Guldsøstre

Alle mennesker burde have en morgenskov. Sådan en, der ligger umiddelbart tilgængeligt i forhold til deres bopæl og nemt kan nås til en lille tur, inden dagen for alvor starter. Og jeg mener virkelig INDEN. Morgenskove har søvn i øjnene, nattøj indenunder, lettere uglet hår—og en vidunderlig opvågnende virkning. Morgenskove befinder sig på stadiet mellem søvn og vågen tilstand–og det er netop den effekt, de har. De bringer en på den mest hensynsfulde og lempelige, næsten umærkelige, måde fra det ene til det andet.

Det er (også) derfor, jeg er nødt til at have en hund. For hvis jeg ikke havde det, så ville jeg have alt, alt for mange selvoverbevisende argumenter for at holde mig langt væk fra den skov. Som nummer et sikkert bare at blive i sengen. For selv om morgenskove næsten kalder lokkende på en på en dag som denne, så ER der altså dage, hvor møgvejret står ned i stænger, mudderet står op til halsen, og bidekulden rammer en lige midt på kroppen. Det er dem, hvor hundekortet er absolut nødvendigt for en potentiel overpjækker som mig. Så står han der og plager med hele kroppen, hopper og danser sin skovtursdans, henter snoren en halv snes gange—-samt er så vedholdende i sin ulidelighed, at jeg godt ved, at hvis jeg ikke indtager en morgenskov, så får jeg simpelthen ikke fred resten af dagen. Bagefter–altså efter erobringen af mudderhullet–så er jeg jo alligevel bare så overordentligt taknemmelig over, at vi kom afsted. Det ved han sikkert godt, den clairvoyante hund!

Min morgenskov klarer hovedet, klarer tankerne. Der er helt stille dernede. Det er da meget muligt, vi møder en interessant labradornumse på vejen dertil og deler et Godmorgen med naboens mere og mere firkantede gadekryds på vej derned, men når vi så er inde i skoven, så er der kun os og årstiderne. Og det er rigtigt godt for os. Om hunden også har en mental virkning af sin morgentur ved jeg ikke, men han får da i alt fald læst kvarterets hundeavis i samtlige buske og ordnet det, han nu skal have ordnet.

Jeg kan kun anbefale morgenskove. De er gode for os mennesker. ( Og vores hunde!) Får os vækket til dagens udfordringer på den allermest blide og humane måde. Og selvfølgelig er de næsten allerbedst her i det spirende forår. Ikke nok med, at man fra dag til dag kan se, at det hele ændrer sig, springer ud, men forår giver også glæde og livslyst.

Så prøv en morgenskov! Den kan udelukkende anbefales. Og hvis det er svært at komme afsted–så lån en hund. Hvis nogen altså vil afgive DERES morgenskov med hund til andre. Ellers er jeg sikker på, det vil blive yderst besværligt at finde en hund, der ikke med glæde tager en morgenskov op til flere gange!

Hvor jeg dog hadede det, når alle de gamle tanter–gerne i håbløs mangel på andre fornuftige spørgsmål at stille børn–spurgte mig som barn, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Ikke blot var jeg fuldstændigt på det rene med, at det ragede dem en papfis, men det satte mig samtidigt i det dilemma, at jeg ligesom selv blev konfronteret med en stillingtagen til, hvad jeg egentlig VILLE være, når jeg blev stor. For det meste, i alt fald en anselig årrække, ville jeg faktisk være arkæolog eller journalist. Det første fordi, jeg engang havde vundet en bog om Grauballemanden i en stilekonkurrence og havde en hemmelig drøm at lokalisere et betragteligt antal moselig, der kunne gøre mig lige så berømt som Glob og skaffe mig adgang til primetime TV. ( Det her siger mere om datidens TV end om mig!!) Det andet fordi jeg elskede at skrive og engang havde vundet et rædselsfuldt grimt kuglepennesæt for et mindre indlæg på Fyens Stiftstidendes børneside om søndagen. Jeg mente, det måtte kunne gøres bedre rent præmiemæssigt, hvis jeg formåede at forfremme mig selv til diverse voksensider.

