Om at blive mere interessant med alderen.

Det er dejligt berigende og befriende at se et TV-program, hvor alder i sig selv er en gevinst. Hvor årenes spor, ansigtets furer og det levede liv er en åbenlys attraktion for alle involverede. Og hvor denne X-faktor konkurrence for portrætmalere tydeliggør, at jo mere man har brugt og anvendt sig selv, desto mere interessant er man.

Så jeg sidder hver torsdag aften og nyder danske portrætmalere male sig gennem portrætter af kendte mennesker rundt omkring på store kunst- og kulturmuseer. Det kan anbefales. For ikke blot får man en imponerende indsigt i, hvordan portrætter konstrueres af kunstnerne, men man bliver også hele tiden guidet gennem processen af yderst vidende og kompetente kunstnere og kunsthistorikere. At der er tale om en konkurrence betyder egentlig ikke det store–andet end at konkurrencemomentet efterhånden bare er en fast bestanddel af at få kunder til flow-TV. Der er ligesom konkurrencer i alt fra grillbøffer over flødeskumskager til sangstemmer for tiden, så hvorfor ikke også i at gengive medmennesker på lærred?

Flere ting slår mig i denne, for en gangs skyld, oplysende og ( i alt fald for mig) klogeregørende udsendelse. For det første, at et portrætmaleri kan være så uendeligt mange ting, og at kunstnerne står med et utal af valg omkring f.eks. materialer, stilarter, vinkler og farvevalg, inden de overhovedet er i gang. Og for det andet–og allermest–at kunstnerne nærmest synes at lyse op af glæde, hvis de som model får en person, der absolut ikke er ganske ung. Her er der nemlig noget at komme efter. Her skal ansigtets furer, rynker og slid tolkes ud i selv beretningen om et levet liv. Nemlig lige præcis det liv, der sidder som model foran dem. Man kan ligefrem næsten fornemme, at ansigter under 50 er mindre interessante, meget mere glatte, meget mindre levede. Unge ansigter er–og det er selvfølgelig ganske logisk–endnu ikke omvandrende historier om mange års liv. Det er de ældre–en slags langtidsopbyggede fortællinger om det meste af det, der er sket gennem et langt, ofte begivenhedsrigt liv.

Når man ser disse udsendelser, får man næsten selv lyst til at få lavet et portræt. Af ren og skær nysgerrighed efter, hvordan en given maler vil tolke ens ansigt, ens udtryk. Om han/hun fanger noget mellem rynkerne, man ikke lige selv havde set–eller om det virkelig er sandt, at man kan se det meste af det levede liv på lærredet. Eneste hindringer er nok, at tiden ikke lige er til, at man bebyrder sin tremmesofa og sin familie med sig selv i forstørret udgave, og at prisen for noget så ultimativt egoistisk sikkert også overstiger ens indbyggede beskedenhed.

Ærgerligt nok er der kun en udsendelse tilbage af dette program, hvor både alder og god kunst dyrkes. Begge slags kunne jeg godt bruge lidt mere af. I alt fald i betragtning af, at der tilsyneladende altid er budgetpenge nok til på 117. sæson igen og igen at konstatere, hvem der er bedst til at bage lagkager, danse og synge. Helt ærligt, så er dette da væsentligt mere interessant!!! Synes jeg!

You may also like

Skriv et svar