Om skulderpuder. Og andre uhyrligheder.

Så læser jeg i modespalterne i Politiken, at skulderpuderne (oh, ve!) igen formodes at lande på uskyldige kvinders overarme, hvis de da ellers er tilstrækkeligt modebevidste. Yves Saint Laurent har allerede re-introduceret dem i årets kollektion, og andre modehuse forventes at følge efter. Efter sigende skulle dette træk være et (misforstået?) svar på #metoo-bevægelsen, en visuel markering af kvinders styrke og mod. Hvorfor kvinders mod og styrke lige skal vises ved at give dem overdrevne, maskuline træk via vatindlæg, melder historien intet om. Nok fordi hverken Saint Laurent eller skribenten i virkeligheden heller ikke har nogen anelse. Men det er efterhånden 2-3 årtier siden, vi sidst var belastede med disse forfærdelige øjebæer, som absolut intet gjorde for hverken kvinder eller mode, så ifølge modens vante cyklus er det vel ved at være tid, at de genintroduceres. Det må da absolut være i mangel af bedre…

For mit indre blik–når talen falder på skulderpuder–står altid Crystal fra TV-serien Dollars/Dynasty. Som selve indbegrebet af monstrenes skadelige virkning og æstetiske katastrofe. Hun var, in natura, en høj, flot og statelig kvinde, men blev af producenterne af serien udvalgt til at være modemæssigt ikon, med speciale i skulderpuder. Ergo lignede hun altid en dværg, der var tydeligt højdemæssigt udfordret, da hun generelt nærmest var væsentligt bredere foroven, end hun var lang i højden. Tillige må hun have kunnet fungere som model for enhver perfekt trekant, hvor den bredeste side fandtes foroven, mens en af spidserne tydeligvis sad allernederst. Jeg kan huske, at jeg personligt altid var meget opmærksom, når Crystal skulle igennem en dør, for selv om de skam havde velvoksne, brede døre i den familie, så var det altid en udfordring for hende. Ville det lykkes, ville hun sidde uhjælpeligt fast med sine skuldre, eller måtte hun gå sidelæns? Det var, på alle måder (også andre end lige den med monsterskuldrene!) synd for Chrystal. Ligesom det er synd for alle de kvinder, der nu føler, at de for at følge moden skal vedhæftes vatkugler på kravebenet.

For hvis man benytter begrundelsen, at skulderpuderne er et visuelt udtryk for kvinders styrke i kølvandet på #metoo, så holder den bare ikke så meget som en meter vat. #metoo handler om forfærdelige, utilgivelige seksuelle krænkelser af kvinder, og selv om den slags slet ikke kan sammenlignes, så vil jeg alligevel hævde, at skulderpuder handler om forfærdelige, utilgivelige, modemæssige krænkelser af samme kvinder. Selv om man selvfølgelig med rette kunne hævde, at skulderpuder dog nok trods alt har en vis form for præventiv virkning.  Sådan at forstå, at vi givetvis vil se en markant nedgang i amourøse affærer, forlovelser og bryllupper, da de færreste mænd nok vil føle sig det mindste tiltrukket af de bepudede amazoner. Og det kan måske også smitte af på antallet af overgreb? Selv om det, for mig at se, er en noget underlig, indirekte og æstetisk forfærdelig måde at dæmme op for et problem, der burde have andre løsninger.

Der er masser af modemæssige absurditeter, som hver især har haft deres tid op gennem århundrederne. Og især i dette og det forrige. Efter deres første katastrofale introduktion og udlevelse, er der absolut ingen, der siger, vi bør gentage fiaskoen. Det er da topmålet af designmæssig fantasiløshed. Som nu med skulderpuderne. Jeg mener, der er da ingen (selv modefolk) ved deres fulde fornuft, der overvejer at genintroducere kassebukserne, papirstrusserne, plateauskoene, Maverickskjorterne eller Bundesligahåret. Vel?

Nej, fri os fra skulderpuder! Dem HAR vi haft. Og de gjorde, mildest talt, ikke noget godt for os. Lad os bare sige, at vi stemmer dem ned, fordi vi så utroligt gerne vil undgå at bevæge os sidelæns gennem alle døråbninger. Og sagtens kan vise vores mod og styrke uden vatforbreddere!

You may also like

Skriv et svar