Om loppemarkeder.

For mig er et af højdepunkterne på enhver rejse et besøg på et loppemarked. Altså et rigtigt et. Ikke disse totalt turistgearede fælder af plastiktasker, afskyelige rædsler med hilsen fra og det lokale såkaldte kunsthåndværk sat i masseproduktion. Men et sted, hvor man sælger sit overskud, resterne fra den hjemlige eller andres oprydning eller måske den lille husflid, man går og nørkler med derhjemme om vinteren.

Det siger enormt meget om et land, hvad det, eller dets indbyggere, har i overskud. Nogle gange selvfølgelig også, hvad der pludselig er blevet i overskud, fordi det er blevet populært og derfor kan sælges til en fordelagtig pris. F.eks. er det jo særdeles påfaldende hjemme i Danmark, hvor utroligt meget gammelt keramik, alle har fået i læssefulde af overskud.

Hernede i Portugal har de også store mængder af keramisk og porcelænisk overskud. Dog må man sige, at smag og behag er en smule forskellig fra land til land, og, udover Flora Danica, har vi vist aldrig sådan dyrket de katastrofeblomstrede kaffestel på vores breddegrader. Det gør de så her. De er også mere end blot til husbehov glade for messing, og i det hele taget er der en påfaldende fascination af ting, der skinner. Måske er de bare bedre til at pudse end gennemsnitsdanskeren.

Jeg leder altid efter gamle sølvsmykker, da de ofte kan købes både billigt og favorabelt på den slags markeder. Så selv om jeg kun har ti fingre, kunne jeg med lethed udsmykke over det dobbelte antal med alle mine udenlandske loppefund. Den går lige i belønningscentret, hver gang det lykkes mig at prutte en god ring ned i en rimelig pris, så den kan komme hjem i skuffen til alle de andre.

Men husk disse lokale loppemarkeder som en del af ferieoplevelser. Og undgå alle de professionelle kræmmere med deres “special Price for you” taktikker og elendige plastikkopivarer. Det er på de små ydmyge steder, selve folkesjælen og landets særegenhed sælges ud.

Continue Reading

Mit livs baggårde.

Her er så det sidste eksemplar indenfor mit livs omfattende udvalg af baggårde. Denne er blevet mig tildelt i Lissabon, hvor jeg skal leve med og omkring den de næste fem dage.

Jeg holder faktisk ikke specielt meget af baggårde. Alligevel bebyrdes jeg i storslået grad med skånsomme udvalg af lokale baggårde, hvor jeg end rejser hen. Forstået sådan, at en udsigt til gaden— eller i alt fald en opgradering til kun halvvejs eller kvart baggård— i min optik regnes som at vinde i det ellers altid uretfærdige værelseslotteri.

Der er kun 1 ( en) årsag til, at mit hotelliv forfølges af baggårde. Nemlig den, at jeg på de allerfleste af mine rejser bor på enkeltværelse. Singlerejsende forventes tilsyneladende at have en umættelig appetit på baggårde, køkkenregioner, snuskede gyder og faldefærdige bagtrapper. Singlerejsende stoppes sådan lidt ind, hvor der nu er en ledig seng, og det er der selvfølgelig ofte der, hvor hotellet ligesom synes, det hele bliver alt for overvældende baggård.

Heldigvis rejser jeg da også ind imellem med manden. Så bliver jeg  ofte kraftigt belønnet med udsigt til forgård og gader. Måske burde man simpelthen anskaffe sig en alibi-mand, som man sådan kunne tage med på rejser— udelukkende med det selviske ønske at undgå de allerværste baggårde? Det er sgu’ lige før, det her nærmer sig sexisme med dobbeltkønnet fortegn. For singlerejsende mænd tager vel også deres andel af baggårdene?

Der findes stadig mennesker, der tror, at sydeuropæiske baggårde er romantiske, maleriske og et kig ind i den virkelige middelhavscentrerede folkesjæl. De tror fejl. For baggårde, hvor de end bor i verden, ER baggårde. Hverken mere eller mindre. Det er her, man stuver lortet, de bristede ambitioner og alt det, ingen gider se på.

Undtagen singlerejsende. De tvinges til det!

Continue Reading

En god, gammeldags thriller!

Mary Kubica: Pretty Baby.

En god, gammeldags thriller om dysfunktionelle familier, forældreløse og misbrugte børn, religiøst vanvid, traumatiserede mødre, et par mord for hyggens, og den retfærdige gengældelses, skyld–og med Chicago som baggrundsstøj.

Som underholdning et godt stykke over middel, for Kubica skriver godt og har en fantastisk god fornemmelse for sine personers indre liv og følelser. Ydermere er bogen opdelt i kapitler med subjektive fortællere, så man hele tiden får begivenhederne set fra forskellige synsvinkler.

I centrum står kernefamilien, Wood, med verdensfrelsende klidmor, fraværende arbejdsfar og umulig teenager. Ind i deres liv vandrer den hjemløse Willow med baby Ruby, og så bliver det for alvor kompliceret. For alle har en skjult bagage, og det kræver bare en lille, ubetydelig gnist at tænde nogle meget farlige bål.

