Om at spise (mindre) kød.

Der er–i alt fald for mig–ingen tvivl om, at det er min generation og de, der er endnu ældre, der skal lære at spise mindre kød. Det er indiskutabelt, faktisk så indiskutabelt, så jeg slet ikke gider bruge tiden på at gå i detaljer med, hvilke uhyrligheder vi er ved at gøre ved vores verden, at kødforbruget skal nedsættes markant. Og at vi ikke bare skal afvente vores naturlige afgang fra denne verden, således at vores overforbrug af kød uddør med os. Vi er faktisk nødt til aktivt selv at gøre noget ved det nu. De unge og yngre er ualmindeligt godt i gang. Det er os, der halter bagefter.

Det forholder sig nemlig ikke længere sådan, som det gjorde engang, at skellet mellem kødspisere og vegetarer/veganere udgøres af et bevidst og klart valg. Eller fravalg. Eller sådan, at man rent faktisk HAR et valg. At være vegetar eller veganer er ophørt med med være et småsekterisk fravalg  af kød begrundet på en pladderhumanistisk fortælling om dyr, der har det skidt–for nu at tage fat i den allermest sejlivede fordom. Det drejer sig ikke længere udelukkende om dyr, der har det skidt og de menneskelige følelser, det nu måtte fremprovokere. Det drejer sig om verdens klima, om verdens fremtid–og om hvad vi alle sammen kan medvirke til at gøre for at skaffe forbedringer. Eller i alt fald nedbringe mængden af forringelser. Det er ikke længere et enten/eller valg for rigtigt mange. Det er fuldt acceptabelt at være flexitar (at leve vegetarisk det meste af tiden, men spise en mindre mængde kød af en ordentlig kvalitet ved særlige lejligheder), og det er vel netop i den retning, vores storkødsspisende generation skal forsøge at gå.

Jeg tilhører en generation, hvis forhold til kødspisning helt fra barndommen er præget af to væsentlige faktorer. For det første er vi opvokset med, at kød er noget fint, noget godt og noget overskudspræget. Som efter-efterkrigsbørn og den første egentlige generation af industrisamfundsbørn er vi rundet af en stigende økonomisk velstand, der især i vores sene barndom og ungdom gav sig udslag i synlige materielle goder–blandt dem at spise godt kød. Jeg var teenager, før jeg smagte en såkaldt “engelsk bøf”, og culottestege var noget nær en begivenhed. Derfor udviklede vi især op gennem 70-erne og 80-erne en klar fornemmelse af, at godt kød var et statussymbol, og planlægningen af en såkaldt “god middag” tog altid udgangspunkt i det stykke kød, der skulle serveres. Resten var bare udenomsstaffage til bøffen eller mørbraden. Vi bedømte vel nærmest hinandens formåen udfra kødets beskaffenhed, og det var samtidig essentielt, at der skulle være rigeligt. Vores børn opvoksede på kød. For de skulle da sandelig også have det bedste. I mig ligger det i alt fald dybt i spisesjælen, at der skal serveres kød af en beskaffenhed og en mængde, som jeg kan være bekendt. Hvem det så end er, jeg skal være det bekendt overfor……

En anden faktor, som for mit vedkommende har haft en betydning, er den klare erindring om barndommens såkaldt “kødløse dage”–eller grøddage, som jeg husker dem. Dengang var det sådan, at det eneste alternativ til kød–var grød. Det var IKKE grøntsager. Der var da vitterligt ingen, der kunne drømme om at servere en middag bestående af vegetarisk mad ( for mange var det vel næppe mad overhovedet!), men forskellige former for grød gik an. Så vi fik sagosuppe/grød ( den med de stirrende øjne!) andre gryngrøder og masser af frugtgrød. De sidste dog primært som efterretter, for dengang fik man sandelig ofte to retter til et måltid. Personligt hadede jeg det og gik oftest i selvvalgt sultestrejke. For mig ( og sikkert mange andre fra min generation) betyder det, at “ingen kød” ubevidst forbindes med barndommens uhyrlige grødtyper. Og det er faktisk ganske traumatisk, at “ingen kød” ikke, som det jo burde, i stedet direkte associeres med grøntsager.

