Den sidste arbejdsdag.

Dette er så blot et lille udvalg af alt det, der er regnet ned på manden de sidste dage. Der er meget mere. Og der kommer givetvis også mere i dag, som er den allersidste arbejdsdag i et langt arbejdsliv. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med min egen buket til 200 kr., men det skal jeg så bare helt lade være med og i stedet nyde, at vi resten af vores liv vil have en enorm vinkælder til gæsters afbenyttelse samt så nogenlunde slik nok til en måneds tid!

Så fra i morgen bliver det et andet liv. Ikke blot for ham, men så sandelig også for mig. Det sidste kan godt bekymre mig lidt.  Og den bekymring går udelukkende på at finde en fornuftig balance mellem alenetid og fælles gøremål og nydelse. Jeg er jo vant til at have den fulde råderet over hus, tid og gøremål den ganske dag, og det kan da godt få mig til at tænke over, om han mon kommer til at gå i vejen. Kommer til at forstyrre mine personlige cirkler og alle de projekter, jeg er vant til uforstyrret at gå i gang med, præcis når jeg lige har lyst eller tid til det. I årevis har jeg været vant til at arbejde i fred og ro, totalt barn- og mandløs, og jeg ved, det bliver en tilvænning med bare noget så simpelt, at der befinder sig en anden person i huset. Også den der med pludselig at få en ide til et ærinde, et ude-af-huset-gøremål, som udføres indenfor de næste få minutter. Jeg har jo aldrig stået til ansvar for nogen, fortalt hvorhen og hvorfor. Jeg har bare gjort det. Det vil blive lidt af en omvæltning at skulle fortælle, hvor man akut skal hen–eller måske endda uddybe hvorfor. Sagt på en anden måde, så har jeg herhjemme aldrig stået til ansvar for andre end mig selv. Af den simple grund, at der ikke har været andre. Det bliver en mental omvæltning at dele sin dagligdag, tror jeg. Jeg har overvejet, om man mon kunne give ham et lille rum med en nøgle på ydersiden, hvis mit behov for alenetid bliver for akut eller decideret påkrævet, vel vidende, at det ikke er en tiltalende tanke……

Omvendt så bliver det dejligt at kunne foretage sig noget sammen. På hverdage og praktisk talt lige præcis, når behovet opstår. At kunne køre til KBH om tirsdagen, i sommerhus når vejret er godt og ikke blot fordi, det er weekend. Og ikke mindst at kunne BLIVE i sommerhus, fordi vejret er godt. At kunne raide alle spændende udstillinger og butikker sammen, mens alle andre er på arbejde, så de ikke optager unødvendig plads. At kunne tage på ferie, når priserne er spiselige, og at give sig selv og hinanden en fed frokost ude, fordi man bare har lyst på en blæsende onsdag. Eller simpelthen at gøre nogle af de ting, i alt fald jeg aldrig gør alene. Jeg er f.eks. ualmindelig dårlig til at gå ud og spise frokost med mig selv, og jeg tager som hovedregel heller ikke i sommerhus alene. Det bliver godt at være to til at nyde sammen.

For det er jo primært det, vi skal nu. Nyde. Selvfølgelig er der pligter og uopsættelige gøremål, der skal overstås, men for første gang i vores efterhånden lange liv er der plads til at gøre ting af den ene og simple grund, at vi har lyst til det. Også om mandagen og i løbet af fem minutter efter, vi har fået ideen. Det vil jeg glæde mig til.

Så det udfordrende bliver at finde denne balance mellem den (for mig) yderst påkrævede alenetid og den fælles nydning. Det vil der sikkert opstå adskillige mindre tumulter omkring her den første pensionisttid. Den hjemlige individualist vil blive særdeles udfordret på sit territorium, eller også er det i virkeligheden de to hjemlige individualister, der skal prøve at finde en fælles marchtakt. Både alene og sammen.

I alt fald bliver det et andet liv. Heldigvis kan han vel bruge de første par dage på at finde gemme- og oplagringssteder til de helt overvældende lagre af gavemæssige delikatesser……..