Kan varmt anbefales til sådan en terrasseweekend i det tidlige forår, hvor den slags glider noget så forbandet godt ned derude på drømmesengen i solens stråler. Og lidt senere i skyggen…….

 

Continue Reading

Morgenskov. Nu med forår!

Alle mennesker burde have en morgenskov. Sådan en, der ligger umiddelbart tilgængeligt i forhold til deres bopæl og nemt kan nås til en lille tur, inden dagen for alvor starter. Og jeg mener virkelig INDEN. Morgenskove har søvn i øjnene, nattøj indenunder, lettere uglet hår—og en vidunderlig opvågnende virkning. Morgenskove befinder sig på stadiet mellem søvn og vågen tilstand–og det er netop den effekt, de har. De bringer en på den mest hensynsfulde og lempelige, næsten umærkelige, måde fra det ene til det andet.

Det er (også) derfor, jeg er nødt til at have en hund. For hvis jeg ikke havde det, så ville jeg have alt, alt for mange selvoverbevisende argumenter for at holde mig langt væk fra den skov. Som nummer et sikkert bare at blive i sengen. For selv om morgenskove næsten kalder lokkende på en på en dag som denne, så ER der altså dage, hvor møgvejret står ned i stænger, mudderet står op til halsen, og bidekulden rammer en lige midt på kroppen. Det er dem, hvor hundekortet er absolut nødvendigt for en potentiel overpjækker som mig. Så står han der og plager med hele kroppen, hopper og danser sin skovtursdans, henter snoren en halv snes gange—-samt er så vedholdende i sin ulidelighed, at jeg godt ved, at hvis jeg ikke indtager en morgenskov, så får jeg simpelthen ikke fred resten af dagen. Bagefter–altså efter erobringen af mudderhullet–så er jeg jo alligevel bare så overordentligt taknemmelig over, at vi kom afsted. Det ved han sikkert godt, den clairvoyante hund!

Min morgenskov klarer hovedet, klarer tankerne. Der er helt stille dernede. Det er da meget muligt, vi møder en interessant labradornumse på vejen dertil og deler et Godmorgen med naboens mere og mere firkantede gadekryds på vej derned, men når vi så er inde i skoven, så er der kun os og årstiderne. Og det er rigtigt godt for os. Om hunden også har en mental virkning af sin morgentur ved jeg ikke, men han får da i alt fald læst kvarterets hundeavis i samtlige buske og ordnet det, han nu skal have ordnet.

Jeg kan kun anbefale morgenskove. De er gode for os mennesker. ( Og vores hunde!) Får os vækket til dagens udfordringer på den allermest blide og humane måde. Og selvfølgelig er de næsten allerbedst her i det spirende forår. Ikke nok med, at man fra dag til dag kan se, at det hele ændrer sig, springer ud, men forår giver også glæde og livslyst.

Så prøv en morgenskov! Den kan udelukkende anbefales. Og hvis det er svært at komme afsted–så lån en hund. Hvis nogen altså vil afgive DERES morgenskov med hund til andre. Ellers er jeg sikker på, det vil blive yderst besværligt at finde en hund, der ikke med glæde tager en morgenskov op til flere gange!

Continue Reading

Om mundtlighed og skriftlighed.

Jeg kender et ungt menneske, som er koordinator for et større byggeprojekt. Det er han selvfølgelig glad for og stolt over at være blevet udnævnt til, men samtidig konfronterer det ham med et problem, der absolut intet har med selve byggeriet, sådan rent fysisk, at gøre, men en forfærdelig masse med den psykiske omgangstone mellem mennesker at gøre. Den kan gøre ham fortvivlende ked af det.

For i dagens samfund er hovedparten af den mellemmenneskelige kontakt skriftlig. Vi bombarderer hinanden med mails, SMS-er, beskeder over Messenger og Facebook–og meget lidt med egentlig face-to-face kontakt og, i stadig nedadgående antal, telefonsamtaler. Når nogen skal brokke sig over, at frister for aflevering er misligholdt, eller at arbejdet ikke er gjort tilfredsstillende–så foregår det skriftligt. Vi har en ide om, at den skriftlige besked er meget mere pålidelig, fordi den på alle måder er permanent. (Det skal jeg så også lige love for, at den er!) Altså ulig en telefonsamtale, hvor modtageren ikke svarer og ofte helt overser, at der er blevet ringet.

Og hvorfor er det så et problem? Det er det–og det er det i stigende grad!–fordi vi, samtidig med at vores samfund i stigende grad er baseret på skriftlighed, fuldstændigt har overset at lære hinanden ( og kommende generationer), at der er milevid forskel på skriftlig og mundtlig kommunikation. Før i tiden var der simpelthen mange mennesker, der ikke skrev. De havde intet behov for det. Den bærende kommunikationsform var mundtlig. Ville man hinanden noget, og ville man i særdeleshed hinanden noget mindre venligt, så opsøgte man hinanden, holdt møder og var, hvilket ikke er uvæsentligt, i stand til at kigge hinanden i øjnene, mens man skældte ud. Ydermere var der intet, der blev stående til evig tid og utallige gennemlæsninger. Det forsvandt ud i den blå luft og kunne aldrig hentes tilbage.

