Guldsøstre

Det er næsten synd for alle deltagerne i det Europæiske Melodi Grand Prix på lørdag, at de også skal bruge tid på at øve, holde generalprøver og tilbringe hele lørdag aften uden at kunne komme ud af festivalpaladset. Mange ville garanteret hellere have nogle dage til pligtløs, fri afbenyttelse og disposition i denne skønne by.

Lissabon er en af Europas allerbedste ( og dermed selvfølgelig også mest fodopslidende) slentrebyer. Det er en dejlig, uprætentiøs by, helt uden fine fornemmelser og megadyre strøg for de allerrigeste, men et sted, hvor alle kan være med. Og hvor alle kan få slidt alle muskler ved at vandre/slentre rundt i de farverige kvarterer og bare betragte folkelivet og den altid tilstedeværende charme.

For nok har Lissabon store seværdigheder, men den største er vel i grunden at tage en tur med sporvogn nummer 28, som hvinende rasler sig gennem alle de gamle, krogede kvarterer. Sporvogn 28 kører endda forbi mange steder, hvor det er en god ide at stå af, så som borgen med den fantastiske udsigt og den stemningsfulde katedral. I øvrigt er 28-eren ikke den eneste sporvogn–det vrimler med disse gamle køretøjer overalt. Også de såkaldt skæve, som udelukkende befordrer folk mellem Lissabons store højdeforskelle og syv høje.

At slentre rundt i bymidten og op og ned af højene er hovedparten af oplevelsen, men selvfølgelig skal bydelen Belem også besøges. Det er her, det umådeligt flotte Jeronimuskloster fra 1500-tallet ligger, hvor man kan besøge det store monument for Henrik Søfareren (og alle de andre søfarere), se den flotte borg ved vandet og byens internationale kunstmuseum. Det er også her, byens mest berømte kageforretning ligger. Og det er altså ikke kager, de går ned på i Lissabon! Akkurat ligesom byens stolte, maritime traditioner ikke fornægter sig nogen steder. Lissabon har været en umådeligt rig by engang–bygget på sejlads og handel, og det spores tydeligt i de mange flotte, fantastisk dekorerede huse overalt. Især er kakler i alle farver og mønstre en specialitet på disse kanter. Ethvert hus med respekt for sig selv har flotte kakler på ydersiden–mest blå, men alle farver og mønstre kan findes indenfor denne kakkelerede dekorationsmetode.

En anden ud-af-midtbyen-udflugt bør være til det spændende område, hvor Verdensudstillingen i 1998 blev afholdt. Her vrimler det med nyere, spændende arkitektur, og udstillingsbygningerne fra dengang er omdannet til butikker, cafeer, beboelse og firmaadresser. Området ligger lige ned til vandet, har en fantastisk svævebane, der giver fænomenalt udsigt over det, og huser også byens oceanarium, som er et af verdens allerbedste. Det er også her, sangkonkurrencen afholdes–så det område får de involverede vel tid til at bese en smule!

Ligesom kager er en stor part af Lissabons selvforståelse, er maden som sådan det også. Her er–sådan ser det i alt fald ud–nærmest en cafe eller restaurant for hver få meter, og da vejret som regel indbyder til udesidning, vrimler fortovene med charmerende mad- og kaffesteder. Portugisisk mad er dejlig, kød- og grøntsagsrig og i øvrigt spiser de utroligt meget ris dernede. Dog er specialiteten, tørret torsk, nok en smule eksotisk for mange–i alt fald for mig! Og kan man ikke finde andet, er der i alt fald mulighed for at spise sig en pukkel til i kager–også uden at gentage den samme kage ret mange gange!

Prisniveauet i byen er ikke på nogen mulig måde skræmmende. Selvfølgelig tages der ved på de allermest populære strøg og pladser ( som der i øvrigt er et utal af), men generelt er Lissabon er halvbillig by at holde ferie i. Især hvis man husker at investere i Lissabonkortet til masser af seværdigheder og al transport–og kommer hjem med et måleligt tab på selve kroppen, fordi man har slentret flere kilo af sig selv…..

