Et finurligt lille slot i Nordjylland.

Voergaard Slot. Ved Dronninglund.

Jeg var der sidst i 1975, så på sådan en Langfredag uden vand, meget lidt varme og, trods alt, tålelige udendørstemperaturer, blev det pludselig en god ide at besøge dette finurlige, lille slot. Samt få en is i Sæby.

Voergaard har en lang og særdeles brudt historie, sådan arvefølgemæssigt. Som Danmarks nok eneste slot er det aldrig gået i arv fra generation til generation. Til gengæld har det været i mange slægters eje. Helt fra opførslen i 1510 som fæstningsborg af den navnkundige biskop Stygge Krumpen, som drak, horede og levede det verdslige liv her, mens han passede sine religiøse, cølibatiske og biskoppelige pligter, når han var på Børglum. Over den lige så berygtede Ingeborg Skeel, som stadig huserer på stedet, da et lykkeligt efterliv nok er rimeligt betinget af, at man opfører sig rimeligt medmenneskeligt. Hun gjorde det modsatte. Til den såkaldte greve, Oberbech- Claussen, som giftede sig til en helvedes masse penge, besiddelser og antikviteter i La Belle Epoke Frankrig og efter hustruens død fragtede 18 fyldte togvogne af det hjem til nykøbte Voergaard, hvor vi andre så kan beundre både det og den prægtige renæssancefacade på den ene fløj af slottet.

Man kan kun komme rundt med en rundviser, og det er en fornøjelse, for her, oppe i det nordligste Jylland, har de forstået grundprincipperne i underholdende, oplysende, spændende guidning. Fem stjerner til rundviseren. Måske også fem stjerner til Oberbech-Clausen, som bestemt ikke fyldte sine togvogne udfra kunsthistoriske, intellektuelle principper. Han tog det, han kunne lide. Revl og krat, stort og småt, kostbare antikviteter og det rene lort— alt tilsyneladende udvalgt con amore til det nykøbte slot, som han desværre kun nåede at bebo otte år frem til 1963, hvor det overgik til en fond. Her er malerier tilskrevet Goya, Rafael og Rubens, Marie Antoinettes sidste brev og Napoleons sidste spisestel— og i det hele taget et bredt udvalg af effekter, som tilskrives de sidste to, lettere anløbne, historiske personer. Her er kunst fra snart sagt alle perioder ( ingen smalle steder her!), masser af gamle møbler og gobeliner og finurligheder af enhver art. Som f.eks. den franske kongerække broderet med menneskehår. Ydermere var den franske enkegrevindes ( altså hende, der oprindeligt havde pengene) far den berømte kirurg Pean, som i sin tid opfandt Peantangen ( bare google!), så en større samling kirurgiske værktøjer fra datiden er her da også blevet plads til.

Det er et finurligt lille slot, det her. Så helt sit eget. Med sin helt egen rodede, charmerende samling, atmosfære fra adskillige hundrede år— og rigtigt gode rundvisere. Illustreret ved, at der på vores rundtur var 2 børn på 8-10 med, og de var dybt optagede og imponerede. Selvfølgelig mest af de lokale spøgelser og den uhyggelige fangekælder, men alligevel. Prøv det! Og de har gode is i Sæby!

 

Continue Reading

L.S. Lowry.

Forleden så jeg et billede af L. S. Lowry til salg i en kunstbutik i Oxford. Det kostede “ kun” 100.000 kr. Det er billigt for en Lowry, men det var så absolut heller ikke et af hans bedste værker. Alligevel. Jeg ville gå meget langt for at eje en Lowry, men det er endnu aldrig overgået mig at stå med 100.000,som jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle bruge på. Det kommer det nok heller ikke til. I øvrigt rejste jeg også kun med håndbagage.

Så jeg må nøjes med mine 2 tryk i rædselsfulde rammer, som jeg fandt hos en marskandiser ude på Jersey til 5 pund og slæbte hjem i håndbagagen. Bare for at have en lille smule duft af en af mine yndlingsmalere, som nu hænger så fint i sommerhuset. Lidt Lowry har også ret.