Der er en god talemåde, der påpeger, at man selv er ansvarlig for, hvad man siger. Men man kan aldrig stilles til ansvar for, hvordan andre forstår det, man siger. Det ville i en mundtlig situation indebære, at der kunne spørges ind til det sagte ved misforståelser eller uklarheder. I en skriftlig sidder man helt alene med sin egen (mis?)tolkning. Der er ingen respons.

Men allermest er problemet, at mange mennesker overhovedet ikke har fornemmet, at man simpelthen ikke skriver det samme, som man siger. Fordi selve den skriftlige form indebærer en gigantisk forøgelse af styrken af enhver form for ukvemsord. Der er, med andre ord, ting, man ikke skriver, fordi de er totalt uegnede til at blive skrevet. De tilhører mundligheden, den umiddelbare face-to-face konfrontation. Vi skal på ingen mulig måde have censur på vores meninger. Men det ville måske være en fordel, om vi lærte hinanden at censurere måden, vi udtrykte dem på!

Den øgede skriftlighed i vores samfund har jo også samtidig den slagside, at vi gradvist accepterer og tillader mere og mere. Se blot på Facebook, som med hujende hast er ved at blive et udstillingsvindue for stavefejl, tegnfejl, dårlig grammatik, ukvemsord–og katte! Som gammel danskærer må man sluge mangen en uhyrlighed, og det virker desværre som om, at antallet af gentagelser af samme uhyrligheder blot gør dem mere og mere acceptable i nogle menneskers øjne. Eller måske endda ligegyldige. Ukvemsord har det imidlertid med aldrig at blive ligegyldige. Især når de bliver skrevet!

Det er helt i orden at skælde andre mennesker ud, hvis der er en grund til det. Det gør jeg sandelig også selv. Men vi SKAL have skabt en forståelse for, at den jargon og det sprog, der altid har–og sikkert altid vil eksistere på diverse arbejdspladser–IKKE kan omplantes til skriftsprog uden omkostninger. Sådan SKRIVER man simpelthen IKKE! Band endelig bare løs og kald andre kraftidioter mundligt og i konfrontationer, men undlad at gøre det skriftligt. Det virker tusind gange mere sårende, det kommer til at stå uimodsagt, og det bliver stående for evigt og evigt! Lær, at vores sprog netop har to dimensioner, fordi de skal bruges helt forskelligt og i forskellige sammenhænge og situationer. Det er IKKE, som med så meget andet, totalt ligemeget!

Så jeg kan godt forstå, at han somme tider må tage sig en pause fra skriftligt svineri og mennesker, der (endnu?) ikke har forstået, at fordi vi kan skrive alt til hinanden, så er det i mange tilfælde en forfærdeligt dårlig ide at gøre det. Problemet er så nok bare, at mange af disse mennesker overhovedet ikke er klar over, at de burde handle anderledes. For alle skriver jo–og se bare på Facebook, hvordan de uskrevne regler for hvad (og hvordan!) man kan lukke ud hele tiden forskubbes ind i en omgangstone, som i bedste fald er uheldig og misforstået—i værste utilsigtet sårende, svinende og helt uden fornemmelse for udtryksmæssig takt og tone!

Continue Reading

Hvad skal du være, når du bliver gammel?

Hvor jeg dog hadede det, når alle de gamle tanter–gerne i håbløs mangel på andre fornuftige spørgsmål at stille børn–spurgte mig som barn, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Ikke blot var jeg fuldstændigt på det rene med, at det ragede dem en papfis, men det satte mig samtidigt i det dilemma, at jeg ligesom selv blev konfronteret med en stillingtagen til, hvad jeg egentlig VILLE være, når jeg blev stor. For det meste, i alt fald en anselig årrække, ville jeg faktisk være arkæolog eller journalist. Det første fordi, jeg engang havde vundet en bog om Grauballemanden i en stilekonkurrence og havde en hemmelig drøm at lokalisere et betragteligt antal moselig, der kunne gøre mig lige så berømt som Glob og skaffe mig adgang til primetime TV. ( Det her siger mere om datidens TV end om mig!!) Det andet fordi jeg elskede at skrive og engang havde vundet et rædselsfuldt grimt kuglepennesæt for et mindre indlæg på Fyens Stiftstidendes børneside om søndagen. Jeg mente, det måtte kunne gøres bedre rent præmiemæssigt, hvis jeg formåede at forfremme mig selv til diverse voksensider.

I sig selv var spørgsmålet–og især svaret– jo irrelevant. De færreste af os endte vel som de politibetjente, lokomotivførere, piloter, brandmænd, sygeplejersker og skuespillere, vi diverterede de gamle tanter med. For de allerfleste blev jobvalget præget af en form for tilfældigheder, pludseligt opståede interesser eller måske bare ledige jobs. Personligt var det eneste, jeg på ingen mulig måde skulle være, mens jeg læste engelsk og dansk–lærer. Men sådan blev det så alligevel…..

