Hvordan udtrykker man sin solidaritet?

Det er dejligt og ubekymrende, rent arbejds- og overenskomstmæssigt, at være semi-pensionist. De varslede strejker og lock-outer berører heller ikke mig økonomisk. Jeg er sat udenfor al den slags, men det er lidt underligt. Meget underligt, faktisk.

Efter adskillige-og-tredive-år som en brik i det store spil har jeg utallige strejker, arbejdsnedlæggelser, demonstrationer og endda ( selv om det er så længe siden, at det kunne være løgn!) besættelser af arbejdspladser på mit arbejds-CV. Jeg har været med, hver gang der var noget at kæmpe for. Og imod. Det er blevet til en del gange gennem årene. Gange, hvor vi oftest har tabt kampen, men da også væsentlige sejre hen ad vejen.

Derfor slipper man jo heller ikke bare det hele. Selv om jeg ikke er på netop det arbejdsmarked længere, er jeg da fuldt bevidst om, hvad det er, mine tidligere kolleger er oppe imod. Har et indgående kendskab til, hvordan de endnu engang bliver snydt samt en fuld forståelse for deres forvirring og magtesløshed i forhold til den kommende, mulige lock-out. Jeg kan sagtens finde ind til det sted i mig selv, hvor den slags stadig sidder.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at blande mig helt og totalt udenom. At sætte mig hårdt ned på mit “tørre” og ignorant overse, at selv om min minimale pension kommer hver måned, så er der stadig folk, der skal kæmpe for det, de i bund og grund har ret til. Og mennesker, hvis dagligliv ( og stresstærskel) bliver kraftigt påvirket både før og i givet fald under en konflikt. Sjovt nok ( eller er det i virkeligheden: ærgerligt nok?) høres der sjældent solidariske røster fra pensionisterne under den slags kriser.

Faktisk vil jeg gerne vise min solidaritet. Jeg vil gerne vise, at jeg er helt med dem, og at jeg støtter dem mod en overmagt, der er ved at gribe til kyniske overgreb. Samtidig ligger den overvejende del af min solidaritet ikke blot hos tidligere kolleger. Den ligger–som det gør sig gældende for ALLE involverede lærere på ethvert niveau indenfor det danske skolevæsen–hos de stakkels elever og studerende, der bliver holdt som gidsler. Hos den danske ungdom, der frygter for tab af nødvendig undervisning og –ultimativt–selve deres eksaminer. For dem stillede jeg glad og gerne min undervisningskompetence til rådighed, men det kan man jo desværre ikke. Lige netop det er topmålet af skruebrækkeri. Faktisk er det nok også samtlige læreres største traume: De vil forfærdeligt gerne undervise deres elever, men må bare ikke. Den slags gør ondt langt og dybt ind i lærersjælen!

Så hvad i alverden kan man gøre? Tilbyde naboerne pasning af lock-outramte børn? Stille skuldre til rådighed for fortvivlede tidligere kolleger? Lave sit eget solidaritetsbanner og bære det gennem byens hovedstrøg i ensom, majestætisk person?

Eller–selv om det er en billig og omkostningsfri løsning–af mangel på andre gode ideer, så skrive her, at I har min fulde solidaritet, og I skal bare sige til, hvis der er noget, I skal have hjælp til!

You may also like

Skriv et svar