I sig selv var spørgsmålet–og især svaret– jo irrelevant. De færreste af os endte vel som de politibetjente, lokomotivførere, piloter, brandmænd, sygeplejersker og skuespillere, vi diverterede de gamle tanter med. For de allerfleste blev jobvalget præget af en form for tilfældigheder, pludseligt opståede interesser eller måske bare ledige jobs. Personligt var det eneste, jeg på ingen mulig måde skulle være, mens jeg læste engelsk og dansk–lærer. Men sådan blev det så alligevel…..

Anyway, efter masser af erhvervsaktive år der, hvor vi nu engang endte, opstår muligheder for det frie valg alligevel igen. Nemlig, når vi bliver/ eller nærmer os at blive seniorer og arbejdsfri fra det ordinære arbejdsmarked. Det er der, vi kan begynde at spekulere på, hvad vi vil være, når vi bliver gamle. Der, vi kan gøre lige præcis det, der passer os. Eller det, vi altid har drømt om.

For første gang i–i alt fald mit–liv har jeg faktisk frit valg på de allerfleste hylder. Jeg er nemlig indehaver af en, omend minimal, pension, som gør mig i stand til at blæse højt og flot på løn og, selvfølgelig, pensionsordninger. Jeg kan begynde at holde høns i baghaven ( hvis min beboerforening ellers accepterer det!), male akrylbilleder, skrive bøger, sy patchworktæpper, arbejde som frivillig i diverse genbrugsforretninger, blive rejseguide–eller bare passe min have. Der er ingen, der blander sig i, hvad jeg, i alt fald indenfor rimelighedens grænser, vil være, når jeg bliver gammel. Alle de drømme og ambitioner, jeg har måttet sluge eller undertrykke undervejs–dem kan jeg næsten blive, når jeg bliver gammel. Selvfølgelig er der nok fysiske grænser for opfyldelse af mine eventuelle pilotdrømme eller den altid lurende ambition om at blive røgdykker, men jeg er sikker på, de aller-allerfleste af mine jobfantasier på en eller anden måde kan opfyldes. Nok ikke lønnet og professionelt—men sådan til husbehov, til tilfredsstillelsesbehov. For for første gang nogensinde i hele mit liv, er det mig, er bestemmer. Det er mig–og kun mig–der, indenfor fornuftens grænser, sætter målene for, hvad jeg kan blive. Og indtil nu går det da meget godt med at blive turistguide, skal jeg hilse og sige…..

Udover det tror jeg, at spørgsmålet faktisk er uhyre vigtigt at stille sig selv, inden den konkrete pensionering tager sin begyndelse. Altså: Hvad vil jeg være, når jeg bliver pensionist? For det første er mange af os jo i så god fysisk form, at der er masser af arbejde i os endnu. For det andet har jeg alt, alt, alt for mange gange set eksempler på, at en pensionisttilværelse uden drømme, ambitioner og “nye” jobs bliver til en evig lediggang, kedsomhed og efterfølgende tidlig død. Spildte år, om man så kan sige. Manglende erkendelse af, at for første gang nogensinde kan man blive præcis det, man gerne vil være–hvis man kender sine egne begrænsninger.

De gladeste og mest tilfredse ældre, jeg kender, er de, der bevidst har overvejet, hvad de ville være, når de blev gamle. Har set de arbejdsfri år som en ekstra gave til at gøre alt det, de altid har drømt om, men først nu har fået tiden til. SOM de maler, dyrker eksotiske orkideer, er lektiehjælpere og skriver lokalhistoriske artikler. Eller hvad de ellers gør. Og stortrives med.

I alt fald er jeg yderst tilfreds med, at jeg satte mig ned og indgående spurgte mig selv om, hvad JEG ville være, når jeg blev gammel!

Det hele begyndte mandag aften, da jeg fik lidt ondt i halsen. Bad derfor manden om at tjekke, om jeg var rød nede i halsen, så jeg, hvis det var påkrævet, kunne få noget mod det, inden jeg skal ud at rejse på søndag.