Anyway, efter masser af erhvervsaktive år der, hvor vi nu engang endte, opstår muligheder for det frie valg alligevel igen. Nemlig, når vi bliver/ eller nærmer os at blive seniorer og arbejdsfri fra det ordinære arbejdsmarked. Det er der, vi kan begynde at spekulere på, hvad vi vil være, når vi bliver gamle. Der, vi kan gøre lige præcis det, der passer os. Eller det, vi altid har drømt om.

For første gang i–i alt fald mit–liv har jeg faktisk frit valg på de allerfleste hylder. Jeg er nemlig indehaver af en, omend minimal, pension, som gør mig i stand til at blæse højt og flot på løn og, selvfølgelig, pensionsordninger. Jeg kan begynde at holde høns i baghaven ( hvis min beboerforening ellers accepterer det!), male akrylbilleder, skrive bøger, sy patchworktæpper, arbejde som frivillig i diverse genbrugsforretninger, blive rejseguide–eller bare passe min have. Der er ingen, der blander sig i, hvad jeg, i alt fald indenfor rimelighedens grænser, vil være, når jeg bliver gammel. Alle de drømme og ambitioner, jeg har måttet sluge eller undertrykke undervejs–dem kan jeg næsten blive, når jeg bliver gammel. Selvfølgelig er der nok fysiske grænser for opfyldelse af mine eventuelle pilotdrømme eller den altid lurende ambition om at blive røgdykker, men jeg er sikker på, de aller-allerfleste af mine jobfantasier på en eller anden måde kan opfyldes. Nok ikke lønnet og professionelt—men sådan til husbehov, til tilfredsstillelsesbehov. For for første gang nogensinde i hele mit liv, er det mig, er bestemmer. Det er mig–og kun mig–der, indenfor fornuftens grænser, sætter målene for, hvad jeg kan blive. Og indtil nu går det da meget godt med at blive turistguide, skal jeg hilse og sige…..

Udover det tror jeg, at spørgsmålet faktisk er uhyre vigtigt at stille sig selv, inden den konkrete pensionering tager sin begyndelse. Altså: Hvad vil jeg være, når jeg bliver pensionist? For det første er mange af os jo i så god fysisk form, at der er masser af arbejde i os endnu. For det andet har jeg alt, alt, alt for mange gange set eksempler på, at en pensionisttilværelse uden drømme, ambitioner og “nye” jobs bliver til en evig lediggang, kedsomhed og efterfølgende tidlig død. Spildte år, om man så kan sige. Manglende erkendelse af, at for første gang nogensinde kan man blive præcis det, man gerne vil være–hvis man kender sine egne begrænsninger.

De gladeste og mest tilfredse ældre, jeg kender, er de, der bevidst har overvejet, hvad de ville være, når de blev gamle. Har set de arbejdsfri år som en ekstra gave til at gøre alt det, de altid har drømt om, men først nu har fået tiden til. SOM de maler, dyrker eksotiske orkideer, er lektiehjælpere og skriver lokalhistoriske artikler. Eller hvad de ellers gør. Og stortrives med.

I alt fald er jeg yderst tilfreds med, at jeg satte mig ned og indgående spurgte mig selv om, hvad JEG ville være, når jeg blev gammel!

Continue Reading

Om tre forfærdelige dage. Med en lykkelig slutning.

Det hele begyndte mandag aften, da jeg fik lidt ondt i halsen. Bad derfor manden om at tjekke, om jeg var rød nede i halsen, så jeg, hvis det var påkrævet, kunne få noget mod det, inden jeg skal ud at rejse på søndag.

Jeg ved ikke, om han så min hals. Overhovedet. Men han så i alt fald en stor ( og her taler vi yderst synlig og ca 1×1 cm.) knude på ganen, som jeg faktisk ikke vidste, jeg havde. Som de fleste andre, kan jeg da godt kigge intensivt på forsiden af mine tænder, men det er yderst sjældent, jeg kommer bag det yderste tandforhæng og nærstuderer min gane. Men ganske rigtigt: en særdeles forsvarlig, stenhård mundstalakit med facon som en deform rose boede inde i min mund. Og at den tandlæge, jeg nærmest har overrendt de sidste måneder, ikke har set, eller måske bare ikke har kommenteret den, må enten skyldes, at han er udpræget ganeblind, eller har taget det for givet, at folk, der dyrker den slags i deres mund, godt ved, de er indehavere af deres egne, private drypsten.

Når manden bliver bekymret, bliver jeg automatisk dobbelt bekymret. For når hans viden om ting tydeligt provokerer en uskjulelig ængstelse, så ved jeg godt, at jeg i den grad har grund til samme ængstelse. Så helbreds-automatpiloten går på under et splitsekund på cancermode. Indenfor det næste er man næsten både død, begravet og græder på vegne af de børn, man allerede mentalt har forladt. Det er helt naturligt, tror jeg. Sådan vil vi nok alle reagere.