Lissabon er, akkurat som Rom, bygget på syv høje, og her i byen får man hele tiden en fornemmelse af, at alle syv høje er særdeles nærværende. Man bevæger sig konstant op og ned, de færreste gader formår at bibeholde samme plan, og ved aftenstid er ens lægmuskler virkelig markante, sådan rent ømhedsmæssigt. Også alle de lægmuskler, man til daglig sådan nærmest har glemt, man har!

Men heldigvis eksisterer de skæve sporvogne—-dem, der kører en fra det nedre til det øvre plan af byen. Eller omvendt. Mens de øvrige, charmerende, gamle sporvogne tumler rundt på deres ruter, akkompagneret af høje hvin og metallyde, så tilbringer de skæve sporvogne alle deres dage med trofast at køre op og ned på de samme strækninger. Måske 4-500 meter i alt.

En skæv sporvogn er en kærkommen gevinst for et par trætte ben og et par jamrende lægmuskler. Og så er det det eneste sted i Europa, jeg har mødt disse søde arbejdsheste. Det er nok også derfor, de er så ikoniske, gennemfotograferede og populære.

Helt ude ved den meget futuristiske station Oriente (som sagtens kan nås med Metro) ligger det gamle område fra verdensudstillingen i 1998. Og det er et spændende sted, som mange turister desværre overser.

Ikke nok med at det vrimler med spændende (og bestemt ikke altid køn!) moderne arkitektur, men mange af de gamle bygninger fra udstillingen har også fået nyt liv som shoppingcentre, beboelse, museer, cafeer og firmaadresser. Midt i det hele ligger også et stort kongrescenter, som næste lørdag skal huse det Europæiske Melodi Grand Prix.

Området ligger lige ned til den massive flod Tejo og har derfor en pragtfuld strandpromenade, der bare indbyder til slentring. Og gider man ikke det, kan man formedelst ganske få Euro tage turen oppefra med den lange svævebane, der giver en fantastisk udsigt ned over vand og arkitektur. Her er også, efter min mening, et af verdens bedste oceanarier, hvor det vrimler med både smukke og grimme fisk i kæmpestore tanke.

Nok er Lissabon gamle, krogede, kakkelbesatte, romantiske gader, men der er altså også et udstillingsvindue for det moderne, som man ikke må snyde sig selv for.

Hvis man alligevel er i Lissabon, må man ikke snyde sig selv for en tur til den lille ferieby Sintra. Sintra ligger inde i landet, oppe i bjergene, og har primært fungeret som sommerferiested for de allermest velbjærgede og royale. Her er dejlig, kølig(ere) luft om sommeren, og tilsyneladende hjemsted for datidens konkurrence mellem de allerrigeste om at bygge de mest prangende og udadtil pralende palæer.

Mest overdådigt er Palace Pena, som mest af alt ligner en blanding af et fantasifuldt barns leg med Legoklodser, en kulisse til en Disneyeventyrfilm fra 50-erne og en vanvittigt arkitekts forsøg på at efterabe et persisk palads, tilsat en smule fake Gaudí. Lad os bare sige, det er unikt, som det ligger der og troner på sin bjergtop, omgivet af den smukke park.

Selve den lille by Sintra er et turistmål i en sådan grad, at alt er gearet efter de besøgende. For selv om byen er smuk, hyggelig og romantisk, så er der absolut intet romantisk over priser og tilbud. Her skal tjenes penge, men så kan man jo som turist bare vælge at gå købefri rundt i de smalle, stejle gader og nyde stemningen.

Sintra nåes nemmest på en 40 minutters togtur fra Lissabon, og har man Lissabonkort, er den inkluderet. Ude i selve byen findes en rundtursbus, som kører i pendulfart mellem seværdighederne.

