Om at skulle tisse.

Så sidder man der, sammen med veninderne til hyggelig tedrikning, og må forlade selskabets en god portion gange, fordi man skal på toilettet. Te løber lige igennem mig. Det gør alle andre væsker også. Jeg er tilsyneladende født uden indvendige opbevaringslagre og blærekapacitet på over godt og vel en kvart kop. Sådan har det altid været. Det er ikke noget, der er kommet med alderen. Og det er heller ikke sygdom–med mindre jeg har været (pisse)syg hele mit liv. Det er (pisse)irriterende, men er samtidig en så integreret del af mit liv, at jeg efterhånden har opbygget en indre toiletlogistik. Og jeg er nok ikke den eneste (kvinde)!

Herhjemme er det jo ikke noget problem. Med hele to toiletter på husplan og mig alene hjemme det meste af dagen, kan jeg ret beset vælge og vrage og, hvis det var det, jeg ønskede, sidde der den ganske dag–eventuelt med toiletvagtskifter fra det ene til det andet hver time. Når alle børn er hjemme, er det selvfølgelig et lidt mere indviklet problem, men det går.

Det er straks værre, når jeg er ude. Så må jeg, indledningsvis, altid sørge for at have tisset godt og grundigt af inden afgang. Akkurat som mindre børn er mit absolut sidste tiltag, før døren låses, at gå på toilettet. Hvis jeg ikke umiddelbart skal tilstrækkeligt, forsøger jeg at aflevere det, der på familekten hedder “præventivt pis”–altså det overskud, der dog trods alt er, og som (måske) kan modvirke, at turen eller rejsen allerede skal afbrydes efter få minutter, fordi det nu er blevet alvor.

Jeg kender alle offentlige toiletter herfra og til sommerhuset. Kender dem seriøst. Der er ikke et eneste toilet på strækningen herfra og til København, som jeg ikke har besøgt et ukendt antal gange. Jeg er overpiskvinde, hvad angår standarden af motorvejstoiletter i Danmark og kunne på stedet udgive “The Best of Danish Loos” med anmeldelser af samtlige rastepladsafpisninger fra Hylkedal til Tuelsø. Af samme årsag kan jeg også, af erfaring, navnene på nærmest samtlige danske rastpladser og ved præcis, hvor deres toiletter befinder sig. I alle jyske provinsbyer, der har et rimeligt tiltrækkende forretningsliv, kan jeg på stedet udpege de førende tissesteder, og det samme gør sig gældende over det meste af Fyn og Sjælland. Gennem mange år har jeg endda også tisset mig til indgående kendskab til toiletforholdene og deres placering i de allermest gængse europæiske storbyer, således at jeg f.eks. i Dublin aldrig befinder mig et sted uden at have mindst 2-3 potentialer indenfor umiddelbar rækkevidde. Jeg kender også de fleste af de pubber i London, hvor man ubeset kan snige sig ind i ly af bardiske eller større, grønne sammenplantninger samt ved–og den slags er jo også vildt væsentligt–hvilke vederstyggeligheder, der helst skal undgås i storbyer med rengøringsstardarder, der ikke minder så forfærdeligt meget om vores egne.

Det er en ikke-ueffen kompetence at have som turistguide! Aldrig vil mine busselskaber strande et sted, hvor jeg er totalt uformående udi offentlig aftrædelse. Faktisk er jeg i nogle byer så rutineret, at jeg ikke blot kender det førende og nærmeste toilethus, men, qua selvoplevet erfaring, kan fordele mine gæster i hold mellem op til 3-4 forskellige tissesteder, så de undgår de køer, jeg selv som overtisser kender og frygter.

Hvad mange ikke lige ved, så er buskning (altså frilandstisning bag forhåndenværende træer og buske) absolut ikke den eneste mulighed, når man bevæger sig udenfor de større byer. Det er nemlig sådan, at alle danske folkekirker har et toilet tilknyttet deres kirkegårde, og disse er nærmest uden undtagelse gerne pæne og velholdte–omend lidt kolde om vinteren. Så opstår akut nød udenfor indkantsdanmark, så er det bare med at spotte den nærmeste kirke–så er problemet løst.

En af de værste udfordringer for overtissere er flyvemaskiner. Her er der som regel kun et minimum af underdimensionerede kosteskabe til en farlig masse mennesker, hvoraf der også altid er nogle mig-look-alikes. Heldigvis kan man efterhånden hos de fleste selskaber ( også uden at betale ekstra for det!) selv trykke sig ind på et toiletnært sæde ( så man kan komme forrest i køen!)–eller i alt fald sørge for, at man ikke er spærret inde på en tisse-uvenlig vinduesplads hele vejen over Atlanten. Der findes ikke noget værre end at skulle kravle over sine sovende medpassagerer en 5-7 gange mellem Grønland og Canada. Man bliver så Fandens upopulær.

Alt i alt er alderen og erfaringen her et stort gode. Jo længere, man har levet og OPlevet, desto flere toiletter kender man simpelthen. Og det er noget så dejligt at have sin toiletlogistik i orden, at vide, at der aldrig er ret langt til det næste. Ikke altid fordi, det absolut skal anvendes til en gang præventiv eller trængende pis, men fordi det giver sådan en dejlig ro i blæren.

Eneste hurdle på den vandede vej er–og her går jeg så i gentagelsesmode–DSB. På verdensplan ( og jeg mener virkelig VERDENSPLAN!) findes der ikke et eneste uhumsk toilet ( og vi er altså omkring stå-toiletter i den mindste, fluebefængte lortelandsby i Uggabuggaland!), der kan hamle op med DSB efter Valby, hvis man rejser FRA København. Og Padborg, hvis toget udgår fra Flensburg. At rejse længere strækninger med DSB er en evindelig toilet-lidelseshistorie, hvor man ( i alt fald jeg) hellere sluger de kropslige affaldsprodukter, der sidder helt oppe i munden end anvender deres spand lort. Eller sparer ned på den måde, at jeg helst undgår at drikke noget som helst adskillige timer før afrejse.

Det er en (kvindelig?) irritation altid at skulle tilrettelægge sit liv efter tispotentiale, men når man kender sine små tricks, så er det til at leve med. Sådan er det jo bare…….

You may also like

Skriv et svar