Dansk lørdagshygge–med dødelig udgang!

Det er overvældende positivt, at britiske hygge-krimier foregår i det store land derovre med næsten (eller i alt fald engang!) 60 millioner indbyggere. Hvis de havde omlagt geografien til Danmark, var vores indbyggertal reduceret til under halvdelen på bare et par års lørdage. Cirka. For vi har nu engang ikke så mange at tage af, som de har. Det undrer mig også, at byen Oxford stadigvæk synes relativt upåvirket af den kraftige reduktion på indbyggersiden, når jeg besøger den. Rent matematisk går det jo ikke op, at Morse, Lewis og Morse i barndom lørdag efter lørdag tager 4-5 ud af de 100.000 faste. Det giver faktisk omkring 800 pr. år+ det løse, og det burde da nok kunne ses en smule i bybilledet efter et tiår eller to. Gang selv!

Anyway, den autoriserede danske lørdagsmodel for flow-Tv på den mest sete kanal har altid, og uden undtagelse, og nogle gange endda to på hinanden følgende, engelske hyggekrimier på programmet. Vi danskere elsker at se briter blive slået ihjel om lørdagen. Vi synes, det er vildt hyggeligt at se relativt ublodige og ubestialske ihjelslåninger efter Matadoren og givetvis til Matadormixen. I bund og grund er selve aflivningen af diverse personer i Oxford og omegn jo også det mindste. Bare en igangsætter for en god, gammeldags gang hygge med flotte billeder og interessante personkonstellationer, som i sidste ende har det ene formål at give os troen på, at verden er i fuldstændig balance og god og harmonisk igen. For vores lov- og ordenshåndhæver har udryddet alt det onde i den. Indtil næste lørdag, forstås.

Disse engelske who dunnit- krimier er som hyggespredere på niveau med Matador. Dog ved jeg ikke, om andre, som jeg, har lagt mærke til, at selve mordraten er voldsomt for opadgående. Da Morse var gammel–altså FØR han blev ung!–var et enkelt mord oftest tilstrækkeligt, mens tabslisten for tiden bliver voldsomt udvidet, så vi temmelig tit må helt op på 4-5 for, at det sådan bliver rigtigt spændende. Samtidig har jeg iagttaget, at ofrenes pårørende og andre relationer er ved at blive akkurat lige så cool og uberørte som selve detektiverne. At tabe et nært familiemedlem afføder ca. samme reaktion som at miste en vante. Træls og lidt irriterende. Men med en tilvænningsperiode på over 20 år i Oxford må et enkelt dødsfald vel også bare være en hverdagsbegivenhed, et forventeligt tilfælde. Ydermere kan de britiske krimier den beundringsværdige kunst at nedlægge ofre på en æstetisk forsvarlig måde. Folk på den egn er ualmindeligt blodfattige og sammenhængende. De bløder udelukkende lidt og dekorativt, og de er meget påpasselige med at bibeholde alle deres lemmer intakte (ingen Madsenske metoder her!) samt at tage det ultimative (døds)fald på en måde, så liget ser ordentligt og børnevenligt ud. Under alle omstændigheder har Morse ( og Lewis), både som gammel, og nu ung, kørt efter præcis samme skabelon gennem årtierne. Pænt Oxford (harmoni, men optræk til krise)–mord begået (krise)–mord opklaret (pænt Oxford, uden krise). Og så kan vi alle sammen sove godt og trygt ind i søndagen, for den store detektiv har (endnu engang) bevist, at verdens harmoni kan genoprettes med lidt klar og logisk tænkning. Indtil næste lørdag, altså, for så går verden af lave igen.

Man kunne vel næppe forestille sig, at Saga Noren blev smækket op på sendefladen en lørdag til Matadormixen. Eller en anden af svenskerne, for svenskerne er ikke lørdags-hyggelige. De er ikke Who Dunnit, men Nordic Noire. De opererer noget mere med blod og afskårne lemmer, og ind imellem drister de sig endda til at stille spørgsmål ved, om verden nu også er tilbage i den lørdagskrævede harmoni igen. Svenskerne gemmer vi til hverdagsaftenerne og den time om søndagen, hvor vi alle sammen har stuvet børnene i deres huller og ser rigtig dramatik. Hvad enten det er Saga eller Ejersbo. For får man lov at komme på den time mellem 20 og 21 om søndagen, har man indirekte fået stemplet, at man sandelig er dramatik af en langt højere klasse og kvalitet end de evindelige mord derovre hos briterne. Lørdag aften skal vi nemlig ikke tage stilling til noget som helst. Det er overhovedet ikke nødvendigt, for vi ved jo, at alt det klarer detektiven for os, mens han/hun går rundt i virkelig smukke, idylliske omgivelser. Søndag ser det lidt anderledes ud. Der må vi godt tænke. Lidt, i alt fald. Og erkende for et øjeblik, at verden er, hvad den er, og ikke hvad vi gerne ville have den til at være.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ind imellem er ved at nå et mæthedspunkt, et nærmest kvalmende mæthedsstadie faktisk– af Morsisk, Lewisk og Barnabisk mordidyl. Og så er jeg endda udpræget anglofil og kan blive ved længe efter, at mennesker med et normalt og afklaret forhold til alt britisk forlængst er stået af. Det sker gerne hver lørdag aften, når der igen er ro og harmoni i Oxford eller Midsumer. Sådan at jeg, trods alt og trods halvkvalme, sover rigtigt godt og trygt. Men så sker der jo uvægerligt det, at der lige præcis går en uge, hvor mine egne personlige spændinger og uforløstheder må klare sig selv uden en harmoniskabende detektiv. Og hvor der langtfra er lige så pænt i mit villakvarter, som der er i Oxford og omegn, rent billedmæssigt. Så jeg sidder der igen. Og hygger mig gevaldigt med en 4-5 mord på under et par timer, for det skal jo nu engang være så fortvivlende, men æstetisk, skidt, før den store detektiv kan gøre det hele godt igen…..

I øvrigt rejser jeg til Oxford næste mandag. Gad vide, om jeg overhovedet møder nogle lokale derovre? Om der stadig er overlevende?

 

You may also like

Skriv et svar