Om rav.

I går fandt jeg denne ravkæde i en genbrugsbutik til en yderst overkommelig pris. Det er ikke fordi, jeg er i akut ravnød. Langtfra. Jeg har masser af rav. Store stykker, små stykker, halskæder, brocher, armringe og øreringe til de huller, jeg ikke har. Jeg kan bare ikke tåle at se rav til pæne priser uden at måtte eje det. Det også.

Jeg tror godt, jeg ved hvorfor. Hovedgrunden er, at jeg er verdens mest håbløse ravsamler. Jeg er totalt og uforbederlig ravblind. Jeg kan gå i timevis med hovedet dybt bøjet på strækninger, der generelt er kendt for en sand overflod af materialet, og finde oceaner af gule sten i alle størrelser, former og beskaffenheder. Men ingen rav. Jeg kan få vedvarende hold i ryg og tænder af at bukke mig ned og fange gule småsten samt derefter slå dem mod tænderne i håbet om, at der endelig er gevinst. Jeg kan ovenikøbet følges med ravseende, som bøjer sig ned præcis de samme steder og finder rav. Somme tider endda store klumper. Men rav vil ikke ses og ikke findes af mig. Det vil kun gule småsten.

For ikke så længe siden mødte jeg en dame på stranden lige neden for mit sommerhus. Hun samlede rav. Og havde et lille bæger fyldt med adskillige stykker af slagsen. Hun fortalte mig, at netop på det sted var der virkelig gode muligheder for ravfinding. Jeg har da aldrig fundet andet end de sædvanlige gullerter og følte mig nærmest sådan endnu mere inkompetent ved, at hun jo faktisk stjal alt det rav, der burde have været mit. Bare fordi hun kunne se det.

Jeg kan også godt lide den indbyggede frihed, der ligger i selve ravfindingens natur. Rav tilhører jo ikke nogen, før nogen rent faktisk har fundet det. Så tilhører det finderen. Det tiltaler mig, at man “bare” kan gå ud og finde sig noget smukt. Omvendt finder jeg det så også dybt uretfærdigt, at denne smukhedstilegenelse kun er forbeholdt dem med det rigtige syn. Dem, der kan finde det i spandevis, mens jeg rumsterer rundt i mine uendelige mængder af gule sten. Måske skulle man undersøge, om der findes kurser i ravfinding—eller måske bare omstilling af syn?

Så jeg (over) kompenserer ved at købe det rav, jeg nu kan komme i nærheden af. Også fordi jeg godt kan lide materialet. Der er noget fantastisk ægte, naturligt og dansk over rav. Vi har ikke forekomster af pralende diamanter og andre vildt værdifulde stene her hos os, men vi har rav. Sådan lidt som om, det passer til os. Til vores lille land og vores mentalitet. Vi vil nok hellere være naturlige end prale. Måske er det også derfor, jeg foretrækker uslebet rav. Altså rav der ser ud, præcis som naturen har efterladt det. Der er sådan en befriende ægthed i smykker af uslebet rav–som om man (i alt fald de heldige) har samlet naturen op og hængt den på sig selv for at vise, hvor forunderligt imponerende den er i al sin uforarbejdede naturlighed.

Så nu kan den fine kæde komme ind til alt det andet. Det er jo ikke fordi, jeg går forfærdeligt meget rundt med alt det rav. Men det er godt og tilfredsstillende at have for en, der er for ravblind til at finde det selv.

 

You may also like

Skriv et svar