I sådan en situation er jeg bange for ikke at være bange NOK. At tage mit helbred og mine drypsten alt for let og useriøst. Hellere fantasere om worst-case scenario, for så kan man da bilde sig selv ind, at det kun kan blive bedre. Selv om man selvfølgelig er overbevist om, at det gør det IKKE. Det er utroligt, hvad der render gennem ens hoved–og især de tre nætter, jeg nu har ligget vågen, mens samtlige cancerinficerede tanker har myldret rundt i min forsvarsløse hjerne.For selvfølgelig har jeg da alle nætter erkendt, at nok er jeg ikke specifikt bange for at dø, men jeg er bestemt hamrende hundeangst for at blive hjælpeløs, en grøntsag og–ikke mindst–for at noget som helst skal gøre ondt. At en cancerdiagnose på ingen mulig måde er lig med en dødsdom, sprang min hjerne let og elegant hen over. Sådan fungerer den nu engang!

Ikke bare det. Altså mig selv, om end alle tanker selvfølgelig og forståeligt nok starter og ender der. Men også alle de svigt, jeg ville skulle bevæge mig ud i, hvis klumpen var decideret uvenlig og farlig. Bare tanken om at sige det til børnene er jo næsten ubærlig. At påføre dem så megen smerte. Og alle de rejser, hvor jeg er den eneste ansvarlige guide, som folk har betalt for, glæder sig til, og som måske ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke er med som førerhund. Mit nye job ved nyt rejsebureau–skulle det startes med en sygemelding, som sikkert ville indebære, at de på forhånd opgav mig? Og hvad med manden og hunden, som i min selvbestaltede worst-case garanteret aldrig hverken ville få varm mad eller vasket guld, men vansmægte i ulidelig ensomhed. Hvad med alle vores planer, vores fremtid?

Endelig er man vel kvinde nok til at frygte de rent kosmetiske konsekvenser af en potentiel operation på et markant stykke af ganen. Kan man overhovedet tale bagefter? Og påvirker det ens ansigtstræk? Ikke at de er specifikt bevaringsværdige i sig selv, men man ved da, hvad man har.

Heldigvis kan man i dag komme direkte ind i en speed-cancerpakke, så allerede tirsdag fik jeg tid til undersøgelse på det nærmeste sygehus ( som dog ligger 65 km. væk–hver vej!). De virkede ikke overmåde foruroligede over min gevækst, men var nærmest lidt undrende over dens facon, størrelse og sten-hårdhed. At tage en biopsi kunne end ikke diskuteres, for man kan næppe skære eller indføre andet i netop den konsistens. Så de sendte mig til CT-scanning dagen efter samt gav mig en tid til samtale i dag.

Her skal så indskydes, for det skylder jeg det danske sundhedssystems lettere blakkede rygte, at jeg på intet tidspunkt mødte andet end venlighed, professionalisme, overholdelse af programsatte tider, søde smil og trøstende, velmente ord. Hvis det ikke lige var, fordi man generelt forsøger at undgå sygehuse, når man ikke er syg, så kom jeg der gerne oftere–for venlighedens og imødekommenhedens skyld. Min første læge var i øvrigt ikke dansk–det er de fleste vist ikke her i vores udkantsområde–men han talte sproget til perfektion og var dybt, intensivt professionel. Det gjaldt i øvrigt også alt andet personale–fra den hjertevarme sygeplejerske til den søde, smilende, tørklædeklædte sosu-assistent på røntgenafdelingen.

Anyway, i nat var den værste at komme igennem. For jeg følte det præcis som om, jeg stod til at skulle have en altdominerende dom.En dom, der enten frikendte mig, sendte mig videre til ny rettergang ( virkelige specialister huserer sjældent i udkantsområder) eller–igen den der worst-case–betød akut hængning. Omvendt kommer man også dertil, at man bare skal have en afklaring, en diagnose. Latens- og ventetid er en lang vacuumtilværelse. Der er intet, der er noget ved. Intet, der skal begyndes, og intet, der skal afsluttes, for det sidste er i sig selv nærmest at skubbe til skæbnen.

Så jeg var på toilettet med min overnervøse blære adskillige gange undervejs og et helt pinligt antal ditto på selve sygehuset, før det endelig blev min tur til at komme ind og få dommen. Det var lige før, jeg næsten måtte bede dem om at sende en forklarende mail med min diagnose til mig, derude på toilettet.

Men det viser sig, at jeg har fremmanet scenarier, der ligger milevidt fra min stalakits natur. Der er simpelthen tale om et ben i min gane, der har fået helt sine egne planer og retninger for neddrift. De mener, jeg på et tidpunkt ( som meget vel kan ligge flere år tilbage) har slået det, hvorpå det har reageret med at indkapsle sig selv i ganevæv og vokse permanent som f.eks. et blåt mærke gør midlertidigt. Der er absolut ingen garanti for, at dets vildtvoksende natur ikke fortsætter, men så længe dette bens eget liv ikke indebærer gener for mig og min mund, er der ingen grund til at gøre noget ved det. Det vil så, selvfølgelig, ændre sig, hvis jeg på et tidspunkt begynder at føle det generende. Så kan man file det ned–dog uden garanti for, at det ikke bare vokser sig stort igen. Den ualmindeligt pædagogiske læge forklarede mig om fodboldspilleres skinneben, som ofte var rimeligt knudrede efter spark og slag–så jeg har altså den ganemæssige pendant til et par superligaben. Selv om jeg da ikke sådan lige synes, jeg render rundt og slår mig selv i ganen i tide og utide. Hvem gør i øvrigt det?