Jeg ved ikke, om han så min hals. Overhovedet. Men han så i alt fald en stor ( og her taler vi yderst synlig og ca 1×1 cm.) knude på ganen, som jeg faktisk ikke vidste, jeg havde. Som de fleste andre, kan jeg da godt kigge intensivt på forsiden af mine tænder, men det er yderst sjældent, jeg kommer bag det yderste tandforhæng og nærstuderer min gane. Men ganske rigtigt: en særdeles forsvarlig, stenhård mundstalakit med facon som en deform rose boede inde i min mund. Og at den tandlæge, jeg nærmest har overrendt de sidste måneder, ikke har set, eller måske bare ikke har kommenteret den, må enten skyldes, at han er udpræget ganeblind, eller har taget det for givet, at folk, der dyrker den slags i deres mund, godt ved, de er indehavere af deres egne, private drypsten.

Når manden bliver bekymret, bliver jeg automatisk dobbelt bekymret. For når hans viden om ting tydeligt provokerer en uskjulelig ængstelse, så ved jeg godt, at jeg i den grad har grund til samme ængstelse. Så helbreds-automatpiloten går på under et splitsekund på cancermode. Indenfor det næste er man næsten både død, begravet og græder på vegne af de børn, man allerede mentalt har forladt. Det er helt naturligt, tror jeg. Sådan vil vi nok alle reagere.

I sådan en situation er jeg bange for ikke at være bange NOK. At tage mit helbred og mine drypsten alt for let og useriøst. Hellere fantasere om worst-case scenario, for så kan man da bilde sig selv ind, at det kun kan blive bedre. Selv om man selvfølgelig er overbevist om, at det gør det IKKE. Det er utroligt, hvad der render gennem ens hoved–og især de tre nætter, jeg nu har ligget vågen, mens samtlige cancerinficerede tanker har myldret rundt i min forsvarsløse hjerne.For selvfølgelig har jeg da alle nætter erkendt, at nok er jeg ikke specifikt bange for at dø, men jeg er bestemt hamrende hundeangst for at blive hjælpeløs, en grøntsag og–ikke mindst–for at noget som helst skal gøre ondt. At en cancerdiagnose på ingen mulig måde er lig med en dødsdom, sprang min hjerne let og elegant hen over. Sådan fungerer den nu engang!

Ikke bare det. Altså mig selv, om end alle tanker selvfølgelig og forståeligt nok starter og ender der. Men også alle de svigt, jeg ville skulle bevæge mig ud i, hvis klumpen var decideret uvenlig og farlig. Bare tanken om at sige det til børnene er jo næsten ubærlig. At påføre dem så megen smerte. Og alle de rejser, hvor jeg er den eneste ansvarlige guide, som folk har betalt for, glæder sig til, og som måske ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke er med som førerhund. Mit nye job ved nyt rejsebureau–skulle det startes med en sygemelding, som sikkert ville indebære, at de på forhånd opgav mig? Og hvad med manden og hunden, som i min selvbestaltede worst-case garanteret aldrig hverken ville få varm mad eller vasket guld, men vansmægte i ulidelig ensomhed. Hvad med alle vores planer, vores fremtid?

Endelig er man vel kvinde nok til at frygte de rent kosmetiske konsekvenser af en potentiel operation på et markant stykke af ganen. Kan man overhovedet tale bagefter? Og påvirker det ens ansigtstræk? Ikke at de er specifikt bevaringsværdige i sig selv, men man ved da, hvad man har.

Heldigvis kan man i dag komme direkte ind i en speed-cancerpakke, så allerede tirsdag fik jeg tid til undersøgelse på det nærmeste sygehus ( som dog ligger 65 km. væk–hver vej!). De virkede ikke overmåde foruroligede over min gevækst, men var nærmest lidt undrende over dens facon, størrelse og sten-hårdhed. At tage en biopsi kunne end ikke diskuteres, for man kan næppe skære eller indføre andet i netop den konsistens. Så de sendte mig til CT-scanning dagen efter samt gav mig en tid til samtale i dag.

Her skal så indskydes, for det skylder jeg det danske sundhedssystems lettere blakkede rygte, at jeg på intet tidspunkt mødte andet end venlighed, professionalisme, overholdelse af programsatte tider, søde smil og trøstende, velmente ord. Hvis det ikke lige var, fordi man generelt forsøger at undgå sygehuse, når man ikke er syg, så kom jeg der gerne oftere–for venlighedens og imødekommenhedens skyld. Min første læge var i øvrigt ikke dansk–det er de fleste vist ikke her i vores udkantsområde–men han talte sproget til perfektion og var dybt, intensivt professionel. Det gjaldt i øvrigt også alt andet personale–fra den hjertevarme sygeplejerske til den søde, smilende, tørklædeklædte sosu-assistent på røntgenafdelingen.