Continue Reading

Om hattedamer. Og damer med hat.

Normalt går jeg aldrig med hat. Sådan en er varm, nogle gange dyr, og så klasker mit i forvejen noget sparsomme hår ganske forfærdeligt, når en hat har presset det ukunstnerisk sammen. Det har intet at gøre med ikke at fryse ørerne. For mig er der nemlig også noget mentalt forbundet med at gå med hat. Jeg vil nødigt nogensinde være eller blive en hattedame, og jeg vil aldrig nogensinde kunne kvalificere til kategorien “dame med hat”.

Men når jeg indtager hattehimlen A Fabrica dos Chapeus i Lissabons gamle kvarter, sker der noget med og for mig. Så belejrer hattedjævelen mig, og indtil videre er det aldrig lykkedes mig at forlade den forretning uden en hat–som jeg vel og mærke nok aldrig kommer til at gå med. Deroppe i den syvende hattehimmel syr og designer mor hattene, mens sønner og døtre sælger det bedste, de har lært. Det har de efterhånden gjort i flere generationer, så man må vel gå ud fra, at den mystiske forvandling, der sker for mig, også sker for adskillige andre. Altså af os, der hverken er hattedamer eller damer med hat.

At være hattedame er ( i mit gloseforråd og min optik) sådan et lidt forslidt udtryk for de grå eminencer, der trofast, slidsomt, frivilligt og lettere anonymt sørger for, at foreninger, klubber, frivillighedsorganisationer og andet kører gnidningsløst. Det er dem, der laver kaffen, regnskaberne, bager kagerne og altid er i stand til at springe ind, når der er forfald. De kunne ikke drømme om at kræve tak og påskønnelse, men laver i det lidt skjulte et beundringsværdigt stykke arbejde. Genbrugsbutikkerne har et godt overskud af hattedamer, og det skal de være utroligt taknemmelige for. Hattedamer er det ( ofte anonyme) bindeled, der gør, at alt frivilligt arbejde fungerer og kommer andre til gode. Hattedamer behøver, og dette er lidt ulogisk, absolut overhovedet ikke gå med hat. Det er mere deres funktion–hvor ordet nok stammer fra de anonyme kvinder, der i sin tid tog imod bedre folks hatte i garderoben, når disse skulle ud og spise fint og more sig. Sådan en bliver jeg nok aldrig. Jeg tror nok, jeg har lidt vanskeligt ved at være anonym….

Damer med hat, derimod, er absolut ikke og på ingen måder anonyme. Det er dem, der formår at komme sejlende ind i lokale, så alles blikke hjælpeløst drages mod dem–og deres hatte. Det er dem, hvor hatten blot er det eksterne symbol på en personlighed, der har umådeligt svært ved at holde sig indenfor blot og bart en krop. For dem er hatten en legemsdel–oven i købet sådan en eksklusiv en, som andre mennesker aldrig ville kunne bære eller have, uden at det så forkert og påklistret ud. Damer med hatte går til kunstneriske receptioner og mænger sig med de fineste og allermest berømte, og der er en udpræget mangel på dem i provinsen. Sådan en bliver jeg nok aldrig. For det første kan jeg ikke lige finde nogle fine at mænge mig med, og for det andet vil en hat på mig aldrig ligne en naturligt udviklet legemsdel.

Men derfor kan man vel godt gå lidt amok i hattehimlen. Købe sig en fin hat og bare eje den. Ikke fordi man har ambitioner om hverken at blive hattedame eller en dame med hat. Men fordi man ikke kan lade være……..

Continue Reading

Lissabon.

Det er næsten synd for alle deltagerne i det Europæiske Melodi Grand Prix på lørdag, at de også skal bruge tid på at øve, holde generalprøver og tilbringe hele lørdag aften uden at kunne komme ud af festivalpaladset. Mange ville garanteret hellere have nogle dage til pligtløs, fri afbenyttelse og disposition i denne skønne by.