Da jeg kørte hjem fra sygehuset, skete der noget helt mirakuløst med naturen og med vejret. Som de buske dog var sprunget ud på den times tid, og som solen dog skinnede. Jeg er sikker på, det ikke var tilfældet på udturen. At få en sådan besked er næsten som at få livet igen. Eller i alt fald at få en særdeles kraftig påmindelse om at skønne forfærdeligt meget på det. På en omvendt måde kan man næsten sige, at de tre forfærdelige dage såmænd var meget pædagogiske i det lange løb. De fik mig i alt fald til at påskønne mit liv på en helt ny måde. Og til at bestemme, at NU skal jeg altså til at holde op med at ryge. For selv om min drypsten intet har med rygning at gøre, så skal jeg ikke bevidst udsætte min gane for endnu en gevækst, der kan træffe at have det. Det bliver en lang, sej kamp–men der er, som sagt, ikke ret meget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Lidt galgenhumor er så også på sin plads. Især for drypstenshulekyndige mig. Jeg vil ikke håbe, at min mundstalakit, hvis den vokser sig stor,lang og stærk ( for stalakitter i naturen tager det adskillige tusinde år!) på et tidspunkt opnår kontakt med min stalagmit på oversiden af min venstre fod. For så får jeg jo–hvilket faktisk er temmelig sjældent i naturen–det, man kalder en søjle. Omvendt kan jeg så måske være så heldig, at man kan ordne og nedfile begge dele på samme tid.

Jeg var heldig, og det skal jeg i den grad påskønne. Så min allerstørste respekt og gode tanker til alle dem, der ikke var det……..

 

Continue Reading

Om politistationer og detentioner.

Forleden sad jeg en halv dag på en politistation. Det er der såmænd, for mit vedkommende, ikke noget nyt i. Jeg har brugt rigtigt mange timer af mit liv på politistationer. Jeg er, når jeg selv skal sige det, ret god til politistationer og ved præcis, hvad der kræves for at sidde på sådan en. Man kan næsten sige, at det er en af mine spidskompetencer. Og detentioner. Dem kan jeg også. I øvrigt er jeg også sådan middelgod til skadestuer og lægehuse på landet. Øvelse gør vel mester.

Da jeg sad på den politistation tænkte jeg faktisk på, at det nok var meget godt for mig at sidde lidt på en igen og lige få genopfrisket, hvordan man sidder på sådan en, for det var næsten alt for længe siden sidst. I tre år har jeg ikke rejst med elever, så min erindring om at sidde hos ordensmagten i diverse europæiske lande var en smule nedslidt. Jeg kunne så, og det da er beroligende, konstatere, at under mit fravær er der absolut ikke sket nogen nævneværdige ændringer indenfor politistationssidning.

Lokalerne er præcis ( eller endnu mere, for der er jo gået tre år) lige så nedslidte som vanligt, vagthavende er stadig ikke kommet på engelskkursus, og ventetiden er da i alt fald ikke gået nævneværdigt ned. A prospos ventetid, så kan man som hovedregel regne med, at jo længere man er fra Danmark, desto længere er den. Det samme gælder antallet af stempler, som man skal have på sin anmeldelse. Deres antal er direkte proportionelt med afstanden i kilometer herfra og til den station, man sidder på. Dog må jeg sige, at netop mit sidste skud på politistationsstammen i den grad udmærkede sig frem for så mange andre. Der blev både indkaldt en tolk, og damen, der tog mod anmeldelsen, smilede hele to gange. Men måske var hun bare i godt humør den dag.

Det gode ved at være så erfaren en stationssidder er, at man ikke blot kender sidderumlen, men at man faktisk også i mange europæiske byer ved præcis, hvor stationerne ligger. Så man ikke også skal bruge tid til at gå rundt og lede efter dem. Ydermere lærer man jo også med tiden, hvor de mest eftertragtede stationers toiletter befinder sig, for somme tider er ventetiden lidt længere, end en blære kan klare. Til forskel fra politistationer er detentionerne noget nemmere at have med at gøre. De vil jo i bund og grund primært af med det skidt, de har slæbt døddrukne op ad rendestene og andre ulækre omgivelser. Her skal man bare betale og så tage sit affald med sig. Efter års rutine i opsamling af elevmæssigt drukaffald i f.eks. Dublin, er jeg fuldt på det rene med, hvor samtlige byens detentioner befinder sig. Og var, må jeg nok indrømme, en overgang ligefrem på fornavn med vagthavende. Så såvel politistationer og detentioner har været en naturlig del af mit liv. Hvis den slags ellers kan kaldes naturligt.

Da jeg rejste hjem med flyveren forleden, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at bemærke, at der også var minimum en skoleklasse med. Det gjorde mig både lettet og lettere nostalgisk på samme tid. Jeg kan jo godt komme til at savne de pragtfulde, unge mennesker, men må så lige minde sig selv på, at de repræsenterer en decideret risiko over middel for politistationsbesøg. Og detentionsditto.

