Dette er så blot et lille udvalg af alt det, der er regnet ned på manden de sidste dage. Der er meget mere. Og der kommer givetvis også mere i dag, som er den allersidste arbejdsdag i et langt arbejdsliv. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med min egen buket til 200 kr., men det skal jeg så bare helt lade være med og i stedet nyde, at vi resten af vores liv vil have en enorm vinkælder til gæsters afbenyttelse samt så nogenlunde slik nok til en måneds tid!
Så fra i morgen bliver det et andet liv. Ikke blot for ham, men så sandelig også for mig. Det sidste kan godt bekymre mig lidt. Og den bekymring går udelukkende på at finde en fornuftig balance mellem alenetid og fælles gøremål og nydelse. Jeg er jo vant til at have den fulde råderet over hus, tid og gøremål den ganske dag, og det kan da godt få mig til at tænke over, om han mon kommer til at gå i vejen. Kommer til at forstyrre mine personlige cirkler og alle de projekter, jeg er vant til uforstyrret at gå i gang med, præcis når jeg lige har lyst eller tid til det. I årevis har jeg været vant til at arbejde i fred og ro, totalt barn- og mandløs, og jeg ved, det bliver en tilvænning med bare noget så simpelt, at der befinder sig en anden person i huset. Også den der med pludselig at få en ide til et ærinde, et ude-af-huset-gøremål, som udføres indenfor de næste få minutter. Jeg har jo aldrig stået til ansvar for nogen, fortalt hvorhen og hvorfor. Jeg har bare gjort det. Det vil blive lidt af en omvæltning at skulle fortælle, hvor man akut skal hen–eller måske endda uddybe hvorfor. Sagt på en anden måde, så har jeg herhjemme aldrig stået til ansvar for andre end mig selv. Af den simple grund, at der ikke har været andre. Det bliver en mental omvæltning at dele sin dagligdag, tror jeg. Jeg har overvejet, om man mon kunne give ham et lille rum med en nøgle på ydersiden, hvis mit behov for alenetid bliver for akut eller decideret påkrævet, vel vidende, at det ikke er en tiltalende tanke……
Omvendt så bliver det dejligt at kunne foretage sig noget sammen. På hverdage og praktisk talt lige præcis, når behovet opstår. At kunne køre til KBH om tirsdagen, i sommerhus når vejret er godt og ikke blot fordi, det er weekend. Og ikke mindst at kunne BLIVE i sommerhus, fordi vejret er godt. At kunne raide alle spændende udstillinger og butikker sammen, mens alle andre er på arbejde, så de ikke optager unødvendig plads. At kunne tage på ferie, når priserne er spiselige, og at give sig selv og hinanden en fed frokost ude, fordi man bare har lyst på en blæsende onsdag. Eller simpelthen at gøre nogle af de ting, i alt fald jeg aldrig gør alene. Jeg er f.eks. ualmindelig dårlig til at gå ud og spise frokost med mig selv, og jeg tager som hovedregel heller ikke i sommerhus alene. Det bliver godt at være to til at nyde sammen.
For det er jo primært det, vi skal nu. Nyde. Selvfølgelig er der pligter og uopsættelige gøremål, der skal overstås, men for første gang i vores efterhånden lange liv er der plads til at gøre ting af den ene og simple grund, at vi har lyst til det. Også om mandagen og i løbet af fem minutter efter, vi har fået ideen. Det vil jeg glæde mig til.
Så det udfordrende bliver at finde denne balance mellem den (for mig) yderst påkrævede alenetid og den fælles nydning. Det vil der sikkert opstå adskillige mindre tumulter omkring her den første pensionisttid. Den hjemlige individualist vil blive særdeles udfordret på sit territorium, eller også er det i virkeligheden de to hjemlige individualister, der skal prøve at finde en fælles marchtakt. Både alene og sammen.
I alt fald bliver det et andet liv. Heldigvis kan han vel bruge de første par dage på at finde gemme- og oplagringssteder til de helt overvældende lagre af gavemæssige delikatesser……..