Anyway, i nat var den værste at komme igennem. For jeg følte det præcis som om, jeg stod til at skulle have en altdominerende dom.En dom, der enten frikendte mig, sendte mig videre til ny rettergang ( virkelige specialister huserer sjældent i udkantsområder) eller–igen den der worst-case–betød akut hængning. Omvendt kommer man også dertil, at man bare skal have en afklaring, en diagnose. Latens- og ventetid er en lang vacuumtilværelse. Der er intet, der er noget ved. Intet, der skal begyndes, og intet, der skal afsluttes, for det sidste er i sig selv nærmest at skubbe til skæbnen.

Så jeg var på toilettet med min overnervøse blære adskillige gange undervejs og et helt pinligt antal ditto på selve sygehuset, før det endelig blev min tur til at komme ind og få dommen. Det var lige før, jeg næsten måtte bede dem om at sende en forklarende mail med min diagnose til mig, derude på toilettet.

Men det viser sig, at jeg har fremmanet scenarier, der ligger milevidt fra min stalakits natur. Der er simpelthen tale om et ben i min gane, der har fået helt sine egne planer og retninger for neddrift. De mener, jeg på et tidpunkt ( som meget vel kan ligge flere år tilbage) har slået det, hvorpå det har reageret med at indkapsle sig selv i ganevæv og vokse permanent som f.eks. et blåt mærke gør midlertidigt. Der er absolut ingen garanti for, at dets vildtvoksende natur ikke fortsætter, men så længe dette bens eget liv ikke indebærer gener for mig og min mund, er der ingen grund til at gøre noget ved det. Det vil så, selvfølgelig, ændre sig, hvis jeg på et tidspunkt begynder at føle det generende. Så kan man file det ned–dog uden garanti for, at det ikke bare vokser sig stort igen. Den ualmindeligt pædagogiske læge forklarede mig om fodboldspilleres skinneben, som ofte var rimeligt knudrede efter spark og slag–så jeg har altså den ganemæssige pendant til et par superligaben. Selv om jeg da ikke sådan lige synes, jeg render rundt og slår mig selv i ganen i tide og utide. Hvem gør i øvrigt det?

Da jeg kørte hjem fra sygehuset, skete der noget helt mirakuløst med naturen og med vejret. Som de buske dog var sprunget ud på den times tid, og som solen dog skinnede. Jeg er sikker på, det ikke var tilfældet på udturen. At få en sådan besked er næsten som at få livet igen. Eller i alt fald at få en særdeles kraftig påmindelse om at skønne forfærdeligt meget på det. På en omvendt måde kan man næsten sige, at de tre forfærdelige dage såmænd var meget pædagogiske i det lange løb. De fik mig i alt fald til at påskønne mit liv på en helt ny måde. Og til at bestemme, at NU skal jeg altså til at holde op med at ryge. For selv om min drypsten intet har med rygning at gøre, så skal jeg ikke bevidst udsætte min gane for endnu en gevækst, der kan træffe at have det. Det bliver en lang, sej kamp–men der er, som sagt, ikke ret meget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Lidt galgenhumor er så også på sin plads. Især for drypstenshulekyndige mig. Jeg vil ikke håbe, at min mundstalakit, hvis den vokser sig stor,lang og stærk ( for stalakitter i naturen tager det adskillige tusinde år!) på et tidspunkt opnår kontakt med min stalagmit på oversiden af min venstre fod. For så får jeg jo–hvilket faktisk er temmelig sjældent i naturen–det, man kalder en søjle. Omvendt kan jeg så måske være så heldig, at man kan ordne og nedfile begge dele på samme tid.

Jeg var heldig, og det skal jeg i den grad påskønne. Så min allerstørste respekt og gode tanker til alle dem, der ikke var det……..