For mig er et af højdepunkterne på enhver rejse et besøg på et loppemarked. Altså et rigtigt et. Ikke disse totalt turistgearede fælder af plastiktasker, afskyelige rædsler med hilsen fra og det lokale såkaldte kunsthåndværk sat i masseproduktion. Men et sted, hvor man sælger sit overskud, resterne fra den hjemlige eller andres oprydning eller måske den lille husflid, man går og nørkler med derhjemme om vinteren.

Det siger enormt meget om et land, hvad det, eller dets indbyggere, har i overskud. Nogle gange selvfølgelig også, hvad der pludselig er blevet i overskud, fordi det er blevet populært og derfor kan sælges til en fordelagtig pris. F.eks. er det jo særdeles påfaldende hjemme i Danmark, hvor utroligt meget gammelt keramik, alle har fået i læssefulde af overskud.

Hernede i Portugal har de også store mængder af keramisk og porcelænisk overskud. Dog må man sige, at smag og behag er en smule forskellig fra land til land, og, udover Flora Danica, har vi vist aldrig sådan dyrket de katastrofeblomstrede kaffestel på vores breddegrader. Det gør de så her. De er også mere end blot til husbehov glade for messing, og i det hele taget er der en påfaldende fascination af ting, der skinner. Måske er de bare bedre til at pudse end gennemsnitsdanskeren.

Jeg leder altid efter gamle sølvsmykker, da de ofte kan købes både billigt og favorabelt på den slags markeder. Så selv om jeg kun har ti fingre, kunne jeg med lethed udsmykke over det dobbelte antal med alle mine udenlandske loppefund. Den går lige i belønningscentret, hver gang det lykkes mig at prutte en god ring ned i en rimelig pris, så den kan komme hjem i skuffen til alle de andre.

Men husk disse lokale loppemarkeder som en del af ferieoplevelser. Og undgå alle de professionelle kræmmere med deres “special Price for you” taktikker og elendige plastikkopivarer. Det er på de små ydmyge steder, selve folkesjælen og landets særegenhed sælges ud.

Her er så det sidste eksemplar indenfor mit livs omfattende udvalg af baggårde. Denne er blevet mig tildelt i Lissabon, hvor jeg skal leve med og omkring den de næste fem dage.

Jeg holder faktisk ikke specielt meget af baggårde. Alligevel bebyrdes jeg i storslået grad med skånsomme udvalg af lokale baggårde, hvor jeg end rejser hen. Forstået sådan, at en udsigt til gaden— eller i alt fald en opgradering til kun halvvejs eller kvart baggård— i min optik regnes som at vinde i det ellers altid uretfærdige værelseslotteri.

Der er kun 1 ( en) årsag til, at mit hotelliv forfølges af baggårde. Nemlig den, at jeg på de allerfleste af mine rejser bor på enkeltværelse. Singlerejsende forventes tilsyneladende at have en umættelig appetit på baggårde, køkkenregioner, snuskede gyder og faldefærdige bagtrapper. Singlerejsende stoppes sådan lidt ind, hvor der nu er en ledig seng, og det er der selvfølgelig ofte der, hvor hotellet ligesom synes, det hele bliver alt for overvældende baggård.

Heldigvis rejser jeg da også ind imellem med manden. Så bliver jeg  ofte kraftigt belønnet med udsigt til forgård og gader. Måske burde man simpelthen anskaffe sig en alibi-mand, som man sådan kunne tage med på rejser— udelukkende med det selviske ønske at undgå de allerværste baggårde? Det er sgu’ lige før, det her nærmer sig sexisme med dobbeltkønnet fortegn. For singlerejsende mænd tager vel også deres andel af baggårdene?

Der findes stadig mennesker, der tror, at sydeuropæiske baggårde er romantiske, maleriske og et kig ind i den virkelige middelhavscentrerede folkesjæl. De tror fejl. For baggårde, hvor de end bor i verden, ER baggårde. Hverken mere eller mindre. Det er her, man stuver lortet, de bristede ambitioner og alt det, ingen gider se på.

Undtagen singlerejsende. De tvinges til det!