Jeg er nemlig kommet frem til, at jeg meget hellere vil være sådan en slags erfaren rådgiver omkring politi over det meste af Europa. Sådan en, der både har helt tjek på, hvor alle stationer og detentioner er placerede–samt kan give nyttige råd om, hvordan man sidder på dem. Det ville da være ærgerligt, om al min opsamlede rutine ikke, på en eller anden måde, kunne bruges til noget fornuftigt.

 

Continue Reading

Om at blive voksenlærling!

Selvfølgelig er det aldrig for sent at lære noget nyt! Derfor har jeg bestemt mig for at gå i voksenlære. Det var, heldigvis, ikke specielt vanskeligt at finde en læreplads, der gerne ville modtage sådan en som mig. Jeg er nemlig omringet af naboer med de skønneste Haveforeningshaver, og når man nu har sat sig for, at man vil lære noget om blomster, haver og måske endda jordbundsforhold, så var det jo bare at spørge sig for. Der var nok at spørge.

Lidt skeptisk undren blev jeg da mødt med. Efter over 30 år her i kvarteret er det vel næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til haver er lidt ligesom mit forhold til sukat. Det/de ser sådan set ganske nydeligt og pænt ud, men det smager af lort, og jeg rører kun meget nødigt ved det. Men, tvunget af omstændighederne, er jeg altså nødt til at konfrontere mig selv med de der haver. Altså gøre noget mere end bare at se på dem.

Så jeg har indgået en kontrakt med en venlig og meget kyndig nabo, som, da jeg spurgte hende, først troede, hun havde hørt en smule ved siden af, og dernæst fik en akut åbenbaring om, at selv for de absolut vanhellige kan der måske opnås havemæssig frelse. Hun så ligefrem begejstret ud–på den der måde, som mindede lidt om en indremissionsk præst, der kigger på en angrende synder. Jeg regner så med, at vi det næste stykke tid tager nogle timer i intensiv blomster, tilbundsgående jordbundsforhold og måske lidt projektarbejde i beplantning. Som gammel lærer kan jeg jo allerede selv begynde at strukturere lidt, så det hele ikke bliver alt for overvældende og forvirrende og alt for mange arter på en gang. Så jeg vil foreslå, at vi f.eks. om mandagen tager roserne en times tid og så ellers fordeler yderligere arter over resten af ugens dage. Det bliver jo nok lidt som at lære basal engelsk grammatik. Der skal simpelthen terpes navne, farver og familier–akkurat som kasus, stærke bøjninger og ordklasser. Jeg er nødt til at vide, hvad de allermest almindelige blomsterarter hedder og at kunne skelne dem fra hinanden. Synes jeg i alt fald. Det her–det er simpelthen et spørgsmål om faglig ære!

Hele tiltaget bunder i, at jeg skal på havetur til England. Selvfølgelig indeholder turen også mangt og meget mere end de der haver, og det er jeg alt sammen forfærdeligt godt hjemme i. Netop denne professionalisme, som jeg sætter en stor ære i, betyder, at jeg ikke kan overskue, at jeg ikke kan de haver. Jeg har præcis det samme forhold til mit fag, som alle andre, forhåbentlig, også har. Ganske simpelt: Jeg skal kunne det. Det er derfor, jeg skal kunne haverne. For jeg er da udmærket klar over, at når man som gæst melder sig til en tur, der har en del haver indlagt, så er det selvfølgelig fordi, man er interesseret i haver. Og så vil jeg altså ikke stå der som indbegrebet af rosernes underkvinde og den totale katastrofe på tilplantningsfronten. Når der bliver spurgt om arternes navn, vil jeg–og det ved jeg–får særdeles svært ved at undslå mig med en længere historie om William Erobreren og Slaget ved Hastings. Også selv om jeg godt nok er rimeligt eminent til ham der William!

Min største hurdle vil, og det ved jeg noget så inderligt, blive min—lad mig bare være helt ærlig og skrive: mangel på interesse. Det er nu engang lettere at lære noget, man brænder for. Men så har jeg overtalt mig selv til at tro, at når jeg nu først begynder at kravle op ad lærdommens havestige, så bliver det hele garanteret vildt og blomstrende interessant. Sådan at jeg vil tørste efter at lære mere. Måske, altså.

Endnu mere måske–men det kan kun tiden vise!–kan det såmænd være, at jeg selv får så meget mod på de der haver, at jeg ligefrem vil vove mig ud i min egen uden en drømmeseng og en god bog. Men–for nu er blive i haveterminologien–så vokser træerne jo sjældent ind i himlen.

Jeg er dog fuld af fortrøstning til mit liv som voksenlærling de næste uger. Primært baseret på, at det udelukkende og kun kan gå fremad, men også vel vidende, at der godt nok skal terpes nogle arter. Jeg starter, akkurat som haverne, fuldstændigt fra bunden af!

 

Continue Reading

Om hvad sprog kan gøre.

DET her havde jeg ikke troet om jer, Politiken! Jeg må sige, at jeg har mistet en meget stor del af min respekt for den danske avis, som jeg dog, trods alt, ( selv om konkurrencen er vanvittigt minimal!), har holdt i over 40 år og for det meste har haft relativt høj tillid til.