Lissabon er en af Europas allerbedste ( og dermed selvfølgelig også mest fodopslidende) slentrebyer. Det er en dejlig, uprætentiøs by, helt uden fine fornemmelser og megadyre strøg for de allerrigeste, men et sted, hvor alle kan være med. Og hvor alle kan få slidt alle muskler ved at vandre/slentre rundt i de farverige kvarterer og bare betragte folkelivet og den altid tilstedeværende charme.

For nok har Lissabon store seværdigheder, men den største er vel i grunden at tage en tur med sporvogn nummer 28, som hvinende rasler sig gennem alle de gamle, krogede kvarterer. Sporvogn 28 kører endda forbi mange steder, hvor det er en god ide at stå af, så som borgen med den fantastiske udsigt og den stemningsfulde katedral. I øvrigt er 28-eren ikke den eneste sporvogn–det vrimler med disse gamle køretøjer overalt. Også de såkaldt skæve, som udelukkende befordrer folk mellem Lissabons store højdeforskelle og syv høje.

At slentre rundt i bymidten og op og ned af højene er hovedparten af oplevelsen, men selvfølgelig skal bydelen Belem også besøges. Det er her, det umådeligt flotte Jeronimuskloster fra 1500-tallet ligger, hvor man kan besøge det store monument for Henrik Søfareren (og alle de andre søfarere), se den flotte borg ved vandet og byens internationale kunstmuseum. Det er også her, byens mest berømte kageforretning ligger. Og det er altså ikke kager, de går ned på i Lissabon! Akkurat ligesom byens stolte, maritime traditioner ikke fornægter sig nogen steder. Lissabon har været en umådeligt rig by engang–bygget på sejlads og handel, og det spores tydeligt i de mange flotte, fantastisk dekorerede huse overalt. Især er kakler i alle farver og mønstre en specialitet på disse kanter. Ethvert hus med respekt for sig selv har flotte kakler på ydersiden–mest blå, men alle farver og mønstre kan findes indenfor denne kakkelerede dekorationsmetode.

En anden ud-af-midtbyen-udflugt bør være til det spændende område, hvor Verdensudstillingen i 1998 blev afholdt. Her vrimler det med nyere, spændende arkitektur, og udstillingsbygningerne fra dengang er omdannet til butikker, cafeer, beboelse og firmaadresser. Området ligger lige ned til vandet, har en fantastisk svævebane, der giver fænomenalt udsigt over det, og huser også byens oceanarium, som er et af verdens allerbedste. Det er også her, sangkonkurrencen afholdes–så det område får de involverede vel tid til at bese en smule!

Ligesom kager er en stor part af Lissabons selvforståelse, er maden som sådan det også. Her er–sådan ser det i alt fald ud–nærmest en cafe eller restaurant for hver få meter, og da vejret som regel indbyder til udesidning, vrimler fortovene med charmerende mad- og kaffesteder. Portugisisk mad er dejlig, kød- og grøntsagsrig og i øvrigt spiser de utroligt meget ris dernede. Dog er specialiteten, tørret torsk, nok en smule eksotisk for mange–i alt fald for mig! Og kan man ikke finde andet, er der i alt fald mulighed for at spise sig en pukkel til i kager–også uden at gentage den samme kage ret mange gange!

Prisniveauet i byen er ikke på nogen mulig måde skræmmende. Selvfølgelig tages der ved på de allermest populære strøg og pladser ( som der i øvrigt er et utal af), men generelt er Lissabon er halvbillig by at holde ferie i. Især hvis man husker at investere i Lissabonkortet til masser af seværdigheder og al transport–og kommer hjem med et måleligt tab på selve kroppen, fordi man har slentret flere kilo af sig selv…..

 

 

Continue Reading

Lissabons skæve sporvogne.

