste århundrede) er bygget uden minutiøse hensyn til disse. Gult er kongefarven, og 9 er, overalt, det magiske nummer. Til sammenligning er 4 den slemme nummerdreng i klassen og findes end ikke på bilernes nummerplader. Alt er overordentligt gennemtænkt og giver faktisk mening, når man, som udenforstående, får det forklaret. Samtidig med, at man undres og græmmes over, at dette var en kultur, europæerne i sin tid anså som underordnet og mindre udviklet. Der var vist noget, de misforstod! Samtidig virker det umiddelbare billede af landet som et totalt, uorganiseret kaos. Trafikregler er i bedste fald vejledende, gadekrydsning indebærer seriøs fare for liv og lemmer, elektricitetsnettet ser ud som om, det er konstrueret af en søsyg edderkop og den, der ikke kender de uskrevne regler for enhver form for handel, bliver noget så grundigt snydt.

Vietnam er også klimaguruernes paradis og mareridt. I Vietnam spiser man alt–bare det gror og kan bevæge sig. Intet, absolut intet, går til spilde, og kødindtagelsen er rimelig begrænset, mens enhver form for spændende grøntsager er selvskrevne ingredienser i enhver ret. Det vietnamesiske køkken er et af verdens mest lækre–det er så uendeligt ærligt. Her giver intet sig ud for noget, det ikke er, og alt, virkelig alt, skal helst smage lige præcis af sig selv. Da Vietnam, akkurat som Danmark, er et land omgivet af hav, spiser de–desværre ulig Danmark–fisk og skaldyr i store mængder, og også fødevarer, som vi kun er begyndt at overveje at tage på menuen, er en fast bestanddel i madkulturen. (Nej, der er IKKE tale om hunde!). Omvendt er fokus på forurening og andre miljøskadelige tiltag meget lille. Lidt bestikkelse klarer for det meste den slags til forurenerens fordel. Storbyerne er generelt begravet i en tyk dyne af smog, og ingen har endnu fået den brilliante ide at sætte bare en lille smule begrænsning på–især–scooterne.

Vietnam er en samlet nation–og en splittet. Fra kommunisternes magtovertagelse i hele landet efter Vietnamkrigen i 1975, har landet, som sagt, på papiret været kommunistisk. Og mange, især i nord og især oppe i årene, tror da også blindt på den kommunistiske propaganda, som egentlig ikke lader et land som Nordkorea meget efter. Men samtidig er den unge genration af vietnamesere født efter krigen dybt skeptiske og særdeles parate til at føre deres land ind i en anden ideologi. Forskellene er også særdeles markante mellem land og by, med landet som det efterslæberiske, kommunisttro sted. Arrene fra krigen sidder stadig i landet. Akkurat som de gør i min generation herhjemme, hvor manges politiske ståsted blev grundlagt af netop den krig.

Men på et område er landet i harmoni. I venligheden, gæstfriheden og stoltheden over det smukke land. Her er den dominerende konsensus, at turister behandler man med respekt, fordi de tydeligvis bringer noget til landet, som man er interesseret i. De støtter jo tydeligvis de små, familiedrevne forretninger–hvad enten de går amok og får syet en omfattende, ny garderobe, køber cobraslanger i sprit, kommer på hjemmebesøg hos de mange gæstfri fiskere og andre lokale eller spiser i de små, familiebaserede restauranter. De viser det gerne frem, deres land, og på intet tidspunkt får man en fornemmelse af, at det er falsk og udspekuleret venlighed med en bagtanke. Istedet er det genuin stolthed over et land, der virkelig har noget at byde på for turisterne.

Continue Reading