Historien om Lowry er nærmest Van Goghsk i al sin klicheprægede enkelhed. Alligevel blev han Manchesters største og mest berømmede maler, og man skal vist være heldig, hvis man træffer over ham til under halve millioner. Født i 1887 og direkte ind i industrialismen i dens hovedstad, og selvfølgelig i en fattig familie. Eller rettere, en ( det hjælper jo, tilsyneladende!) dysfunktionel med en hypokondrisk mor og en far, der ikke var der. Hele sit liv boede Lowry hjemme hos moderen, der var kun lidt og meget uforløst kærlighed— også på kvindefronten, og sådan ER det jo så ofte, når man må gå og vente indtil efter sin død med at blive verdensberømt.

Lowry tegnede og malede og ansås for lidt af en særling. Især fordi den generelle opfattelse var, at han slet ikke kunne finde ud af det. Specielt ikke det med mennesker, for i de fleste af Lowry billeder er menneskene reduceret til tændstiklignende streger. Men male industrialismen, det kunne han. Lowry er selve det visuelle vidne til de osende fabrikker, de anonyme, forslidte arbejdere, den travle, producerende by, de nedslidte boligkvarterer og de få, men velkomne, festdage. Han kunne også godt det med mennesker— især skildre deres forslidthed, indbyrdes stridsmål og, igen, festlige lag, men det er som skildrer af det arbejdende Manchester, han mest er kendt.

Dog  næsten udelukkende efter sin død i 1976. For efter den tid er Lowry blevet stor. Ikke blot i Manchester, men i hele verden. Deroppe i industrialiseringens vugge har de bygget et helt kulturcenter i hans navn, hvor øverste etage er en pragtfuld udstilling af alle hans største værker. Og på det lokale museum er han ligeledes rigt repræsenteret— hvilket han da også er overalt i England. Efter sin død, altså. Han solgte vist nærmest intet, før han døde……

Så når jeg nu ikke lige greb i bukselommen og hostede op med de 100.000 for Lowryen i Oxford, så må jeg nøjes med at nyde mine to små sommerhusbilleder. Eller fortælle mig selv, at når jeg altid udelukkende rejser med håndbagage, så er det, hvad der er plads til. Jeg havde jo alligevel aldrig fået det store lærred helskindet hjem i min minikuffert!

Continue Reading

I påskehi.

Det er jo ikke fordi, de ikke er her. Sommerhusgæsterne. De er bare ikke umiddelbart synlige. De har trukket alt deres tøj og deres huse på, og så sidder de der indendørs og leger, at de nyder påsken noget så helhjertet og forårskådt.

I går havde bageren akut udsolgt af alle rugbrødstyper. Samt franskbrød, for hvidt brød er stadig i nogenlunde spisekurs heroppe. Så nogen må vel spise det. Eller også er det fordi, påskefantasien ikke rækker længere end til at spise, spise og foræde, fordi de fleste andre muligheder er kuldestoppede no- go. Vi spiser meget, og tit, her i påskesommerhusene. Vi kompenserer med mad.

Stranden er gabende mennesketom. Hvor der plejer at vrimle med mennesker, især dem, der ejer en hund, er der nu bare flyvende sand, skumsprøjt og langt til Sverige. Hundene er såmænd egentlig ligeglade med kulden og forstår nok ikke helt, at deres mennesker slet ikke gider bruge hele dagen på at kaste en pind 317 gange ud i vandet og blive jublende glade, hver gang den igen, igen bliver bjærget i land. På den måde ligner mennesker og deres hunde så ikke helt hinanden. I påsken.

For en gangs skyld får alle fuld valuta for deres licenskroner. Der er gang i TV-serier, utallige genudsendelser og indslag om vejret. Især det sidste. Familierne rykker ligesom sammen om kassen, fordi det også er en måde at holde den fælles varme på. Altså mens de spiser til….

Her i huset har vi et vandrør, der er sprunget. Så ikke nok med, at vi virkelig rykker tæt sammen, nu er vi også så småt begyndt at kunne lugte forskel på hinanden. Det kan man efter et par dage uden brusebad. Vi har skam opfyldt vores kvote af opfindsomme løsninger på problemet, men faktum er, at vi kun i meget korte perioder— i alt fald langt under generel brusebadsnormering—kan åbne for vandet. Og da kun, hvis vi polstrer det affældige rør med husets samlede håndklædebeholdning.