Lissabon er, akkurat som Rom, bygget på syv høje, og her i byen får man hele tiden en fornemmelse af, at alle syv høje er særdeles nærværende. Man bevæger sig konstant op og ned, de færreste gader formår at bibeholde samme plan, og ved aftenstid er ens lægmuskler virkelig markante, sådan rent ømhedsmæssigt. Også alle de lægmuskler, man til daglig sådan nærmest har glemt, man har!

Men heldigvis eksisterer de skæve sporvogne—-dem, der kører en fra det nedre til det øvre plan af byen. Eller omvendt. Mens de øvrige, charmerende, gamle sporvogne tumler rundt på deres ruter, akkompagneret af høje hvin og metallyde, så tilbringer de skæve sporvogne alle deres dage med trofast at køre op og ned på de samme strækninger. Måske 4-500 meter i alt.

En skæv sporvogn er en kærkommen gevinst for et par trætte ben og et par jamrende lægmuskler. Og så er det det eneste sted i Europa, jeg har mødt disse søde arbejdsheste. Det er nok også derfor, de er så ikoniske, gennemfotograferede og populære.

Continue Reading

Expo. Lissabon.

Helt ude ved den meget futuristiske station Oriente (som sagtens kan nås med Metro) ligger det gamle område fra verdensudstillingen i 1998. Og det er et spændende sted, som mange turister desværre overser.

Ikke nok med at det vrimler med spændende (og bestemt ikke altid køn!) moderne arkitektur, men mange af de gamle bygninger fra udstillingen har også fået nyt liv som shoppingcentre, beboelse, museer, cafeer og firmaadresser. Midt i det hele ligger også et stort kongrescenter, som næste lørdag skal huse det Europæiske Melodi Grand Prix.

Området ligger lige ned til den massive flod Tejo og har derfor en pragtfuld strandpromenade, der bare indbyder til slentring. Og gider man ikke det, kan man formedelst ganske få Euro tage turen oppefra med den lange svævebane, der giver en fantastisk udsigt ned over vand og arkitektur. Her er også, efter min mening, et af verdens bedste oceanarier, hvor det vrimler med både smukke og grimme fisk i kæmpestore tanke.

Nok er Lissabon gamle, krogede, kakkelbesatte, romantiske gader, men der er altså også et udstillingsvindue for det moderne, som man ikke må snyde sig selv for.

Continue Reading

Sintra.

Hvis man alligevel er i Lissabon, må man ikke snyde sig selv for en tur til den lille ferieby Sintra. Sintra ligger inde i landet, oppe i bjergene, og har primært fungeret som sommerferiested for de allermest velbjærgede og royale. Her er dejlig, kølig(ere) luft om sommeren, og tilsyneladende hjemsted for datidens konkurrence mellem de allerrigeste om at bygge de mest prangende og udadtil pralende palæer.

Mest overdådigt er Palace Pena, som mest af alt ligner en blanding af et fantasifuldt barns leg med Legoklodser, en kulisse til en Disneyeventyrfilm fra 50-erne og en vanvittigt arkitekts forsøg på at efterabe et persisk palads, tilsat en smule fake Gaudí. Lad os bare sige, det er unikt, som det ligger der og troner på sin bjergtop, omgivet af den smukke park.

Selve den lille by Sintra er et turistmål i en sådan grad, at alt er gearet efter de besøgende. For selv om byen er smuk, hyggelig og romantisk, så er der absolut intet romantisk over priser og tilbud. Her skal tjenes penge, men så kan man jo som turist bare vælge at gå købefri rundt i de smalle, stejle gader og nyde stemningen.

Sintra nåes nemmest på en 40 minutters togtur fra Lissabon, og har man Lissabonkort, er den inkluderet. Ude i selve byen findes en rundtursbus, som kører i pendulfart mellem seværdighederne.

Continue Reading

Om loppemarkeder.

For mig er et af højdepunkterne på enhver rejse et besøg på et loppemarked. Altså et rigtigt et. Ikke disse totalt turistgearede fælder af plastiktasker, afskyelige rædsler med hilsen fra og det lokale såkaldte kunsthåndværk sat i masseproduktion. Men et sted, hvor man sælger sit overskud, resterne fra den hjemlige eller andres oprydning eller måske den lille husflid, man går og nørkler med derhjemme om vinteren.