Derfor er vi lidt træge i optrækket, os trekvartgamle. Mange af os elsker nemlig vores bøffer og hader vores grød. Af samme årsager bliver mange af os nok heller aldrig fuldblods vegetarer. Jeg gør i alt fald ikke, og selv om det er decideret politisk ukorrekt at indrømme det, så vil jeg stadigvæk gerne have lov til at nyde et godt stykke kød. Men mindre kan jo også gøre det. Og det er faktisk den eneste farbare vej, jeg umiddelbart kan se for min generation. Vi skal simpelthen “bare” lære at spise mindre kød. Gradvist og bevidst at nedsætte vores daglige forbrug og spise væsentligt flere grøntsager i stedet. Økonomisk vil det også give det essentielle plus, at vi derved, når vi spiser kød, er i stand til at købe og spise en meget bedre kvalitet. Både hvad angår dyrevelfærd og økologi.

Uden bevidst at ville fremstå sexistisk så vover jeg at påstå, at hele denne omstillingsproces nok vil forløbe noget lettere og mere smertefrit for kvinder. Ved sammenligning kan jeg umiddelbart se, at ikke blot spiser jeg mindre generelt end mænd, men jeg spiser også en del mindre kød. Jeg er simpelthen mere glad for grøntsager end de fleste mænd i min umiddelbare nærhed. Os kvinder, der stadig har hjemmeboende mænd, får en lidt sværere omstillingsproces end kvinder, der bor alene, tror jeg. Der skal udkæmpes nogle flere slag hen over spisebordet.

At spise masser af grønt er jo, som sådan, ingen større udfordring. Det gør de fleste af os vel i forvejen, for siden 70-erne har salatskålen haft sin faste plads på middagsbordet. Udfordringen ligger, for mig, i at variere tilstrækkeligt OG–allermest vigtigt–i at finde alternativer til mit kød. Jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær af i-stedet-for-mad. Rødbedebøffer og såkaldt fars af grøntsager. Altså mad, der så forfærdeligt gerne vil ligne kød ( både i ordvalg og udseende), men bare ikke er det. Hvis jeg skal spise grøntsager, så skal de ved Gud være lige præcis det, de er, og ikke komme i falsk kødmaskering. Så min vej fremad bliver helt klart at spise masser af grøntsager, der præcis ligner og smager som sig selv med en stærkt reduceret kødmængde til. Ikke at stege mine rødbeder i bøfskabeloner……

Endelig, for det har jo overhovedet ikke været nævnt endnu, så er det da også mit store håb for fremtidens kost, at fisk får en meget mere fremtrædende rolle rundt omkring på bordene. Jeg spiser meget gerne fisk, og den eneste grund til, at fisk ikke optræder så ofte hos mig, er udelukkende prisen. Det har altid undret mig–og undrer mig til stadighed–at fisk skal være så umådeligt dyrt i et land, der er omgivet af hav på alle sider. Hvis nogen på nogen mulig måde kunne ændre på netop dette, stod vi jo faktisk med et vanvittigt lækkert, sundt og  særdeles tillokkende alternativ til kødsvineriet.

Hvis jeg skal prøve at være helt konkret, så går det hele jo bare ud på, at mit daglige indtag af kød skal nedsættes og mit tilsvarende daglige indtag af grøntsager skal optimeres. Det er ikke noget, der drastisk sker fra den ene dag til den anden, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis jeg er bevidst om det. Min grønthandler på torvet bugner jo af lokkende vækster, som jeg skal i gang med at smage–endnu mere, altså!

Og så kan jeg med rigtig god samvittighed engang imellem købe mig et rigtigt godt stykke kød fra en økologisk ko med en lykkelig barndom. Og nyde det, mens jeg tænker på, at jeg personligt gør noget for, at verden også består for mine potentielle børnebørn.

 

You may also like

Skriv et svar