Jeg ville forfærdeligt gerne udbede mig en forklaring på anvendelsen af paranteser omkring navnet på den by i Nordirland, som I, ganske utilgiveligt og endnu mere politisk ukorrekt, kalder Londonderry. Hvad tænker I dog på? Eller er denne noget uheldige billedtitel til interviewet med Gerry Adams i virkeligheden blot et udslag af simpel uvidenhed og total mangel på research? Af den slags som vi Irlandsnørder spotter med det samme og faktisk føler os temmelig provokerede af? I det mindste kunne I da have skrevet det helt acceptable og pt. politisk korrekte London/Derry.

Hele miseren omkring det navn stammer fra, at der jo i adskillige århundreder har ligget en irsk, katolsk by på stedet ved navn Derry. I forbindelse med englændernes kolonisering af Nordirland ( jo, englænderne koloniserede Irland på præcis samme måde som de koloniserede Amerika), blev de protestantiske ( eller i alt fald halvprotestantiske/ Church of England) kolonister sendt til Derry med en stor pose penge fra et Londonselskab i ryggen. Her byggede de en imponerende bymur ( som stadig står i al sin magt og vælde) for at holde de lokale katolikker ude, således at disse enten sultede ihjel eller i alt fald henslæbte en noget miserabel tilværelse, berøvet land og ære. Netop fordi denne kolonisering, set fra London, altså, var så overmåde succesfuld, fik de oprindelige kolonister/imperialister som påskønnelse lov til at sætte London foran det lidt tarvelige, irske bynavn. Vupti: Londonderry!

Meget forenklet kan man sige, at Derry er byens oprindelige, katolske navn. Det, den altid har heddet. Og at Londonderry derfor er det protestantiske, som for alle katolikker smager af undertrykkelse, imperialisme og ufrivillig kolonisering. På den måde siger Politiken ( hvadenten det er ufrivilligt eller blot et udtryk for himmelråbende uvidenhed) altså, hvem de holder med. Byen ligger i øvrigt lige på grænsen mellem Irland og Nordirland, og alt efter fra hvilken side, man nærmer sig, siger vejskiltene hhv. Derry eller Londonderry. Eller har med spraymaling fået tilskrevet et London/ udraderet samme forstavelse af lokale fanatikere.

Personligt kunne jeg aldrig drømme om at sige Londonderry. I min mund smager det af uretfærdighed, at overvældende magtmisbrug og af mangel på anerkendelse af historiske omstændigheder. Men hvis Politiken gerne vil sættes i bås med navnkundige og ( heldigvis!) hedengangne Ian Paisley, så bliver det nok uden mig som abonnent i fremtiden.

Særdeles mange af de berygtede slag og opstande i Nordirlands blodige, moderne historie siden delingen i 1920 har fundet sted i London/Derry. Nævnes skal blot Battle of the Bogside ( et fattigt katolsk boligkvarter) og Bloody Sunday, hvor den britiske hær kom til at overtræde enhver form for retfærdig og anstændig opførsel. Det sidste er ikke min egen påstand–efterfølgende retssager har til fulde bevist det.

MEN–og her kommer så det positive, som Politiken tilsyneladende heller ikke ved: Man kan jo ikke gå rundt og skændes om, hvad ens by  i grunden hedder. Sådan at forstå, at bare dens navn giver anledning til stridigheder, slåskampe og sætter skår mellem de to befolkningsgrupper. Så magtfuldt er sproget nemlig i sig selv. Det kan skabe dybe kløfter ved bare at blive sagt, blive udtalt. Du kan kende din ven eller fjende  ( eller for den sags skyld bare din nabo!) på, hvad han/hun mener og siger, at byen hedder. Derfor er det totalt frugtesløst overhovedet at fortsætte den diskussion. Den fører ikke til andet end sproglige barrierer, udmundende i fysiske episoder. Hos mange irere, som ikke lige bor i Derry, benævnes byen diplomatisk “the stroke city” (skråstregsbyen). Forstået: London/Derry. Man den holder jo heller ikke en meter, hverken sprogligt eller barierremæssigt.

I London/Derry har man derfor besluttet at gå en helt anden vej. Hvis ingen kan bliver enige om, hvad byen hedder, må den simpelthen have et nyt navn, som ikke indeholder nogen form for politiske og/eller religiøse referencer. Sådan noget gøres ikke fra den ene dag til den anden, men håbet er, at sproget i sig selv kan omdanne den bevidsthed, der følger med selve de sproglige udtryk. Gennem byen flyder floden Foyle, og den har man så tildelt æren af at være samlende faktor. Alle nye tiltag, fra shoppingcentre over taxaselskaber til navneændringer på alle former for offentlige trafikselskaber hedder nu noget med Foyle. Med tiden vil byen givetvis og gradvist kommer til at hedde “mere” Foyle end London/Derry. Og det er da sikkert en tydelig intention, at det er sådan, det skal gå. Således at den sproglige magt og skellet mellem, hvem der siger hvad, forsvinder. Om det så kan løse de mange og alvorlige interne konflikter, er et spørgsmål. Men i min optik er det en god begyndelse på en brugbar løsning.

Hvis altså udenlandske medier også fatter den. Inklusive jer på Politiken.

Continue Reading