Det siger enormt meget om et land, hvad det, eller dets indbyggere, har i overskud. Nogle gange selvfølgelig også, hvad der pludselig er blevet i overskud, fordi det er blevet populært og derfor kan sælges til en fordelagtig pris. F.eks. er det jo særdeles påfaldende hjemme i Danmark, hvor utroligt meget gammelt keramik, alle har fået i læssefulde af overskud.

Hernede i Portugal har de også store mængder af keramisk og porcelænisk overskud. Dog må man sige, at smag og behag er en smule forskellig fra land til land, og, udover Flora Danica, har vi vist aldrig sådan dyrket de katastrofeblomstrede kaffestel på vores breddegrader. Det gør de så her. De er også mere end blot til husbehov glade for messing, og i det hele taget er der en påfaldende fascination af ting, der skinner. Måske er de bare bedre til at pudse end gennemsnitsdanskeren.

Jeg leder altid efter gamle sølvsmykker, da de ofte kan købes både billigt og favorabelt på den slags markeder. Så selv om jeg kun har ti fingre, kunne jeg med lethed udsmykke over det dobbelte antal med alle mine udenlandske loppefund. Den går lige i belønningscentret, hver gang det lykkes mig at prutte en god ring ned i en rimelig pris, så den kan komme hjem i skuffen til alle de andre.

Men husk disse lokale loppemarkeder som en del af ferieoplevelser. Og undgå alle de professionelle kræmmere med deres “special Price for you” taktikker og elendige plastikkopivarer. Det er på de små ydmyge steder, selve folkesjælen og landets særegenhed sælges ud.

Continue Reading

Mit livs baggårde.

Her er så det sidste eksemplar indenfor mit livs omfattende udvalg af baggårde. Denne er blevet mig tildelt i Lissabon, hvor jeg skal leve med og omkring den de næste fem dage.

Jeg holder faktisk ikke specielt meget af baggårde. Alligevel bebyrdes jeg i storslået grad med skånsomme udvalg af lokale baggårde, hvor jeg end rejser hen. Forstået sådan, at en udsigt til gaden— eller i alt fald en opgradering til kun halvvejs eller kvart baggård— i min optik regnes som at vinde i det ellers altid uretfærdige værelseslotteri.

Der er kun 1 ( en) årsag til, at mit hotelliv forfølges af baggårde. Nemlig den, at jeg på de allerfleste af mine rejser bor på enkeltværelse. Singlerejsende forventes tilsyneladende at have en umættelig appetit på baggårde, køkkenregioner, snuskede gyder og faldefærdige bagtrapper. Singlerejsende stoppes sådan lidt ind, hvor der nu er en ledig seng, og det er der selvfølgelig ofte der, hvor hotellet ligesom synes, det hele bliver alt for overvældende baggård.

Heldigvis rejser jeg da også ind imellem med manden. Så bliver jeg  ofte kraftigt belønnet med udsigt til forgård og gader. Måske burde man simpelthen anskaffe sig en alibi-mand, som man sådan kunne tage med på rejser— udelukkende med det selviske ønske at undgå de allerværste baggårde? Det er sgu’ lige før, det her nærmer sig sexisme med dobbeltkønnet fortegn. For singlerejsende mænd tager vel også deres andel af baggårdene?

Der findes stadig mennesker, der tror, at sydeuropæiske baggårde er romantiske, maleriske og et kig ind i den virkelige middelhavscentrerede folkesjæl. De tror fejl. For baggårde, hvor de end bor i verden, ER baggårde. Hverken mere eller mindre. Det er her, man stuver lortet, de bristede ambitioner og alt det, ingen gider se på.

Undtagen singlerejsende. De tvinges til det!

Continue Reading

En god, gammeldags thriller!

Mary Kubica: Pretty Baby.

