Om at være turist.

Jeg ved da godt, at de lokale fiskere får penge for at sejle rundt med sådan nogle som os. Og at de nærmest har som job at kaste net ud på deres farverige måde lige foran os. Samt at det ikke er lutter gæstfrihed, der gør, at vi får adgang til deres hjem, hvor de steger alskens skaldyr og fisk til os og beværter os på den allermest venlige, hjertelige måde.

Men der er vel tale om en byttehandel, der er til stor glæde for begge parter. Vores penge hjælper de lokale familier, og vi får en suverænt god oplevelse.

Det er nemlig en uforglemmelig oplevelse for livet at sejle gennem  mangroveskoven ( som ikke er mangrove, men kokospalmer og bambus, der står i saltvand) med bedstemor ved åren gennem de smalle kanaler. I en fuldstændigt rund båd lavet af bambus. Og som går på grund konstant i det lave vand, så bedste må ud i mudderet og skubbe. Vi må i alt fald ikke, for det er vi for dumme og uvidende til.

Det er også fantastisk at spise grillede tigerrejer, muslinger og fisk hjemme hos samme bedstes store, forgrenede familie. At sidde på deres lille bambusveranda, der er bygget ud over sejlrenderne i junglen, og hvor bordet har form som et skib. Aldrig har skaldyr smagt så vidunderligt godt.

Endelig er det rart og dejligt at se alle de smil, som ikke blot er professionelle, men også affødt af, at både de og vi ved, at vi hjælper hinanden. Vi får oplevelsen, som nærmest er ubetalelig, og de får glæden ved også at få en form for økonomi i det, de kan og også gerne vil. Man føler sig faktisk ikke som direkte efterkommere af tidligere tiders imperialister, når man hele tiden er i dialog med værterne omkring deres dagligdag og ved, at det her er lige så simpelt som alle de andre gange i ens liv, hvor det er noget for noget med fuld fortjeneste for begge parter.

Jeg har sagt det før og mener stadig, at vi turister med vores penge, sagtens kan, hvis vi tænker os om, hjælpe de små lokale, familiebaserede virksomheder i de knapt så økonomisk velfunderede lande. Til glæde fir os alle.

You may also like

Skriv et svar