Guldsøstre

Forleden så jeg et billede af L. S. Lowry til salg i en kunstbutik i Oxford. Det kostede “ kun” 100.000 kr. Det er billigt for en Lowry, men det var så absolut heller ikke et af hans bedste værker. Alligevel. Jeg ville gå meget langt for at eje en Lowry, men det er endnu aldrig overgået mig at stå med 100.000,som jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle bruge på. Det kommer det nok heller ikke til. I øvrigt rejste jeg også kun med håndbagage.

Så jeg må nøjes med mine 2 tryk i rædselsfulde rammer, som jeg fandt hos en marskandiser ude på Jersey til 5 pund og slæbte hjem i håndbagagen. Bare for at have en lille smule duft af en af mine yndlingsmalere, som nu hænger så fint i sommerhuset. Lidt Lowry har også ret.

Historien om Lowry er nærmest Van Goghsk i al sin klicheprægede enkelhed. Alligevel blev han Manchesters største og mest berømmede maler, og man skal vist være heldig, hvis man træffer over ham til under halve millioner. Født i 1887 og direkte ind i industrialismen i dens hovedstad, og selvfølgelig i en fattig familie. Eller rettere, en ( det hjælper jo, tilsyneladende!) dysfunktionel med en hypokondrisk mor og en far, der ikke var der. Hele sit liv boede Lowry hjemme hos moderen, der var kun lidt og meget uforløst kærlighed— også på kvindefronten, og sådan ER det jo så ofte, når man må gå og vente indtil efter sin død med at blive verdensberømt.

Lowry tegnede og malede og ansås for lidt af en særling. Især fordi den generelle opfattelse var, at han slet ikke kunne finde ud af det. Specielt ikke det med mennesker, for i de fleste af Lowry billeder er menneskene reduceret til tændstiklignende streger. Men male industrialismen, det kunne han. Lowry er selve det visuelle vidne til de osende fabrikker, de anonyme, forslidte arbejdere, den travle, producerende by, de nedslidte boligkvarterer og de få, men velkomne, festdage. Han kunne også godt det med mennesker— især skildre deres forslidthed, indbyrdes stridsmål og, igen, festlige lag, men det er som skildrer af det arbejdende Manchester, han mest er kendt.

Dog  næsten udelukkende efter sin død i 1976. For efter den tid er Lowry blevet stor. Ikke blot i Manchester, men i hele verden. Deroppe i industrialiseringens vugge har de bygget et helt kulturcenter i hans navn, hvor øverste etage er en pragtfuld udstilling af alle hans største værker. Og på det lokale museum er han ligeledes rigt repræsenteret— hvilket han da også er overalt i England. Efter sin død, altså. Han solgte vist nærmest intet, før han døde……

Så når jeg nu ikke lige greb i bukselommen og hostede op med de 100.000 for Lowryen i Oxford, så må jeg nøjes med at nyde mine to små sommerhusbilleder. Eller fortælle mig selv, at når jeg altid udelukkende rejser med håndbagage, så er det, hvad der er plads til. Jeg havde jo alligevel aldrig fået det store lærred helskindet hjem i min minikuffert!

Alphonse Mucha på Arken–indtil 3. juni.

Arken har for tiden en smuk udstilling af den tjekkiske kunstner Alphonse Muchas (1860-1939) værker. Den er værd at køre efter.

Mucha er måske relativt ukendt for de fleste, fordi det primært var som plakat- og (datidens) reklamekunstner, han var kendt og hyldet i sin tid. Netop i kraft af industrialiseringen og masseproduktionens fremmarch fødtes plakatkunsten, og her var han en af den fremmeste til at dyrke tidens toner med skønheden, naturen og (kunst)håndværket i centrum. Han troede på, at skønheden blot ved sin tilstedeværelse i alle afkroge af menneskets liv og færden ville gøre verden til et bedre, smukkere sted.

Så han tegner og maler sig direkte ind i La Belle Epoke og Art Nouveauperioden med sine overdådige værker, hvor det vrimler med skønne kvinder og mønstre og former fra naturen. Udstillingen bliver på den måde et sandt bombardement af skønhed, farver, former og minder om en svunden tid. Desværre nok også (for nogle) på en måde, så enten falder man helt i svime (det gør jeg!), eller også oplever man det hele som alt, alt for meget. Det sidste gør så ikke så meget for os, der bare ikke kan få nok….

Udstillingens store clue er de tråde, der trækkes frem til i dag med påvisning af Muchas store indflydelse på den psykedeliske kunst og Pop-Art. Utallige pladecovers har taget inspiration i hans værker, og når man ser dem på udstillingen, råber de af tydelighed med mønstre og former, der næsten er minutiøst kopierede. Det er faktisk lidt øjenåbnende at se sin ungdoms favoritcovers i et helt andet lys—eller i det hele taget erkende, at en LP indeholder mere end bare musikken. Jeg var i alt fald hjemme i samlingen og finde endnu flere Muchanske covers, som de lige havde glemt derovre på Arken.

Endelig er det også interessant at følge kunstnerens udvikling op gennem tiden. Med afslutningen af opgangsperioden indenfor kunst og økonomi, som klart markeres ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914, skifter Mucha totalt stil og emner på sine billeder/plakater. Nu er der ikke længere overvældende skønhed på billederne, hvorimod det socialrealistiske vinder indpas. Og det er fantastisk at se, at det mestrer han faktisk også.

Så—en absolut anbefalelsesværdig udstilling.