En god, gammeldags thriller om dysfunktionelle familier, forældreløse og misbrugte børn, religiøst vanvid, traumatiserede mødre, et par mord for hyggens, og den retfærdige gengældelses, skyld–og med Chicago som baggrundsstøj.

Som underholdning et godt stykke over middel, for Kubica skriver godt og har en fantastisk god fornemmelse for sine personers indre liv og følelser. Ydermere er bogen opdelt i kapitler med subjektive fortællere, så man hele tiden får begivenhederne set fra forskellige synsvinkler.

I centrum står kernefamilien, Wood, med verdensfrelsende klidmor, fraværende arbejdsfar og umulig teenager. Ind i deres liv vandrer den hjemløse Willow med baby Ruby, og så bliver det for alvor kompliceret. For alle har en skjult bagage, og det kræver bare en lille, ubetydelig gnist at tænde nogle meget farlige bål.

Kan varmt anbefales til sådan en terrasseweekend i det tidlige forår, hvor den slags glider noget så forbandet godt ned derude på drømmesengen i solens stråler. Og lidt senere i skyggen…….

 

Continue Reading

Morgenskov. Nu med forår!

Alle mennesker burde have en morgenskov. Sådan en, der ligger umiddelbart tilgængeligt i forhold til deres bopæl og nemt kan nås til en lille tur, inden dagen for alvor starter. Og jeg mener virkelig INDEN. Morgenskove har søvn i øjnene, nattøj indenunder, lettere uglet hår—og en vidunderlig opvågnende virkning. Morgenskove befinder sig på stadiet mellem søvn og vågen tilstand–og det er netop den effekt, de har. De bringer en på den mest hensynsfulde og lempelige, næsten umærkelige, måde fra det ene til det andet.

Det er (også) derfor, jeg er nødt til at have en hund. For hvis jeg ikke havde det, så ville jeg have alt, alt for mange selvoverbevisende argumenter for at holde mig langt væk fra den skov. Som nummer et sikkert bare at blive i sengen. For selv om morgenskove næsten kalder lokkende på en på en dag som denne, så ER der altså dage, hvor møgvejret står ned i stænger, mudderet står op til halsen, og bidekulden rammer en lige midt på kroppen. Det er dem, hvor hundekortet er absolut nødvendigt for en potentiel overpjækker som mig. Så står han der og plager med hele kroppen, hopper og danser sin skovtursdans, henter snoren en halv snes gange—-samt er så vedholdende i sin ulidelighed, at jeg godt ved, at hvis jeg ikke indtager en morgenskov, så får jeg simpelthen ikke fred resten af dagen. Bagefter–altså efter erobringen af mudderhullet–så er jeg jo alligevel bare så overordentligt taknemmelig over, at vi kom afsted. Det ved han sikkert godt, den clairvoyante hund!

Min morgenskov klarer hovedet, klarer tankerne. Der er helt stille dernede. Det er da meget muligt, vi møder en interessant labradornumse på vejen dertil og deler et Godmorgen med naboens mere og mere firkantede gadekryds på vej derned, men når vi så er inde i skoven, så er der kun os og årstiderne. Og det er rigtigt godt for os. Om hunden også har en mental virkning af sin morgentur ved jeg ikke, men han får da i alt fald læst kvarterets hundeavis i samtlige buske og ordnet det, han nu skal have ordnet.

Jeg kan kun anbefale morgenskove. De er gode for os mennesker. ( Og vores hunde!) Får os vækket til dagens udfordringer på den allermest blide og humane måde. Og selvfølgelig er de næsten allerbedst her i det spirende forår. Ikke nok med, at man fra dag til dag kan se, at det hele ændrer sig, springer ud, men forår giver også glæde og livslyst.

Så prøv en morgenskov! Den kan udelukkende anbefales. Og hvis det er svært at komme afsted–så lån en hund. Hvis nogen altså vil afgive DERES morgenskov med hund til andre. Ellers er jeg sikker på, det vil blive yderst besværligt at finde en hund, der ikke med glæde tager en morgenskov op til flere gange!

Continue Reading