En tåreperser.

Jill Santopolo: Lyset vi mistede.

Underligt ord, egentlig. Tåreperser. Hvis nogen ellers i det hele taget kan huske det. For ligesom så mange andre gamle, veltjente ord (personligt elsker og dyrker jeg “kålhøgen”!), så er det gradvist glemt, gemt og erstattet. Men det må vel komme af at presse/perse. Altså presse tårerne frem.

Ikke fordi jeg åbenlyst svømmede væk i syndflode af tårer over denne bog, men de pressede/persede da sådan lige lidt på. For det er faktisk alt, alt for sjældent, jeg læser en gammeldags kærlighedsroman. Måske fordi der ikke skrives så farligt mange af dem mere–der er simpelthen blevet for få “tall, dark, handsome strangers” i nutidens litteratur. Det er det, jeg har sagt før: Vi er i underskud på den STORE fortælling….

Det er nu, desværre, ikke den helt store fortælling, det her. Det er en damebog af den mere traditionelle slags med en stor, altovervindende (næsten, så da) kærlighed, der–som det sig hør og bør–på sindrig måde formår at begive sig ud over døden. Bogen strækker sig over over et tiår, begyndende 9/11 2001, og væsentlige, verdenshistoriske begivenheder flettes ind i kærlighedshistorien mellem Gabe og Lucy. De er som skabt for hinanden, de to, men sådan er verdens jo ikke, så derfor er det primært en bog om tabte muligheder og alt det, der kunne have været.

Det er ikke noget mesterværk, og det ville være en overdrivelse at sige, at bogen præsenterer noget, vi ikke har set eller læst før, men den er underholdende og medrivende i sin skildring af liv, der på mange måder minder om ens eget. Som sagt er der også nogle gange for langt mellem kærlighedsromanerne. Sådan at man faktisk får en smule abstinenser efter et enkelt, romantisk kys dernede mellem alle seriemorderne og maddikerne. Denne kan anbefales. Den er let læst—og man sidder tilbage med en følelse, der er væsentlig forskelligt fra den væmmelse og forfærdelse, krimierne kan efterlade.

I øvrigt er jeg sikker på, forfatteren (udover et pænt kendskab til Shakespeare og andre store forfattere) har haft de der broer i Madison County med på den mentale sidelinje, mens hun skrev.

You may also like

Skriv et svar