Selvfølgelig er det aldrig for sent at lære noget nyt! Derfor har jeg bestemt mig for at gå i voksenlære. Det var, heldigvis, ikke specielt vanskeligt at finde en læreplads, der gerne ville modtage sådan en som mig. Jeg er nemlig omringet af naboer med de skønneste Haveforeningshaver, og når man nu har sat sig for, at man vil lære noget om blomster, haver og måske endda jordbundsforhold, så var det jo bare at spørge sig for. Der var nok at spørge.

Lidt skeptisk undren blev jeg da mødt med. Efter over 30 år her i kvarteret er det vel næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til haver er lidt ligesom mit forhold til sukat. Det/de ser sådan set ganske nydeligt og pænt ud, men det smager af lort, og jeg rører kun meget nødigt ved det. Men, tvunget af omstændighederne, er jeg altså nødt til at konfrontere mig selv med de der haver. Altså gøre noget mere end bare at se på dem.

Så jeg har indgået en kontrakt med en venlig og meget kyndig nabo, som, da jeg spurgte hende, først troede, hun havde hørt en smule ved siden af, og dernæst fik en akut åbenbaring om, at selv for de absolut vanhellige kan der måske opnås havemæssig frelse. Hun så ligefrem begejstret ud–på den der måde, som mindede lidt om en indremissionsk præst, der kigger på en angrende synder. Jeg regner så med, at vi det næste stykke tid tager nogle timer i intensiv blomster, tilbundsgående jordbundsforhold og måske lidt projektarbejde i beplantning. Som gammel lærer kan jeg jo allerede selv begynde at strukturere lidt, så det hele ikke bliver alt for overvældende og forvirrende og alt for mange arter på en gang. Så jeg vil foreslå, at vi f.eks. om mandagen tager roserne en times tid og så ellers fordeler yderligere arter over resten af ugens dage. Det bliver jo nok lidt som at lære basal engelsk grammatik. Der skal simpelthen terpes navne, farver og familier–akkurat som kasus, stærke bøjninger og ordklasser. Jeg er nødt til at vide, hvad de allermest almindelige blomsterarter hedder og at kunne skelne dem fra hinanden. Synes jeg i alt fald. Det her–det er simpelthen et spørgsmål om faglig ære!

Hele tiltaget bunder i, at jeg skal på havetur til England. Selvfølgelig indeholder turen også mangt og meget mere end de der haver, og det er jeg alt sammen forfærdeligt godt hjemme i. Netop denne professionalisme, som jeg sætter en stor ære i, betyder, at jeg ikke kan overskue, at jeg ikke kan de haver. Jeg har præcis det samme forhold til mit fag, som alle andre, forhåbentlig, også har. Ganske simpelt: Jeg skal kunne det. Det er derfor, jeg skal kunne haverne. For jeg er da udmærket klar over, at når man som gæst melder sig til en tur, der har en del haver indlagt, så er det selvfølgelig fordi, man er interesseret i haver. Og så vil jeg altså ikke stå der som indbegrebet af rosernes underkvinde og den totale katastrofe på tilplantningsfronten. Når der bliver spurgt om arternes navn, vil jeg–og det ved jeg–får særdeles svært ved at undslå mig med en længere historie om William Erobreren og Slaget ved Hastings. Også selv om jeg godt nok er rimeligt eminent til ham der William!

Min største hurdle vil, og det ved jeg noget så inderligt, blive min—lad mig bare være helt ærlig og skrive: mangel på interesse. Det er nu engang lettere at lære noget, man brænder for. Men så har jeg overtalt mig selv til at tro, at når jeg nu først begynder at kravle op ad lærdommens havestige, så bliver det hele garanteret vildt og blomstrende interessant. Sådan at jeg vil tørste efter at lære mere. Måske, altså.

Endnu mere måske–men det kan kun tiden vise!–kan det såmænd være, at jeg selv får så meget mod på de der haver, at jeg ligefrem vil vove mig ud i min egen uden en drømmeseng og en god bog. Men–for nu er blive i haveterminologien–så vokser træerne jo sjældent ind i himlen.

Jeg er dog fuld af fortrøstning til mit liv som voksenlærling de næste uger. Primært baseret på, at det udelukkende og kun kan gå fremad, men også vel vidende, at der godt nok skal terpes nogle arter. Jeg starter, akkurat som haverne, fuldstændigt fra bunden af!