Så hvor er det dog hyggeligt at være i påskesommerhus. Eller i alt fald udfordrende. Jeg vil slet ikke spørge mig selv, om jeg hellere ville have været på overlevelsesekspedition til Indre Mongoliet. Det ville jeg da ikke. Her har vi da, trods alt, et fungerende TV, og så har vi da stadig mad nok. Og slik. Det kan man da også hygge sig gevaldigt med. Med hele garderoben på og sådan lidt halvnusset allerinderst inde.

Fantastisk påske!

Continue Reading

Den ubrydelige påske-sommerhusregel.

Enhver, der er den (lykkelige?) ejer af et sommerhus, kender det sikkert. At efter en lang, mørk vinter SKAL sommerhuset, uden nogen form for diskussion, indtages, nydes og bebos i påsken. Dette totalt uafhængigt af, hvordan klimaet ellers arter sig, påskens tidspunkt og om påskeliljerne overhovedet har vovet at springe ud. At tage i sommerhus i påsken er sådan en form for statement: Hvis man gør—og overlever— det, er det blevet rigtigt forår. Personligt tror jeg faktisk på, at hvis jeg tager i sommerhus i påsken, kan jeg sådan nærmest selv fremtvinge eller fremprovokere foråret. Som om det ikke tør andet end komme, når jeg er gået i sommerhusmode og optimistisk har pakket i alt fald en kortærmet bluse samt overvejet at medbringe et par langbenede shorts.

Jeg kan så, rystende af frys, konstatere, at mine tiltag ikke har haft den forventede virkning. Ikke nok med, at et antik træhus kun meget adstadigt og nødigt lader sig varme op og er fuldstændigt overvældende ligeglad med, at det er påske. Og bedagede elradiatorer springer også gerne en sikring eller to, hvis man overbelaster dem, fordi de heller ikke har den fornødne respekt for den forårsmarkerende højtid. Med perfekt timing til fem minutter efter, at alt er hermetisk lukket indenfor en afstand af herfra og til den nærmeste ( i dette tilfælde vel fjerneste!) større by. Eneste løsning synes at være at opvarme den lille del af huset, som den eneste overlevende sikring giver mulighed for og så ellers bevæbne sig med alt forhåndenværende sengetøj og lejre sig på en måde, så man har alle chancer for at konstatere, om man er en rigtig prinsesse.

Bedste varmekilde er— og den er helårlig og komplet påskeuafhængig— hunden, så den har vi slåsset om hele natten og frem til Brugsens forløsende åbning. Sikringerne er nu i hus, men klimaet har faktisk udelukkende ændret sig til det værre. Der er aggressive tænder på Kattegat og en gåtur langs stranden er et helvede af kulde og forsvarsløshed overfor de tårer, der helt af sig selv sprøjter ud gennem de talrige halstørklæder. Det er godt, der både findes TV og bogreoler i huset…..

Så i år må jeg nok bøje mig for, at mine forårsintentioner bliver ved det. Altså intentioner. Jeg er oppe mod en vejrmæssigt magt, der er så meget større end mig selv, så selv en kortærmet bluse næppe fremprovokerer andet end en gedigen forkølelse. Det bliver ikke i påsken, at foråret skal kickstartes.

Forhåbentlig bliver det så heller ikke i påsken, at den næste forkølelse grundlægges. Eller Brugsen løber tør for sikringer!

Continue Reading

Så overvældende, uendeligt smukt!

Alphonse Mucha på Arken–indtil 3. juni.

Arken har for tiden en smuk udstilling af den tjekkiske kunstner Alphonse Muchas (1860-1939) værker. Den er værd at køre efter.

Mucha er måske relativt ukendt for de fleste, fordi det primært var som plakat- og (datidens) reklamekunstner, han var kendt og hyldet i sin tid. Netop i kraft af industrialiseringen og masseproduktionens fremmarch fødtes plakatkunsten, og her var han en af den fremmeste til at dyrke tidens toner med skønheden, naturen og (kunst)håndværket i centrum. Han troede på, at skønheden blot ved sin tilstedeværelse i alle afkroge af menneskets liv og færden ville gøre verden til et bedre, smukkere sted.

Så han tegner og maler sig direkte ind i La Belle Epoke og Art Nouveauperioden med sine overdådige værker, hvor det vrimler med skønne kvinder og mønstre og former fra naturen. Udstillingen bliver på den måde et sandt bombardement af skønhed, farver, former og minder om en svunden tid. Desværre nok også (for nogle) på en måde, så enten falder man helt i svime (det gør jeg!), eller også oplever man det hele som alt, alt for meget. Det sidste gør så ikke så meget for os, der bare ikke kan få nok….

Udstillingens store clue er de tråde, der trækkes frem til i dag med påvisning af Muchas store indflydelse på den psykedeliske kunst og Pop-Art. Utallige pladecovers har taget inspiration i hans værker, og når man ser dem på udstillingen, råber de af tydelighed med mønstre og former, der næsten er minutiøst kopierede. Det er faktisk lidt øjenåbnende at se sin ungdoms favoritcovers i et helt andet lys—eller i det hele taget erkende, at en LP indeholder mere end bare musikken. Jeg var i alt fald hjemme i samlingen og finde endnu flere Muchanske covers, som de lige havde glemt derovre på Arken.

Endelig er det også interessant at følge kunstnerens udvikling op gennem tiden. Med afslutningen af opgangsperioden indenfor kunst og økonomi, som klart markeres ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914, skifter Mucha totalt stil og emner på sine billeder/plakater. Nu er der ikke længere overvældende skønhed på billederne, hvorimod det socialrealistiske vinder indpas. Og det er fantastisk at se, at det mestrer han faktisk også.

Så—en absolut anbefalelsesværdig udstilling.

 

Continue Reading

Som at være i New York……

Behov. Rentemestervej 94, København NV.

Der er efterhånden gået inflation i pizzaer. Eller også er der gået noget andet i dem, så mange af dem burde forbydes overhovedet at kalde sig noget, der minder om pizza. Der er oceaner af steder, hvor man kan erhverve sig slasket brød med erstatningstomat og fake skinke. Og så er der Behov!

Behov er New Yorkerpizzaer af allerbedste kvalitet. Det sande eldorado for den udsøgte pizzasmag og den perfekt bagte bund. Ved ankomst får man udleveret en spiseseddel med et væld af alternative muligheder for såvel oste- som fyldvalg, og så er det ellers bare med at gå i gang med at krydse af. Alle pizzaer koster 100 kr., og intet fyld er for meget. Sådan at forstå, at man har totalt carte blanche til at sætte sine små krydser lige præcis der, hvor udelukkende ens smagsløg eller ens beskedenhed sætter grænser. En totalt overfyldt pizza er måske næppe den store oplevelse, men det er virkelig boostende for den pizzamæssige selvtillid personligt at kreere et lille mesterværk af smagssammensætninger.

Det underlige er, at dette hyggelige, afslappede sted ligger på grænsen af et industrikvarter og i en gammel, relativt ucharmerende villa højt oppe i Nordvest. Det er absolut ikke et sted, man bare lige kommer forbi. Man skal vide, det eksisterer. Og det er der tilsyneladende rigtigt mange, der gør, for her vrimler med gæster. Det kan jeg godt forstå, for det er meget, meget lang tid siden, jeg sidst har fået en pizza af så udsøgt en kvalitet. Og så overvældende en volumen!

Continue Reading

Verdens (nok?) eneste kirkemosaik med indbygget toilet.

I katedralen i Oxford finder man de smukkeste mosaikker, udført af den fantastiske, britiske kunstner Burne-Jones. Han var en del af Art and Crafts-bevægelsen ( at gøre håndværket til smukt design) og tilknyttet de såkaldte præ- rafaelittiske malere, som mente, at malerkunsten aldrig rigtigt blev den samme efter Rafael. De dyrkede i stedet den kunstneriske naivitet og fordømte enhver form for manerer.

Samtidigt var de børn af industrialiseringen og så på fremskridtene med venlige øjne og var nogle gange dybt imponerede over dem. Således også Burne-Jones, som i sin fantastiske skildring af scener fra Biblen ikke har kunnet nære sig for at indsnige en slet skjult hyldest til det moderne liv, selve indbegrebet af fremskridtet. Nemlig et toilet! Bag døren på nederste billede til højre skimtes tydeligt konturerne af et moderne toilet, og det er altså ikke mine øjne, der digter eller tilpasser virkeligheden til mit eventuelt latrinære udgangspunkt. Jeg tillader mig at tvivle på selve mosaikkens (bibel)historiske korrekthed, men er samtidig en stor beundrer af denne form for ultimativ kunstnerisk frihed.

Jeg ved ikke, om andre katedraler også hylder toilettet i storslåede mosaikker, men i Oxford gør de i alt fald!

Continue Reading

Om at bytte. Ikke smide ud.

Centralt på Vesterbro, sådan ca. midt på Sdr. Boulevard, står denne byttestation. Det gør mig glad at se, at den findes. Det kunne vi andre— altså alle os, der ikke lige bor i nærheden af Sdr. Boulevard— lære en hel del af. Samt komme af med det overskud, vi personligt har opbrugt, på en genbrugsvenlig, økologisk og miljøfremmende måde.

Man tager sig selv i at tænke på, hvor enkelt det hele i grunden er. Danmark er i den absolutte skraldelite, hvis man måler efter mængder af udsmid, så her er det absolut ikke nogen ros at være blandt eliten. Så hvorfor ikke lade alt det overskud gå videre til nye hjem og nye liv? Ved simpelthen at bære det ned på byttestationen, hvor nye øjne igen kan se dets værdi og bære det hjem til endnu en omgang brug?

Det er Københavns Kommune der, i samarbejde med beboerforeninger, står for denne form for uformel byttehandel. Altså handel uden nogen form for involverede penge. Man går slet og ret ned og henter, hvad man har brug for. Eller måske forelsker sig i. Jeg kan godt forestille mig, at der især indenfor områder som børnetøj og bøger kan være pænt run på et sådant sted. Ikke mindst fordi der samtidig er en del at spare.

Der burde tages initiativer til mange flere af den slags små skattefyldte ishuse rundt omkring. Samtidig er det nok også vigtigt, at der er en fælles konsensus omkring, at stederne ikke må udvikle sig til rene lossepladser eller skattekammer for folk, der ønsker at tjene penge på andres skrald. Således at det forbliver rent lokalt bytteri—-til alles glæde og fordel. Både de, der kommer af med ting, der har udlevet deres tid i deres hjem. Og de, der står parat til at give tingene endnu en omgang liv.

Ideen er jo i grunden så himmelråbende simpel…..

Continue Reading

God humor.

Jeg ved ikke, hvem det er, der har placeret denne lille fyr udenfor de hellige, lærde, akademiske haller på Brasenose College. På et centralt sted, hvor enhver, fra professoren i oldgræsk til den yngste, håbefulde studerende, skal passere ham. Nemlig udenfor spisesalen.

Men mon ikke han står der for at minde os om, at livet er andet og mere end bøger, lærdom og forskning? At det også kan være lidt sjovt og skødesløst uforpligtende ind imellem?

Lige præcis fordi ingen forventer at se en havenisse i et blomsterbed midt i et College i Oxford, synes jeg, det er fed humor at stille ham der!

Continue Reading

Om forår.

De sidste fire dage har dette blomstrende mandeltræ stået for enden af min lille gyde i Oxford og bevist, at foråret trods alt er på vej. Det har været standhaftigt, har det!

Og for hver dag har det foldet sig mere og mere ud. Det til trods for, at det mildest talt har været så koldt, at Michelinmanden i mig har fundet en værdig konkurrent, og jeg for alvor har fattet betydningen af “lag på lag og ekstra lag udenpå” , nærmest på grænsen til det decideret bevægelseshæmmende.

Men hvor er det smukt, træet. Og hvor giver det dog gode løfter om det forår, der trods alt MÅ komme. Det her træ VIL foråret. Akkurat som alle os andre…..

Continue Reading
1 2 3 5